Af Jesper Langballe, fra bogen: Hvad et barn har brug for, Forældrenes Børnekommission, 1979, s.9-27.

Ene er den,
hvem ingen elsker
(Egil Skallagrimsson: Sønnetabet)

Den som strafløs lever,
han æreløs dør.
(Havamål)

Der er skrevet biblioteker fulde af bøger om børns behov, og det mest tankevækkende ved disse bøger er, at det fra periode til periode er så forskelligt, hvad de toneangivende moralister og eksperter har opfattet som børns behov. Vi vil skitsere det i få linier og forberede læseren på, at disse få linier bliver umådeligt kedelige. Det kan derfor anbefales at læse meget let henover det følgende afsnit.

En tid mente man, at børn havde behov for med fasthed at få indpodet gode moralske idealer. Så kom børnenes selvudfoldelse på programmet: fri udfoldelse og kreativ leg var sagen, og børnene måtte helst ikke bindes til pligter. Siden fandt man ud af, at på den måde blev børnene »understimulerede« og kom til at føle for lidt »ansvar for deres sociale sammenhæng«. Altså skabte man den »stimulus-berigede« småbørnspædagogik, hvor børnene før skolealderen skulle stimuleres med »oplevelsestilbud«. De skulle også lære at føle et »socialt ansvar«. Nogle fandt så, at børnene blev »overstimulerede« og talte for den »dialog-orienterede« pædagogik, hvor stimulus-tilbudene afpasses efter børns modtagelighed (børn er jo forskellige), og samtidigt satte den »socialiserings-orienterede« pædagogik ind (børn skal helst ikke være altfor forskellige). Den socialiseringsorienterede pædagogik kan enten gå ud på at udviske al bevidsthed om sociale klasseforskelle og andre forskelle (U 90) eller at opelske en stærk social klassebevidsthed. Der er noget at vælge imellem.

Vi skylder den socialministerielle børnekommissions første formand, Lise Østergård, tak for lån af de væsentligste træk i denne historiske skitse over den nyere småbørnspædagogiks udvikling. Selv havde vi aldrig evnet at holde rede på alle de svære ord og begreber.

Vi vil slet ikke gå ind i denne videnskabelige drøftelse. Det savner vi forudsætninger for, og det ligger udenfor vor interesse. Vi vil heller ikke afvise, at man »videnskabeligt set« kunne tage lidt af det altsammen og blande det på en ny måde. Vi vil derimod hæfte os ved det syn på barnet, som trods forskellighederne ligger bag det altsammen.

Et sprog fyldt med svindel
Barnet med dets behov er opfattet som en gryderet, hvori man putter lidt af det og lidt af det, eftersom smagen skifter: »Dialog-orienteret«... »kreativ leg«... »oplevelsestilbud«... »stimulus-beriget«. Jeg kan ikke lade være med at tænke på supermarkedernes slagterafdelinger. Her er det hakkede kød somme tider »protein-beriget«. Det betyder, at det ikke er rent kød, for slagteren har drøjet det med soya-bønner. Proteinberiget fars. Stimulusberiget småbørnspædagogik. Lytter man til dette sprog, kan man høre, at det ikke som dagligsproget handler om menneskelivet selv, men om tilsætningsstofferne.

Dagligsproget er fælles, fordi det bæres af erfaringer om menneskets dagligliv, hvis vilkår er grundlæggende fælles. Men da den enkeltes dagligliv samtidigt er noget enestående, vidt forskelligt fra andres, så får det fælles sprog originalitet og spændkraft, når det med ægthed udtrykker et enkelt menneskes livserfaring: en Jobs erfaring, en Tove Ditlevsens erindring eller en bedstemors fortælling udfra et langt liv. Det fortalte er fortælleren selv, helt personligt og uden fremmed tilsætning. Og dog genkender vi vore egne kår i det. Derfor er sproget fuldt af næring for andre vejfarende.

Det pædagogiske ekspertsprog derimod består af døde standard-formler. Det er åndløst og uselvstændigt, og det er ikke fælles. Det prøver at skjule, at det ikke som dagligsproget handler om barnets liv, men om tilsætningsstofferne. Derfor er det uvirkeligt og uforståeligt for levende mennesker og ubrugeligt for dem som næring på rejsen. Det er fyldt med svindel og erstatning. Det er, ja – »beriget«. Heldigvis har den, der foretrækker uforfalsket menneskeføde, ingen pligt til at sætte sig ind i den videnskabelige pædagogiks katalog over laboratoriefremstillede tilsætningsstoffer. Han kan bare undgå alt, hvad der er »beriget«.

