Af Jesper Langballe, fra bogen: Hvad et barn har brug, Forældrenes Børnekommission, 1979, s.33-41.

Et lovforbud imod, at danske forældre revser (straffer) deres børn korporligt, har ulmet i de tre år, Socialministeriets børnekommission har siddet. Oprindeligt var det for kredsen bag kommissionen en mærkesag. Den massive modstand i befolkningen mod et sådant indgreb i opdragelsen har siden gjort sagen til en varm kartoffel, der først skulle køles ned. Den 30. august 1977 udtalte formanden, Lone Dybkjær, til Information, at kommissionen ville se på sagen. Den 25. september samme år dementerede kommissionens sekretær, Jacob Vedel-Petersen, i Jyllands-Posten, at sagen overhovedet var på dagsordenen. Den 6. maj 1979 gentog Lone Dybkjær til Berlingske Tidende, at kommissionen havde sagen under overvejelse, men at det stødte på vanskeligheder hos juristerne (se citatet side 31). Nu må det forventes, at kartoflen, som i mellemtiden er forblevet lige varm, snart spilles over på folketingets bord.

I den tid, debatten har stået på, er to forhold blevet afklaret: For det første er de fleste vel efterhånden enige om, at det i grunden er meningsløst specielt at gøre den korporlige afstraffelse til syndebuk. Vi taler jo under den udtrykkelige forudsætning, at det ikke drejer sig om børnemishandling. Mishandling af børn rammes af straffeloven, enten det er forældre eller fremmede der øver den. Går det hen og bliver et problem, så kan man skærpe strafudmålingerne. Hvad der sigtes på her, er ikke en straffelov, vendt mod mishandling, men en opdragelseslov vendt mod straf. Og her synes også tilhængere af et lovindgreb efterhånden at mene, at en endefuld eller noget tilsvarende kan være en harmløs afstraffelse sammenlignet med så mange andre måder, hvorpå forældre traditionelt har straffet deres børn, når de fandt det på sin plads.

Det er altså ikke specielt klø, men selve grundbegrebet straf i forbindelse med opdragelsen, man vil kriminalisere. I anden række gælder det så om at formulere denne kriminalisering på en praktisk og politisk gennemførlig måde. Den svenske lov går jo også langt videre end til korporlig straf. Det er altså et bestemt opdragelsessyn, en bestemt holdning, man vil kriminalisere – just den, som disse artiklers forfatter har hævdet. Vor forståelse af, hvad kærlighed er, er kriminel, hvis en sådan lov vedtages.

Men at kriminalisere – det er jo noget med at straffe … Ja, det er også gået op for tilhængerne af indgrebet. Det andet forhold, som er blevet afklaret i de sidste tre år er, at tilhængere af forbudet ikke går ind for, at det skal ledsages af straffesanktioner mod forældre, som overtræder det. Det kan blandt andet skyldes, at politimester H. P. Christensen, Forældrenes Børnekommission, så overbevisende har argumenteret for det afsindige og praktisk uholdbare i at pudse politi og domstole på forældre, der har slået deres børn. En tredobling af politistyrken vil være nødvendig, og aldeles oprivende scener i hjemmene vil være følgen. Men denne forståelses udbredelse hænger givet også sammen med det første forhold: Uvilje mod selve begrebet straf.

Loven skal være holdningsdannende og ikke strafferetslig. Rent praktisk tænker man sig den udformet som en bemærkning i myndighedsloven.

Lad os engang se på, hvilke konsekvenser det vil få, og hvad grunden kan være til at ministeriets jurister er stærkt betænkelige, som oplyst af Lone Dybkjær.

For det første er det ikke til at se, hvordan man vil undgå strafferetslige konsekvenser af et forbud. Som tidligere påpeget af Forældrenes Børnekommission er »Forældrenes revselsesret« juridisk ikke en selvstændig lovparagraf, som man kan slette, men en ældgammel domspraksis, som i børnemishandlingssager undtager forældres almindelige revselser fra tiltale. Fjerner man denne kriminaliseringsgrænse, så siger man dermed til dommerne, at ethvert klask i halen er mishandling. Eller man overlader i hvert fald retspraksis til den rene vilkårlighed.

