Af Arne Busk Madsen, fra bogen: ”Frihed eller lighed – et opgør med U90”, Forældrenes Børnekommission, 1978, s.56-65.

»Grundtvig og U 90«. Sådan lyder også titlen på en kronik af Socialdemokratiets uddannelsesordfører i Folketinget, Jimmy Stahr (Berlingske Tidende 23/6 1978). »Det er utroligt, hvad den gamle åndskæmpe skal lægge navn til i form af blege efterligninger. Løsrevne citater svirrer i luften«, skriver Jimmy Stahr i en polemik med folketingsmedlem Bertel Haarder. »Det er sørgeligt for dem af os, som virkelig holder af Grundtvig og hans tænkning«, fortsætter Jimmy Stahr. »Jeg respekterer Grundtvig så meget, at jeg udmærket er klar over, at vi ikke kan løse dagens problemer med de løsninger, som Grundtvig skitserede for over 100 år siden«.

Jimmy Stahr savner også Grundtvig i U 90, men det skulle være en Grundtvig anno 1978! For han er sikker på, at Grundtvig også i 1978 som i 1852 ville have kæmpet for de uddannelsesløse. Men ingen ved, hvilke begreber Grundtvig af 1978 ville sætte højest: »Det kunne være åndsfrihed, det kunne være lighed eller demokrati eller medleven eller frihed eller medbestemmelse. Men gætterier bliver tankespind og ufrugtbart. Vi må klare os med det foreliggende – og det er i øjeblikket altså U 90«, konstaterer Jimmy Stahr.

Det er såmænd, hvad der står om Grundtvig i den artikel. I stedet for at indlade sig på de ørkesløse gætterier burde Jimmy Stahr have undersøgt, hvad Grundtvig sagde, mens han levede. Når man tager sig for at skrive om Grundtvig og U 90, kræver det dog vel den respekt for manden , at man gør sig flid med at trænge ind i hans tankeverden. Det kræver også den respekt, at man hører, hvad han har sagt, som en mulig forståelse af ens egen tilværelse. At Grundtvigs kamp for åndsfrihed har bud også til os idag, svarer i hvert fald til hans egen opfattelse af historiens betydning.

Grundtvigs syn på historien
Historien skulle efter Grundtvigs mening hjælpe os til at forstå menneskelivet, for historien kaster lys over menneskelivets vilkår. Vi er ikke til for historien, men historien er til for vor skyld, mente Grundtvig. Derfor respekterede han ikke en historieforskning, som glemmer sig selv og sine tilhørere eller læsere over for de historiske genstand. Man må tage sig af de døde for de levendes skyld, ellers får historien ingen betydning for mennesker.

Ved Grundtvigs jubelfest i 1861 talte Ludvig Schrøder på de unges vegne, som i stort tal var mødt op for at hylde den gamle. Schrøder begyndte sin tale således: »Da jeg blev opfordret til i de unges navn i aften at bringe en hilsen til gamle Grundtvig, kom jeg til at tænke på et ord af Herder, som De for over 40 år siden gjorde til Deres, da De følte Dem ene i kampen for det åndelige Dannevirke. Det var dette ord: »Skriv for de døde, – for dem , du elsker i fortiden; thi de skulle komme igen som efterslægt«. Det var, som De dengang ved Deres forfatterskab ville henlægge en arv til de kommende slægter …«.

Derfor er det heller ikke sandt, at det, som Grundtvig skrev for over 100 år siden, slet intet skulle betyde for os i dag. Ved at øse af arven kan vi lade Grundtvigs tanker blive vejvisere også over for vore dages problemer. Åndsbårne tanker bliver ikke dårligere af at være 100 år gamle. De modeprægede tanker borger ikke for kvaliteten. Det viser U 90 os til fulde! Derfor var vi også ilde farne, hvis vi skulle klare os med det foreliggende, som altså i øjeblikket er U 90. »Der er i historien adskillige eksempler på banebrydende indsats, også af enkeltpersoner som Grundtvig, Kr. Kold m.fl.«, står der i indledningen til U 90, hvis hovedsigte i øvrigt står i skærende kontrast til Grundtvigs tankeverden. Derfor må man håbe, at de grundtvigske tanker må øve deres banebrydende indsats i kampen mod U 90 ved stadig at være vejvisere på »tankens, troens og vidskabens hav«. »For det var det, han ville: føre mennesker ud på dette store hav. Og på dette hav skal friheden råde, og hvor friheden er, der er vi også midt i kampen« (Carl Brinkkjær).

