Af JOHS. H. CHRISTENSEN

Offentliggjort i Jyllands-Posten 03.04.2010

Vurdering: 5 ud af 6 stjerner * * * * *

Med en kompromisløs vilje til klarhed skildrer Johannes Horstmann Skabelsen, Arvesynden, ligeværdigheden mellem kønnene, jomfrufødslen, Opstandelsen og Helligånden.

Johannes Horstmann:
Et grundrids af den kirkelige dogmatik
Tidehvervs Forlag
338 sider, tilbudpris: 190 kr.
er udkommet

For ni år siden fik en utroværdig, men åbenbart forførende bog om maleren Caravaggio (1571-1610) i Politiken en stort opsat anmeldelse, der konkluderede: »Man lader sig villigt forføre, hvis man ikke er alt for dogmatisk indstillet.« Her betyder "dogmatisk" fordomsfuld og bornert. Sådan er ordet kommet i vanry.

Det er i orden at være socialist - sådan da - men ikke at være dogmatisk socialist. Så er man betonsocialist. Det er i orden at være troende - sådan da, men ikke dogmatisk troende, så er man fanatiker og fundamentalist.

Ordet dogme stammer fra klassisk græsk og betyder dels begrundet sandhedserkendelse, dels autoritativ befaling, f.eks. et kejserligt påbud. I den kristne teologi bliver ordet betegnelsen for troens læresætninger, og gennem kirkens historie udarbejdes der den ene store "dogmatik" efter den anden - en systematisk fremstilling af troens indhold.

Religionen før fornuften
Som en af de mest betydningsfulde kan nævnes middelalder-teologen Thomas Aquinas' store værk "Summa Theologica" ("Teologiens sum") fra midten af 1200-tallet. Det lever op til sin titel som en på fornuften grundet beskrivelse af al på den tid forhåndenværende viden. Så definitivt var værket, at thomismen, som Thomas' teologi kaldes, den dag i dag er normgivende for den katolske kirkes tro og lære. Det hører med, at fornuftens indsigt må vige for den religiøse erfaring. Ikke længe før sin død blev Thomas under messen henrykket i ekstase og erklærede, da han kom til sig selv:

»Så uudsigelige hemmeligheder er blevet mig åbenbaret, at alt, hvad jeg har skrevet, er for intet at regne.«

Berømt er også den tyske romantiske teolog Friedrich Schleiermachers "Der christliche Glaube" fra 1821, og i det forrige århundrede var schweizeren og Sonning-pris-modtageren Karl Barth (1886-1968) med sin uafsluttede 14 bind store "Die kirchliche Dogmatik" den ubetinget mest betydningsfulde teolog, beundret af bl.a. den nyligt afdøde amerikanske forfatter John Updike og betegnet som "det tyvende århundredes kirkefader".

Blandt danske dogmatiske værker indtager Grundtvigs "Den kristelige Børnelærdom" fra 1850'erne en særstilling. Den betydeligste i sidste århundrede er Regin Prenters "Skabelse og genløsning", om hvilken Hal Koch skal have bemærket: »Den skal ikke læses. Den skal messes.«

Litterær skønhed
Nu foreligger der en ny dogmatik, skrevet af den afdøde, mangeårige sognepræst ved Esajas Kirke i København, Johannes Horstmann, der tegner sig for vel nok det mest omfattende teologiske forfatterskab her til lands de seneste 60 år. Det er ufatteligt, hvad han overkom, og der er i hans tekster en insisterende, åndeløs teologisk lidenskab.

Denne bog består af 20 forelæsninger, som han holdt som ekstern lektor ved Det Teologiske Fakultet i København, hvor man aldeles fornæret nægtede ham den fortjente titel af dr. theol. honoris causa ("for ærens skyld"). I stedet gav man den til en afdanket katolsk biskop, hvad der ikke var megen ære ved.

Horstmanns lærdom er uovertruffen, ja, pyramidalsk, og han skriver et marvfuldt, kompakt dansk, ofte i en sært kredsende, medrivende stil, hvor det ene begreb definerer det andet med en næsten besværgende intensitet. Der er i hans fremstilling en uhørt radikalitet, som reducerer f.eks. Grosbøll og konsorter til fnisende søndagsskoledrenge. Med en kompromisløs vilje til klarhed skildrer han de dele af kristendommens indhold, som ofte mødes med latterliggørelse eller uforstand: Skabelsen, Arvesynden, ligeværdigheden mellem kønnene, jomfrufødslen, Opstandelsen, Helligånden.

Horstmanns tekst er en næsten overmenneskelig kraftanstrengelse af stor litterær skønhed, hvad der måske hænger sammen med, at han som sin store forgænger, Thomas Aquinas, vidste, at ét er fornuft, forpligtelse til stringent tænkning, vilje, dybtgående og utrættelig refleksion, noget andet er den religiøse erfaring, som Thomas gjorde. Horstmann er selv inde på det til slut, hvor han skriver:
»Det evige liv er visio Dei (skuen af Gud), men hvad dette indebærer, evner menneskets jordiske tunge ikke at udsige.«

Bogen kan bestilles hos Tidehvervs Forlag.