Af Monica Papazu, Tidehverv 2016, nr. 6, s. 109-117

Alle nationer i Europa bekymrer sig i dag over deres overlevelse og konfronteres med deres magtesløshed. En anden, fremmed verden opstår og fortrænger den gamle:
”Under vore øjne”, skriver den franske filosof Alain Finkielkraut, ”forandrer vores land sig lidt efter lidt til ukendelighed”. ”Man kræver af os, at vi skal ophøre at være det, vi er”, og at ”Frankrig skal miste sin nationale karakter”. ”Man genskriver historien i aktualitetens lys for at få os til at tro, at Frankrig altid har været et multietnisk samfund og et immigrationsland. Efter George Orwells 1984 står vi nu over for den anti-racistiske totalitarismes 2084”(1).

I lignende ord beskriver også den fransksprogede russiske forfatter Andreï Makine landets tilstand: ”I flere årtier har man spredt løgne om Frankrig som et multikulturelt, multietnisk og multikonfessionelt paradis […]. For mange Underkastelse eller modstand? løgne – nu springer den enevældige virkelighed alle i øjnene […]: Imamerne, som råbende Allah Akbar! tager de forældede autoriteters plads. […] Franskmændene opdager – det var også på tide! – at en betragtelig del af den såkaldt franske befolkning hader dem […]. Man hader dem, fordi de er hvide, en smule kristne og angiveligt rige. Man hader dem, fordi man fornemmer, at de er svækket, usikre i deres identitet og forfaldne til permanent selvpiskning. […] Frankrig er forhadt, fordi franskmændene har ladet det miste sit væsen og forvandle sig til et immigrationsterritorium, et lille stykke af det globaliserede Eurasien”(2).

Finkielkraut og Makine, begge to medlemmer af Det Franske Akademi(3), er langt fra de eneste, som sætter ord på den virkelighed, man helst vil lukke øjnene for. For kun at nævne nogle af de andre forfattere, som har trodset tabuerne og selvcensuren: Renaud Camus, Robert Redeker(4), Eric Zemmour(5), Ivan Rioufol(6), Jean Raspail – og listen er meget længere. (Med en vis forundring må man konstatere, at den danske læser på grund af oversættelsernes sparsomhed kun har begrænset adgang til nutidens franske kultur – og dette i en Europæisk Union, som ellers bryster sig af at ville bringe de europæiske folkeslag ”uden ophør” tættere og tættere på hinanden.) Alle disse forfattere opponerer på hver sin måde imod den politiske korrekthed, som ved hjælp af fede fraser forsøger at trylle realiteterne væk. Mens Finkielkraut taler om ”Republikkens tabte territorier” (dvs. de områder i Frankrig, som indvandrerne har erobret, og som fungerer som en ”stat i staten”)(7), har Renaud Camus, som ikke tøver med at opfordre til oprør (Révoltez-vous, nom de Dieu!), lanceret udtrykket ”le grand remplacement” (”den store befolkningsudskiftning”): ”Befolkningens udskiftning medfører civilisationens udskiftning. At forestille sig, at det kan gå anderledes til, dvs. at Frankrig stadig kan være Frankrig og Europa stadig Europa, selv om befolkningen bliver skiftet ud, er en hån mod folkene og de mennesker, der konstituerer dem. Det er at reducere mænd og kvinder til nogle anonyme individer, som man efter forgodtbefindende kan erstatte, ombytte og berøve det præg, de bærer i kraft af deres oprindelsessted”(8).

At skrive essays, samfundsanalyser, filosofiske studier og debatbøger – det er en måde, hvorpå der kan fortælles om den situation, de europæiske folk er havnet i. Der findes også en anden tilgang: Skønlitteraturen. Digtningen kan noget, essayet ikke kan: Den kan give realiteten krop og sjæl og sommetider nå dybere i forståelsen af virkeligheden, end analyserne og de moralske og filosofiske overvejelser med deres mere entydige sprog formår. Blandt de litterære værker, som præger vor tid, antager fremtidsromanerne en særlig plads. Fremtidsromanen er et tegn på bekymring for den fremtid, som haster én i møde. Fremtiden er blevet problematisk, fordi nutiden er det.

Det er et interessant fænomen, at den klassiske utopi som filosofisk- litterær genre (fra oldtiden til Renæssancen og Oplysningstiden eller fra Platon til Thomas More og til f.eks. Étienne Cabet) – projektet om det fuldkomne samfund – ikke mere er karakteristisk for dagens kulturlandskab. Utopier-eutopier (”det gode sted”) kan ikke længere skrives, for utopien er til dels blevet vore dages virkelighed; de utopiske klichéer er blevet til propaganda og til politisk korrekthed (fra den utopiske Europæiske Union, som knager i fugerne, til forestillingen om den multietniske, multikulturelle idealverden). Virkeligheden tager revanche, og den litterære genre, der passer til tiden, og som opfylder litteraturens opgave: at fortælle om menneskeeksistensen og om den verden, vi lever i, er ”anti-utopien” eller ”dystopien” (historien om ”det dårlige sted” i modsætning til ”eutopien”, ”det rare sted”).

Det orwellske 1984 er, som Alain Finkielkraut bemærkede, vendt tilbage. Anti-utopiske fremtidsromaner tildrager sig opmærksomheden. Blandt de mest bemærkelsesværdige er Michel Houellebecqs Soumission (2015), som kan læses i dansk oversættelse (Underkastelse), og Jean Raspails værker Le Camp des Saints (1973) (De helliges lejr) og Septentrion (1979) (Landet mod nord). Hverken Houellebecq eller Raspail indbyder os til en rejse til drømmenes land, til et Peter Pans ”Neverland”. Her er der ikke nogen trøstende ”alternativ verden”, som vi kan finde på den anden side af det magiske spejl. Her er der kun den brutale virkelighed, nutiden og dens efter alt at dømme uafvendelige konsekvenser. Som Raspail skriver: ”Nutiden bærer fremtiden i sig og varsler om den”(9).

