Af Kristoffer Garne, Tidehverv, 2014, December (nr. 10), s.196-200.

Selvoplevelsens stemmer hos Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen 1914

Det er helt almindeligt, og da også helt rigtigt, at tale om tiden op til første verdenskrig som båret af en fremskridts- og frigørelsesoptimisme, både for de åndelige og materielle sagers vedkommende. Ser man på den hjemlige litteratur i 1914, er det dog tydeligt, at der fra de vægtigste af vores store kulturpersonligheders side allerede inden krigen var indvarslet kulturkamp og forudset en åndelig opløsning, der måtte kalde på en alvorlig selvbesindelse. Man kan man forklare det på den måde, at det var de sidste efterdønninger af det såkaldte moderne gennembrud, der her var ved at ebbe ud, men som ikke havde efterladt landet i samme tilstand som før. Det er dette nybrud efter romantikken, der er blevet indprentet i vores bevidsthed i skikkelse af den markante og levedygtige forestilling om dets inkarnation i Dr. Georg Brandes, der i november 1871 på Københavns Universitet begyndte at holde sine forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur.

Hvordan man end vurderer Brandes' virke og hans betydning for dette nybrud, så mener jeg, at man med god ret kan hævde, at det påståede gennembrud både for dets mest indædte modstandere og for dets største lovprisere i sidste ende viste sig som en stor skuffelse. Noget stort og alt omkalfatrende frihedsprojekt blev aldrig fuldført, og på den anden side lykkedes det - heldigvis! - heller ikke de mange reaktionære kræfter, især fra den kristelige konservatismes side, at lukke munden på de mange fritænkerne, der sprang ud i denne tid.

Selvfølgelig kan man godt, og skal også, tale om, at der her ved overgangen til det tyvende århundrede skete noget afgørende nyt i Danmark. De to store åndsmagter, grundtvigianismen og kulturradikalismen, som endnu i dag er de bestemmende for vores kultur, strides og brødes i disse år i en sådan grad, at det åndelige landskab aldrig blev det samme igen. Måske kan man sige, at de begge har sejret ad helvede til og draget gensidig gavn af en uhellig alliance - og i samme ombæring med lige så stor ret hævde, at ingen af dem for alvor lykkedes med at sejle i havn med de store visioner, der var blevet lastet på åndens fartøjer.

Dette sidste mente i hvert fald to af de betydelige personligheder, der stod i et nært men meget tvetydigt forhold til både grundtvigianismen og kulturradikalismen. To mænd, der befandt sig i en så udpræget vekselspænding mellem grundtvigianismen og kulturradikalismen, mellem den gamle og den nye verden, at de den dag i måske er dem, vi har allermest at lære af, kan suge allermest åndelig næring ud af. Det drejer sig om Henrik Pontoppidan, og det drejer sig om en anden jævnaldrende mand, der på een gang både er hans største modsætning og hans nærmeste åndsbeslægtede, nemlig forfatteren og teologen Jakob Knudsen. Begge udgav de i 1914 deres måske vigtigste værker.

Kirken og dens Mænd
En af de første begivenheder, der i 1914 skabte både furore og debat herhjemme, var det foredrag af Pontoppidan om Kirkens og dens Mænd, der 7. februar udkom på Forlaget Gyldendal. Pontoppidan holdt ellers ikke foredrag eller ytrede sig på denne måde offentligt, så nysgerrigheden var naturligvis stor, da det pludselig - for første og sidste gang - hændte, at forfatteren til Lykke-Per og Det forjættede Land stod frem på en talerstol. Præstesønnen Pontoppidan havde naturligvis ikke tidligere sluppet ubemærket fra den kritik af den danske præstestand og den grundtvigianisme, som han selv gennem sin opvækst havde haft tæt berøring med, der fandt udtryk i disse værker. Men denne gang var kritikken langt mere direkte og langt mere sønderlemmende - og reaktionerne naturligvis ligeså.