Grundtvigs tale om friheden
Man må ikke forstå Grundtvigs tale om friheden ud fra liberalismens æra, hvor frihed efterhånden blot blev til frihed til selv at vælge og frasige sig sine forpligtelser, eftersom det passede en. Når U 90 taler om konflikten mellem lighed og frihed og mener, at »frihedskravet taler for at søge ulighedsproblemet løst gennem et fleksibelt uddannelsessystem, hvor uddannelsestilbuddene har en sådan tiltrækkende form og kvalitet, at de opsøges og udnyttes frivilligt« (s.134-145), så er den frihed, Grundtvig talte om, endnu slet ikke tilgodeset. For denne frihed skal nemlig gælde, hvor en overordnet lighedsmålsætning støder sammen med den enkeltes etiske, religiøse og politiske holdning. U 90 antyder problemet, men når det derefter hedder, at »det kan blive nødvendigt med en politisk afvejning af, om ekstremt afvigende holdninger overhovedet er forenelige med den fælles forestillingsverden, som er grundlæggende for det danske demokratiske samfund« (s.135), så forstår man, hvorfor U 90 slet ikke kan respektere den åndsfrihed, Grundtvig talte om. Men derom senere.

Med frihed forstod Grundtvig heller ikke den enkeltes tøjlesløshed og balstyrighed. Han ønskede at undgå to yderligheder: Det franske begreb om frihed, der er som »soldaterfriheden i en stormet stad«, og det tysk-romerske begreb om frihed, der er at ligne ved »soldaterordenen ved en hovedmønstring«. Den tyranniske tankegang fra Rom, siger han i 1837, har forvirret vore nordiske begreber om frihed. »Af egen erfaring ved jeg, hvor hårdt det kan holde, inden vi finder os i billighed og vil nøjes med så megen frihed, at der kan blive nogen til næsten, og nøjes med den samme sikkerhed mod andres misbrug af deres frihed, som de har mod vores«. Kærnen i det nordiske frihedssyn er, at den, som vil være fri, må også lade sin næste være det. Når Grundtvig betoner betydningen af fri kappestrid, så er det også inden for de rammer, som bestemmes af respekten for næstens ve og vel.

Grundtvigs forståelse for den sociale lighed
»Enhver såkaldet stat«, skriver Grundtvig i sin håndbog i verdenshistorie (1833), »hvor hånden ej vil være åndens statholder, men herre, så sværdet sidder ej mere i rettens hånd, men retten i spydstagen, der er intet borgerligt selskab, men i det højeste en ordentlig røverbande lejret på en myretue. Hvor derimod staten virkelig er bygget på lov og ret, der er et borgerligt selskab, som efterhånden vil udklække al den frihed og lighed (ligelighed), der lader sig forene med retten og det almindeliges tarv«. Selv om det for Grundtvig først og fremmest drejede sig om åndsfrihed i samfund og skole, havde han også megen forståelse for den sociale lighed. Et citat fra hans skrift »Om Videnskabelighed« (1807) vil vise det: »Vist er det, at ikke blot de trængende og duelige, men også de velhavende og dosmerne ofte søge de akademiske stipendier, og det ville vel ikke let lade sig bevise, at blot de første erholde dem. – Harmeligt er det at høre En sige, han vil søge klosterdaleren – (et stipendium, som ydedes til fattige studenter i stedet for bespisningen på Helligåndsklosteret i København) –, for at kunne gå ugentlig et par gange oftere på komedie; og det har jeg hørt; men harmen forener sig med dybeste vemod, når man ved uslingens side ser en trængende, der med tårer i øjnene nødes til trods sin inderlige kærlighed til videnskab, at forlade universitetet, fordi han ikke kunne nå understøttelsen, og det har jeg set. – Det ville være langt fra mig, at beskylde nogen for partiskhed; men et forslag må være mig tilladt, hvorved, jeg tror, der vandtes mere sikkerhed for, at ingen uduelig fik den hjælp, den duelige ene bør have, thi fattigdom alene er ingen grund til at nyde godt af videnskabelige stiftelser. – Dersom f.eks. alle de, der ansøgte om stipendier, blev enten af professorerne eller andre agtede videnskabsmænd prøvede, med hensyn til deres anlæg, mon da ikke vejen herved mere tilspærredes for de uduelige, og mon ikke enhver duelig, som trængte, da ville blive hjulpen?« Nej, Grundtvig var ikke uden forståelse for den sociale lighed, men der er trods alt et spring mellem hans tankegang og den, som kommer til udtryk i U 90, hvor der står: »Kravet om dygtiggørelse må fortsat også være centralt i uddannelsessystemet. Men vi ser klart, at der heri ligger en fare for, at det efterleves på en måde, der skaber forskelsbehandling til fordel for de flittige og dygtige« (s.109).