Det er den samme virkelighed, Houellebecq og Raspail ser: Frankrigs og Europas knæfald, ikke alene for den massive indvandring, men også for den ideologi, som støtter den, og som således underminerer vores civilisations overlevelsesmuligheder. Med udgangspunkt i den samme virkelighed, som fører til den samme katastrofale afslutning, udfolder Houellebecq og Raspail ikke desto mindre to vidt forskellige historier: Historien om underkastelse (Houellebecq) og historien om modstand (Raspail).
Spørgsmålet er derfor: Hvorfor modstand snarere end underkastelse? Hvilken motivation har underkastelsen? Af hvilke grunde vælger man modstanden?

*

At Michel Houellebecq skriver om underkastelse, er i sig selv et udtryk for modstand. Hvad mere er, er hans personlige syn på Frankrig overraskende mere positivt, end man kan dømme ud fra romanen: ”Europa begår selvmord, men i midten af Europa forsøger Frankrig af alle kræfter at overleve. Det er næsten det eneste land, som kæmper for at overleve, og det eneste land, hvis demografi gør det muligt for det at overleve. Selvmord er et spørgsmål om demografi”, siger Robert Houellebecq i et interview(10). Alligevel er det Frankrigs ”selvmord”, hans bog handler om, og hans optimistiske standpunkt deles ikke af hans personer. En af bipersonerne, den ambitiøse Robert Rediger, det islamiske universitet Sorbonnes nye rektor, tidligere katolik og patriot, forklarer sin konversion til islam – en konversion, som for at understrege det kristne Europas endeligt fandt sted anden Påskedag – med ordene:
Jeg indså, at der findes ”døde nationer. Uden kristendommen var de europæiske nationer kun kroppe uden sjæle – zombier. […] [C]ivilisationerne bliver ikke udslettet udefra; til gengæld begår de selvmord. […] Det Europa, som var den menneskelige civilisations højdepunkt, har virkelig begået selvmord i løbet af nogle få årtier” (ss. 255-257)(11).

Tilståelsen rammer den talende. For civilisationer såvel som religioner er aldrig blot en ydre ramme, man tilfældigvis befinder sig i. En civilisation eksisterer, fordi der er mennesker, der bærer den og er trofaste mod den. Civilisationens selvmord er personens eget åndelige og moralske selvmord. Det er hans eget forræderi og hans egen underkastelse, det drejer sig om. Redigers tilpasning til nye tider, hans valg af den sejrende side har en anden motivation, som ikke så let kan indrømmes som de filosofiske spekulationer: I slutningen af bogen er Rediger ikke alene universitetsrektor, men også landets udenrigsminister. Islam er et springbræt for dem, som vil frem i livet, og Rediger opnår alt, hvad han begærer: Magt, position, rigdom og et tilfredsstillende familieliv i et polygamt ægteskab. Han er en Judas, som véd, hvad han gør. Han elsker sine 30 sølvpenge og vil have flere af dem. Ingen selvmordstanker truer ham i hans perfekte tilpasning til miljøet.

For de læsere, som endnu ikke har haft Houellebecqs roman i hænderne (Underkastelse blev anmeldt af Jesper Høgenhaven her i bladet i maj 2015), skal man præcisere, at bogen handler om den nære fremtid, et imaginært 2022, når Det Muslimske Broderskab med støtte fra de traditionelle partier (både socialisterne og de borgerlige), som er interesseret i at udmanøvrere landets største parti (Front national), får regeringsmagten og går i gang med islamiseringen af Frankrig. (Det ideologiske og interessemæssige fællesskab mellem islam og de progressive borgerlige havde Chesterton allerede beskrevet i The Flying Inn fra 1914). Det er en fredelig magtovertagelse, baseret på den demokratiske proces (og på den demografiske virkelighed). De ansatser til borgerkrig, der, som Houellebecq bemærker, ikke engang bliver nævnt i medierne, forsvinder relativt hurtigt. Der findes en national modstand, men den glider ud af bogens synsfelt, idet den forsvinder fra Historiens tavle.
Soumission er et billede af tiden, men den er ikke en freske, sådan som en ”alvidende forfatter”, hvis blik strækker sig over store vidder, vil tegne. Den er til gengæld en klaustrofobisk roman, skrevet i første person. En person, som bærer et navn med symbolske undertoner, nemlig François: Efter etymologien betyder François både ”en mand, som bor i Frankrig, dvs. en franskmand” og ”en fri mand” (denne mening er blevet bevaret i udtrykket ”franc de port”, dvs. ”frihavn”). Navnet tilkendegiver, at Houellebecqs person er et portræt af dagens franskmænd, som har forvandlet sig fra fædrelandets sønner til dem, som opløser sig i en Europæisk Union i gang med at blive til det nye islamiske imperium, og fra ”de frie” til dem, som ”underkaster sig”.
Netop valget af én solipsistisk lukket person som bogens fortæller gør det muligt for forfatteren at skildre egotismens forbandelse. Den narcissistiske François er et menneske uden engagement, uden lidenskab, muret inde i sit lille, smålige liv, mens skelsættende historiske begivenheder suser forbi. Hans grænser er så smalle, at de er stort set reduceret til omridset af hans legeme. Han er henvist til sin krop med dens ubehagelige skavanker, truende forfald, kulinariske fornøjelser, sløve alkoholiske udskejelser og erotiske behov, som ender i ”glædesløse” episoder. Han er som den verden, Houellebecq beskriver: ”viljeløs”, ”slap”, ”træt”, ”nedslået”, ”modløs”, ”ensom”; drivende med ”ligegladhed” hen imod ”selvmord”, ude af stand til at ”retfærdiggøre” sin eksistens, til at leve for de andre og derved finde en mening med sit eget liv (ss. 47, 207). Han er også sønnen, som ikke har lært sine forældre at kende; en splittet families enebarn, som voksede op uden et hjem og uden samhørighed. Han er den forladte, fortabt i et ansigtsløst ”no man’s land”, og dette er en af de vigtige grunde til hans manglende modstandskraft. Den, som ikke kender til fædrene hjem, kender heller ikke til fædrene land.

