Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2015, nr. 8, s.141-143.

Det ligner eskapisme og klare tegn på åndelig ladhed, når man indrømmer, at sommerens læseoplevelse var en rigt illustreret bog om maleren Thomas Kluge. I en tid, hvor der løbes stormløb mod Europas, herunder Danmarks, grænser og de ansvarlige politikere intet gør for at forsvare og bevare landet, er det unægtelig fristende at stikke hovedet i busken som vores venner strudsene og begrave sig i en stor, lækker coffee table-bog med glittet papir og lækre billeder.

Sådan en bog er ”Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland”, men den er meget mere.

 

Nemlig en øjenåbnende afdækning af de kulturelle brudflader og absurde forhold der hersker, ikke kun i den politiske verden, i folkekirken, men også i hele kunstlivet. Kluges historie er paradigmatisk for (mis)forholdene, men også en opløftende historie om, at de kan overkommes.

Alle kender Thomas Kluges portrætter, men få, i hvert ikke jeg, kendte omfanget af den uvilje, for ikke at sige had, som han er blevet mødt med. Ikke alene søgte han tre gange forgæves om at komme ind på Kunstakademiet, da han senere slog igennem som kunstner blev han mødt af en mur af fordømmelse – og gør det til en vis grad stadig.

Som når Museet for Samtidskunst nedlægger forbud imod, at Kluges billeder ophænges på museet. Ikke engang i museets nærhed vil man acceptere billedernes tilstedeværelse. Da det sidste trods alt ikke kan forbydes, kræver man, at der tilføjes med stor og tydelig skrift, at billedet ikke er en del af Museet for Samtidskunst. Bare tanken om, at nogen kunne tro det, er ubærlig for muséets ledelse.

Eller som når Politikens kunstkender udøser sin galde over ham i 1997:

”Kluge vil uden tvivl fortsætte karrieren i samme overlegne stil og lave mange flere portrætter i selskabstømmerklassen. Men vi kommer aldrig til at se hans kunst på Arken eller på Louisiana. Vi kommer aldrig til at se dem i kunstmagasinerne. Fordi hans billeder er lige som Fremskridtspartiet. Ene om at have fundet den rette tro, og kun egnet til at være i opposition”.

*

Der røg ånden ud af flasken: Kluge er som Fremskridtspartiet - reaktionær og populær. Så kan det sådan set være lige meget, om han er en talentfuld kunstner. Ned skal han. Mekanismen i den kunstneriske verden er helt identisk med den politiske. Så selvfølgelig enes man på bjerget om, at Kluge rent kunstnerisk er en plattenslager. Her er det Informations kunstkritiker, Christian Schmidt Rasmussen, der et årti senere giver den gas:

”Om hvorfor Thomas Kluge er dømt ude af det gode selskab, for det er han, kan jeg kun sige, at hvis han er kunstner, hvilket jeg er meget i tvivl om, er han en umanerlig ringe en af slagsen. Hans stive akrylbarokmaleri ejer ikke et gram sjæl og bruger udelukkende sin energi på at behage den portrætterede ved at tilføre en helvedes masse patos på en facon, som ville have fået Rembrandt til at rødme af skam over plathederne. Teknisk set er det det rene plattenslageri. Indholdsmæssigt er det en skandale. At han har et godt levebrød ud af at male rige mennesker gør det hverken til kunst eller god kunst”.

Det påfaldende – udover den galde der gør teksten levende – er den fejlvurdering, den lærde kunstkritiker gør sig skyldig i. For er der én ting, Kluge ikke gør i sin portrætkunst, så er det at smigre sine modeller. Kendt er dronningens kommentar til hans lille fremragende portræt af hende fra 1995: ”De har vist fået de hele med!”. Kluge fik virkelig det hele med, også dronningens sjælfuldhed, men realismen var så nådesløs, at prins Charles' stab, der havde overvejet at lade Kluge portrættere ham, betakkede sig, da de så portrættet af Margrethe. Det ville de ikke udsætte den kommende konge af England for.

Informations kunstkritiker er altså temmelig inkompetent i sin kunstkritik, men hans arrogance og uhæmmede forsøg på at knuse Kluge er gigantisk.

Det samme gør sig gældende, når Kluge affærdiges som Caravaggio-kopist. Det siger, bemærker kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss bidende, mere om kritikernes manglende kendskab til Caravaggio og kunsthistorien end om Kluge.

Kluge er inspireret af Caravaggio som af så mange andre store kunstnere. Det er den store rige vestlige malertradition, han øser af, det er dens teknik, han på egen hånd har lært at mestre, og det er den, han spejler sin billeder og sig selv i.

Kluge-kendere går endda så vidt som til at mene, at det var Kluges store held, at han aldrig blev optaget på kunstakademiet. Var han kommet derind, var hans talent sandsynligvis eroderet. Endnu et eksempel på en absurd tilstand i landets kulturliv.

