Af Kristian Østergaard, 10. Januar 2012, Kristeligt Dagblad - anmeldelse af Johs. Horstmann: "Den kristne etik".

Johannes Horstmann (1915-1999) var præst og i en række år medudgiver af tidsskriftet Tidehverv. I 2009 blev hans store dogmatik udgivet, og nu foreligger så "Den kristne etik", der blev til som studiekredsforedrag 1989-1990.

Udgiveren, Henrik Frost, oplyser i sit forord, at forelæsningerne blev fulgt af 10 deltagere, så det var ikke noget tilløbsstykke, men hvis antallet af tilhørere var afgørende i religiøse spørgsmål, skulle Moses jo også have sluttet sig til dansen om guldkalven, da han kom ned fra bjerget og præsenterede De Ti Bud for israelitterne.

Johannes Horstmann var en umådelig flittig skribent, der holdt maratonlange foredrag, og selvom det ikke sikrede ham astral navnkundighed, så forbliver han ikke desto mindre en af det 20. århundredes betydeligste teologer. Og skønt hans sprogbrug var altmodisch, så var han i sin tænkning og teologi forud for sin tid.

I 1977 udgav han således pjecen "Den socialistiske æras dødskamp og menneskets fremtid og håb", der ikke blot konkluderede, at sovjetsocialismen er en håbløst afdanket ideologi, men som også på genial vis forudså Berlinmurens snarlige fald.

I "Den kristne etik" er optrykt et 60 år gammelt foredrag om kristendom og moral, hvori Horstmann finder anledning til at kommentere tidens tåbeligheder, hvoraf der jo altid er mange.

Horstmann nævner præsters optagethed af sommerfuglejagt, psykoanalyse og kommunalpolitik (!), men ulige vigtigere er det, at han tager bladet fra munden og tyren ved hornene og kalder antinomismen for folkekirkens største trussel. Nomos betyder lov, og antinomismen er bestræbelsen på at kappe forbindelsen mellem kristendom og etik, og et kvart århundrede senere stod det klart, at Horstmann havde haft snuden i sporet og peget på noget afgørende i sit foredrag fra 1952.

For en af 1970'ernes og 1980'ernes mest centrale teologiske debatter blev netop den antinomistiske strid, der handlede om, hvorvidt mennesker havde Guds nåde i ryggen til at gebærde sig, som de lystede, eller om det forholdt sig, som Horstmann udtrykte det i forelæsningen om "Nådens formaning" fra 1990: "Men at være sandt menneske er ikke at besidde ubegrænsede, egne livsmuligheder, men det er at være bundet til Gud, bundet til at skulle leve i lydighed mod Hans befaling".

"Den kristne etik" viser, at der er en klar og organisk sammenhæng i Horstmanns teologi fra de tidlige år til slutningen af hans liv, og at han livet igennem omgikkedes Bibelen, som var det en levende og handlende person, hvori han kunne hente trøst, hvis de røde tal begyndte at blinke foruroligende på bundlinjen af det etiske regnskab: "Syndernes forladelse er som himmelhvælvingen, der omslutter jorden til alle tider og gør livet på jorden til et liv i himlen".

Kristian Østergaard.

Johannes Horstmann:
Den kristne etik - for maningen ved Guds barmhjertighed
Tidehvervs Forlag, 2011.