Grundtvigs respekt for den menneskelige virkelighed
I sin disputats »Skolen for livet « har K. E. Bugge påvist, at Grundtvig tidligt tog afstand fra den opfattelse af opdragelsens mål, som lå i den romantiske og humanistiske idealisme, og at han livet igennem fastholdt sin afstandstagen fra en pædagogik, hvor personligheden gradvis skal dannes efter en bestemt målsætning. Grundtvig misbilligede også enhver socialpædagogisk tendens i undervisningen. Deri lå hans respekt for den menneskelige virkelighed, som barnet repræsenterer. Han trak opdragelsens grænse skarpt op over for noget, den aldrig til bunds vil kunne begribe og aldrig til bunds vil kunne beherske. Ret forstået var oplysning for Grundtvig en stedse voksende klarhed, som oplyser det mørke, som karakteriserer menneskets eksistens. Denne klarhed kan mennesket kun nærme sig ad historisk vej. Den endelige forklaring af menneskelivet er en gåde, hvis løsning først kommer ved tidernes ende. Det er i virkeligheden dette syn, som sprænger den idealistiske forståelse af, at opdragelse går ud på at danne mennesket efter et højere ideal og således føre det opad i en stadig fuldkommengørelse. Menneskelivets endelige forklaring er unddraget alle pædagogiske bestræbelser.

Til grund for dette syn på opdragelsen ligger Grundtvigs forståelse af mennesket som skabt af Gud. Som skabning kan og skal mennesket ikke sætte sig i Guds sted i sit forhold til tilværelsen og medmennesket. Men som Guds skabning skal mennesket heller ikke lade sig kue på det åndelige område af sine medskabninger. Vi må have mod til at være »så gode, naturlige mennesker, som der kan gå på Guds grønne jord, uden at bryde os enten om præst eller profet, eller om det så var en engel fra Himlen, der ville love os Paradiset her eller hisset, for at pine og plage hinanden eller på en for os unaturlig måde med magt omskabe os«. Derfor skal også det kristelige holdes adskilt fra det menneskelige. Skolen skal ikke indordne det kristelige i en human målsætning som kronen på personlighedens udvikling.

Grundtvig betragtede altså alle forsøg på at afrette mennesket og »afrunde og glatte det til at bevæge sig let og skinnende i verden« som en fornægtelse af menneskeåndens frihed og menneskelivets karakter af en gåde, som intet menneske kan udgrunde. Derfor vendte han sig imod enhver tendens i undervisningen til at gøre et andet menneske til, hvad man selv vil. Mennesket er frit og kan kun blive, hvad det selv vil. At ville omskabe verden får man kun hovedpine af! Det gælder derimod om at tage verden, som den er, og fralægge sig enhver bekymring med hensyn til oplysningens følger.

Grundtvigs opfattelse af skolens opgave
Respekten for den menneskelige virkelighed kom til at præge Grundtvigs tale om frihed og hans opfattelse af skolens opgave. Grundtvig forstod, at der er former for fællesskaber, som den enkelte må bøje sig for. Han betragtede ikke mennesket som et isoleret individ, men som en enkelt inden for fællesskabet. Den enkeltes frihed fritager ikke mennesket fra forpligtelsen til at gå ind i fællesskabet i kald og stand. Som følge heraf sigter oplysningen ikke mod individets magtforøgelse gennem kundskaber, men skal i første række kaste lys over det liv, som danske borgere har fælles og »vække den enkelte til bevidsthed om det virkelige menneskeliv, og det vil for Grundtvig sige livet i sammenhæng med hjem og folk og menighed« (Holger Kjær). Skolens opgave er det borgerlige samfunds ve og vel. Men opdragelsen til alt samfundsliv må tage sit udgangspunkt i hjemmet, der for Grundtvig er et af de vigtigste fællesskaber. Derfor lagde han vægt på overensstemmelsen mellem hjemmenes og skolens grundholdning. Opdragelsen til samfundslivet bestod for Grundtvig ikke i at frigøre barnet fra hjemmets udgangspunkt.