Vi vil derfor med god samvittighed lade de mange tons videnskabelige bøger om børns behov stå og samle det støv, de fortjener, og så vil vi stille spørgsmålet ganske uvidenskabeligt, som enhver far eller mor kan stille det til sig selv og besvare det for sig selv: Hvad har et barn brug for?

At høre til
Et barn har først og sidst brug for at være nogens. For barnet er det aldeles uudholdeligt, at dets tilværelse er grænseløs, for så er barnet selv ingenting. Forældrene skal sætte grænser om barnets liv.

»Hvem tilhører barnet?« spørger man ofte i den standende debat – forældrene eller samfundet? Ordet »tilhøre« har fået en juridisk klang af ejendomsret, og derfor spørges og svares der ofte som var det i grunden et spørgsmål om jura: Hvem ejer barnet? Men prøv at skille ordet »tilhøre« ad, og formuler spørgsmålet sådan: »Hos hvem hører barnet til?« – Mon nogen vil være i tvivl? Barnet er det i hvert fald ikke. Prøv at spørge barnet selv: – Hvor hører du til? siger man til en dreng eller pige, der er blevet væk. Mon ikke svaret bliver fars og mors navn og adresse fremfor skolens eller fritidsinstitutionens? Barnets behov er at høre til.

Forældrene sætter den hegnende grænse om barnets liv; indenfor den er forældrenes kærlighed, og derind kommer der ikke andre børn – i hvert fald kun på besøg – uanset hvor søde eller artige de er, eller hvor umulige hjemmets egne unger er.

Kærlighed – frygt – angst
Hvad er der da for barnet selv udenfor den grænse, forældrenes kærlighed trækker? Der er tomhed, intethed, angst – en angst, som barnet ikke kan give navn, fordi den ikke er angst for noget bestemt. Den er netop angst, fordi intet må være noget bestemt. Indenfor grænsen er tilværelsen noget bestemt. Den har skikkelse, og der er skikkelser i den. Først og fremmest far og mor og søskende, der har betydning for barnets liv. Afledt heraf andre skikkelser, f.eks. lærere, som far og mor giver betydning ved at sende barnet i skole.

Indenfor grænsen er kærligheden, udenfor angsten og tomheden. Men grænsen selv – hvad består den af?

Den består af fars og mors vrede eller straf – eller af frygten for den.

Man kan i hvert enkelt tilfælde give sig til at forklare straffen med, at fars tålmodighed brast, eller at »sikringen sprang«. Måske sprang den tidligt, fordi den var belastet: far var træt. Måske var det en bevidst og velovervejet handling fra fars side. Det er i og for sig ligegyldigt her, for børn analyserer ikke forældrenes motiver, og deres overbærenhed med forældrene er enorm. Væsentligst for dem er det, at grænsen er der. Det er da også muligt, at det slet ikke bliver aktuelt at straffe eller revse. Det kan skyldes barnets fornemmelse af grænsen, at det undgår at støde sig på den. Men givet er det, at den kærlighed, som ingen grænse har – som på forhånd er sikret imod at blive gal i hovedet – intet har med kærlighed at gøre – måske nok med et sæt teoretiske kærlighedsprincipper, men ikke med kærlighed til mennesker af kød og blod. Snakke kan den vel med dyre ord og forsikringer, men den kan ikke skærme og hegne.

Men er det da ikke forfærdeligt, at børn skal opdrages til at frygte noget eller nogen? Nej, det er en velsignelse, dette at måtte frygte. Frygten er jo den grænse, der skærmer mod angsten, for frygten er frygt for noget bestemt. Den har skikkelse; derfor hører den sammen med kærligheden. Frygt og kærlighed er ikke modsætninger, men tværtimod begreber, som ikke kan undvære hinanden. Det vidste de gamle: du skal frygte og elske Gud! Drengen i folkeeventyret, som ikke kendte til frygt, var en kæk fyr, som spillede kegler med spøgelsernes hjerneskaller og trak djævelen i halen, og han vandt prinsessen og kongeriget. Men fortælleren ved, at der må være en grænse; og det var prinsessens kærlighed, der på bryllupsmorgenen trak grænsen ved at plumpe vor helt fra ægtesengen ned i en balje koldt vand med fisk i, hvor han med et lidet heltemæssigt vræl lærte frygten at kende. Hvor var sådan en karl ellers endt? I den fortærende tomheds angst eller hos dens desperate følgesvend: den uindskrænkede magt og selvretfærdighed. Vel skaffede frygtløsheden ham prinsessen og kongeriget, men vi aner, at hvis han ikke blev helt utålelig som regent og ægtemand, så skyldtes det hustruens kolde dukkert. Hvem vil regeres af eller være gift med een, som ikke kender til at frygte.

