TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Frihedens krise

Af Monica Papzu, Tidehverv 2019, nr. 5, s. 65-74

Den 19. marts i år vedtog Folketinget lovforslaget om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” (L 95), som indebærer begrænsning af ytringsfriheden. Følgende artikel er en refleksion over friheden i almindelighed og ytringsfriheden i særdeleshed, foranlediget af den nye lov.

Tilbageblik

I tiden efter Anden Verdenskrig blev Europa delt i to: Der var ”den frie verden” på den ene side, og på den anden side var der ”os andre”1, som levede i de tvungne klapsalver, de tvungne ord og den tvungne tavsheds land. At beskrive epoken på den måde er ikke forkert, det er bare mangelfuldt.

I vores lukkede land – jeg bruger land i ental, for de forskellige stater i Østeuropa var blot provinser i kommunismens imperium – var det herskende kommunistparti sandhedens kilde, og sproget var et magtmiddel. Det er, hvad totalitarismen betyder. Totalitarismen består ikke i anvendelsen af brutale midler, for det kan andre livsforagtende regimer også ty til; den består derimod især i den åndelige påvirkning af borgerne. Totalitarismens rædsel ligger ikke bare i, at det er et grusomt verdsligt regimente med det største antal af menneskeofre nogensinde – men også i, at den ikke er verdslig, men ophøjer sig til at være et ån- deligt regimente. Den totalitære magt nøjes ikke med at befale nogle handlinger og forbyde andre, men vil regere over menneskets bevidsthed, infiltrere dets samvittighed og endelig erstatte den. Derfor indgår ”genopdragelsen” med nødvendighed i totali- tarismens væsen, om det så gennemføres med de hårdeste midler (indespærring og tortur) eller gennem propagandaens ”bløde” kanaler. Det var en kamp om sjælen, og sjælen reagerede.

Det, som officielt blev dekreteret som sandheden, blev af de fleste af landets indbyggere anset for den rene, uforskammede løgn. På trods af tragedien har man aldrig grinet så meget som i kommunismen. Den politiske vittighed – vores lands folkelige mundtlige litteratur – var den sunde fornufts reaktion på de absurde fiktioner, magten forgæves forsøgte at indpode i os. Der var en virkelighed, som var til at føle på, og der blev sat ord på den. Der var en common sense, og den var vitterlig common. Der var en fælles måde at forstå skellet mellem sandhed og løgn, godt og ondt, rigtigt og forkert, lov og lovløshed, ædelt og nedrigt. Derfor var der to parallelle verdener: Den ene var den ydre ufriheds område, den anden var kendetegnet ved frihed. Det var ikke blot det iso- lerede individs frihed – selv en fange i en isolationscelle kan bevare sin indre frihed – men det var også en fælles frihed. Den enes frihed støttede den andens, og tilliden mellem menneskene – den tillid, som magthaverne gennem alle midler forsøgte at udrydde – blev i hvert fald delvis gen- oprettet. Denne frihed, som lå under overfladen, pressede på for at komme op og udnyttede enhver sprække i systemet. Hver dag var en kamp, og det var en god kamp – en dag uden løgn var en sejr.

Med denne grundlæggende erfaring i bagagen kom jeg, som jeg mange gange har fortalt, til Vesten for snart 40 år siden. Jeg kom til en verden uden aflytningsapparater i hjemmenes vægge, uden forhør i det politiske politis lokaler og uden Gulag. En venlig verden med smil på læberne – men det var ikke, som jeg snart ville opdage, en fri verden.

Her var der et uudtalt, men markant skel mellem, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan sige. Ikke på grund af tyranniske magthavere, som overvågede én, og af intimiderende straffe, men på grund af ”civilsamfundets” konventioner. Overtrådte man grænsen, blev man bare mødt med en kold skulder og døve øren. I begyndelsen af 80’erne var der stadig et udbredt ”paradigme”, at kun en ”borgerlig reaktionær” kunne  finde på at kritisere kommunis men og ikke støtte ”Norden som atomfri zone” og ”fredsbevægelsen”. Det viste mig, hvor let politiske paroler kan bemægtige sig menneskenes bevidsthed i Vesten, hvor nemt at indføre en tankekonformisme, som var fuldstændig fraværende i Østeuropa, og hvor lidt friheden her vejer.