Jakob Knudsen skriver med rette, at Grundtvig har gjort historien til en mægtig bærende kraft. »Familiefølelsen, der kan være så bornert og indsnævrende, hvor den overdrives, har han udvidet og gjort til folkefølelse, kærlighed til folkeslægten, dens minder og fremtid«. (Ide og erindring: Om Grundtvig). Grundtvig lagde vægt på kendskabet til forfædrenes menneske- og kultursyn. Allerede tidligt i hans skoleskrifter dukker tanken om en levende og fornøjelig historieundervisning frem. Hovedsagen i denne må være den mundtlige fortælling, som eleverne skal have fuldstændig frihed til at bearbejde med deres egen fantasi uden indblanding fra lærerens side. For underviseren ligger der en opgave i på en gang at være levende optaget af det, han har at fortælle, og lade fortællingen virke ved sin egen tilskyndende kraft. Den, der vil være lærer, må påtage sig en tjeners skikkelse og aflægge alle »herrenykker«. Det gælder ikke mindst i barneskolen. Her må den modne alders særpræg ikke presses ind i børnene. Det ville være det samme som at indpode alderdommen, ja døden selv i børnene.

U 90 – et angreb på åndsfriheden
Til Grundtvigs syn på opdragelse og skolens opgave forholder U 90 sig som nat til dag. På s.105 hedder det f.eks. med rene ord, at det, der foregår i og med eleverne som resultat af undervisningen, må betragtes som vigtigere end de brudstykker af viden og de udvalg af færdigheder, de tilegner sig. I U 90s skolevision skal barnet bearbejdes efter en ganske bestemt målsætning helt ind i dets inderste sjæl. »Følelseslivet må ikke være tabu i skolen« (s.114). »Uddannelse må medvirke til at skabe hele mennesker, der kan fungere i alle livssituationer« (s.232). »Yderligere må ungdomsuddannelserne videreføre folkeskolens opdragende og socialiserende indsats med henblik på at udvikle vaner og holdninger, der gør det lettere at leve sammen med andre mennesker og at samarbejde med andre« (s.163-164).

U 90 mener, at intolerance over for »anderledes tænkende« kan blive konsekvensen, når børn helt bliver socialiseret i forældrenes billede. Lærer de unge at betragte og behandle andre mennesker som ligeberettigede og ligeværdige? spørges der. Respekten for det enkelte menneske og dets værdighed bør nemlig være et grundlæggende ideal. Men for nu, som det hedder et sted i U 90, »at skyde gennem fraser og tågeslør og vurdere indholdet i de mange ord«: Hvad med CURs eget frisind over for anderledes tænkende, hvad med dets syn på andre mennesker som ligeberettigede og ligeværdige, når det drejer sig om forældre, som ikke føler trang til »at følge med tiden«?

Det må være på sin plads her at minde om nogle ord af Grundtvig fra 1836, hvor han angriber kirke- og skoletvangen. Ophører tvangen ikke, skriver han, »da kommer sikkerlig slet intet af alt det gode, ikke blot jeg, men en tusindårig historie spåede Danmark, men en stor ulykke over landet; thi hvem der med magt vil skille danske folk fra deres tro, ret eller vrang, knuser deres hjerter, og hvem der, trods deres mindelige bøn, river børnene ud af deres favn, var det end for at gøre dem til engle, bliver sent eller aldrig deres ven«. Og senere: »Så gid da fare til paven i Rom, hvorfra den er kommet, den brændende omhu for næstens udødelige sjæl, som svider til hjertet og piner sjælen ud af livet, og under påskud af presning for Himlen, ødelægger jorden og bygger Helvede«. Det er enhver »presning« på det åndelige område, Grundtvig tager afstand fra, hvad enten målet er Paradiset hisset eller her på jorden engang i 90erne!

Tolerance eller frisind?
I 1961 udgav højskolelærer Holger Kjær en bog, som gjorde forskellen op mellem det tolerancebegreb, som havde sin ypperste talsmand i Rousseau, og det frisind, som Grundtvig kæmpede for, og som til Danmarks lykke kom til at præge den danske folkeskole omtrent til vore dage.