For det andet – og det er det, vi her vil beskæftige os med – så vil et lovforbud uden straffesanktion være et principielt brud med hele vort fundamentale lovbegreb.

Strafferettens beskyttelse
Lovens du skal og du må ikke er som tidligere omtalt den »frygtens grænse«, indenfor hvilken borgerne kan leve i fred og tro og mene, hvad de vil. Loven er den ægte autoritet, som sætter åbenlys magt bagved sine ord, derved at den straffer lovovertrædere. Til gengæld forlanger den kun at blive overholdt. Den har ingen skjult magt, for den forlanger ikke, at vi tillige skal tro på den. Bag lovens skærmende og straffende grænse er der trosfrihed. Hvis loven vil bestemme, hvordan vi skal opdrage vore børn – og det vil jo igen sige: hvad vi skal tro på, så er den ikke længere lov, men et holdningsideal. Forvaltningen af loven bliver til offentlig propagandavirksomhed, hvor »socialmyndighederne nu får ret til at opsøge en sådan familie og gennem samtale og hjemmeterapi kan påvise den ulovlige opdragelsesmetode«. (Børneombudsmand Bo Carlsson).

Mod denne vilkårlige form for overgreb er begrebet straf en beskyttelse. Ikke alene sådan, at straffeloven beskytter borgerne mod lovovertrædere ved at sætte magt bag sine ord, men det er tillige en beskyttelse af den, der kommer i konflikt med lovens forvaltere: Han kræves til ansvar for sine gerninger, men hans holdning vedkommer ikke domstolene. Dette er ikke bare teori, men yderst håndgribelig praksis. Det mest fundamentale ved vor strafferetspleje er beskyttelsen af den sigtede: Han stilles for en domstol, hvor han er part i sagen på lige fod med sin modpart, det offentlige, som har sigtet ham. Ja, han skal i virkeligheden være lidt bedre stillet end anklagemyndigheden.

Det er anklageren, der bærer bevisbyrden. Anklageren har ikke ubetinget til opgave at få den tiltalte dømt, mens forsvareren skal være uforbeholdent loyal overfor sin klient. Al tvivl kommer den anklagede til gode. Den tiltalte må i modsætning til vidnerne nægte at udtale sig om hvad som helst, hvorimod han selv nøjagtigt skal vide, hvad han er tiltalt for gennem et præcist formuleret anklageskrift, og han kan ikke dømmes for andet.

Hele dette beskyttelsespanser, som den enkelte udstyres med, hænger i virkeligheden sammen med begrebet straf. Et retssamfund, der straffer, må have indbygget en sådan beskyttelse mod sig selv.

Hvad sker der nu, hvis der gennemføres en opdragelseslov i form af et forbud (mod at slå sine børn) men uden straf? Interviewet med den svenske børneombudsmand viser det:

Det er sindelaget hos borgerne, der skal ændres. Staten skal hjælpe med opdragelsesnormer, og et flertal har ret til at gennemtvinge en ideologi, d.v.s. en livsanskuelse. Men da vi ikke lever i Stalin-tidens Rusland er straffeloven og domstolene uanvendelige til det brug, for her nyder den sigtede beskyttelse. I stedet for at gøre det til strafferetsligt område, gør man det til et socialt område. Med den svenske børneombudsmands ord: »Det vigtigste perspektiv ligger i, at loven er en del af familieloven. Den er de sociale myndigheders område«.

Der er altså tale om hjælp, ikke om straf, og det betyder i praksis, at forældrene ikke får bøde eller fængsel, men at man i stedet tager barnet fra dem uden regulær domfældelse. Hvis da ikke myndighedernes »oplysning og hjemmeterapi« hjælper, og forældrene som angrende syndere erklærer, at statens opdragelsesnormer er rigtige, mens deres egne var forkerte.