At være i fred
Bliver børnene bedre mennesker af at blive straffet? spørger man. Nej, det var dog en uhyggelig tanke: straf som pædagogisk tilsætningsstof! – ligeså forfærdelig som tanken om kærlighed som pædagogisk tilsætningsstof. At elske og at straffe gør man i og for sig uden pædagogiske bagtanker.

Men kærligheden og straffen udgør tilsammen det indhegnede land, hvor barnet kan være i frihed, være sig selv, uden at blive »beriget« med tilsætningsstoffer. Kærligheden og straffen forgriber sig ikke på »karakterudviklingen« eller »personlighedens vækst«, men lader livet gro i haven, som det kan. Men et hegn om haven må der være. Og sol og regn til at vokse ved. Det er netop forskellen på straf og behandling: straffen ærer mennesket, den respekterer ansvaret og friheden. Den omkredser det land, hvori mennesket kan være sig selv og være i fred. Behandlingen tør ikke tro på denne frihed, men skal hele tiden pille – skal hele tiden stække eller stimulere væksten i den ønskede retning.

Der er hos adskillige af nutidens pædagoger også i praksis uendelig ringe sans for, hvad det vil sige, at lade barnet være sig selv, lade det være i fred med tanker og drømme. Barnets væsen er blufærdighed. Det vil have sit skjulte liv uden bestandigt af påtrængende voksne at få det halet frem til gruppediskussioner. F.eks. dækker drenge i den alder, da det erotiske trænger sig på, gerne deres blufærdighed ved at fortælle sjofle historier, mens det kan være en lidelse for dem, at få emnet »sagligt« endevendt og gennempløjet i klassen af en frisk og frigjort lærer.

Man er også bange for, at børnene ikke får »oplevelsestilbud« nok, at de ikke lærer at fordøje dem rigtigt, og at de ikke får »socialt samvær« nok, så at man bombarderer dem med oplevelsestilbud og haler dem igennem en heksekeddel af socialt institutionssamvær, som de ikke kan værge sig imod, og hvor legen er pædagogisk arrangeret og organiseret.

Tanken om, at et sådant barn skulle kede sig et minut, hensætter disse pædagoger i en panisk aktivitet. Og så er sagen dog den, at børn gennemgående får for lidt mulighed for at kede sig. At kede sig kan være en frugtbar tilstand, som den sult, der får mennesket til at bruge sin fantasi og skaffe sig næring. Så sker der forunderlige ting: en sten bliver til en ko, der skal malkes. Hvilket er langt bedre end pædagogisk legetøj. Den kedsomhed derimod, som skyldes overmæthed af organiserede oplevelsestilbud, bliver let en ufrugtbar lede. Det er en del forældres erfaring, at børn, som har gået meget i børnehave, bliver dårligere til at lege, mindre fantasifulde og initiativrige, fordi de er vænnede til, at al leg arrangeres.

At være far og mor er da heller ikke dagen igennem at arrangere pædagogiske aktiviteter med saks, klister og »udviklende spil«, der lærer børnene »noget om det her samfund«, eller at fremme deres »kreative anlæg«. Men det er først og fremmest at være der – som det faste holdepunkt, kærlighedens have og frygtens hegn. Det passer heller ikke, at børn væsentligt er »kreativt« (skabende) anlagt. De er godt tilfredse med, at verden og tingene er skabt, og de er stærkt interesserede i, hvordan de skal bruges. Et stykke arbejde er spændende i sig selv, når det ikke pædagogiseres.

En »bagesituation«
Da min kone engang hentede et af vore børn i børnehaven, fortalte en børnehavepædagog hende, at de denne dag havde »anbragt børnene i en bagesituation«. Hun tilføjede: – og det kunne jeg se, at jeres barn har prøvet før.

Min kone forsikrede, at hun aldrig havde anbragt sine børn i en »bagesituation«, men at det ikke så sjældent skete, at hun bagte brød, fordi vi havde brug for brødet. Det havde børnene så hjulpet med til.

Pædagogen så forbavset ud. Og hvad er egentlig også forskellen.

