Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 2, s. 21-22

Det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen, det embedsopslag fra januar 18, hvor menighedsrådet ved Brønshøj kirke annoncerer efter en præst, der vil vie homoseksuelle.

I de seneste årtier har folkekirkens embedsopslag ændret sig fra at være en beskrivelse af embedet til at være en beskrivelse af den præst, menighedsrådet ønsker sig. Når man tidligere kunne undvære denne beskrivelse, var det vel fordi det betragtedes som en selvfølge, hvad præstens opgave er: at tjene sognet med Guds ord, hvorfor der var grænser for, hvor mange sære kunster, man kunne forvente af ham.

I dag synes embedet som ordets tjener ofte ikke at fylde meget i deres bevidsthed, som skriver der embedsopslag, der tegner profilen af et evigt smilende, empatisk, altfavnende overmenneske, der formår at bringe kirken ud til moderne mennesker.

 

Og da det såkaldt moderne menneske er en, der er i pagt med udviklingen, og udviklingens fremmeste er dem, der mener og siger det, som andre, der hylder udviklingen, mener og siger – ja, så må en sådan idealpræst jo nødvendigvis også være tilhænger af det kønsneutrale vielsesritual. Eventuelle ansøgeres teologiske indvendinger mod ritualet kan kun blive hørt som diskvalificerende udtryk for særhed, for sådan en ansøger burde jo vide, at han er i modsætning til den tegnede profil på ønskepræsten. Han er jo bagud for tiden.

Så mon ikke den af folketinget givne ret til at vie to af samme køn, i praksis allerede har fungeret som sorteringsgrundlag ved adskillige præsteansættelser, siden retten blev givet i 2012.

Ganske vist sidder de givet besindige menighedsrådsmedlemmer rundt omkring, som stadig mener, at ægteskabet er mellem mand og kvinde og forskelligt fra det homoseksuelle parforhold; folk, der sagtens kan forstå, at fastholdelsen af den hævdvundne og bibelsk funderede forståelse af ægteskabet ikke betyder, at homoseksuelle formenes adgang til kirken, eftersom syndernes forladelse i ord og sakramenter er for enhver, så sandt som Gud har indesluttet alle under synd, homo- som heteroseksuelle.

Men tidens grasserende genderideologi, som er en af de logiske følger af afguderiet med menneskerettighederne – ideologien om, at kønnet ikke er givent, men noget vi selv vælger, så ve kirken, hvis den ikke applauderer, at vi har retten til at omdefinere ægteskabet, så det passer til ideologien! – samt angsten for at forbryde sig mod den politisk korrekte gode tone, kan nok skræmme ellers besindige folk, så de kvier sig ved at lade en embedsansøgers teologiske kvaliteter veje tungere end ideologien. Det er nu engang ikke behageligt at blive udråbt til at være homofob og minoritetskrænker.

Så kirkehistoriens betydelige teologer – en Augustin, en Luther, en Karl Barth – ville næppe kunne få embede i folkekirken i dag.

Og hvis et samlet menighedsråd alligevel skulle have mod til at stå fast på, at de lægger så megen vægt på en solid evangelisk prædiken, at de vil vælge den præst, der holder en sådan på trods af tidens modeideologi, så skal de nok blive belært af deres biskop om, at det er så helt igennem uhensigtsmæssigt med sådan en præst.

Mig bekendt er der kun én af de siddende biskopper i landet, der har ytret sig mod det kønsneutrale vielsesritual, nemlig biskoppen i Helsingør. At hun også var den eneste af de i 2012 siddende biskopper, der ulejligede sig med at skrive et høringssvar om sagen, der lagde vægt på teologisk grundighed og vederhæftig bundethed til kirkens bekendelsesskrifter, mens 8 af de øvrige biskopper sejlede let henover disse med den aldeles Lutherfremmede, men såkaldt lutherske platitude: At ægteskabet kun er en borgerlig ordning, som selvfølgelig kan omdefineres efter tidens trends… det viste kun, hvilket ubehag, der i folkekirken er ved teologien, når den bliver ubekvem.