Alligevel er der to veje, som åbner sig for François: En vej tilbage mod en samhørighed og en meningsfuldhed, som kan genfindes – en vej til ”Israel”, til fædrenelandet, til arnen og til sjælen i den nationale kultur(12). Og en vej frem, mod kompromis’ernes og tilpasningens fremtid. Den ubundne François står ikke desto mindre for et Frankrig, der stadig kan mindes og længes. Det Frankrig, hvor der stadig findes en landsby med navnet Martel – erindringen om helten Charles Martel, som i 732 standsede den muslimske invasion – en landsby med maleriske små gader, smukke århundredgamle huse i lysegulesten, et middelalderslot og en fæstningskirke, rejst til i åndelig og fysisk forstand ”at holde stand mod de ugudeliges indtrængen” (ss. 132-133).

François’ længsel retter sig ikke alene mod den gamle franske civilisation, men også mod den tro, uden hvilken ingen sand fædrelandskærlighed findes(13), og i hvis fravær ingen civilisation kan leve, hvilket i øvrigt også er forfatterens overbevisning(14). Det er derfor, at François, som er litteraturlektor, går i Joris-Karl Huysmans’ spor, den forfinede forfatter (1848-1907), som brød med den moderne dekadence, genfandt troen og valgte klosterlivet. Det er ikke kun en længsel efter den æstetiske skønhed, som katolicismen repræsenterede. Det er en længsel efter troen – efter middelalderens intense tro, som vidste så godt, at man lever under Gud som absolut instans. Det er det, der optager François under mødet med ”Den sorte Madonna” af Rocamadour (Rocamadour i det sydvestlige Frankrig er et af landets ældste pilgrimsmål): Rank og alvorlig på sin trone holder hun Jesusbarnet på sit knæ. Men Jesus er intet barn, han er en voksen, han er mere end det: Han er den gamle af dage, ”verdens konge”, den sejrende ”Herre” (ss. 166, 169).

Med sit intellekt forstår François, hvad han ser; han forstår, at kristendommen er noget andet end sentimentalt drømmeri og æstetisk nydelse, at det er alvor (s. 170). Men han er ude af stand til at ofre noget, til at opgive sine bekvemmeligheder og laster, ude af stand til at bede, til at sprænge sit ego, som lukker sig om sig selv; ude af stand til at ville tro og til at holde fast i det, der åbenbarede sig for ham: ”Jomfruen [statuen af Den sorte Madonna] ventede i halvmørket, rolig og uforgængelig. Hun besad overhøjheden, hun besad magten, men lidt efter lidt fornemmede jeg, at jeg tabte forbindelsen, at hun trak sig tilbage gennem rummet og gennem århundrederne, alt imens jeg krøllede mig sammen på bænken og skrumpede ind […]. Efter en halv time rejste jeg mig, definitivt forladt af Ånden og reduceret til min beskadigede og forgængelige krop” (s. 170).

Kroppen er her især et udtryk for det ego, der ikke vil give slip på sig selv, og som trækker sig tilbage fra Åndens fordring. Kristendommens majestæt kan placeres i sikker afstand fra nutiden, og det krævende håb slukkes. Houellebecqs fortælling er et typisk eksempel på en ”forfejlet initiation”. For at overgangen til den voksne personlighed, som er åndelig moden og evner at løfte fællesskabets kulturelle arv, kan fødes, må helten i eventyrene bestå sine prøver, idet han udviser: Udholdenhed, mod, troskab, målbevidsthed, selvopofrelse. François fejler i alle prøver, i landsbyen Martel, i klostret Ligugé, i Rocamadour. Hans sidste besøg i kirken er ikke et sidste forsøg på at finde fast grund under fødderne, men et uforpligtende, kort ophold på vejen og en afsked. Hans søgen efter et åndens rige har aldrig været alvor. ”Metanoia” (forandringen af hjerte og sind) fandt ikke sted, og tomheden må til sidst fyldes med noget – noget, som tomheden selv kaldte på, nemlig underkastelsen.

Således vender håbet i perverteret form tilbage i de sidste kapitler. Ikke som et sandt håb, men som en karikatur af håbet: ”jeg fik en ny chance […] chancen for et nyt liv”, siger François (s. 299). Denne ”chance” er konversionen til islam, som for ham betyder, ikke kun muligheden for at opnå en position i samfundet, bidrage til prestigefyldte udgivelser, vende tilbage til Sorbonne, som nu – som nævnt før – er blevet et islamisk universitet, og endda med en høj løn (François kan ikke lide at undervise, så kompromis’et kan ikke engang retfærdiggøres ud fra kærligheden til arbejdet), men også udsigten til et familieliv (et mageligt polygamt ægteskab).

Houellebecq er ikke ironisk i sin skildring af islams tillokkelse. Islam har bevaret en række, for nu at bruge et klassisk udtryk, ”naturlige dyder”: Familiestrukturen og familiens ukrænkelighed (være det i den polygame form); fornemmelsen for hjemmet; ansvaret for de unge generationers opdragelse og for overdragelsen af traditioner og værdier fra slægtled til slægtled. Disse er ”naturlige dyder”, uden hvilke menneskenaturen går til grunde, og som Europa har forkastet.
François er ikke et beslutsomt karrieremenneske som sin rektor. Hans sandsynlige konversion til islam er ikke i samme grad motiveret af ambitioner. Den er først og fremmest en vej, som pludselig åbner sig for et menneske uden tro, uden kærlighed og uden håb, og som blot ønsker at fortsætte i eksistensen en smule længere – i stedet for direkte at begå selvmord. ”Underkastelsen” betyder ikke kun at opgive sig selv. Islam er den ”underkastelse”, som bringer tryghed og ”fred” (”islam” er i familie med ”salam”, dvs. fred). Det er den underkastelse, man vælger, fordi der ikke er noget modstandskraft tilbage.
Houellebecq antyder, at hans persons allersidste sætning i bogen er en delvis løgn over for sig selv: ”Je n’aurais rien à regretter” – ”jeg ville ikke have noget at fortryde” eller ”der ville ikke være noget at længes efter”. Nej, siger Houellebecq: François har både den tabte kærlighed (den jødiske pige Myriam) og troens verden, som Den sorte Madonna åbnede for ham, at længes efter. Han har blot valgt ”at resignere”(15). François magter ikke engang at sørge, at erkende sine tab. Netop derfor er han moden til overgivelse.