Forskellen er, at det nyttige og derfor spændende arbejde at bage brød – eller hjælpe mor med det – det er virkelighed. Det tjener intet pædagogisk formål, for formålet er brødet. At anbringe barnet i en bagesituation, derimod, det er på skrømt. Man snyder barnet ved at gøre barnet til hovedsagen i stedet for brødet. Sproget afslører svindlen: man bager ikke og spiser ikke sammen, men man observerer bagesituationen og spisesituationen. Derfor er den voksne heller ikke sammen med barnet på en ordentlig måde i fælles optagethed af, at brødet lykkes. Det er jo ikke brødet, men barnets bagesituation, der skal lykkes. Man gør det hele til een stor meningsløshed. Måske opdager barnet ikke bedrageriet; det er snart det værste.

Allerværst er det, når man taler med barnet på den måde: gør samtalen til en »samtalesituation«, d.v.s. ophæver samtalen for at bruge den til observationer og behandling. Så tager man ikke barnet alvorligt, og så er der heller ikke for barnet noget at tage alvorligt. Den givne virkelighed, som den voksne skylder barnet at holde det fast på, opløser sig i et uendeligt intet. Den voksne er ikke sig selv i samværet og tør følgelig heller ikke udøve en myndighed, som barnet skal frygte og respektere. Barnet bliver med sine behov og sin udvikling centrum i sit eget univers, og det er ikke til at holde ud. Til gengæld tiltager den observerende og behandlende voksne sig en myndighed over barnet, som han slet ikke har ret til at tiltage sig. Den er anonym, og barnet er værgeløst overfor den. Denne myndighed kalder ikke til frygt, men støder ud i angst, hvor komedien afsløres og barnet opdager, at det er blevet snydt.

Filosofien bagved er jo, at tilværelsen udenfor barnet er en uendelig mængde af oplevelsestilbud, som barnet skal præsenteres for flest muligt af. Denne filosofi står i absolut modsætning til hævdelsen af barnets virkelighed som det givne og begrænsede, som det skal være forpligtet på. I den givne virkelighed er der plads til forundringen, for det givne rummer ukendte ting at forundres over. Der er f.eks. nok at undre sig over, når mor bager brød, fordi hun skal bruge brødet til aftenbordet.

Denne forundring giver også sidenhen det at gå i skole og lære noget god mening for barnet. Det skal ikke skabe verden. Verden er til. Derfor er det spændende og forunderligt at lære den at kende. Barnets forundring er saglig. Når bagningen eller skolelektien derimod præsenteres som et oplevelsestilbud, ja så har man gjort sig færdig med sagen, færdig med sagligheden og dermed forundringen og spørger i stedet: »Hvordan oplever du det...« Der er intet at lære at kende, for alt er bragt ind under det kendte. Man har gjort sig færdig med livet og prøver at gøre barnet færdigt med det, næsten før det er begyndt på det. Selvoptagethedens uendelige kedsomhed er konsekvensen.

Kærlighedens myndighed
At barnets virkelighed ikke først skal opfindes, men er det givne, det er det samme som, at der er noget, barnet skal. Man kan gerne give barnet en forklaring på, hvorfor det skal, men man må ikke narre barnet til at tro, at forklaringen er det afgørende, eller at myndigheden ligger i en forklaring. Barnet skal selvfølgelig, fordi far eller mor har besluttet det sådan. Barnet ved jo også godt, at det ofte ikke falder sammen med, hvad Frederik skal, for Frederiks far og mor beslutter det anderledes, uden at de af den grund er rigtigere eller mere forkerte forældre. De er Frederiks forældre, ikke ens egne. Derfor ved barnet inderst inde, at bemærkningen »jamen det må Frederik« er et elendigt argument. Men man kan da altid prøve om den går. Kun voksne kan finde på noget så tåbeligt, som at opdragelse skulle være noget objektivt.

– Hvorfor skal jeg?
– Fordi du skal!

Det er, hvad pædagogerne kalder et dumt svar. Men det er det eneste ærlige og præcise svar. Så kan man udmærket føje til: – Iøvrigt har jeg de og de grunde. Men det kommer i anden række.

Forældrenes myndighed er ikke afledt af forældrenes gode grunde, men omvendt. Når små børn ofte synes, at deres forældre er de klogeste mennesker i verden, så er det ikke fordi de foretager intelligenssammenligninger. Så ville de måske også komme til et andet resultat. Det er fordi »klogskab« i barnets øjne er afledt af myndighed, og fordi barnet lever af denne myndighed.

Jeg kender en pige, der som 16-årig var inviteret til båd-regatta i en anden by end den, hvor hun boede, af en dreng, som var et par år ældre: Faderen sagde nej, og pigen tryglede: – Jamen, far, sagde hun. Han er så flink, og han holder så meget af mig...

Faderen holdt sig nogenlunde alvorlig.
– Det gør jeg også, svarede han.