Hvis det alligevel lykkedes én at komme til orde, erfarede man, at konkrete og minutiøse beskrivelser af fakta straks blev fejet af bordet med: ”Det er din holdning”. Det objektive var blevet opslugt af det subjektive og var blevet til en mening blandt andre. Modsætningen mellem sandhed og løgn  var forsvundet. Der fandtes ikke længere en virkelighed, ordene så nøjagtigt som muligt kan og skal henvise til. Ligesom børn, der kaster sten i vandet, kastede man alting i relativismens malstrøm. Ordet var nogenlunde frit, men det var også ligegyldigt – ordet var uforpligtende.

Det tegnede ikke godt. For det er netop denne relativisme, denne ligegladhed med sandt og usandt, som danner grobund for totalitarismen, eftersom relativismen er betingelsen for, at totalitarismen kan fastholde sit greb om samfundet. Som Hannah Arendt så præ- cist skrev: Den totalitære magt behøver ”mennesker, for hvem skellet mellem fakta og fiktion (dvs. erfaringen af virkeligheden) og mellem sandt og falsk (dvs. tænkningens kriterier) ikke længere eksisterer”2.

Var der dog et sted, hvor man kunne have lært noget om frihedens betydning? Ja, der var: Det var kirken. Men ikke alle steder i folkekirken var der sans for den gave, som den åndelige frihed er – den frihed, som verden ikke kan give, men alene Guds Ord kan. Tidens floskler (af socialistisk eller kulturradikal art – for sådan var tiden dengang) erstattede nemt det alvorsord, der skulle siges. Denne del af kirken var rede til at parere ordrer fra det verdslige regimente – og uden at disse ordrer egentlig var blevet udstedt – og smeltede sammen med det.

Tendensen er kun blevet mere mærkbar siden: homovielser, humanistisk dåb (”vi er alle Guds børn alligevel!”), skilsmisseritual ”under et bøgetræ eller i en kirke”, som der står i en pjece om emnet (så romantisk, med tårevædede øjne – det er bare ikke det syndige menneske, som græder angerens tårer)3, den indvandrer- og islamvenlige kirke, den CO2 neutrale kirke … Og rytmisk musik af den mest underlødige slags for at sikre, at intet åndeligt kan trænge forstyrrende ind.

For en østeuropæer, som godt vidste, at en sand prædiken er et frihedens manifest og kan betales med forhør og med fængsel og med forfølgelse af hele menig- heden, var dette endnu et tegn – et vigtigt og klart tegn – på, at frihedens kanaler delvist var blokeret, og at den vestlige verden var gennemsyret af en latent og diffus totalitarisme: en ”blød totalitarisme”, man ikke engang lagde mærke til. Ville den en dag antage strengere former, var der fare for, at det ikke ville fremkalde nogen reaktion, for den ufrihed, man ikke er klar over og derfor accepterer uden at kny, er vanedannende.

Den nye lov om  ”ulovlig påvirkningsvirksomhed”
Denne overgang fra en blød til en noget hårdere og mere åbenbar totalitarisme har faktisk fundet sted i de seneste år. Uden statskup, uden skududveksling, uden politi og soldater på gaden – og uden spektakulære protester fra det oplyste ”civilsamfund”.

Processen er foregået i to etaper. Den første var oprettelsen i 2015 af East StratCom: EU’s ”sandhedens ministerium”, som har som opgave at tegne et positivt billede af EU og overvåge og bekæmpe Ruslands såkaldte desinformation4. Den anden etape indtraf med lovforslag nr. L 95 angående ”ulovlig påvirkningsvirksomhed”.

Lovforslaget, som i en mere bastant form fortsætter de inten- tioner, som ligger bag East StratCom, blev fremsat den 14. no- vember sidste år og vedtaget den 19. marts i år. På trods af den kritik, som bl.a. Justitia (Danmarks uafhængige juridiske tænketank), Retspolitisk Forening, Dansk Journalistforbund, IT-Politisk Forening har givet udtryk for i deres høringssvar, og på trods af de indvendinger, som f.eks. DF’s Peter Kofod og Marie Krarup har rejst i form af spørgsmål til justitsministeren, har de fleste partier, inklusive Det Konservative Folkeparti og Venstre (Danmarks Liberale Parti!) stemt for forslaget. Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet har stemt imod, og Dansk Folkeparti har stemt – som det elegant hedder – ”hverken for eller imod”: Højre og venstre er ikke det, det har været!

