Af Christian Langballe, Tidehverv 2017 nr. 4, s.61-63

Vi fejrer i år 500 års jubilæet for Luthers reformation, der som bekendt blev indledt med, at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Om det præcist var på kirkedøren, hersker der vist nok historisk usikkerhed om, men det gør der ikke om den flodbølge af begivenheder, som reformationen satte i gang. Pavekirken blev rystet i sin grundvold, og reformationens  åndelige  ild  bredte  sig  som  en  steppebrand  ud over Europa. Reformationen var som   bekendt   ikke   en   revolution, hvor man med bål og brand vil bryde alt ned til grunden for at sætte en hel ny samfundsorden, men det var at afdække og ydde evangeliets grund. Det var ud fra devisen ”Sola Scriptura” (Skriften alene) at støde tilbage til Jesu egen forkyndelse – til det Guds ord, som biblen vidner om. Det saglige evangeliske brændpunkt er Gud, der dømmer og retfærdiggør det syndige menneske gennem evangeliet om Jesus Kristus.

 

Jeg husker første gang, jeg virkelig læste Luthers skrift ”Om et kristent menneskes frihed” fra 1520, hvor skriftet under læsningen ændrede karakter fra at være pensumagtig pligtlæsning til et værk gennemglødet af lidenskab og åndens ild. Værket afsatte et mærke i mit sind, som gør, at jeg, når jeg tænker på værket, fyldes – ikke af glæde – men vel snarere af noget, der minder om åndelig forløsning, hvor jeg fornemmede som i et glimt, at jeg var helt inde ved evangeliet selv. Det samme, kan jeg sige, var tilfældet, da jeg læste Luthers Romerbrevskommentar fra 1516 i en fin tysk oversættelse fra 1927. Ordene fra Romerbrevet kap. 1 vers 17 ”den retfærdige skal leve af tro” var som bekendt anledningen til Luthers reformatoriske opdagelse.

Ordene kan siges så mange gange, at de bliver en løgn eller en remse, som man kan lire af sig, og jeg har ved Gud mødt mange utrolig kedsommelige lutherske eftersnakkere, som intet har forstået ud over banaliteter, og hvor man fornemmer, at den teologiske kerne i Luthers anliggende aldrig har bundfældet sig. Ordene ”den retfærdige skal leve af tro” er afslutningen på indgangsfanfaren til Paulus’ Romerbrev, og danner ifølge Luther den teologiske forudsætning for overhovedet at forstå brevet i dets sammenhæng. Troen er vel at mærke ikke sådan en subjektiv disposition, som man i nutiden forstår det, men et resultat af evangeliet selv og Guds retfærdiggørende nåde eller som det lyder i Romerbrevet: ”v16  For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. v17  For i det

åbenbares  Guds  retfærdighed  af tro til tro – som der står skrevet:

»Den retfærdige skal leve af tro.«”

Hvad er det så for en situation og virkelighed, som mennesket og verden befinder sig i for Luther? Ja, det er syndens virkelighed, og der er ikke ret mange, der som Luther har betonet syndens umådelige rækkevidde. Det er denne usminkede, usentimentale, men så afgjort lidenskabelige måde at tale om evangeliet over for menneskets syndige vilkår i verden, som er grunden til, at jeg går i kirke, og grunden er selvfølgelig, at det er mig, der er synderen. Det fromme sentimentale kirkelige klingklang, som man undertiden kan møde, gør mig syg, og jeg gider ikke at høre på højtravende spekulative betragtninger, lige så lidt som jeg gider at høre banaliteter og ligegyldigheder eller selvhøjtidelige frelste holdninger om dette og hint. Jeg kommer for at høre evangeliet, Guds ord, til mig, og det lyder ind i de syndige og forgængelige vilkår, som er mine, for som Luther helt usentimentalt bemærkede det, så er mennesket en ”ormesæk”. Jeg ved, at en hel del moderne præster og kirkegængere får et flakkende panikagtigt blik og nærmest bliver forfærdede,  hvis  man  siger,  at  mennesket er en insolvent synder. Som en præst engang skråsikkert bemærkede, så kan man ikke sige det i dag. Egentlig er det mærkeligt, for en af de ting, som der kan føres videnskabeligt bevis for, er arvesynden, men jeg har en fornemmelse af, at mange mener, at det giver skår i den gode stemning og tænker: ”Nu havde vi det lige så hyggeligt, og så kommer du og taler om, at mennesket er en synder. Nu er den gode stemning ødelagt, og hvorfor må gudstjenesten ikke være en fest? De der grove tidehver vsbisser skal da også altid ødelægge det hele”. Nej, så hellere tale om menneskets ufattelige tolerancepotentiale, for det er nemlig det, der naturligt træder i stedet for Guds tolerance over synderen, når Gud og synden udelades af regnskabet. Så ender det hele i en bleg anæmisk klisterhumanisme med et tilsæt af en hvinende sød terapeutisk glasur af den lyserøde slags. Luther ville vende sig i sin grav, hvis han vidste, hvad hans teologisk arv er blevet taget til indtægt for af en moderne teologi – en moderne teologi, som i virkeligheden blot er en slet skjult halleluja humanisme (jf. hans opgør med Erasmus og humanismen i skriftet ”Om den trælbundne vilje”, hvor opgøret netop er af teologisk – og ikke af etisk karakter).