At det sidste kapitel er skrevet i ”conditionnel présent” understreger kun, at konversionen til islam er en fremtidsplan, et livsprojekt for Houellebecqs person, et ønske og en skæbne: ”Det, der stod skrevet”. Det understreger overgangen fra den kristne frihed til den islamiske underkastelse.
Romanen Soumission giver ikke nogen entydig forklaring på Frankrigs og Europas sammenbrud. Men den viser de konsekvenser, som familiens opløsning, traditionens udslettelse, civilisationens manglende tillid til sig selv og især kristendommens forsvinden som åndelig kraft har for Europas generationer. Den kulturelle tomhed og den sygelige individualisme æder sjælene op. Underkastelse er et håbløshedens mareridt – en håbløshed, som ikke engang erkendes mere og foregøgles at være det nye håb. Men at denne bog er blevet skrevet, det er forfatterens protest imod selvopgivelse.

*

Med den gamle Jean Raspail (født i 1925) befinder vi os i et andet åndsunivers. Hans syn på fremtiden forekommer endnu mere dystert end Houellebecqs(16) – og han taler med store bogstaver, idet han sætter præcise ord på det, som er kernen i den europæiske civilisation, og på det, som går uigenkaldeligt tabt. Men Raspails bøger er samtidig båret af håb – ”håb imod håb” (Rom 4,18). Ikke nogen optimistisk forventning, ikke nogen ønsketænkning, men det paradoksale, svimlende håb, hvis stemme fik kong Alfred til at rejse sig til kamp i Chestertons The Ballad of the White Horse: ”I tell you naught for your comfort, / Yea, naught for your desire, / Save that the sky grows darker yet / And the sea rises higher. // Night shall be thrice night over you, / And heaven an iron cope. / Do you have joy without a cause, / Yea, faith without a hope?”
Raspail er en forfatter af Chestertons slægt. Hans Le Camp des Saints (De helliges lejr) med dens heroiske og mytiske kvalitet ligger et sted mellem Chestertons Den flyvende kro og C.S. Lewis’ Det sidste slag.

Lige så karrig med sine ord og så klinisk beskrivende Houellebecq er, lige så lidenskabelig i sine billeder er Raspail – brutale, saftige, uforskammede, groteske billeder, med et anstrøg af den gamle mester Rabelais’ rå humor. Og Raspail formår noget, man ikke ville have troet, var muligt i vore dage: Han er en forfatter af storslåede, nærmest homeriske eposser, hvor den gamle kampånd, som engang var Europas, får lov til at flamme op på ny i undergangens tid.
Hos Raspail er vreden vrede (derfor hans mægtige satirer over tidens usselhed) og kærligheden kærlighed. Hans verden er det kristne Europa – troen, som ikke går på kompromis, og den gamle fædrelandskærlighed, som med Horats’ ord siger: ”Dulce et decorum est pro patria mori” (Det er skønt og ærefuldt at dø for sit fædreland) (Od. III,2, v. 13). Der er ingen tvetydigheder her. Raspail véd, hvad han kæmper for, og han véd, hvad han sørger over, for han sørger dybt (ligesom Roger Scruton på sin måde gør i sin ”elegi” over det England, som forsvinder)(17). Og af den erindring om landets historie, Raspail bærer i sig, udspringer bevægende fortællinger, som med eventyrets magiske kraft får fortiden til at genopstå, ikke i den ufuldkomne og forgængelige skikkelse, den fordum havde, men som en uforgængelig åndelig sandhed i forklarelsens skær (f.eks. romanen Sire, 1991).

Raspail, monarkisk, forsvarer af fædrelandet, opdagelsesrejsende, eventyrer, selvbestaltet ”konsul i Patagonien”, de fjerne folkeslags og de forsvundne civilisationers digter(18), er en meget stor forfatter, og den lange stribe litterære priser (fra T.S. Eliot Award til Grand prix du roman de l’Académie française), han gennem årene har modtaget for sin omfattende produktion, er et glædeligt bevis på, at hans politiske nonkonformisme trods alt ikke har stået i vejen for anerkendelsen af hans enestående talent.

*

Le Camp des Saints blev udgivet allerede i januar 1973 – af den grund er den immun over for de franske anti-diskriminationslove, da disse ikke har tilbagevirkende kraft. (I sit efterord til 2011-udgaven noterer Raspail de 87 passager, for hvilke han ville have risikeret at blive stillet for retten, hvis bogen var blevet skrevet på et senere tidspunkt.) Siden da er værket blevet oversat til adskillige sprog (engelsk, tysk, italiensk, spansk, portugisisk, russisk, polsk) og har været genstand for regelmæssige genudgivelser i Frankrig. På de godt 40 år, der er gået siden den første offentliggørelse, har bogen nemlig intet mistet af sin intensitet. I takt med at fremtiden er rykket nærmere, er den blevet stadig mere aktuel. Det, som engang har været en fremtidsroman, hvis begivenheder var tænkt at finde sted i 2045-2050, et blevet til vor tids krønike. For det er en profetisk bog.

Det hele begyndte med et spørgsmål. Skuende over Middelhavet gennem vinduerne på sit arbejdsværelse, et sted på Côte d’Azur (Den franske Riviera), hvor han dengang boede, spurgte Raspail pludselig sig selv: ”Hvad nu hvis de kom?” (s. 11)(19). Spørgsmålet fremkaldte billedet af menneskemasser, som i den anden ende af verden, i det overbefolkede Ganges-Delta, sætter sig i bevægelse, går om bord på ramponerede skibe og sætter kursen mod Frankrig og det øvrige Vesteuropa. Hundrede skibe, en million mennesker! Elendighedens ”Armada” når Frankrigs kyst Påskedag – Kristi sejrsdag …
På 350 barske sider skildrer Raspail på den ene side situationen på skibene: Nød, sygdom, død, sult, sved, kvælende stank, had, monstrøs primitivitet, ulykke – indbegrebet af svaghed, som dog i kraft af kroppenes tal og af et vanvittigt håb har forvandlet sig til en selvbevidst og næsten uovervindelig magt. Det er uhyret, Hydra med tusinde hoveder, dragen, den vældige Orm.