For Pontoppidan er hovedsagen, at præsterne svigter deres kald, nemlig at være formidlere af "kundskab om tilværelsens skjulte visdom", og i stedet kives og kævles om endeløse og ufrugtbare dogmatiske tvistemål. Men alligevel kan han, præsten, stadig fastholde autoritet og fremkalde ærefrygt; et fra fortiden viderekolporteret fænomen, som højtidelige eksaminer, pompøse ordinationer og endeløse prædikener alt sammen skal være med til at befæste og fastholde. Nu siger Pontoppidan ikke alt dette udelukkende for at udtrykke sin hvasse og karske foragt for præstestanden, nej han efterlyser i stedet en anden og mere gedigen præstekarakter: En levende personlighed, i hvem selvoplevelsen er den bærende drivkraft. Dem er der nemlig, dengang som i dag, for få af. Pontoppidan skriver:

"Yderst sjælden støder man på en Personlighed, der bærer Mærker efter en Korsfæstelse af Ånden eller Kødet, eller på udtryk for virkelig Glæde, der alene vindes gennem Kamp og Lidelse".

Han vil ikke istemme koret af pris over åndskæmpen Grundtvig, men alligevel fremhæver Pontoppidan hans berømte sammenbrud i 1810 og citerer som eksempel på et overbevisende vidnesbyrd en lidenskabelig passage fra skjaldens første store værk efter sammen- og gennembruddet, den berygtede Verdenskrønike fra 1812.

I skarpe vendinger kritiserer Pontoppidan herefter det danske præsteskab og forudser den lutherske kirkes, "det opsminkede ligs", opløsning, både i den gamle ortodokse og nyere rationalistiske narresuts skikkelse. Hårdest går det udover den type, der sorgløst bukker under og lader sine meninger udskifte, det være sig, når den grundtvigske kirkelige anskuelse brister hos en tidligere discipel, eller når præster uden troens passionerede modsigelsessprog sluger hele den moderne bibelkritik; dem, der bukker under, når "tilliden til anerkendte evighedsværdier" rokkes. Pontoppidan beklager, at selv i de tilfælde:

"hvor en præst forsøger sig med et mere personligt Vidnesbyrd, sidder man gerne med en dobbelt Fornemmelse, fordi det altfor tydeligt mærkes, hvor fattige og intetsigende de Erfaringer er, han taler af,"

og han fortsætter, idet han præsenter sin forestilling om en værdig tro, et reelt religiøst alternativ:

- at han aldrig en eneste Gang har stået overladt til sig selv ude i de øde Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gådefulde Hinsides, aldrig har kendt et af disse dybt ensomme Øjeblikke, der skaber et Menneskes Tro - eller hans Tvivl.

Pontoppidan mener ikke, at man for nærværende kan få sådanne indvielser i de hinsidiges ting i kirken, men forestiller sig heller ikke, at man istedet udelukkende skal "vise hen til Åndens Stormænd". Nej, og her kommer så foredragets afgørende indsigt og kerneformulering:

"Der kan også være meget at lære af det uforkvaklede, enfoldige Menneske, hvis Religion slet og ret er Summen af hans livserfaringer."

Man hører talen om selvoplevelsen fra tidligere klinge endnu mere prægnant her. For troen er, med et udtryk fra Tage Shacks essay om Pontoppidan:

"en Passion, hvormed han ikke mener, at den behøver at være noget følelsesfuldt", men er at finde der, hvor mennesket er "udsat for Tilværelsen og for Gud[…], hvor der virkelig er Synd, og derfor ogsaa virkelig er Naade".

Kamp må der til, skal troen gro, kunne man sige, og denne kamp kan kun finde sted, hvor mennesket lytter til sine erfaringer, besinder sig på virkeligheden. Troen må være af en sådan art, at den indeholder livserfaringen i sig. Den må indeholde, eller rettere må være ubetinget virkelighed. Sådan var det for Pontoppidans romaneksperiment af en præst i 1914, og sådan var det, vil det vise sig, også for Jakob Knudsen.

De Dødes Rige
En sådan præsteskikkelse møder vi nemlig i Pontoppidans roman, Toldere og Syndere, der kom ved jul 1914, og som var tredje bind af fem fortællinger, der senere skulle samles til De Dødes Rige. Denne præst, som hedder Mads Vestrup og har visse ligheder med Jakob Knudsen - selvom der på ingen måde er tale om en nøgleroman - kan Henrik Pontoppidan i overensstemmelse med sin opfattelse heller ikke få til at passe ind i den officielle kirke. Han følger kompromisløst sine lidenskabers drifter og må derfor forlade sognekaldet. Denne livsnære omgang med virkeligheden indgyder ham dog et nyt mod, og han får derfor en vis succes som en frembrusende og anfægtende vandreprædikant.