Tolerancens tilhængere taler om frihed, men det er kun talemåder. Under alle de forskellige religiøse og filosofiske livssyn ligger naturen som det fællesmenneskelige. Forskellen mellem mennesker skal derfor ikke tages så alvorligt. Den skyldes ofte »fordomme«. Når snævertsynede mennesker ikke holder fast ved deres »fordomme«, kan der endelig blive frihed for alle. Friheden anskues nemlig som et stykke elastik. Det kan strækkes, men det må ikke briste. Hvad flertallet mener, er rigtigt. Inden for elastikken er der derfor frihed. Udenfor burde der ikke være nogen, men når enkelte alligevel bryder fællesskabet, er det nødvendigt at tvinge dem til frihed og dermed den rette menneskelighed. Frihed forstås altså ikke som den enkeltes egen ansvarlige holdning, men som en evne, der kan udvikles, og som først udvikles ret, når man har de rigtige meninger og holdninger.

Mens tolerancen gør en ende på diskussionen med tvang, ligger der i frisindet en forståelse af, at friheden skal gælde på de områder, hvor mennesker adskiller sig fra hinanden. Forskellene bør ikke ringeagtes, og modstandernes anskuelser ikke skubbes til side som fordomme. Hvis frihed ikke er en frihed for forskellene, findes der slet ingen frihed.

Det er ikke svært at se, at U 90 deler tolerancens syn. Det fremgår ikke mindst af bogens forståelse af selvstændighed og kritik. Kun ud fra det fælles, givne værdigrundlag og de fælles, grundlæggende ideer kan man træffe en selvstændig beslutning, postulerer U 90. »Den enkelte er ikke i stand til at tage selvstændig stilling til alle de væsentlige spørgsmål, som ikke mindst børn og unge ustandseligt stilles overfor« (s.125). Uden for elastikken findes der ingen selvstændighed, og uden for elastikken findes der ingen kritisk stillingtagen, men kun »en afstandtagen ud fra et andet sæt værdinormer end det officielt accepterede« (s.125). Kritiske og selvstændige børn, må vi slutte os til ud fra U 90, er altså sådanne, som gennem skolen frigøres fra en række traditionelle forestillinger, som findes hos forældrene, og tilslutter sig det officielt vedtagne. På en så dogmatisk tankegang vil man bygge fremtidens demokratiske skole og samfund!

Den lighed, som det folkelige fællesskab sætter
I modsætning til den kunstige lighed, som truer den menneskelige selvstændighed, fordi den skal gennemføres, selv om den måske slet ikke bunder i et naturligt ønske i det danske folk, vil jeg nævne den lighedstanke, som af præsten Peter Rørdam blev ført frem på det grundtvigske vennemøde i 1868. Peter Rørdam støttede en rigsdagsmand, der bekæmpede den tanke, som nylig var ført på bane, om at gøre landsbyskolerne, hvor i reglen alle børn undervistes, både de riges og de fattiges, til fattigskoler, så at de, der kunne betale for deres børns undervisning, selv måtte sørge for den. Peter Rørdam bad forsamlingen om at tage denne sag under overvejelse og se at gøre, hvad der var muligt for at hindre denne umenneskelige adskillelse. »Vi er et lille folk«, sagde han, »og vi skal vel vogte os for, hvad der kan fremkalde splid. Vi er et lille folk, der trænger til, at alle gode kræfter samles, men alle de, der er kendt med forholdene på landet, skal tilstå, at dersom en sådan bestemmelse sættes igennem, da skabes der ondt blod«.

Den lighed, som Peter Rørdam her gjorde sig til talsmand for, var den lighed, som det folkelige fællesskab selv sætter, idet det gør skolen til en skole, som forener alle uden forskel, altså til en virkelig folkeskole. Deri lå naturligvis ikke et ønske hos Peter Rørdam om at bibeholde de sociale uretfærdigheder. Det viser hans næste udtalelser, hvor han går ind for, at også husmændenes børn kunne få adgang til højskolerne, »så at husmændene ikke skal blive udelukkede fra den oplysning, der glæder hjertet og giver et menneske mod og kraft til at leve; at husmændene således kunne få ledere ud af deres egen midte. I reglen lader vi os kun påvirke af vore lige. Derfor gælder det om, at der mellem husmænd og indsiddere er mænd, som står på lige trin i oplysning med andre, thi først da kommer der ro imellem dem. Vi må altså tænke på, hvorledes der kunne komme fripladser ved højskolerne, så at husmændenes børn kunne komme med«.

