Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 3, marts, s.45-46.

Sognepræst Per Ramsdal, som mange vil huske for sit forsøg på at gøre Brorsons Kirke til alternativ Flygtningenævn, har siden skiftet embede, men ingenlunde evne til at påkalde sig mediernes opmærksomhed. Således har Ramsdal gjort sig bemærket viden om ved at fornægte Jesu fysiske opstandelse i Jyllands-Posten og så oven i købet på selveste Juledag. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, men ifølge Ramsdal var der ikke meget kød på opstandelsen. Julen og inkarnationen varede lige til påske, men så heller ikke meget længere: "Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling", lød det fra Sydhavnens sjælehyrde. Ramsdals udtalelser skabte meget debat, og Københavns biskop indkaldte Per Ramsdal til tjenstlig samtale.

Efter samtalen med Peter Skov-Jakobsen blev der udsendt en pressemeddelelse, hvor Ramsdal erkærede, at hans udtalelser var misforståelige, og det kunne se ud, som han ville distancere sig fra folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det ønskede han på ingen måde, og Ramsdal beklagede for det ganske land. "Skam få den, der tænker ilde derom", står der på den britiske hosebåndsorden, så Ramsdals besindelse lader vi stå, men hans udtalelser om opstandelsen var da ikke misforståelige. De var klare og tydelige og hørt før. En gammel liberalteologisk traver og Ramsdal største fejl synes at være, at han trak den rundt i Jyllands-Posten, hvorpå historien gjorde turné i de øvrige medier. Andre har sagt det samme. Ifølge Kjeld Holm giver "spørgsmålet om Jesus' bogstavelige opstandelse ikke nogen mening. Spørgsmålet er, hvad det budskab vil sige os, at Jesus stod op af graven". Og en anden københavnsk præst skrev i Kristeligt Dagblad: "Om mennesket Jesus konkret fysisk er opstået fra de døde, er jo det mest uinteressante spørgsmål, man kan stille, og det nedskriver kristendommen til et spørgsmål om magi".

Man forstår, at det er det fysiske ved opstandelsen, som falder mange for brystet. Det er simpelthen for grovkornet og primitivt for ikke at sige rent ud fundamentalistisk i moderne øren. Ofte høres slagordet om, at kirken skal have mere krop, men opstandelsen behøver åbenbart ingen krop. Den legemlige opstandelse er magi, men den verbale opstandelse er poesi. Ordet lever jo videre, selv om Jesus er stendød. Der er noget at stå op til, selv om Jesus aldrig rejste sig en millimeter fra gravhulen. Budskabet består, selv om manden forgår. "Nogen tænker måske, at hvis man ikke tror på en fysisk opstandelse, så tror man ikke på opstandelsen. Men sådan hænger det ikke sammen", kunne den teologiske tilsynsmand over Fyns Stift, Tine Lindhardt, fortælle de enfoldige.

Ja, opstandelsen kan fortolkes på mange måder, men er alle måder Bibelens måde? Straks kan jeg for mit indre øre høre det kor af stemmer, som belærer mig om Bibelens mangfoldighed, og jeg lytter gerne, men hvor i Bibelen omtales opstandelsen som ulegemlig? Var opstandelsen ikke legemlig, så er der kun to muligheder for at forstå opstandelsen. Enten går Jesus igen, eller så er det hans budskab, som ikke vil gå i graven. Enten spøgelsestro eller troen på den gode fortælling. Det lyder mere som nedtur end opstandelse.

Nej, opstandelse er mere end det. Jesu opstandelse er fysisk og legemlig, samtidig med at den sprænger grænserne for den legemlighed, vi ellers kender. Der er jo ikke tale om en dødeopvækkelse, hvor Jesus gør almindelig comeback i de levendes rækker. Jesu nærvær er nyt. Der er både kontinuitet og diskontinuitet mellem tilstanden før og efter opstandelsen, både sammenhæng og brud. Professor i dogmatik Niels Henrik Gregersen har imidlertid ret, når han skriver: "Opstandelsen minus en fysisk opstandelse er lig med nul opstandelse". Er Jesus ikke stået op og har forladt sin grav, så er der nogle af os, som burde finde ærligt arbejde. Måske som litterater eller dødemanere, alt efter evner og temperament.

Jesus kan selvfølgelig ikke være min frelser, hvis han er støv og aske i Jerusalem og omegn. Jeg kan ikke råbe og håbe på ham, ikke bede til ham og ikke synge til ham. Det bliver noget spilfægteri eller en spiritistisk seance, dødbideri og trøsteløshed. Hvordan kan man holde søndag på sådan en sandgrund? Det er netop bogstavtro frem for Kristustro. Jesus som ord, men ikke som den levende Herre. Han, som er med os alle dage, han, som har dødsrigets nøgler. "Han, som bærer alt med sit mægtige ord", som det lyder i Hebræerbrevet.

Der er en gammel kirkeskik med udspring i Bayern, den såkaldte påskelatter, Risus Paschalis, som opstod, når præsten påskedag fortalte muntre historier, f.eks. om Djævelens forgæves forsøg på at lukke dødsrigets porte for den nedstegne Jesus. En befriende latter over dødens afmagt. Den påskelatter måtte gerne smitte folkekirken, at vi kan le af manden med leen, fordi frelsermanden lever. Le af hjertet, så opstandelsestroen står op af poesibøgerne og rationalismens kvælertag. Kristus er opstanden, ja sandelig er han opstanden!

Jesper Bacher.