*

Er man en klassisk figurativ kunstner, lægges man for had i kunsteliten. Er man klassisk luthersk teolog, lægges man for had i den lutherske kirkes top. Er man klassisk dansk politiker, der vil forsvare landets suverænitet og beskytte det mod en ødelæggende flodbølge af indvandrere, lægges man for had af den politiske elite.

Det er det, man kan kalde Kluge-syndromet, fordi hans eksempel afspejler dette særlige, men udbredte misforhold så godt. Det er ikke bare udtryk for den bekendte, kløft mellem folk og elite, der er også udtryk for den omhu, hvormed den intellektuelle og kulturelle elite har skåret rodnettet og forbindelseslinjerne tilbage til traditionen over.

Resultatet bliver absurd omvendt-verden og generel forvirring og vildskud. Resultatet bliver nye planter, der af gode grunde står vaklende i blæsten – for så vidt som de overhovedet sætter nye, livskraftige skud.

Modernismens indkrogethed i sig selv er både narcissistisk og gold.

Og selv om Kluge, iført barok-baret og kamphumør, hele tiden har fremstået helt uanfægtet af modstanden, har han i virkeligheden ikke været upåvirket. Det påviser kunsthistorikeren Thyge Christian Fønns i sit spændende bidrag til bogen.

For at komme den massive kritik i forkøbet har Kluge ofte lagt små ironiske detaljer ind i sine værker – alt lige fra playmobil-mænd til smølfer. Som han selv har sagt om sine afværgemanøvrer: ”Smølferne, playmobilmændene og remoulademadderne er udveje; noget man kan bruge til at stikke af, når det hele bliver for meget af det gode”. En ironisk detalje, der kan camouflere Kluges kunstneriske stræben som blot en vits. Men billederne af playmobil-mændene er rent ud sagt temmelig dødssyge og fjollede og har sikkert mest tjent et terapeutisk formål. For det kræver sin mand at have så mange på nakken.

På det seneste er Kluge kommet ud af tvivlen og har lagt ironien og playmobilmændene på hylden: Mens for han for fem år siden i maleriet af sin hustru tydeligvis ikke turde hengive sig til sin forelskelse og derfor malede hende hårdt, næsten uflatterende, har han mandet sig anderledes op i portrættet fra 2015, konstaterer Fønss: Her er ”beskueren ikke i tvivl om, at man her ser Kluges elskede – den kvinde, der har skænken ham lykken og endelig ført skønheden i hans kunst”. Kluge er kommet ud over tvivlen og er blevet forløst som kunstner. Han blomstrer og ser ud til at blive ved med det.

*

Men hvorfor i himlens navn skal en talentfuld kunstner møde så megen modstand og kritik, bare fordi han vælger en anden vej end den gængse. Som lægmand er det umiddelbart svært at fatte. Men det er naturligvis fordi Kluge, som Johan Christian Nord gør opmærksom på i sit skarpsindige bidrag til bogen, har stødt sig på hele arven fra Brandes og PH. Her er modernisme ikke bare æstetik, men missionering. Kulturprofeterne ved bedst hvor vi skal gå hen, fremskridtets vej. Og vælger man en anden retning, er man lige lukt på vej tilbage til mørket, reaktionen og det der er værre. Derfor kan man ikke bare tage Kluge ind i varmen. Som Fønss skriver:

”Det er klart, at et knæfald for Kluges teknik, vil være det samme som at sige, at modernismen har satset forkert og tabt. Og det kommer hverken Kluges blockbusterudstillinger, folkelige opbakning og offentlige prestigeopgaver næppe til at ændre på, for dropper avantgarden først sit armslængdeprincip til figurationen, er der pludselig meget, der står på spil”.

Men hvad er det egentligt der står på spil for kunsteliten? Til syvende og sidst jo kun elitens egen position. Det, den selv har doceret og troet på. At skulle revidere det er åbenbart helt udelukket. Så hellere reducere moderne kunst til en specialitet for en sekterisk, modernistisk menighed og holde de andre ude. Ironisk nok bliver det således modernismen, der således vender nutiden og fremtiden ryggen. På samme måde som en kirke, der lader sig formæle med den nye, svage Gud og kønsneutraliteten også ender som fremtidsangst og gold.

”Gud, konge og fædreland” er Kluges selvvalgte titel til den aktuelle, retrospektive udstilling og til bogen om ham. En konservativ fanfare, der nok kan få mange til at se rødt. Enhver defensiv forsagthed er med andre pakket af vejen. Men det er ikke bare floskler. Kluge har helt tydeligt et forhold til kristendommen og opfatter sig som en del af menigheden, når han maler altertavler. Dermed er hans konservative treklang ikke i fare for at forvitre til enten kongerøgelse eller traditionalisme. Tværtimod fastholdes det, at mennesket både er rodfæstet og himmelvendt, som Johan Christian Nord formulerer det. Derfor lader Nord den opbyggelige historie om Kluges kamp og sejr munde i et ønske om at lade sig opbygge og fornøje af Kluges kunst – og så ellers give sig Gud i vold. Opfordringen er hermed givet videre.

Katrine Winkel Holm

Udstillingen Gud, konge og fædreland kan frem til 13. december ses på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.