Den grundtvigske kamp for skoletvangens ophævelse
Det var kravet om reel lighed, som her blev rejst, »at alle skal have samme mulighed for at udnytte de foreliggende tilbud om uddannelse i det omfang, de selv ønsker det«, for nu at citere U 90 (s. 131). I dette krav lå ønsket om et samfund, hvor det højeste mål af lighed kunne trives med det højeste mål af frihed. Ligheden skulle ikke gennemføres på bekostning af friheden.

Derfor førte Peter Rørdam også et andet ønske frem, idet han støttede rigsdagsmand P. E. Olsens krav om, at skoletvangen blev ophævet, »for at det ansvar, som regeringen nu har taget fra forældrene, kunne blive givet tilbage til forældrene, der er børnenes fødte værger og elsker dem højere en staten«. P. E. Olsen tog selv til orde og sagde: »Det står klart for mig, og det er sagt af en mand, som biskop Grundtvig har nævnt her i dag, nemlig Kold fra Fyn, at de skolemestre, der udretter noget, gør det på trods af skoleanordningen af 1814; de gør det ved at omgå den, men det er dog en uting, at en sådan anordning skal vedblive at gælde, som altså kun er til hinder for et godt og dygtigt skolevæsen. Der er altså intet andet at gøre end at give forældrene tilbage, hvad man tog fra dem ved skoleanordningen af 1814. Jeg ved ikke, om det dengang var nødvendigt at tage det fra dem, men det ved jeg, at det har forbavset mig, at man efter at grundloven blev givet 1849, ikke ganske anderledes har gennemført dens § 85, som siger, at børn, hvis forældre ikke har råd til at sørge for deres oplærelse, kunne få fri undervisning i almueskolerne. Hvad følger heraf? Deraf følger, at det er alle de andre forældres sag selv at sørge for deres børns undervisning og ikke en statssag«. P. E. Olsen sluttede med at sige, at det ville styrke ham ganske overordentlig i hans kamp for denne sag at vide, at han havde hele denne forsamling i ryggen.

Grundtvigs forsvar for forældreretten
Enhver knægtelse af forældreretten er et skridt på vejen mod det totalitære samfund. Det så Grundtvig klart. For ham var angrebet på forældreretten et angreb på hjemmenes frihedsret. Forældreretten var ham et værn mod samfundets ensretningsforsøg på livsanskuelsesområdet, hvor børnene skal socialiseres i samfundets billede. Grundtvigs forsvar for forældreretten bunder altså ikke i ønsket om, at alt skal blive ved at være, hvad det var. Hos den ungdom, som for ham udtrykte folkets livskraft og fædrelandets håb, fandt man ingen abekatte- og papegøjenatur. Den var ikke bundet af slavisk tænkemåde og utilgængelig eller bange for nye tanker. For selv om man ud fra det grundtvigske syn må betragte det som en lykke at vokse op med bevidstheden om at have rod og have hjemme, er der ikke dermed sagt, at den næste generation kritikløst skal overtage det gamle. Hver generation er tværtimod forpligtet til at handle på eget ansvar. Det danske samfund, som i tidens løb har bevaret den grundtvigske frihedstradition på skoleområdet, har jo vitterligt heller ikke stået i stampe!

Når CUR konstaterer, at de små samfund, børn tidligere voksede op i med forældrene som det faste holdepunkt, delvis er slået i stykker (s.232), så burde man i stedet for at lade samfundet overtage mere og mere af forældrenes ansvar arbejde med spørgsmålet om, hvordan man bedst tilgodeser de små samfunds beståen og forældrenes ansvar. Et sådant arbejde ville finde forståelse i det danske folk.

En EF-tilpasset uddannelsespolitik?
U 90 slutter med et meget væsentligt indlæg. Det er en mindretalsudtalelse fra De uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS), som betragter U 90 som et element i ministeriets »rullende planlægning«. DUS påviser, at denne planlægning i sine hovedtræk er i overensstemmelse med de tanker om samordning af de nationale uddannelsessystemer inden for EF, som har fundet sit klareste udtryk i Europa-rådets uddannelsesplaner. Man forstår godt, at DUS på det skarpeste må advare mod et uddannelsessystem efter de retningslinier, som angives af Europa-rådet, og som nyder fremme i EF-kredse.