På den anden side følger Raspail i en skånselsløs satire Vestens politisk korrekte ideologi, multikulturalismen, som, støttet af politikere, internationale instanser (FN, UNESCO), journalister, akademikere, lærere, allehånde foreninger, humanitær- anarkistiske ungdomsbevægelser og ikke mindst kirkerne, underlægger sig en allerede svækket og forblindet befolkning. Denne destruktive ideologi er ”det anonyme, allestedsnærværende” apokalyptiske Dyrs forpestede ånde – en dæmonisk kraft, som, bemærker Raspail, forfører og besætter sindene på samme måde, som Dostojevskij i sin tid beskrev i sine værker (s. 80). Det er den samme besættelse – i en ny form.

Medierne er med til at ”formatere” sindenes harddisk. De selvsmagende stjernejournalisters ord i radioen – med deres hykleriske selvhad og lovprisning af de fremmede ”ofre” – spreder sig som en steppebrand over det ganske land. I sit stærke billedsprog fortæller Raspail: ”3.267 sognepræster noterede febrilsk” de bevingede ord, de hørte, ”for at bruge dem i deres prædiken næste søndag” – ”det havde ikke nogen forbindelse med dagens evangelium, men det var til at overse”; ”32.782 skolelærere fandt, i samme øjeblik, stilemnet for deres elever”; ”7.212 gymnasielærere besluttede, alle på én gang, at begynde deres timer dagen efter med en racismedebat” (ss. 121-123).
Ordene spreder sig, og de er virksomme: ”det ødelæggende ord” har erstattet det skabende ord (s. 256). Under ”ordfloden” forsvinder ”virkelighedssansen og ansvarsbevidstheden” (ss. 223, 123).

*

Raspails roman er på én gang strengt realistisk, med direkte adresse og ordrette eller kamuflerede citater fra dagens medier (en litterær teknik, Dostojevskij også anvendte i især De Besatte), og overdådigt fabulerende. Den er ”en allegorisk tekst” (s. 17), en lignelse, en stor metafor – en myte. Eller – mere præcist – den er bygget som et krydspunkt mellem tre forskellige myter: Den kristne forståelse af undergangen; Vestens undergang genfortolket som en ny verdens morgengry (de besattes og de falske profeters version); og den heroiske myte om den lille skare, som kæmper sit livsbekræftende, muntre sidste slag.
For det kristne Europa kan den truende undergang forstås i lyset af Johannes’ Åbenbaring. Det er derfra, romanens titel stammer, og ordene gentages i skiftende kontekster: ”Og når de tusinde år er til ende, skal Satan løses af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krig; deres tal er som havets sand. Og de drog frem over jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede Stad. Og ild faldt ned fra himmelen fra Gud og fortærede dem. Og djævelen, som forførte dem, blev kastet i ild og svovlsøen, hvor også Dyret og den falske profet var; og de skulle pines dag og nat i evighedernes evigheder” (Åb. 20,7-10) (ss. 76- 77, 316-317).

En epoke afsluttes, en tid er til ende, og ”de helliges lejr” – Staden, hvor Gud var sammen med menneskene – er allerede indtaget indefra: Gennem dem, som ikke véd, hvad de gør; gennem dem, som drevet af ambitioner eller af fejhed eller af idealisme og naivitet vælger at være på ”de godes” side og således træder i ødelæggelsens tjeneste.
Multikulturalismens og indvandrerismens ideologi kulminerer i en myte, som danner det andet af bogens omkvæd, og som bliver formuleret således:
”Buddha og Allah […] kom på besøg hos de kristnes lille gud. De tog ham ned fra korset […], og de helbredte ham. [Og den lille gud blev grebet af taknemmelighed og sagde til dem]: »Jeg vil give jer mit rige. De tusinde år er til ende«. […] Med stykker af korsets tømmer byggede de [dvs. Buddha og Allah] et stort skib. […] De gik så hen til kaptajnen […] og sagde: »Tag os i dag med til paradis«. Da skibet fjernede sig fra kysten […] satte de kristnes lille gud i løb langs kysten […]: »Hvad med mig, med mig? Hvorfor har I forladt mig?« Buddha og Allah svarede […]: »Du har givet os dit rige […]. Hvis du er Guds søn, gå på vandet og slut dig til os«. […] Den lille gud gik modigt i vandet. […] Bølgerne omsluttede ham, han druknede. […] Rejsen på havet blev lang og farlig. […] [Til sidst] kom Vestens paradis til syne. Man kunne se landet, som flød med mælk og honning […]. Men man kunne ikke mere se noget menneske, hvilket ikke var overraskende, da de kristnes lille gud var død” (ss. 75-78).

Modbydeligt? Ja, vist! Er det lykkedes Raspail at vække forargelse og ryste de gode kristne i deres fede selvgodhed vågne? Det må man håbe, for under den hæslige hyperboles forstørrelsesglas kan man se essensen af den ideologi, ja, den nye religion, der har taget ”de kristnes lille gud” ned fra korset, brugt ham og til sidst erklæret ham død, og som med resterne af kristendommen (det, som Raspail kalder ”stykker af korsets tømmer”) får bygget det skib, som bringer de menneskeskarer, der skal indtage Europa og lægge dets helligdomme øde. Med ”stykker af korsets tømmer”! For det er netop resterne af kristen kærlighed, som har forvandlet sig til en hærgende dødsmagt i det Europa, som åbner sine arme for at modtage den nye Kristus i ”millioneksemplarer” (s. 50). Den perverterede næstekærlighed, vraggods efterkristendommens skibbrud.
Der ligger ikke nogen overdrivelse i, at romanen fortæller, at den nye myte, dvs. den politisk korrekte, humanistisk-humanitære version af undergangen, udbredt gennem medierne, i kort tid bliver til en musikalsk bestseller verden rundt: Tidens ”absolutte hit”. Feterede divaer optræder med den; hypnotiserede fans gentager den; og den bliver sunget igen og igen under domkirkernes hvælvinger (ss. 180-181, 194- 195, 239-240).