Med Vestrups vækkelsestaler fortsætter Pontoppidan den kirkelige strid fra foredraget. Bogens titel, Toldere og syndere, kan opfattes som en beskrivelse af det København, som Mads Vestrup her kommer ind i; en kreds af kunstnere, fritænkere og journalister. I de andre af bogens kapitler, der som et fletværk vikler sig ind mellem dem om Vestrup, optræder også en lang række politikere, og på den måde bliver også han viklet ind i et spil med de største kanoner og de mindste profeter. Religion, politik og kunst er treklangen i Pontoppidans forestilling i denne bog, og Mads Vestrup spiller altså religions parti.

Det politiske frihedspartis organ "Femte Juni" har kaldet ham til København og vil bruge ham - den forfaldne præst og dommedagsprædikant - til endelig at få bugt med det herskende kleresi. Skønt det er antikristens tronsæde, han her kommer til at arbejde for, ved han godt, at Herrens veje er uransagelige, og "Kristus selv havde taget mod gæstfrihed af toldere og syndere."

Mads Vestrup skal holde foredrag. Folk er nysgerrigt stimlet sammen for at lytte til denne forfaldne præst, der nu arbejder for den radikale presse. Mange flygter dog igen, da det går op for dem, at de er kommet til vækkelsesmøde. Slutningen på Mads Vestrups tale, som skal læses i sin helhed, lyder som følger:

Den tale om barnealderen som en uskyldstid, der er uberørt af synd, kan man jo endogså høre i vore kirker, hvor den glæder så mange, især når den rigtig kurres frem med et yndigt smil af en af Satans ornatklædte ørentjenere. Men selv med fare for at blive kaldt for en helvedespræst og svovlprædikant vil jeg sige her, at den slags poetisk snak hører til djævelens allernådigste påfund. Se engang rigtig på et nyfødt barn! Der er ikke gået ti minutter, siden det forlod sin mors liv. Ligger der som et arrigt troldebarn og skriger og sparker, indtil det får sin vilje. Det hele lille menneske er foreløbig ikke andet end en ond kødklump med en blind og hidsig egenvilje. Tænk jer nu dette samme menneskebarn efter et langt livs møje og kval bøje sit hvide hoved i døden med de ord: 'Ske din vilje, Herre!' - Ja, hvem kan i grunden så være i tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige hensigt med vort liv hernede i jammerens dal, her i helvedes forgård, hvor ingen kan overleve rædslerne uden enten at forhærde sit hjerte eller henfly til det kristne håb om syndernes nådige hjemkaldelse til de himmelske boliger.
Ja - for vor saligheds skyld! - lad os fly den falske læge, den mørke troldmand, der vil franarre os vore byrder og bestjæle os for vore lidelser for allerede her i støvet at forvandle vor gråd til glæde! Lad os forsage hans trøst og med besluttet sind gå ind under livets strenge optugelse [min kursivering] for at modnes til paradiset! Ja, Herre, lad fristeren ikke overliste os! Giv os alle kraft til at modstå, tålmodighed til at lide, standhaftighed til at holde ud! - Amen!

Vi ser en del til Mads Vestrup bøgerne igennem, men dette er den sidste af hans taler, vi får lov at høre. Pontoppidan tager livet af ham i romanens sidste bind, fallent og underkuet af kleresiets håndgange mænd. Bindet udkom i øvrigt ved juletid 1916, kun en kort tid før også Jakob Knudsen, forbillede eller ej, led samme død, muligt ved samme skæbne: hjertestop, formentligt forårsaget af fedme og psykisk stress.

Man kunne afskrive Mads Vestrups tale som en virtuos parodi udi vækkelsesprædiken, men man kunne også sige, at der mellem de mange kirkelige ord gemmer sig samme budskab som i foredraget af Henrik Pontoppidan selv. Et opgør med den rationalistiske narresut af moderne kristendom, med kirkens trolddomsord om uskylden, en fremhævelse af lidelsens evangelium, tugtelsen ved selvoplevelsen, styrken vundet på den anden side angsten; tålmodighed, standhaftighed.