Det samme kunne man igen få syn for sagn for i kølvandet på stillingsopslaget fra Brønshøj sogn.

I Kristeligt dagblad den 4. januar udtalte professor i systematik ved Teologisk Fakultet i København, Niels Henrik Gregersen, at de tyve procent af landets præster, der ikke vil vie homoseksuelle, selv er skyld i det, hvis de mister den frihed til at undlade at vie personer af samme køn, som blev dem indrømmet, da det kønsneutrale vielsesritual blev indført.

Modstanderne af homo-vielser har nemlig for det første udtalt sig i samlet flok mod det kønsneutrale vielsesritual – på trods af at frihedsparagraffen er givet af hensyn til den enkelte præsts samvittighed. Man forstår: mindretals-indrømmelsen gælder kun, hvis de præster, der hører til mindretallet, undlader at udtale sig offentligt og holder deres vægring ved at bøje knæ for modeideologien i lønkammeret.

Og Gregersen fortsætter: ”Når man selvtilfreds stiller sig frem og siger, at man har Gud på sin side, og at alle andre er tåber, er man ude i et skismatisk foretagende. De (modstanderne af homo-vielser) poserer, som om de repræsenterer hele kirken og den sande tro, hvor de i virkeligheden kun er et tålt mindretal.”

Man kan vist ikke udstille sin teologiske elendighed tydeligere, end professoren gør her!

For selvfølgelig taler modstanderne af homo-vielser, som om de repræsenterer hele kirken og den sande tro. Kirken, den hellige almindelige kirke, som vi bekender troen på, er jo ikke den statistisk målbare størrelse, som er lig med flertallet i den danske folkekirke. Nej, kirken er, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes ret.

Derfor er teologien kun teologi, hvor der spørges efter sandheden; hvor folkekirkens lære stilles under Guds ords domstol.

Derfor er det ikke for sjov, at modstanderne af homo-vielser kaster grus i den ideologi-forheksede folkekirkelige enighed. Og derfor vil vi ikke holde op med at kritisere indførelsen af det kønsneutrale ægteskabsritual for at være et knæfald for kejseren – in casu: den offentlige mening.

For uanset tidens ideologiske trends så er og bliver omdefineringen af ægteskabet en ytring af en ukristelig tro på, at vi er vore egne skabere. En fornægtelse af, at tilværelsen er givet.

Teologiens sprog er, som Luther skriver til Erasmus, assertorisk, påstående. For teologi er ikke en leg med ord, men et krav om at tale sandt. Teologen skal gudfrygtigt vove at tale, som om hans ord repræsenterer hele kirken og den sande tro. Det er den forpligtelse, der ligger i det ”Amen”, som præsten skal afslutte sin prædiken med.

Når professor Gregersen afviser, at modstanderne af homo-vielser kan tale, som om de repræsenterer hele kirken og den sande tro, fordi de kun er et tålt mindretal – ja, så gør han teologien til et statistisk anliggende, hvor den taler sandt, som er i overensstemmelse med flertallet.

Ligesom aberne i Kiplings Junglebog, der råber: ”Det siger vi alle sammen, og så må det være rigtigt!”

Det er en afslørende sammenblanding af kategorier, systematikprofessoren viser ved at sige, at et mindretal ikke kan tale sandt i og med, at det er et mindretal. Oven i købet kun et tålt mindretal!

Dermed kommer systematik-professoren også til indirekte at indrømme, at hans egen teologiske målestok er flertallets mening. At han først skal holde fingeren i vejret og føle vindretningen, før han vil sige ”Amen.”

Det kommer egentlig ikke bag på undertegnede, at det er sådan, det kønsneutrale vielsesritual er blevet til. Ved at flertallet af dem, der kalder sig teologer, har opgivet teologien til fordel for politikken.

Professoren gør denne teologiske elendighed vitterlig. Og sørgeligt er det.