DUS begrunder sin advarsel med, at et sådant uddannelsessystem snarere indebærer virkeliggørelsen af en EF-tilpasset og markedsorienteret uddannelsespolitik end et skridt på vejen til øget lighed. Det sidste har DUS nu ikke ret i. Tværtimod må man sige, at en øget lighed (ensformighed) slutter som handsken om hånden til en EF-tilpasset skolepolitik. Derfor kan det ikke undre, at U 90 endog ønsker at fjerne rester af det menneske- og kultursyn, som var stærkt præget af nationale forskelle.

I »Den danske sag« (1855) skrev Grundtvig, at jo mere den døde og dræbende ensformighed udbredes over menneskelivet, og jo mere kærlighed til fædreland, modersmål og folkefrihed aftager, des lettere bliver det for en stor voldsmand, som kan samle sig en talrig krigshær, at gøre alle folk til sine trælle og oprette et verdensrige, som er langt større og fordærveligere for menneskeliv og menneskelykke end det romerske i gamle dage.

Nu havde Grundtvig ikke fantasi til at forestille sig et EF, men han vidste, at alle forsøg på at skabe et verdensrige bygger på en umenneskelig betragtning af mennesket som en blot maskine, men at »jo kraftigere og kækkere ethvert folk værner om sin frihed og selvstændighed, sit fædreland og modersmål, des frodigere udvikler menneskelivet sig i alle retninger, og des gavnligere, glædeligere og frugtbarere bliver vekselvirkningen mellem jordens folkefærd«.

Grundtvig gør opmærksom på, at det især var oplysningsårhundredet, som stræbte efter at ophæve de nationale forskelle, forskellen mellem gode og dårlige hoveder og selv forskellen mellem kvinde og mand. »Følgen blev ikke blot en grænseløs forvirring i hele tankegangen om menneskelivet, men en almagt og modløshed, hvor det gjaldt om at kæmpe for fædreland, modersmål, frihed og alt, hvad mennesket naturligt har kært og bliver ulykkeligt ved at undvære«. Et træffende signalement af vor tid!

Et citat fra »Den danske Sag« rammer det, som er selve hovedsigtet i U 90: »Man er allevegne i den såkaldt oplyste verden kommet ind i et stort vildrede med alt, hvad der angår menneske-livet og vilkårene for dets rette udvikling og sande oplysning, idet man mere eller mindre allevegne har sat sig fast i den indbildning, at fordi vi er alle mennesker, så skulle det i grunden være hip som hap med alle mennesker, folk og tungemål, så ingen af dem havde noget fortrin for de andre eller noget ejendommeligt, som de især var skabte og skikkede til at udvikle, men al forskellen imellem dem skulle kun være tilfældets, himmelegenes, jordbundens, vanens og omstændighedernes værk, så man kunne godt slå dem alle over een læst og skære dem alle over een kam, da jo mere de lod alle deres særheder fare, des mere reen-menneskelige måtte de blive.

Alt dette er nu så rent splittergalt, som noget i denne verden kan være, thi i denne verden, hvor end ikke det ene bøgeblad fuldkommen ligner det andet, og hvor man endogså fordærver to heste med forskellig drift i sig ved at behandle dem ens, i denne verden er det dårekiste-visdom at ville behandle alle mennesker ens, da forskelligheden netop i menneske-naturen og menneske-livet, som på jordlivets højeste trin, er så mangfoldig og gennemgribende, at man ved at ville pånøde menneskelivet ensformighed undergraver og arbejder på at ødelægge det«.

Nu skal det indrømmes, at U 90 også gør opmærksom på de biologiske forskelle mellem mennesker og siger, at reel lighed i mange tilfælde må kræve en ekstra indsats for de handicappede og andre med svage forudsætninger. Det er da i sin orden. Men den åndelige forskel mellem mennesker bør også respekteres, og det på alle områder, og det er her, CUR burde besinde sig på den grundtvigske frihedstradition.

For med Grundtvigs egne ord koster friheden intet, men indbringer meget ved at skabe indvortes tilfredshed og munterhed og levende rørelser i alle retninger. Dertil kommer, at respekten for åndsfrihed ikke udelukker, men tværtimod betinger, at alle i væsentligste forstand stilles lige. Som vi har set, var Grundtvig ikke blind for, hvornår det ville være urigtigt at gøre forskel mellem mennesker, men den konsekvente lighed måtte han tage afstand fra. »På een gang at ville gøre alle folk lige kloge«, skrev han i »Nordens Mythologi« (1832), »er en dårskab, som når den alvorlig prøvedes, kun ville tjene til at gøre alle folk lige dumme«.