Med til historien hører det i hvert fald, at selvom Vestrup lider en krank skæbne, så må en af bogens andre hovedpersoner, Torben Dihmer, ende med at give ham ret. Dihmer påtager sig sin skæbne, lever med sin sygdom og går i døden - forsonet fordi han tog kampen op. Ligesådan slutter romanen - som på en Noas Ark - symbolsk hos de få overlevne hovedpersoner på samme Dihmers gods. Ikke i pagt med Gud, men i pagt med naturen, fortsætter livet hinsides katastrofen, menneskene kommer tilbage fra de dødes rige. Romanen vinder ikke ved at give os svarerne, men ved at pege på muligheden af selv at stille os spørgsmålet om vores skæbne, om kampens mening, om lidelsens nødvendighed. En mesterlig orkestrering af livserfaringer og tilværelsens tilskikkelser.

Jakob Knudsens Mod
Samme år som Toldere og Syndere udkom også anden del af Jakob Knudsens sene hovedværk, dobbeltromanen om Martin Luther, der bar den forjættelsesfuld titel Mod, som en modpol til førstedelens Angst. Samme dobbelthed havde han brugt i sit uomstridte hovedværk 12 år tidligere, det værk som bar titlen Gjæring-Afklaring. Titlerne snyder hurtigt læseren, hvis han tror, at det her handler om en opskrift på at lykkes, at gå fra ungdommens tvivlrådige, splittede sind, til en fast og kraftig overbevisning; fra gyngende til fast grund. Det gør det ikke. Bøgerne handler om at finde et holdepunkt i tilværelsen, en fast grundvold, hvorpå man kan bygge en gyngende, men rodfæstet eksistens. De handler om at vende angsten til mod, at tage livskampen på sig som et vækstvilkår.

Pontoppidans og Knudsens romaner byder på et ikke blot interessant, men afgørende sammenfald. Det er billedet af det lille barn fra Mads Vestrups tale, der går igen flere steder i Knudsens roman, og det i samme betydning. Også Luther er her den udstødte præst. Det er han først blevet i kampen mod den katolske kirke, og nu mod sværmerne, der ligesom de reformivrige præster i dag vil alskens yderligere omvæltninger. Alle "disse kristelige besværinger" og trolddomsmidler, som de forventer sig store ting af, ganske som Vestrups og vor tids danske kirkes troldmænd, der vil afskaffe byrderne ved ydre foranstaltninger og silkebløde fraser. Dem der vil fratage mennesket tilværelsens og dermed Guds tugt. Også Knudsen lader Martin Luther selv tale i slutningen på en lang præk til de sværmeriske billedstormere i Wallhausen:

Naar jeg seer paa alle disse Ansigter her foran mig, saa kommer jeg til at tænke paa et lille spædt Barn, der ligger paa sin Moders Skjød og skraaler af Arrigskab. Ganske fuldt af Streger og Rynker er saadant et lille rasende Ansigt, Øjne er der ingen af og helleringen Næse, der er bare, opspærret Mund og saa alle disse utallige Rynker i den røde Hud. - Saadan en lille En havde Moder Eva ogsaa liggende paa sit Skjød; og da det var den første, gjorde hun for meget ud af den, og troede, det skulde blive hendes Herre og Frelsermand, saa hun lod den skraale og skabe sig, som den vilde, i Stedet for at tugte den, - og nogle Aar efter blev den saa til Kain, der myrdede sin Broder, ligesom I gjør ved jere Brødre. Derfor seer jere Ansigter saa hæslige ud, men ikke fordi der har hængt nogle Helgenbilleder i jeres Kirke. - Hvem der gør sin Lyst og sin Arrigskab til sin Gud, og bryder Guds Lov, han skal snart blive Brodermoder og faa nogle grimme Øjne.