Hvis hverken borgere eller myndigheder skal frygte loven, så er borgerne prisgivet angsten.

Svenske tilstande
Kan det gå så galt herhjemme, som det er gået i Sverige?

Næppe fra den ene dag til den anden. Og i virkeligheden er der med den nye lov i Sverige heller ikke tale om et pludseligt spring udi retsløsheden, men om et enkelt skridt i en lang udvikling. I Sverige findes den omtalte retsbeskyttelse af den enkelte ikke, og elementære danske frihedstraditioner som beskyttelsen af forældremyndigheden er ukendte:

»Socialdirektoratet har ubegrænset magt over forældreretten til børn. En administrativ ordre, udstedt af en af partiets embedsmænd, er nok til at fjerne et barn fra forældrene og lade det opdrage af en anden person (eller institution) alt efter, hvad der bestemmes. Det er ikke nogen ny opfindelse; det er en gammel ordning, der er ført a jour.

I sidste århundrede var det ikke sjældent, at man sikrede sig, at børn af religiøse afvigere blev opdraget i statskirken. Domstolene har ingen indflydelse på disse sager, og der er ingen måde, hvorpå forældrene kan modsætte sig en ordre, hvorved de fratages retten til deres eget barn. Den eneste mulighed for indsigelse ligger bagefter og gælder den måde, hvorpå ordren udføres.

Retten til børnene ligger altså i hænderne på bureaukraterne. Børneværnsrepræsentanter kan henvende sig i ethvert hjem for at undersøge familiens forhold. De har magt til at bede politiet om hjælp til at komme ind og fjerne børn, uden at familien har mulighed for appel til en domstol. Dette er noget, der sker hver dag, og det nævnes kun, hvis der sker noget særlig dramatisk«.
(Roland Huntford: Fagre nye Sverige, 1971, Chr. Erichsen)

Der er altså et godt stykke vej endnu, før vi er nået på højde med de svenske tilstande, men man skal ikke være blind for, at vi er godt på vej, og at den svenske model for umyndiggørelse af borgerne nyder stærk beundring i toneangivende danske kredse. Bistandslovens tvangsfjernelsesparagraf – den, der hedder »Hjælpeforanstaltninger uden samtykke« – betegner i virkeligheden ganske det samme princip. At barnet fjernes er ikke straf, men hjælp. Derfor er der ingen retsbeskyttelse. Kombineres denne paragraf med et offentligt forbud mod, at forældre revser deres børn, så vil der intet lovmæssigt være til hinder for overgreb af så retsløs karakter som de svenske.

Angiveriets konsekvens
I en mindre dansk købstad blev en børnerig familie opsøgt af socialforvaltningen. Familien, som har et sjældent godt forhold mellem børn og voksne, var på kant med naboen, og denne havde gennem et vindue set, at moderen stak et af børnene en lussing. Det blev anmeldt til socialforvaltningen, som nu stillede krav om, at barnet tilbragte et vist antal timer på en offentlig fritidsinstitution. Forældrene følte sig magtesløse, men deres læge henvendte sig på socialforvaltningen og slog i bordet, hvorefter kravet blev trukket tilbage.

Var det blevet det, hvis socialforvaltningen havde kunnet henvise til et lovforbud mod revselse som det svenske?

I Sverige hører naboangiveriet til dagens orden, og den danske bistandslov lægger op til det samme.

Det værste perspektiv er dog, at det offentlige søger at alliere sig med børnene imod deres forældre, at man knuser barnets tilværelse ved at gennembryde det hegn, forældrenes kærlighed har sat om dets liv.

Hvad er det værd, at man forsikrer, at man ikke ønsker børns angiveri mod forældrene, når loven dog lægger op til det, og når der agiteres for det. I en udsendelse i år produceret af Skole-tv, som sorterer under undervisningsministeriet, opfordrede socialrådgiver Tine Bryld børnene til at anmelde det til skolepsykologen eller socialforvaltningen, hvis forældrene ikke var medgørlige (hvis de f.eks. modsatte sig, at børnene spillede højt på båndoptager): »Så må vi se, om ikke myndighederne kan snakke jeres forældre til fornuft. I har da også rettigheder«.

