Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2015, nr. 2, februar, s.29-30.

I sin nytårstale advarede Angela Merkel tyskerne mod de stadigt voksende anti-islamistiske Pegida-demonstrationer. "For ofte er der fordomme, kulde, ja sågar had i deres (de demonstrerendes) hjerter", sagde hun.

Herhjemme fulgte domprovsten i Haderslev, Kim Eriksen, Merkel, da han den 5. januar deltog som taler i en moddemonstration mod Stop Islamiseringen af Danmark, og advarede mod den farlige tendens til fremmedhad og højreradikalisering, som SIADs demonstration iflg. ham var udtryk for. Eriksen anså det for sin pligt, sagde han, at sige fra, når og hvor radikaliseringen stak sit grimme hoved frem.

To dage efter fandt det blodige attentat mod satirebladet Charlie Hebdo så sted - og det var som bekendt ikke islamkritikere der stod bag overfaldet. Tværtimod blev det endnu engang skåret ud i pap, at frygten for Islams indtog i Europa ikke kan affejes som grundløs islamofobi og udtryk for kolde hjertes hadefuldhed.

Mig bekendt har der ikke lydt beklagelser fra kansleren - eller domprovsten - over, at de stirrede sig blinde på de brådne kar blandt de demonstrerende anti-islamister, mens de nægtede, at de demonstrerendes frygt havde en reel årsag.

Men man kunne nok have forventet af en præstedatter og af en domprovst, at de havde haft blot en lille smule øje for faren. Haft øje for, at det ikke er tilfældigt, at den vestlige verdens frihedsrettigheder - bl.a. retten til satire uden personsanseelse - netop har kunnet finde fodfæste her, hvor vi i tusind år har hørt forkyndelsen af, at Guds egen søn frivilligt lod sig spotte og korsfæste. Hvor den fælles tankegang er præget af århundreders prædiken af Guds søn, der frivilligt døde for at tilgive ethvert menneskes synd, hvorfor ethvert menneske har den uendelige værdi, at han eller hun er den, som Guds søn er død for.

Man havde nok kunnet forvente, at præstedatteren og domprovsten havde kunnet se, at de samme frihedsrettigheder er aldeles sårbare over for en religion, hvis profet ikke finder sig i spot; ja, som kræver at hån mod profeten skal hævnes.

Men det er jo netop dette, den europæiske elite ikke har villet se. Hårdnakket har den sat kikkerten for det blinde øje og nægtet at lade sig anfægte i den fade tro på, at fast arbejde, gode vilkår og åbne arme ville integrere islam så fast i europæisk kultur, at den ville lære at sætte de vestlige frihedsrettigheder over profetens hellighed. En tro, der lever af det overfladiske oplysningsdogme om, at kristendom og Islam er eet fedt, for det er religion til hobe, og derfor bliver Islam nok reformeret, ligesom kristendommen er blevet det.

Men nu betyder reformation jo ikke modernisering, men at troslæren fornys ved selve troens genstand, hvorfor der er en diametral modsætning mellem en kristen reformation og en eventuel islamisk. Hvor den har som akse evangeliet om syndernes forladelse ved Kristus og dermed indrømmelsen af, at vi alle er syndere, der har Guds tilgivelse behov, må den anden i sagens natur betyde, at der stilles skarpt på Muhammeds skelnen mellem de rettroende og de vantro, og på de rettroendes ret og pligt til at bekæmpe de vantro.

De naive sjæle, der håber på en islamisk reformation, skulle snarere stille sig selv det spørgsmål, om det ikke netop er, hvad der sker i Syrien og Irak.

At frihedsrettighederne er skrøbelige over for en sådan reformations tilhængere, er i dag ikke til at overse. Vestens statsledere kan nok så meget marchere skulder ved skulder gennem Paris gader for at vise, at de står sammen om troen på demokrati og frihedsrettigheder. Men demokratiet og frihedsrettighederne forsvares ikke ved appeller om ikke at frygte og tie, for den isnende viden om, at det kan få fatale følger at tegne eller kritisere Muhammed, er allerede blevet en bestemmende faktor.