Det er hårde ord, Knudsen her lader Luther tale, men sådan kunne han jo tale, den gode reformator, og sådan må den profetiske dom over en forvildet og i sværmerisk armod nedsunket samtid lyde. Der er ingen uskyld i det umiddelbare, intet frit i den tøjlesløse frihed uden bundethed til noget bestemt. Ligesom barnet bliver en brodermoder, når det ikke tugtes af moder og siden fader, bliver mennesket også et rodløst og forvildet individ, en brodermorder, når det ikke vil lade sig belære af livets sjælekampe, ikke gå ind under moder naturs strenge tugt, som den indviede véd, at vor himmelske Fader bruger til at hjælpe os igennem livet. Igennem det, livet, kommer vi ikke uden kamp, og burde heller ikke ønske at gøre det. Og livet bliver ikke bedre af at sætte sin lid til alskens ydre omstændigheder, umiddelbare reformer og let tilgængelige trolddomsmidler. Lykkelig uvidenhed, måske, eller: ja ganske vist, men kamp må der som bekendt til, skal livet gro, og det skal det for den, der mærker angsten, tvivlen, i sidste ende evighedslængslen.

Som en kristen - og tilligemed grundtvigsk - forfatter, kan Jakob Knudsen gennem sin Martin Luther pege på den faste grundvold, det holdepunkt, som gør kampen mulig, lader den bære frugt, og som i sidste ende lader glæden overgå tvivlen, vender angsten til mod. Som andre steder i sit forfatterskab foretager Knudsen her en herlig og givtig eksistentiel forankring af Grundtvigs kirkelige anskuelse, idet han omskriver Luthers tårnoplevelse til en personlig kamp med angsten og en opdagelse af trosbekendelsens magt for den enkelte.

Hos Grundtvig betyder den kirkelige anskuelse, den såkaldte mageløse opdagelse, jo det, at kirken bliver til ved menighedens gudstjenestefejring. Fordi den troens bekendelse og det fadervor, der som ord af vor Herres egen mund har lydt siden de første apostle, nu også lyder hos os, ved bordet og ved badet, når vi bekender den kristne tro i form af den apostoliske trosbekendelse, som af uransagelig veje er overleveret til os helt fra Kristi egen tid sammen med sakramenterne og fadervor. Det er den faste grundvold, som kirken bygger på, og ved hvilken vi opbygges til levende stene, når vi gennem det historiske vidnesbyrd ved Helligåndens gerning bliver indlemmet i de kristnes enhed i Kristus, og dermed bliver retfærdiggjorte.

Sådan kendte den grundtvigske præstesøn Jakob Knudsen det helt fra sin børnelærdom, men gennem et strengt liv og en ikke altid let tilværelse lærte han også, at denne kirkens grundvold også kan stå for os udenfor menigheden og have skærmende og frelsende gavn i livets svære øjeblikke, når f.eks. angsten indtræder. Således lader han menneskets erfaring af tro binde til trosbekendelsen (og fadervor), forankrer troen i selvoplevelsen, så at troen kan blive til en reel og virkelig erfaring, idet denne erfaring som sin forudsætning er bundet til trosbekendelsen. Den kan altså hos Jakob Knudsen, sammen med fadervor, også lyde og være virksom for den kristne udenfor gudstjenesten. Denne sin erfaring med erfaringen har han så omskrevet og indpodet i Luther, og det oplever vi flere gange i dobbeltromanen, som f.eks. her i Mod, hvor han har bedt en af sine elever og venner om at hjælpe ham igennem et angstens øjeblik ved at gentage artiklen om syndernes forladelse og siden bedt fadervor natten igennem. Noget af en sjælekamp, men retfærdiggørelsen, frelsen, er p.g.a. trosvisheden i Kristi menighed, det at den kender Kristus, også nærværende hos Martin Luther, når han gentager dens vidnesbyrd:

Ja, kjende ham, men det var jo at tro paa ham, derfor behøvede man endnu ikke at have gjort hans Gjerninger: at tro paa ham, paa Vorherre og Frelser Jesus Kristus, det var det evige Liv allerede. "Gud skee Lov og Pris for dette glade Budskab, ja, ja, ja og Amen! Thi hvo, som troer og bliver døbt, han skal blive salig! dér er det hele - og Gjerningerne er endda sletikke nævnt!" - - Han fremsagde atter sit Credo og gjentog mange Gange Ordet om Syndernes Forladelse, - "det skal Du tro, det skal jeg tro! ja, Amen i Jesu Navn! - - - Wolf! vaagn op! nu er jeg frelst! nu er jeg derinde! i Troen hos Gud! Nu har jeg overvundet Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen! - - Nu vil jeg vide, om det er Solskinsvejr!"