Det er denne i Raspails øjne dæmoniske myte, som næsten umærkeligt har erstattet den kristne forkyndelse, idet Kristus er blevet fortrængt af fremmede forestillinger, som på Antikrists manér giver sig ud for at være kristendom. Raspails satire over kirkerne er nådesløs – og den er forbløffende profetisk. Således fortæller han, at allerede den forrige pave havde forladt de luksuriøse gemakker, solgt alle skatte, malerierne, bøgerne i biblioteket og sin pavelige tiara for at bistå de fattige (og lige meget hjalp det) (s. 56). Den nye pave fortsætter i samme ånd, fast besluttet på ”at forblive fattig”. Han har en god baggrund: Han stammer fra Sydamerika, for ”kardinalerne ønskede sig en reformvenlig pave […] og de fik, hvad de ønskede”, og han er så forelsket i sin selvgodhed, så rig i sin indbildte fattigdom, at han ikke kan høre stemmen fra oven, som råber: ”Tu quoque, Filii!” (Cæsars ord til Brutus: ”Også du, min søn!”) (s. 252). Han var en pave, bemærkes det i teksten, ”som medierne fandt sympatisk, for han havde gjort sig til ét med sin tid. Det var godt forsidestof! Man skrev, at han levede af fiskekonserves og spiste med en jerngaffel i sit lille kombinerede køkken og spisestue på Vatikanets loft” (i det rige Rom var han ”den eneste underernærede”) (s. 189). – Raspail kunne naturligvis ikke have vidst i 1971- 1972, da han skrev romanen, hvor præcis hans poetiske forudanelse ville vise sig at være(20), og at hans bog på ejendommelig vis foregreb billedet af den pave Frans, som Skærtorsdag i år med ordene ”Muslimer, hinduister, katolikker, koptere, evangelister. Vi er alle børn af den samme gud” lagde sig på knæ, vaskede og kyssede flygtningenes fødder(21).

I romanen får paven, som forråder den flok, han har fået betroet, og den katolske kirkes præster, som er fyldt med en selvretfærdig kærlighed til menneskeheden, ikke lov til at stå alene. På andenpladsen kommer WCC/KV (Kirkernes Verdensråd): ”chok-pastorerne, besjælet af et helligt had mod alt, hvad det moderne vestlige samfund repræsenterer, og af en grænseløs kærlighed til alt, hvad der kan skade det” (s. 189).
I en næstekærlighedskonkurrence går ”Vatikanets hvide fly” og ”Kirkernes Verdensråds grå fly” på vingerne – de ønsker at være de første til at ”overrække Vestens nøgler” til de nyankomne: Det Vesten, som de ”hurtigt og med glæde ofrede, for at den nye verden skal fødes”. Raspail tillader sig her – med den tilladelse, som det sårede hjertes ubændige vrede giver ham – en grusom poetisk hævn: Begge fly bryder i brand ved landingen (s. 353).

*

Den tredje og sidste myte i romanen er den heroiske. Der er besættelse, og der er åndelig tomhed, men der findes stadig mennesker, der véd, at kærligheden ikke kan andet end kæmpe for, at det, ens hjerte hænger ved, ikke skal gå til grunde, og som har indset, at ”fejheden over for de svage er en af de mest virksomme, mest subtile og dødelige former for fejhed” (ss. 29, 283).
Imens umådelige menneskemasser går i land på Frankrigs kyst og befolkningen i panik flygter mod nord, samler en lille skare på tyve mand sig til modstand. De kan ikke, som Kaptajn Patrick Dalroy og hans ven Humphrey Pump i Chestertons Flyvende kro, få historien til at vende. De er alene. De er de sidste.
På dette sene tidspunkt er de tolv benediktinske munke, de ynkelige rester af Ecclesia militans, allerede døde, trampet ihjel af menneskemængden, som simpelt hen ikke ænsede dem. Og dog var disse patetisk trofaste, skrøbelige og halv-senile oldinge, som gik de nyankomne i møde for at døbe dem, virkelig kirken – og i deres grænseløse magtesløshed blev de, som det også skete for de første kristne, berørt af ”Guds nåde” (s. 337).

Den lille skare samler sig så i den gamle litteraturprofessor Calguès’ hus på Middelhavskysten. Han er ikke flygtet. ”Jeg bor her. […] Jeg kan godt lide mit hjem. Hvorfor skulle jeg da tage af sted?!” siger han (ss. 360-361). Det er simple ord: ”Dette er mit hjem”. ”Mit” betyder her ”vores”, for Calguès bor i slægtens århundredgamle hus. Det er et hjem, hvor alt bærer præg af den lange række af generationer, som har beboet det. De gamle møbler; skabene med lavendel-duftende bordduge og sengelinned, ligesom i hans bedstemors tid; de indbundne bøger på reolerne; og den gode bondemad, som efter gammel skik stadig fylder hans spisekammer. I dette fortidens hjem forbereder Calguès et overdådigt festmåltid for sine kampfæller – bjerge af velsmagende mad, ledsaget af de fineste vine serveret i de mest elegante glas, udsøgte cigarer og cigaretter. En gammel civilisation i al sin glans. En munter fest – og munterheden er ikke blot galgenhumor. Den er ikke en fandenivoldsk dødsforagt, men snarere det Gud-i-vold- mod, som de mennesker besidder, som har valgt at forblive trofaste til enden(22). Fest er livsglæde og taknemmelighed – taksigelse. Dette er Vestens sidste nadver.