Andet behøvede ikke at siges. Alting var trygt og godt, og hun elskede sin far for det svar. Ligegyldige var begrundelserne, for kærlighedens myndighed er sin egen begrundelse.

Straf og kærlighed
Det kan ske, at barnet er ved at forvilde sig derud, hvor der er tomt og øde. Så er vredens eller straffens mulighed den grænse, der »genner« det ind igen – indenfor i kærligheden, hvor der er trygt og godt at være. Og så kan det ske, at et barn i trods er blevet helt borte fra far og mor, så at det skal hentes ind. Det kan ikke ske ved straf, men kun ved den kærlighed, der selv går ud over sin grænse og henter barnet hjem ved at sige: – Nu lader vi det hele være glemt! Tilgivelsen – overbærenheden, den er kærlighedens alleregentligste udtryk. Men tilgivelsen er slet ikke mulig, hvis ikke vreden er mulig. Er der ikke noget at være vred over eller straffe for, så er der heller ikke noget at bære over med. Så er »tilgivelse« blot et andet udtryk for ligegyldighed. Kærligheden ser gennem fingre, og den ser langt. Men så må der være nogle fingre at se igennem, fingre, som ellers havde til opgave at standse barnet og sige: hertil og ikke længere!

Jakob Knudsens roman »Lærer Urup« handler om en kærlig og myndig lærer i ensom opposition til det også i dag herskende opdragelsessyn. Han ved, at en grænse af ydre orden i skoleklassen er nødvendig for frihedens, kærlighedens og undervisningens skyld – ligesom den er nødvendig i samfundet. Og han siger til en ny dreng i klassen, som er vant til fri udfoldelse, og som prøver at sabotere undervisningen med skarnsstreger: »Hvor vil du være, hvis jeg bliver vred på dig?« Den lamslåede dreng forstod pludselig, at her var hans uvornhed magtesløs, at hos denne lærer var der tryghed og frihed. Kærligheden må pege på vredens mulighed og derved advare mod tomheden udenfor. Så er barnet også herligt fri for at skulle være et moralsk dydsmønster, som af sig selv »vil det gode«, fordi det føler »socialt ansvar«. Jeg skylder sandheden at tilføje, at jeg heldigvis aldrig har truffet børn, der føler noget sådant. Derimod kan intet barn leve uden ansvar – personligt ansvar for, hvad far og mor siger, at man skal. Man kan selvfølgelig altid prøve, om den går: der er et vist spændingsgys ved at liste ud over kanten. Men at måtte alt er en rædsel. Så galt går det heldigvis heller ikke, for far og mor er der jo.

Fjerner man begrebet »straf« fra sproget, så udrydder man også kærligheden af det. Så er tilværelsen grænseløs, og hvad der er tilbage, er et sæt almene kærlighedsprincipper – papir og teorier – men ikke levende menneskers kærlighed til andre levende mennesker. Principper – hvis der da er hold i dem – omfatter alle. De er grænseløse, ligesom de er situationsløse. Derfor kan folk med principper være en ren terror for deres omgivelser. Men kærligheden er altid kærlighed til den eller disse bestemte børn, og den må altid improvisere sig frem. Den er ganske principløs. Når forældrenes kærlighed kan sætte grænse om barnets verden, så har det intet med »opdragelsesprincipper« endsige med »viden om opdragelse« at gøre. Det er fordi forældrenes egen tilværelse er begrænset. Det er deres tålmodighed også – Gud være lovet!

Mon ikke også børn foretrækker forældre, som er sig selv og kan blive gale i skrallen, men som er deres forældre, fremfor den grænseløse »kærlighed«, der strømmer ud over alt og alle som en klæbrig flom af sød sirup. Vi refererer her blandt andet til det indtryk, det gør på os, når den socialministerielle børnekommissions næstformand, Agnete Engberg, i kommissionens debatskrift siger: »Kunne vi dog ikke komme så vidt, at vi kunne lære at alle børn er alles børn«.

Psykologi eller virkelighed
Bemærk, at vi ikke bruger ordene kærlighed, frygt, angst i deres moderne psykologiske betydning. At frygte betyder ikke bare at gå og være bange for, men at måtte respektere det krav, ens tilværelse er, fordi man har medmennesker, fordi intet barn er en »Palle alene i verden«, og fordi det at være en Palle alene i verden, som må alt, er en afgrund af angst. Efter sådan et mareridt er det godt at vågne og se, at mor er der. Man må høre nogen til; man har jo ikke sat sig selv i verden, og skal heldigvis ikke, når man slår øjnene op, selv bestemme, hvad ens verden skal bestå af. Barnets verden er ikke barnets følelsesliv, men det givne. Derfor er der noget, det skal; derfor er der noget at frygte.