Nå, men reformationsjubilæet er over os på godt og ondt, og halleluja humanismen titter ud alle vegne. Vidste de, kære læser, at teatertruppen ”Carte Blanche” har opført stykket ”reFORMATION”, som skal få tilskueren til at spørge sig selv, hvilke spørgsmål vi har, som kunne ændre den kultur og virkelighed, som vi lever i? Eller hvad med noget så fint som at ”Præsidiet for Reformationsjubilæet 2017” sørme har fået lavet en tegnefilm om reformationen, hvor unge hiphoptyper på et infantilt kaudervælsk skal forklare reformationen lavet ud fra devisen: ”Vi skal være unge med de unge”. Den første tegnefilm af flere indledes med, at man kikker på en kavalergang, hvilket ikke nødvendigvis er uinteressant, men hvor følgende passager falder: ”Nå, men til alle jer derude, der ikke ved en skid om, hvad der lige har ramt jer, så er det lissom vores job at fortælle dig mere om ham Martin. Han har faktisk jubilæum i år så hop lige ind på fjæset og vis noget respekt”. Og ”Hans far hed Hans Luder. Ja, det hed han faktisk”. ”Luder? Lissom hende op’ fra blokkerne, ik?”. Vi hører også, at Luther ville ud og frelse verden. Jamen, det er da mageløst. Jeg er såmænd ikke snerpet, og det var Luther heller ikke, men det er altsåen hån mod danske børn og unge over 10 år.

Et andet eksempel, hvor vi befinder os et helt andet sted, er, at biskop Marianne Christiansen den 28. februar deltog i den såkaldte ”reformationsstafetten” i Viborg Domkirke. Her talte hun om Luthers karske salme ”Behold os, Herre, ved dit ord” hvor følgende sætning indgår: ”Trods dine fjenders løgn og mord/ som styrte vil fra tronen ned/din søn, vor drot, i evighed”. Det fremgik af den biskoppelige  visdom,  at  de  fjender, som Luther talte om, ikke var de ydre fjender, men var indre og kunne komme fra mennesket selv. Nu kan en tolkning af en salme være yderst subjektiv – og Luther vil- le i øvrigt ikke være uenig i, at mennesket er sin egen værste fjende – men historisk, sagligt og faktuelt er det bare ikke rigtigt i forhold til salmen. Den er lavet i 1543 som følge af både reformationen og af det forhold, at den osmanniske islamiske krigsmaskine havde bevæget sig op igennem Europa og på Luthers tid stod ved Wiens porte. Den om- talte salmestrofe lyder oprindelig fra Luthers hånd sådan her: ”Trods pavens løgn og Tyrkens mord”. Salmen er oprindelig skrevet for børn, og Luther opfordrede til, at børnene i Wittenberg sang den, samtidig med at de bad fadervor. I salmen afstrejfes kort Luthers opgør med islam – og nej det har intet med race at gøre. I sit skrift ”Mod Tyrken” udfoldes dette opgør, hvor han anfører, at Muhammeds lære ikke blot står i skærende kontrast til den kristne forkyndelse, men at den indfører ”sværdet” eller konflikten i det verdslige regimente eller den almindelige samfundsorden. Jeg har læst meget om islam, men dette udsagn fra Luther er noget af det klogeste – ikke mindst fordi vi i dag erfarer islam og hele den konflikt og ufred, som følger i denne totalitære lovreligions kølvand overalt i Europa. Jeg er med på, at den slags politisk ukorrekte overvejelser ikke vil blive reflekteret under reformationsjubilæet, men min anke går også langt dybere. Det er som om tomheden breder sig som en ørken på den lutherske teologis område (jf. de nævnte eksempler).

Der vil givetvis blive holdt teologisk gedigne arrangementer rundt om i Danmark i dette år, men alt i alt virker den lutherske teologi stort set usynlig på nær i Tidehvervssammenhæng. Det ville være oplagt, hvis reformationsåret medførte en nybesindelse på den protestantiske teologi, som også ville være en nybesindelse på evangeliet. Det er, hvad sand reformation betyder, da det kun er evangeliet, der kan reformere kirken.