Hvor kommer modstandskraften fra? Den kommer fra den tro, som også har rejst det hjem, man har fået betroet. Den kommer fra de svundne generationer, som endnu lever i den nuværende slægt. Derfor har flere af heltene symbolske navne, som viser hen til Europas historie. Det drejer sig om: Oberst Konstantin (Palæologus) Dragasès (det er navnet på den sidste byzantinske kejser, som faldt under forsvaret af Konstantinopel 29. maj 1453; i Balkanfolkenes fortællinger er han en slags Holger Dansker, som vil vende tilbage i nødens stund). Skibskaptajn Lukas Notaras (det er navnet på den byzantinske storhertug og admiral, som ledede de sidste græske skibe i kamp ved Konstantinopels fald og blev henrettet med sine sønner 3. juni 1453). Hertugen af Uras, borgmester i en landsby på femten ”ildsteder” (det gamle udtryk for husholdninger), ”nu formentlig udslukte” (s. 374), sammen med sine trofaste hjælpere Crillon og Romégas, efterfølgere af to slægter, som har tjent adelsfamilien i ti generationer. Crillon og Romégas er også symbolske navne: De er gamle franske helte, der, som historien siger, ”var rede til at forsvare deres religion alle steder, hvor den blev angrebet”(23), og som deltog i det sejrrige slag ved Lepanto i 1571 imod den osmanniske flåde (ss. 375-376). – Men også de, som bærer nutidige navne, er deres forgængere værdige. Til den indre kreds hører ligeledes: Jules Machefer, den tapre redaktør af den samizdat-agtige avis La Pensée nationale, som vidste, ”at vi lever i en tid, hvor det eneste, man er bange for, er sandheden” (s. 143). Statssekretær Jean Perret, den hæderlige embedsmand. Hr. Hamadura, inder fra Pondicherry (den gamle franske koloni), stolt af at være af europæisk kultur, for kultur er ikke et spørgsmål om hudfarve, men om ånd (s. 381). Og sidst men ikke mindst: Den kostelige Hr. Sollacaro, korsikaner, from katolik og tapper synder (ejer af det fineste bordel i Nice), som af sine kammerater – som en replik til den falske offentlige kirke – bliver udnævnt til feltpræst og åndelig fader.

Her har Europas historie og rodfæstethedsånd samlet sig. Her er samhørigheden, et fællesskab af levende og døde. Her er det slægtled, som stadig mindes og kan se den fremtid, som allerede er indeholdt i fortiden. Derfor lyder den sidste sætning i bogen, som noteret, efter at katastrofen er indtruffet, af romanens krønikeskriver:
”I nat klokken nul nul vil landets grænser blive åbnet. [Det drejer sig nu om Svejts, det sidste europæiske land til at bukke under.] Allerede i flere dage har grænserne næsten ikke været bevogtet mere. Og jeg gentager langsomt for mig selv, så jeg kan indprente mig ordene, en gammel fyrst Bibescos melankolske sætning: »Konstantinopels fald er en personlig ulykke, som skete os for blot en uge siden«” (s. 389)(24).

Den lille gruppe på tyve navnkyndige og anonyme helte omkring professor Calguès danner for en kort stund ”Landsbyen” (”le Village”) med stort – Vestens sidste frie territorium (s. 371). Man genkender det: Det er Asterix og Obelix’ landsby, det sidste stykke af det frie Gallien, med dens kampgejst, fest og humor. Raspails kæmpere, som véd, at de skal dø (s. 48), er muntre – for de er i fred med deres samvittighed. Der er glæde i at kæmpe for det, man elsker, og glæden forbliver, skønt man kæmper for en tabt sag, for deri er den uegennyttige kærlighed, som intet forventer til gengæld. Kampen er et vidnesbyrd om den mening og den værdi, som tingene har. Og dette vidnesbyrd fravrister den brutale meningsløshed dens sejr.
Efter adskillige slag bliver Landsbyen udslettet fra jordens overflade, med alle sine helte og med professor Calguès’ gamle hjem, som ”var bygget til at stå i tusind år” (s. 386) – sprængt i luften, ikke af aggressive migrantmasser, men af den franske stats luftvåben. For ”samfundet” har tilpasset sig. Og det vil alle lande gøre til sidst, det ene efter det andet. – Dette er det punkt, hvorfra andre forfattere, såsom Houellebecq med sin roman Underkastelse og den russiske forfatterinde Elena Tjudinova med sin modstandshistorie Moskéen Notre-Dame de Paris, anno 2048(/25), tager tråden op.

Har kampen været forgæves? Slet ikke! For den egentlige prøve var – i Raspails univers – den at forblive trofast, at holde fast i troen i selve forladthedens stund(26).
Det eneste, som i De helliges lejr overlever, er et manuskript: Fortællingen om den tid, krønikeskriveren har været vidne til. Et sagn om usselhed og dæmoni, om ære og heltegerning – en ”myte”, som er menneskets sjæl uundværlig(27). En erindring ... Og erindringen skal bevares og overleveres – ikke mindst nu, da de nye myndigheder ifølge romanen er gået i gang med at genskrive historien og forbyde enhver anden uofficiel version (ss. 387-389). I denne erindring lever det paradoksale ”håb imod håbet”, det ”farlige” håb, som magten altid frygter(28), og som ikke engang de vildfarne og de, som har underkastet sig, kan leve uden, for selv de har, om de så er det bevidst eller ej, ”behov for at håbe”(29). Og det ord, Raspail bruger her, er endnu stærkere, end vi normalt plejer at sige på dansk. Han skriver ikke ”håb” (”espoir”), han skriver ”forventning” (”espérance”). Hinsides historiens katastrofer er der det, som ikke går til grunde: Den forventning, som bliver, når ”denne verdens skikkelse forgår”(30).

*

Underkastelse og De helliges lejr er litteratur, de er fantasiens værker og skal læses på litteraturens præmisser. Men som al god litteratur holder de et spejl op for os og for vores nutid, så vi deri kan se de alvorlige spørgsmål, vi står over for.
Hverken Houellebecq eller Raspail har et svar på rede hånd. Underkastelse eller modstand? Modstand – hvad nytter det? Raspails budskab er klart: På dette spørgsmål kan man kun reagere med ordene ”Vig bort!” – ”Vade retro, Satana!” For man skal aldrig begrunde det, som allerede er begrundet i samvittigheden. Man skal ikke forklare, hvorfor kærlighed er kærlighed, og troskab er troskab, men handle derpå med frimodighed. Alt dette har Åndens virkelighed som grund. I sidste instans må enhver selv svare på den fordring, som Raspail ligesom Alfred den Store har hørt: ”Sig, kender du glæden i ufærds tid / Og tro, når håbet brast?”