Billedet af den sovjetiske dreng, Pavlik, som angav sin far, vidnede mod ham i retten og nu dyrkes som helt af de russiske børn, toner frem for ens indre blik.

I kærlighedens navn vil man forbyde straffen, og så ender man med at kvæle kærligheden. Det er ikke nogen tilfældighed: Kærlighed uden frygtens grænse er sentimentalitet, under sentimentalitetens oversukring gemmer sig en benhård vilje til magt. Når sukkeret er suttet af, vil vi få »kærligheden« at føle.

Programmeret lydighed
I barnets verden med forældrenes kærlighed som den faste grund og frygtens hegn omkring har verden skikkelse. Den er noget bestemt. Hverken forældre eller børn bryder sig om straffens virkeliggørelse, sådan som tilværelsen, når den er noget konkret, altid byder på ubehagelige ting, som man helst vil undgå. Men tag straffens mulighed bort, så bliver verden skikkelsesløs. Den mister konturerne, den tømmes for mening. Tomheden og angsten truer. Og så står der altid en anden skikkelse parat til at træde til og fylde tomheden ud: den totalitære stats skikkelse, hvor hjemmet er samfundets pionerskole og forældrene statens opdragelsesfunktionærer. Når barnets givne virkelighed nedbrydes – den, der hænger sammen med forældrenes kærlighed og krav om lydighed – så bygges en ny »virkelighed« op. I den straffer man ikke ulydige. Det er overflødigt. Man programmerer til lydighed. Og alt dette gælder mærkelig nok både barnets tilværelse og den voksnes.

Hvor begrebet straf derimod holdes i ære, har mennesket fred og frihed bag dets hegn. Kravet om lydighed er et ydre, men ikke et indre krav. Vi skal gøre, hvad vi skal, fordi vi skal. Men vi skal dog ikke tillige være programmerede til også at have lyst. Den indre, programmerede lydighed finder udtryk i følgende formaning:

»Det er nødvendigt så tidligt som muligt at få den lille til at udvikle et aktivt, positivt forhold til de voksnes krav, et ønske om at handle i overensstemmelse med disse krav og til at gøre, hvad der er nødvendigt. Heri ligger den store betydning af den energi, vi ofrer på at udvikle en bevidst selvdisciplin. Ethvert menneske, indbefattet de unge skoleelever, vil bedre, hurtigere og med større glæde opfylde krav og regler, når de først har et ønske om at gøre det«.
Forældre og børn, en autoritativ sovjetisk familiehåndbog, udarbejdet af Akademiet for pædagogiske videnskaber. Her citeret efter Bronfenbrenner: Børn i Øst og Vest).

At en ydre autoritet kræver disciplin er een sag.

At mennesket pålægger sig selv selvdisciplin er en anden sag, men når den ydre autoritet udvikler menneskets selvdisciplin – så er der grund til at få kuldegysninger. For det betyder jo, at autoriteten (staten) har overtaget menneskets selv.

Den ydre frygt og den indre kærlighed, den ydre tugt og den indre frihed, de hører sammen. At ville den ene til livs er at ville aflive den anden.

Kan man da aflive kærligheden mellem forældre og børn ved offentlig foranstaltning?

Nej, det tror vi ikke, man kan. Men vi ved, at man kan tvinge den til at gå under jorden.

At undgå denne tilstand er først og fremmest forældrenes egen sag, såvist som forældre i Danmark indtil videre ikke blot har myndighed som forældre, men også politisk myndighed. Vi kan også sige, at det er enhver borgers sag, som har haft forældre. Vi må besinde os, d.v.s. fatte tillid til, at vi selvfølgelig kan være det, som vi er, og som vi skal være – vore børns forældre – helt uden politisk hjælp og ekspertbistand. At vi kan forbruge og leve af kærlighed uden at få den beriget af fremmede tilsætningsstoffer.

Jesper Langballe.