Af Jesper Bacher, Anmeldelse i Præsteforeningens Blad, 2012, nr.12, s.254-256.

Johannes Horstmann var en dansk præst, som havde embede i Hjørring og Randers, indtil han i 1964 kom til Esajas Kirken på Østerbro, hvor han virkede indtil pensionen i 1985. I to omgange var han desuden lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet. Johannes Horstmann døde i 1999.

Johannes Horstmann turde være mere kendt af dette blads læsere, end det er tilfældet i den almindelige offentlighed, og dog mistænker jeg, at ikke så få præster og teologer endnu ikke har stiftet ordentligt bekendtskab med denne højlærde mesterteolog. Ikke at Horstmann skal sættes ex cathedra, men det er tiden værd at sætte sig under hans kateder. Det er store ord, men der er fuld dækning for dem. Johannes Horstmann er bibelsk i sit udgangspunkt, bred i sin horisont og dyb i sine fortolkninger. Nådens storhed, afgudernes hulhed og genkomstens herlighed er grundklangen i Horstmanns livsværk, som er ligeså teologisk vitaminrigt, som er det ordrigt. I mange år var han fast taler ved Tidehvervs sommermøde, og de timelange foredrag blev siden trykt som essays i bladet. Wilhlem Krarup opgjorde ved Horstmanns 80-års dag i 1995, at fødselaren siden 1950 havde skrevet ikke mindre 811 sider i Tidehverv, hvor siderne rummer betydelig mere tekst end almindelige bogsider.

I 2009 udkom de dogmatikforelæsninger, som Johannes Horstmann holdt på Københavns Universite i efteråret 1988, "Et grundrids af den kirkelige dogmatik", som siden har fået plads på mit skrivebord, kun lidt længere væk end Bibelen og Luthers skrifter. Som gamle Luther peger også Horstmann ufravigeligt i retning af Kristus, og det er såre sundt for den teologiske retningssans. Nu er der så kommet endnu en bog af Horstmann, igen et resultat af Henrik Frosts møjsommelige redigeringsarbejde ud fra utydelige fotokopier af det originalmanuskript, som ikke har kunnet opstøves. Værket hedder "Den kristne etik - formaningen ved Guds barmhjertighed", og består af en række studiekredsforedrag samt nogle afhandlinger, der med en enkelt undtagelse har været trykt andetsteds, og det er helt følgerigtigt, at etikken kommer efter dogmatikken. Ifølge Horstmann kan dogmatik og etik nemlig ikke sagligt skilles ad. Etikken behøver den kristologiske forudsætning, for at det etiske kan få ydmyghedens fortegn og ikke forfalde til selvretfærdig farisæisme.

Etik er ikke vejen til himlen
Etik er ikke vejen til himlen, men en vej, som himlen bereder for det menneske, som har øre at høre med. Horstmann taler om et "menneskeembede". At være menneske er at være i embede som den skabning, der er kaldet til samfund med Gud og til at lyde hans bud. Synden fordærver imidlertid etikken, loven bliver til moralisme og godhed til selvretfærdighed. Men Kristi nådige mellemkomst giver formaningen et andet fortegn. Under dække af syndernes forladelse kommer loven ned på jorden og afskæres som en ugudelig vildvej til frelsen. Formaningen kan ikke være uden forladelsen, men forladelsen kan heller ikke være uden formaningen. Med Horstmanns egne ord: "... formaningen er (derfor) den skikkelse, hvori Kristus drager det menneske - som Han har kaldet, derved at det i Ham har modtaget syndernes forladelse - efter sig, helliggør det, eksistensomdanner det". Johannes Horstmann er stålsat antiantinomist, og sådan en stemme er der god brug for i det herskende teologiske klima.

Nåden sætter mennesket fri, men ikke i vilkårlig frihed. Frihed er frihed til lydighed mod Guds befaling, og det gør ikke friheden til illusion, men funderer den tværtimod i dybeste pagt med menneskets bestemmelse. Mennesket er skabt til Gud, og hvor det ikke lever som hans barn, er det i trældom under verdens magter.

Mennesket er i verden, men ikke af verden, som det hedder i titlen på det ottende foredrag. Det er frigørende tale, så det foreslår. Der er nemlig ikke noget som sand pilgrimsteologi, der fæster begge ben på jorden og giver blik for næsten. Da er verden ikke noget, som skal vindes, for at vi kan vinde det sande liv, da er livet ikke en jagt på maksimal selvrealisering, før baren lukker og kisten lukkes i, men en frimodig gudstjeneste i tillid til Gud, som sendte sin søn for at tjene og lede os til evigt liv. Det kaster nyt lys over livet og arbejdslivet. "Arbejdet er så ikke bare et hårdt slid for livsopholdet. Men det er frem for alt gudstjeneste. Mennesket lever nu ikke længere af sine hænders værk. Men det lever af gudsordet, der velsigner dets hænders værk ved at gøre det til en modtagelse af liv fra Skaberen i stedet for, at det skal være en selvstændig skabelse af liv, som menneske selv afstedkommer".

Ja, mennesket sættes på plads i Horstmanns etik, men vel at mærke på en velsignet plads under evangeliet i jordnær tjeneste for sin næste og med himmelhøjt håb til sin Gud. Jeg læser egentlig først og fremmest "Den kristne etik" til min opbyggelse, som en lovsang der stiger op mellem ruinerne af de babelstårne, der aldrig bringer mennesket til himlen. En efterfølgelsesteologi, der går efter Kristus og dermed med oprejst hoved gennem verden. "Efterfølgelse er at leve i det visse håb, at Kristus selv i sin genkomst i herlighed skal bortvejre enhver tvivl om og også enhver modstand imod Evangeliets ord", siger Horstmann, og med det siger jeg om "Den kristne etik - formaningen ved Guds barmhjertighed", som det engang lød til en af Hortsmanns læremestre, Augustin: Tolle lege, Tag og læs.

Johannes Horstmann:
Den kristne etik - formaningen ved Guds barmhjertighed,
Tidehvervs forlag,
2011

Jesper Bacher.