Udtrykket forældrenes kærlighed er heller ikke brugt om særligt kærlige forældres kærlige sindelag eller om et psykisk overskud til at vise kærlighed. Snarere kunne man sige, at den kærlighed, vi taler om, altid betyder et underskud, en gæld, man aldrig får betalt. Vi taler nemlig ikke om kærligheden som en følelse, men som en samhørighed, et bånd, som livet selv knytter mellem børn og forældre uden først at spørge nogen af dem om lov. Det behøver derfor ikke at være noget bevidst, som man går og tænker på til dagligt, for båndet har en vis længde. Når det undtagelsesvis strækkes ud i sin længde, kan det stramme og snære. Måske opdager vi først da, at båndet overhovedet er der. Det kan være ubehageligt, at det strammer, men det er kærlighedens egen advarsel: se til, at det ikke brister!

Hvor kærligheden bliver noget psykologisk eller moralistisk – en bestemt følelse eller en bestemt moral – der bliver den til idyl og sentimentalitet. I forbindelse med opdragelse bliver kærligheden så til et opdragelsesideal, som »de rigtige forældre« – dem i ugebladene og de pædagogiske lærebøger – forstår at leve op til, mens andre må kasseres som forældre. Den kærlighed, vi taler om, er ikke en følelse, der skal presses frem, men et forhold at hvile i, en samhørighed, som findes under omstændigheder, der måske af omverdenen vil blive betegnet som et rent helvede. Kærlighedens bånd er nemlig skjult for omverdenens nysgerrige blikke. Det kendes kun af dem, det binder sammen. Til gengæld er det slet ikke betinget af sociale forskelle og målestokke eller andre udvendige ting. Dets tryghed har intet at gøre med det, der kaldes »velfærd«.

Når vi taler om kærlighed og frygt, taler vi altså ikke om de kærlige forældre eller de frygtsomme børn. Hvad vi siger, gælder uden videre om enhver far og mor og ethvert barn.

Hvor kærligheden derimod bliver til psykologi, dér sorterer man: i overskudsmennesker, som er gode opdragere, og underskudsmennesker, som er dårlige opdragere (de sidste er ifølge Agnete Engberg bl.a. de hjemmegående husmødre). Denne, selvretfærdige foragt er selvsagt en fornægtelse af kærligheden. Kærligheden selv derimod tvinges altid til at vedgå sit eget underskud. Derfor er den så sårbar overfor de taktløse og selvretfærdige, der forklarer den, at den ikke slår til. Den er mest tilbøjelig til at give dem ret. Den usikre mor, som er omgivet af børnevask og stadige krav fra børnene om opmærksomhed, kærlighed og klaps, tænker måske ikke på, at den kloge, veltalende børnekommissionsformand, som tilsyneladende véd alt om børn, kan have vundet sit overskud ved at give sine egne børn fra sig til fremmede hænder. Sandheden er jo dog, at hvis nogen mener, han eller hun selv slår til – så er der for alvor grund til at være mistænksom.

Hvad en voksen har brug for
Nu vokser barnet jo på et tidspunkt ud af forældrenes omsorg og skal skabe sig sit eget fristed og tilhørssted. Og hvad så? Så er det sådan, at hvad et barn har brug for, det er egentlig også, hvad en voksen har brug for: en grænse.

I forhold til den ydre, borgerlige verden skal loven sætte denne grænse. Loven respekterer også den enkelte borgers frihed og ansvar ved at beskytte hans ret til at være sig selv og straffe ham, når han selv overskrider lovens grænse. Derfor skal loven frygtes. Derimod skal loven ikke pille ved mennesket selv, ikke regulere karakterudviklingen eller stække og stimulere personlighedens vækst.

Udrydder man grænsebegrebet straf af samfundslivet, så udrydder man også friheden. Så er loven ikke mere en hegnende grænse om den enkeltes frihed, men trussel imod den: Ingen er skyldig, for ingen er ansvarlig. Enhver er et ufrit produkt af samfundet, af arv og miljø. Han skal ikke straffes, men »hjælpes«. Hvor et lovforbud ikke hjemler straf for overtrædelse, er loven ikke mere en hegnende grænse. Den er blevet et holdningsideal, og forvaltningen af lovene er dermed blevet til offentlig propaganda.