Fra dødningehjem til de levendes land, gennem den selvoplevelse, at Gud har set i nåde til os og retfærdiggjort os ved troen på hans søn Jesus Kristus alene. Luther kan nu håbe på solskin, og han ånder den frostkolde luft i fulde drag og bliver poetisk stemt. Måske er det ikke den historiske Luther, der kom til sin reformatoriske opdagelse gennem en granskning af skriften; gennem en fastholdelse af bundetheden til Guds ydre ord i biblen - men det er en Luther på nutidens præmisser, på den anden side af både Grundtvigs mageløse opdagelse og af den "moderne" Pontoppidans efterlysning af en selvoplevet og selvtilkæmpet tro.

Knudsen lader tillige, ganske med historisk belæg, Luther være en digtereksistens bogen igennem. Oplevelsen med glæden ved troen gør ham i stand til at skrive erfaringsnære, men bibelsk-kirkeligt funderede og let forståelige salmer, på modersmålet - måske den vigtigste konsekvens af reformationen overhovedet. Den Luther, der er kommet til klarhed i troen, kan synge:

Vor Gud han er saa fast en Borg,
han kan os vel bevare,
han er vor Trøst i al vor Sorg,
vort Værn mod al vor Fare.

Og hele bogen igennem synger han, først festsange og historiske kvad, siden også de nye salmer, der indtil den dag i dag har kendetegnet den lutherske menighed og været hjørnestenen i den menighedssang, der endu lyder som et af kirkens kendemærker.

Det er i hvert fald en Luther, der minder meget om den Luther, som den unge Grundtvig efter sin krise 100 år tidligere skrev om i sit første hovedværk, altså Verdenskrøniken 1812. Grundtvig er fuldt bevidst om biblens (for) store betydning for reformatoren, som jo nedskrives af Knudsen til fordel for erfaringen, men hør alligevel, hvad han her siger om Luther:

"med Digterøie beskuede han de høie Hemmeligheder som i et Spejl. Hans Oversættelse af Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker[…]Luther begyndte et nyt [Tidsrum], som bør nævnes efter Gud. […] De, som hører Guds Stemme gennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet udenfor sig, som kan tjene til opbyggelse, ligesaalidt Kirkesmykke som aandelige Sang og Strængeleg, thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse"

Ja, de vil se, om der er solskin, de vil synge Gud en sang for den lyse dag. Takke Ham, at dagen fryder dem trods synd og død.

Naturen og Gud, Pontoppidan og Knudsen
Den første, der forsøgte en sammenstilling af Knudsens og Pontoppidans 1914-fortællinger, var litteraten og kulturpersonligheden Vilhelm Andersen, som anmeldte begges værker ved juletid 1914. Han, som ikke havde været kulturpessimisten tidligere, var nu blevet det pg.a. Verdenskrigen, han skriver:

De Titler, som Jakob Knudsen har givet sin Luther-Bog: Angst og Mod, var ikke "aktuelle", da han for to Aar siden udgav det første Bind og i dette Foraar fuldendte det sidste. Men de er blevet det siden. De betegner de dybeste Kræfter i Menneskenaturen i dette historiske Øjeblik. Angsten er os vis - hvor skal vi hente Modet? Saadan føler og tænker nu alle, som overhovedet kan føle og tænke, kristne Folk og menneskelige Mænd. Deri ligner nu Jakob Knudsen Henrik Pontoppidan. Det er det væsentlige.