Frihedsrettigheder uden stærke landegrænser inden for hvilke, friheden kan gives og beskyttes, er skøre som glas.

Ja, at vore frihedsrettigheder i de åbne grænsers Europa giver et nådesløst kalifats tilhængere de bedste midler i hænde til at hverve tilhængere og vokse sig stærke, har den europæiske elite ikke villet se, men det er ikke til at overse mere.

Forleden var det lederen af Grimhøj-moskeen, der utvetydigt satte fingeren på demokratiets og frihedsrettighedernes forsvarsløshed over for deres fjender.

Den 6. januar viste DR 1 en dokumentarudsendelse om moskeen på Grimhøjvej - moskeen, som Ahmet Akkari i "Min afsked med islamismen" skildrede som arnested for islamisk radikalisering.

I udsendelsen erklærede en smilende leder af moskeen sin støtte til Islamisk Stats fremfærd og sit håb om kalifatets endelige sejr.

Og til Naser Khaders forslag om at lukke moskeen, sagde han selvsikkert: "Det kan de ikke. Jeg er dansker. Jeg kender reglerne. Og så længe jeg ikke overtræder reglerne er jeg på 'safe side'."

Klarere kan det frie Vestens skrøbelighed ikke pointeres: Inden for sine grundlovssikrede rettigheder kan enhver islamist hylde de vestlige demokratiers blodige modstandere som de sande islamiske helte og således så de frø til en islamisk reformation, som pludseligt en dag kan skyde op i form af terrorhandlinger som attentatet i Paris.

Der behøves ingen direkte opfordring til vold og terror for at så frøene, og de vestlige demokratier står værgeløse over for de ytringer, der sår frøene. De kan ikke forbydes uden at indskrænke ytringsfriheden. Og terroren kan ikke fuldstændig forebygges uden en tiltagende overvågning, som gør skår i retten til privatlivets fred.

Således er de vestlige demokratiers dilemma i dag, at de ikke kan værge sig mod terroren uden langsomt at gøre vold på friheden.

Og hvordan er det kommet dertil? På grund af eliternes naive tro på menneskerettighedernes universalitet, som har elimineret nationalstaternes grænser. De grænser bag hvilket frihedsrettighederne kunne opretholdes, fordi grænserne værnede et folk, som historisk havde fælles interesse og vilje til at give frihed for Loke såvel som for Thor. Fordi folkene var rundne af den samme tankeverden med rod i kristendommen, som forkynder, at Guds rige er ikke af denne verden.

Grænserne skulle have været de enkelte folks frihed til rent ud sagt at diskriminere i tildelingen af statsborgerskab til fremmede, så vi ikke havde stået i den uløselige situation i dag, at frøene til terror sås åbenlyst inden for landets grænser, og vi er værgeløse over for det.

Hvor mange lyssky elementer, man i de forløbne uger end har kunnet udpege blandt Pegida-demonstranterne, kunne politikere og prælater vel nok lade dem nyde det samme privilegium som muslimer: at de ikke alle skæres over samme kam og udråbes til hadspredere, men at det reelle i deres frygt bliver hørt.

Det ville klæde de politikere, som i tredive år har overhørt eller stemplet advarslerne mod de åbne grænser og mod islam som nationalisme og racisme, at de endelig lyttede og besindede sig på det enkle faktum, at opretholdelsen frihedsrettighederne for et lands indvånere er uforeneligt med åbne grænser.

Og i særdeleshed ville det klæde de teologer, som burde have kunnet se skriften på væggen, om de i det mindste beskæmmede afstod fra endnu engang at kalde de bekymredes frygt for ukristelig og uanstændig. Som om det ikke er nok så uanstændigt at gøre sin næstes hjem utrygt, fordi man gerne vil sole sig i sin egen letkøbte næstekærlighedsideologi!

Agnete Raahauge.