___________________________________________________________________________________

1: Alain Finkielkraut: http://www.lopinion.fr/17-decembre-2013/ alain-finkielkraut-l-europe-n-assume-plus-l-heritage-civilisation-europeenne-7248.

2: Andreï Makine, Cette France qu’on oublie d’aimer, Paris, Flammarion, 2006, ss. 83-85.

3: Finkielkraut blev modtaget i Det Franske Akademi 28. januar 2016, og Makine blev valgt til landets mest fornemme kulturinstitution 3. marts 2016.

4: Robert Redeker, Man må prøve at leve, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009.

5: Éric Zemmour, Le suicide français, Paris, Albin Michel, 2014.

6: Ivan Rioufol, La guerre civile qui vient, Paris, Pierre-Guillaume de Roux, 2016.

7: Alain Finkielkraut, L’identité malheureuse, Paris, Gallimard, Folio, s. 177.

8: Renaud Camus: http://www.bvoltaire.fr/renaudcamus/non-au-changement-de-peuple-et-de-civilisation,35190. Blandt Renaud Camus’ bøger: Suicide d’une nation (2008), Le grand remplacement (2011), La grande déculturation (2008), Décivilisation (2011), Les inhéritiers (2013), Révoltez-vous! (2015).

9: Jean Raspail, Le Camp des Saints (1973), Paris, Robert Laffont, 2011, s. 32.

10: http://www.theparisreview.org/blog/2015/01/02/scare-tactics-michel-houellebecq-on-his-new-book/.

11: Sidetallene henviser til den franske udgave: Houellebecq, Soumission, Paris, Flammarion, 2015.

12: ”Der findes ikke noget Israel for mig”, siger François til sin jødiske kæreste Myriam, som forbereder sig på at forlade det islamiserede Frankrig (s. 112). Men hans udsagn er ikke sandt. Det afhænger af ham at drage til hjertets ”Israel”, ligesom det afhænger af ham at gøre alvor af sin kærlighed til Myriam.

13: De afsnit, som handler om digteren Charles Péguys (1873-1914) patriotisme (ss. 159-163, 168-169).

14: http://www.theparisreview.org/blog/2015/01/02/scare-tactics-michel-houellebecq-on-his-new-book/.

15: http://www.theparisreview.org/blog/2015/01/02/scare-tactics-michel-houellebecq-on-his-new-book/.

16: Jean Raspail, “Je ne suis pas très optimiste”, Présent, Paris, Hors-série novembre-décembre 2015, s. 3.

17 Roger Scruton, England: An Elegy, London, New York, Continuum, 2006.

18: Raspail har rejst det halve af sit liv på sporet af ukendte steder og glemte folkeslag, og rejseerfaringerne fylder meget i hans forfatterskab: f.eks. Terre de Feu – Alaska (1952), Terres et Peuples Inkas (1955), Secouons le cocotier (1966,1970), La hache des steppes (1974), Moi, Antoine de Tounens, roi de Patagonie (1981), Qui se souvient des Hommes … (1986).

19: Sidetallene henviser til 2011-udgaven af Le Camp des Saints, som indeholder Raspails forord med titlen ”Big Other”.

20: I romanen bærer den nye pave navnet Benedikt den 16. Deri tog Raspail fejl, og han har undskyld det over for Joseph Ratzinger, for hvem han nærer stor respekt (s. 389). Romanens Benedikt den 16. er hverken virkelighedens Benedikt (som bragte den byzantinske kejser Manuel Palæologos i aktualitet) eller den patriotiske Johannes Paul den 2., som lovpriste sin landsmand Jan Sobjeskij for at have ”reddet Europa fra den osmanniske fare” (Wien, 1683), en sejr, som ”fjernede denne fare fra Europa i lang tid” (Jean-Paul II, Mémoire et identité, Paris, Flammarion, 2005, s. 168).

21: http://politiken.dk/udland/ECE3132172/pave-frans-vasker-foedder-paa-muslimske-flygtninge/.

22: Temaet ”den muntre kamp til ende” gentages i Raspails mesterlige fremtidsroman Septentrion, som er en pendant til De helliges lejr. Septentrion handler ikke om immigrationsproblematikken, men om en totalitær magtovertagelse i Europa, og er knyttet til Orwells 1984 og til Evgenij Zamjatins Vi (1921). Septentrion bygger eksplicit på fortællingen om den Hvide (anti-bolsjevistiske) Admiral Aleksandr Koltjak (1874-1920), hans kamp og hans sidste tragiske togrejse gennem Sibirien under borgerkrigen. Raspail har også skrevet forordet til den nye franske udgave af Theodor Krögers erindringer om den russiske borgerkrig med titlen Das vergessene Dorf (1934): Le village oublié, Paris, Ed. Phébus, 1997.

23: Louis Athanase Des Balbes de Berton de Crillon, Vie de Louis de Berton de Crillon des Balbes, surnommé le brave Crillon, Paris, Firmin Didot, 1825, t. I, s. 282.

24: Bibescu: Gammel rumænsk fyrstefamilie, som spillede en betydelig rolle i det parisiske kulturliv i første halvdel af 1900-tallet. Fyrst Antoine Bibesco (død i 1951), diplomat, var Marcel Prousts nære ven. Fyrstinde Marthe Bibesco, som blev en anerkendt forfatter, var blandt Winston Churchills venner.

25: Elena Tchoudinova, La Mosquée Notre-Dame de Paris: Année 2048, Paris, Ed. Tatamis, 2009.

26: Raspail, Septentrion, Paris, Robert Laffont, 2007 ss. 283 ff., 308, 314, 331-333, 359.

27: Raspail, La hache des steppes, Robert Laffont, Paris, 1974, s. 91.

28: Raspail, Septentrion, s. 403.

29 Disse er de afsluttende ord i Septentrion (s. 407), hvor den forbudte ”krønike” også ser ud til at være det eneste, der overlever. I Septentrion antydes dog, at heltenes børn måske også har reddet livet – den gamle verdens børn. De bærer fremtidens håb.

30: 1. Kor 7,31.