Af Christian Langballe, Tidehverv 2016, nr. 7, s. 129-130

Tirsdag den 26. juli fik en katolsk præst i kirken i den franske by, Saint-Etienne-du-Rouvray, skåret halsen over af to Isis krigere. Den 86-årige præst, Jaques Hamel, forrettede morgenmessen i kirken. De to hellige krigere sneg sig ind til messen, tvang præsten på knæ og skar halsen over på ham, mens de filmede det bestialske rituelle mord, som var der tale om en glorværdig og heroisk handling. Senere blev de to skudt af det franske politi, da de forsøgte at forlade kirken. 12 dage før pløjede en anden Isis kriger i en kæmpe lastbil gennem en folkemængde i Nice. De mange franskmænd var forsamlet for at fejre Bastilledagen. 84 personer blev dræbt – børn som voksne, unge som gamle.

 

To spørgsmål står tilbage: Hvad ansporer personer til så horribel en udåd, hvorfor sker det, og hvad vil politikerne i Europa egentlig foretage sig? Skal man give et svar på det første spørgsmål, bliver man nødt til at forholde sig til islam, som er hovedårsagen. Selvfølgelig må man også forholde sig til den massive muslimske indvandring til Europa og Danmark, som vi har oplevet de sidste 30-40 år, og som er årsagen til, at islam har vokset sig så stærk. Dog har den politiske vilje været meget lav. Man stikker hovedet i busken og tror dermed, at problemet forsvinder, men det vokser sig blot større og større.

Terrorangrebet i Nice var væmmeligt og modbydeligt i al sin gru, ligesom terrorangrebet mod Charlie Hebdo i januar 2015 og terrorangrebet i Paris mod blandt andet Bataclan i november samme år var det. Da henrettelsen af den katolske præst fulgte efter, tænkte jeg ved mig selv: Nu har jihad for alvor bredt sig til Europa. Og hvor mærkeligt var det ikke, at det rituelle mord i en kirke foran et alter blev forbigået med en besynderlig defaitisme og tavshed, som fyldte én med mismod. Måske var politikere og journalister løbet tør for ord. Måske er forholdet blot, at terroren nu er blevet dagligdag i Europa, eller måske var forholdet, at paven, som er det åndelige overhoved for den henrettede præst og alle andre katolikker, berøvede præstens død enhver mening ved at udtale, at den intet havde med religion at gøre. En præst får skåret halsen over af to Isis krigere foran et alter i en kirke, hvor han holder gudstjeneste, og henrettelsen bliver tilmed filmet. Det har alt med religion at gøre. Det var et frontalt angreb på kristendommen og på kirken, og det var en demonstration af, at der nu af islamister føres hellig krig i Europa.

Statsminister Lars Løkke udtalte som følge af terrorangrebet i Nice: ”Det fylder mig med vrede, væmmelse og sorg. Men også en vilje til stålsat at bekæmpe mørket. For hvert forsøg på at splitte os, bliver vi kun bundet tættere sammen”. Der er en tid til at sørge, og sådan skal det være, men hvad så bagefter? Hvad er det for et ”mørke”, der tales om, og er det nogen særlig præcis beskrivelse, at vi gennem terroren blot bliver bundet tættere sammen? Tænk, jeg synes snarere, at det virker, som om handlingslammelsen og rådvildheden breder sig blandt de ledende politikere i Europa, og at den folkelige tillid til politikerne og de politiske institutioner er dramatisk aftagende. Det kan der rettes op på, men det kræver mod og handling, og så er det første skridt, at man virkelig forholder sig til problemerne og kalder tingene ved rette navn.

Landets justitsminister, Søren Pind, lavede som følge af terrorangrebet i Nice også et opslag på Facebook, hvor han bedyrede: ”Vi er i krig med en dødskult. Ikke islam. Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig. Der er over 1 ½ milliard muslimer i verden. Og samtidig vil det være en krig mod hundrede af millioner af uskyldige mennesker”. Jeg har aldrig hørt nogen anbefale, at vi nu skulle gå i krig med 1 ½ milliarder muslimer, men jeg har efterhånden hørt rigtig mange muslimer, der mener, at enhver form for kritik af islam er en uhørt blodig krænkelse af alle muslimer på kloden. Tænk på Rushdie og hans bog ”De sataniske vers”. Der blev udråbt en fatwa over ham, og millioner og atter millioner, som aldrig havde læst bogen, krævede død over ham, fordi han havde fornærmet Muhammed og islam. Tænk på Kurt Westergaard og Muhammedtegningerne, hvor det samme skete. Tænk på Lars Hedegaard som på grund af islamkritik nu må leve i skjul. Det lyder næsten for mig, som om Søren Pind helt har forvekslet årsag og virkning, og at den største trussel for ham at se åbenbart kommer fra de europæiske folkeslag og fra danskerne – og ikke fra de fanatiske muslimer, der i islams navn fører hellig krig gennem terror mod Europa, fordi de hader alt det, som Europa og det frie Vesten repræsenterer.

Selvfølgelig skal der gøres op med islam som den undertrykkende lovreligion og den totalitære aggressive kampideologi, som den er. Vil man forstå de massive problemer, som masseindvandringen har medført, må man forstå islam. Man må forstå, at islams mål er den utopiske ”sharia stat”, hvor vantroen er udryddet, hvor Allahs fuldkomne vilje hersker og hvor alle bøjer sig i støvet i lydighed for Allahs majestæt og alle hans uendelig mange påbud og regler. Vejen dertil går gennem jihad. Vil man se forsøg på virkeliggørelse af ”sharia staten”, kan man tage til Saudi Arabien, Iran og i sin mest groteske udfoldelse Islamisk Stat. Håbet om virkeliggørelsen af den utopiske ”sharia stat” plus det at falde som martyr er det, som får muslimer fra Europa til at drage til Syrien og kæmpe og dø for Isis, men det er også motoren for den terror, som foregår i Europa i dag. Sharia og jihad hører til helt inde i hjertet af islam, og sådan har det været fra begyndelsen fra Muhammed og frem. Jeg husker i 80’erne, da der for alvor blev gjort op med kommunismens hæslige totalitære idelogi, som undertrykte mennesker i et grufuldt slaveri og som var skyld i millioner og atter millioners død. Jeg husker stadig, da Reagan kaldte Sovjetunionen for ”ondskabens imperium” og klart tilkendegav, at det var den bagvedliggende ideologi, kommunismen, der var skyld i ondskaben. Hvad med at man begynder også politisk at adressere jihad og sharia som årsagen til det mørke og de mørkets kræfter, som man taler om? Hvad med at man begynder at tale om den dybe uhyggelige trældom og undertrykkelse, som islam repræsenterer. Hvad med at man begynder med at indskærpe, at muslimer, der sætter sharia over den danske Grundlov ikke skal have ophold i Danmark og da slet ikke skal have statsborgerskab?

Det betyder ikke, at man fører krig mod alle verdens muslimer, men at man forsvarer Danmark, danskerne og den frihed, som hører med til landets åndelige arv. I en Wilke måling i JP fra 2015 fremgik det, at 77,2 procent af muslimerne i Danmark nu går ind for, at koranens bud – dvs. sharia – nu skal gælde fuldt ud i Danmark. Hvis ikke vi skal have franske og det vil sige borgerkrigslignende tilstande i Danmark i løbet af en årrække ville det logiske være at begynde med et stop for den muslimske indvandring. Christian Langballe