Begrebet straf forsvares ofte med, at det findes af hensyn – ikke til forbryderen, men til det omgivende samfund, der skal beskyttes. Og det er rigtigt nok. Sådan er det også i en søskendeflok eller en skoleklasse: hvor ikke fars og mors eller lærerens »lov« er det overordnede, dér tyranniserer de stærke de svage. »Gruppens lov« – det er jungleloven. Men den russiske digter og samfundskritiker Dostojevskij vidste noget om, at straffen også er der af hensyn til den, der har forbrudt sig. Efter at han i årevis havde levet blandt forbrydere i tugthuset i zar-tidens Rusland, skrev han: »Straffen knuger ikke, som man i almindelighed tror, tværtimod – den lindrer. Selvlutringen, indseendet af egen skyld, er en lettere sag, påstår jeg, end den lod, man bereder mangen forbryder ved en hel eller delvis frikendelse. Man berøver ham derved muligheden for at besinde sig og indpoder ham en kynisme i sjælen, men lader et for ham afgørende samvittighedsspørgsmål ubesvaret og kalder på hans spot over sine dommere« (En forfatters dagbog, 1873).

Igen: straffen er den frygtens grænse, der skal skærme mod angsten, mod tomheden – med Dostojevskijs ord: mod den rædsel, at »alt er tilladt«. Det er iøvrigt en moderne misforståelse, at der skal psykologisk ekspertbistand til at straffe. Dommeren – både den juridiske og den læge nævning eller domsmand – skal jo ikke afgøre, om den tiltalte bliver et bedre menneske ved at blive straffet, ligeså lidt som forældrene skal afgøre det i forhold til det barn, der eventuelt har forbrudt sig mod hjemmets »lov«. Det ville i begge tilfælde være et overgreb. Hvad der skal afgøres er spørgsmålet: »skyldig/ikke-skyldig«. Og dertil behøves ingen eksperthjælp. Straf er afsoning, og er den andet end det, så er den noget hæsligt stads.

Samfundets lov og dens forhold til borgerne er afledt af forældrenes forhold til børnene. I forældrenes lignelse er rigets øvrighed blevet til.

Privatliv og offentligt liv
Lad os forestille os en præsident, hvis beslutningers rækkevidde omfatter et helt kontinent og en milliardbefolkning, og lad os tænke os, at han er søn af en husmand, der traf beslutninger for otte mennesker og tyve tønder land. Hvis denne præsident nu står overfor at skulle træffe en historisk beslutning og overvejer den nøje, og hvis han i sine overvejelser rammes af det spørgsmål: – Hvad ville far nu have gjort? – så tyder det på, at det politiske liv ikke har ødelagt al virkelighedssans for ham. Uanset hvordan beslutningen faldt ud, ville den virkelig være hans egen og ikke til fals. Det er jo ikke, fordi han hos faderen kunne lære noget om at administrere et kontinent med en milliardbefolkning, og det kunne sandsynligvis intet nytte at stille spørgsmålet til faderen. Det ville også kun være udtryk for, at statsmanden ikke var blevet rigtig voksen. Men han har hos faderen lært at frygte. Han er blevet påtrykt vægten af den myndighed, som står ved sig selv og ansvaret. Han har ikke lært, hvad han skal vælge som en udenadlært lektie. Men han har lært at stå i valget. Hans vilje er blevet til i sammenstødet med en anden vilje. (Jakob Knudsen).

Et menneske må have rod i det private og hjemlige, og herfra vokse ud i det offentlige – fra familielivet til statslivet. Hvor væksten går den modsatte vej – fra det offentlige liv ind i familielivet – der fordærves begge dele, ja der er der egentlig slet ikke tale om vækst, men om rodløst projektmageri. I en vis forstand er det rigtigt, at forældrene opdrager deres børn til at være samfundsborgere, men det betyder sandelig ikke, at forældrene skal gå i lære hos samfundet for at blive rigtige opdragere. Det er tværtimod den, der har et offentligt ansvar eller en offentlig myndighed at udøve, som skal lære af det at være far eller mor, eller af at have haft en far og en mor.

Det er grotesk og bagvendt, når nogle politikere nu foreslår, at det offentlige etablerer en »forældreuddannelse«, ja det er en bagvaskelse af alle forældre, inklusive forslagsstillernes egne. Det var derimod disse forslagsstillere, som skulle på skolebænken hos de menige forældre for af deres væsen at lære at blive ordentlige politikere – lære at vedstå både myndigheden og dens begrænsning.

Forældrene lærer deres børn at være borgere ved at lære dem at frygte loven. Dertil behøver forældrene ikke den mindste samfundsbevidsthed eller viden om politik og lovparagraffer. I hjemmet er forældrene jo selv loven for deres børn, og samfundets lov er afledt heraf.