Vilhelm Andersen, humanisten, siger også en masse vrøvl i sin artikel, men her rammer han noget rigtigt, og han indrømmer også, at Pontoppidan (endnu) ikke havde peget på en løsning med sin bog. Og det gjorde han måske aldrig. Men som den gode forfatter blottede han eksistensmulighederne, og Andersen karakteriserer drivkræften i Knudsens og Pontoppidans værker på følgende måde:

ensbetydende med at være menneske [det er] at have Sjæl og deri Muligheden for et Himmerig eller Helvede (eller begge Dele) paa Jorden. Religion er: det at kaste disse Muligheder ud i Evigheden, at projicere sin Sjæl i et hinsidigt Himmerig og Helvede.[…]
For Folk, som intet forstaar af dette, er det en daarlig Bog, Jakob Knudsen har skrevet[…]
For andre - ogsaa for dem, til hvem den gamle Hosekræmmer eller Bjergmand taler fortroligere end "Guds klare Ord" - er Sammenhængen bevaret. Kernen i Bogen, […] den naturgroede Religiøsitet, er uskadt. For dem har de to gammeldags Bøger, Henrik Pontoppidans Toldere og Syndere og Jakob Knudsens Angst og Mod, faaet en ny Virkekraft ved at henvende sig til den største stærke Kraft i den Tid, der har løsladt alle Menneskenaturens Kræfter: Lydigheden."

Nu til dags havde man nok formuleret sig anderledes, ligesom Knudsen næppe ville have talt om en projektion af sin sjæl, men om hvordan Guds hånd river os ud af dødens garn, hvordan vi bliver taget ind i hans rige, kirken på jorden, og til sidst, når dødens nat engang sænker sig, ind i evigheden. Men hos både ham og Pontoppidan er der noget naturgroet; naturalismen og erfaringslivet bliver taget alvorligt, uanset om det så er mennesket forundt at have sans for det religiøse eller ej. Naturligheden, erfaringen, selvoplevelsen vejer med samme tyngde hos begge.

Der, hvor Knudsen ganske middelalderligt - bl.a. pg.a. sit grundtvigske syn på kirkens overlevering gennem historien fra apostel til apostel - kan sige "Gud", der kan Pontoppidan kun sige "Natur". I den forstand er man nok tilbøjelig til at holde med Knudsen, men det gør kun Pontoppidan til en bedre forfatter end Knudsen, skønt den tidligere præst måske havde mere på hjerte. Pontoppidans sult er netop af en mere primitiv, vi kunne også sige naturlig, art, end den føde, man dengang som i dag forsøger at falbyde til billigste pris; alle disse trolddomskunster, der tjener til at gøre tilværelsen letfordøjelig og spiselig; ord så fede, at man ikke kan få dem ned uden en ordentlig klat åndelig sennep.

Oplevelsen hos Pontoppidan af menneskets spørgsmål i alle dets former, forskellige for ethvert menneske, det er det, der gør ham til den store forfatter, dirigenten, der kan spille både fandango og dødsmesse. Ham kan vi lære noget af den dag i dag. Men Knudsen, som Pontoppidan kaldte for kontrabassen i den hjemlige litteratur, taler fra dybere liggende lag, med evigheden for øje. Og dog køber han Pontoppidans præmis, den naturalistiske, virkeligheden som også troens prøvesten.

Og hvad så med skæbneåret 1914? Ja, det blev en blodstænket vækstbund, som åbnede øjnene på mennesket, så det kunne se den dybtliggende kulturkrise og det åndelige armod, vi var sunket i, og som Pontoppidan og Knudsen på hver deres måde forsøgte at advare os imod. Og verden blev aldrig den samme. Kulturpessimismen sneg sig både ind i litteraturen, kunsten og ikke mindst i kristendommen. Nu kunne man pludselig i høj grad fra kristelig side bruge Pontoppidan til at pege på problemerne og Knudsen til at pege på de mulige løsninger. Sådan burde det også være i dag, hvor vi endnu en gang fortrænger al vores armod og den dybe kulturelle og menneskelige krise, vi stadig trods al optimisme er i. Sådan må det være, for hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du? Pontoppidan står stadig i den almene bevidsthed som en af vores største forfattere, netop fordi han er forfatteren af de to, ham med tvesynet, med de mange instrumenter og det store kalejdoskop. Det har vi i den grad brug for den dag i dag som et spejl, vi kan holde op for os selv og vores kultur. Om vi så også finder vej til Jakob Knudsen og hans naturalistiske grundtvigianisme som en sti ud af problemerne - ja det kan man jo kun håbe på.

Kristoffer Garne.