Barn først, og så samfundsborger. Det er ikke borgeren, der skal belære barnet om, hvad barnet skal være. Borgeren skal derimod gå til barnet – til det barn, han engang var – for at lære, hvad det er at være borger: lære at kende forskel på den ægte autoritet, som tager ansvaret for at være det, og derfor bør frygtes, respekteres – og den falske autoritet, der skjuler sin myndighed ved at fedte for publikum og gøre reklame for sig selv for at opnå magt. Den der som barn har kendt den ægte autoritet, skulle siden kunne afsløre den falske og undgå at komme i dens garn. Han har jo mødt frygtens grænse som frihedens hegn.

Kærligheden og politikeren
Men der er også en afgørende forskel på familie og samfund. Politikeren kan være politiker af kærlighed til sit folk, og skulle gerne være det, men han kan ikke elske fem millioner enkeltmennesker, sådan som forældrene kan elske hvert enkelt barn. Dommeren kan heller ikke elske den anklagede og dømme af kærlighed til ham. Han må dømme efter landets lov og udelukke sympati og antipati. Samfundet skal straffe og skærme borgerne, sørge for undervisning og skabe social tryghed, fordi det er en fælles interesse, men samfundet kan ikke tilgive. Så gør det loven til vilkårlighed. Borgere kan elske deres land, men staten kan ikke elske sine borgere.

Hvad skal samfundsmagten så i forhold til kærligheden? Den skal beskytte kærligheden dér, hvor den findes. Den skal som sin fornemste opgave værne forældremyndigheden og hjemmene, værne menneskets ret til at være skjult og privat sammen med dem, det er bundet til, uden offentlig kontrol. Det skjulte bånd, som politikeren ikke har noget forhold til som politiker – omend nok som privatmenneske – det skal han som politiker beskytte. Han skal ikke undersøge, om kærligheden er til stede i familierne, for det kan han ikke undersøge. Han behøver det heller ikke, for han ved tilstrækkeligt om det hjemmefra. Anden viden om de dele end den, politikeren bringer med sig til tinge fra sit hjemsted, er oftere til skade end til gavn.

Han skal værne om boligens ukrænkelighed – ikke af kærlighed til en million familier. Hvis han ikke helt har fortrængt, at han foruden at være offentlighedens repræsentant tillige er privatmand, så må det dog også være motiv nok, at han har kærlighed til sin egen familie og ikke ønsker den underlagt offentlig kontrol.

Men skal politikeren ikke også se på barnets tarv?

Det er jo det, vi taler om. Det offentlige må virkelig se børnene i den sammenhæng, hvori de kender sig selv som børn: familiens. Politikeren skal beskytte børnene – ikke af kærlighed til et par millioner børn, for det bliver en temmelig teoretisk, fortyndet og abstrakt kærlighed, men sådan som han ville beskytte sine egne børn: ved at forsvare hjemmet.

»Den sociale autoritet«
Og lad os så til sammenligning anføre den modsatte forståelse af forholdet mellem familie og samfund:

»Vores familie er ikke en tæt tillukket enhed som den borgerlige familie. Det er en organisk part af det russiske samfund og ethvert forsøg på at bygge den op efter egne regler på tværs af samfundets moralkrav vil resultere i skrigende disharmoni.

Vore forældre er ikke uden autoritet, men denne autoritet er kun en genspejling af social autoritet. I vores land er en faders forpligtelse overfor sine børn en speciel form af hans forpligtelser overfor samfundet.
(Af »En bog for forældre«, skrevet af Anton Semyonovich Makarenko, den sovjetiske kollektiv-opdragelses fader)

»Selvom de fleste i Vesten ikke kender navnet, (Pavlik Morozov), er det et kendt navn i Sovjetunionen. Under kollektivismens opbygning afslørede en ung pioner, Pavlik, – (pionerer er den kommunistiske partibetegnelse for børn i 4. til 7. klasse) – sin egen fader som kollaboratør med kulakkerne – (kulakkerne var de selvejende russiske bønder, som blev masseudryddet under kollektiviseringen) – og vidnede mod ham i retten. Som hævn dræbte landsbyens beboere Pavlik, og han betragtes nu som kommunistisk martyr. En statue af ham i Moskva bliver til stadighed besøgt af børn, som hele tiden holder den med friske blomster, og mange kollektive landbrug, pionercentre og biblioteker bærer hans navn«.
(Af Urie Bronfenbrenner: Børn i Øst og Vest, 1970, Gyldendal).

Jesper Langballe.