Den nye tekst, som vil indgå i straffelovens § 108 er yderst kortfattet (en fem linjer); de bemærkninger, som ledsagede det fremsatte lovforslag, er derimod omfat- tende (14 sider), og det er dér, lovprojektets indhold præciserer sig5.

Imens East StratCom ikke har magt til at gøre mere end at skade en skribents ry ved at stemple ham eller hende som en slags Kremls talerør og derved ødelægge personens mulighed for fortsat at arbejde, tager den nye lov mere direkte og strengere midler i brug: Fængselsstraf fra 6 til12 år!

Vel gør lovforslaget gældende, at det, der er strafbart, er ”samarbejdet” med en fremmed efterretningstjeneste med henblik på at påvirke meningsdannelsen i form af skrifter og på internettet, men af teksten fremgår det, at det er noget andet, det egentlig handler om. Det er ikke et spørgsmål om ”samarbejde” – dette er blot indpakningen – men om ”ytringernes indhold”. De eksempler på su- spekt virksomhed, som anføres i teksten, handler specifikt om kritiske holdninger over for EU og NATO6. At bifalde EU og NATO bliver implicit erklæret for obligatorisk, samtidig med at dæmoni- seringen af Rusland lanceres som en del af statsideologien – eller rettere sagt: af overstatens (EU’s) ideologi. Der findes kun én mening om sagerne – og den er officielt vedtaget. Den står ikke til diskussion. At bringe fakta og analyser, som forstyrrer billedet, er en mistænkelig handling.

Da antallet af danske borgere, som kan tænkes at indgå et samarbejde med russiske ”statsligt og ikke-statsligt [sic] organiserede efterretningstjenester”7, med rimelighed må anses for at være minimalt, er lovforslaget i første omgang irrelevant og unødvendigt (spionage var i forvejen strafbar). Ikke desto mindre er lovforslaget, som nu er blevet til lov, yderst vigtigt ved det, at det afslører det vestlige samfunds totalitære potentiale, og ved de konsekvenser, det medfører: Her bruges slet ikke det berygtede ord ”censur”, men mellem linjerne opfordres der kraftigt til selvcensur! Det er den nye moral.

Det frie Vesten i  Sovjetunionens spejl

For bedre at kunne bedømme denne nye lov kan det være lærerigt at kaste et blik på de nyeste russiske love såvel som på de tidligere sovjetiske. Lige nu, i begyndelsen af marts, har Rusland også vedtaget to lovforslag, som berører ytringsfriheden på de elektroniske midler.

Den ene lov (artikel 20.1 KoAP, §§ 3-5) handler om ”udbredelsen gennem informations- og telekommunikationsnetværket, herunder internettet” af udtalelser, som åbenlyst forhåner samfundet, staten, statssymbolerne og myndig- hederne8. Er det en uhyrlighed?

I Danmark findes allerede en tilsvarende lovbestemmelse angående offentlig forhånelse af ”en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller […] Det Europæiske Råds flag” (straffeloven, kap. 12, § 110 e), hvilket – mærkeligt nok – betyder, at det at forhåne f.eks. Rusland, USA eller EU er en kriminel handling, imens det at spotte Danmark og dets nationale sym- boler ikke udgør en lovovertrædelse. I 2012 forsøgte Dansk Folkeparti ved lovforslag B 82 at rette op på denne skævhed, således at landets egne symboler (såsom Dannebrog), som det er naturligt, kunne sidestilles med andre staters, men forslaget blev forkastet9 – fædrelandskærlighed er ikke på dagsordenen.

Den nye russiske lov adskiller sig altså på dette punkt fra den danske – den er en patriotisk lov – og den gør det også i en anden henseende. Imens straffen for at håne (fremmede) nationale symboler i Danmark er ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, er straffen for at håne egne nationale symboler på de russiske medier begrænset til bøder. I tilfælde af at forseelsen gentager sig, kan straffen blive ”arrest i 15 døgn”. – Elementær aritmetik siger, de russiske 15 døgn ikke kan hamle op med de danske 730 døgn.

Den anden nye russiske lov (artikel 13.15 KoAP, §§ 9-11) handler om ”misbrug af friheden på massemedierne”, mere præcist: udbredelsen af ”bevidst usande [eller utroværdige]” informationer, som bringer menneskeliv i fare eller fører til et menneskes død, eller som kan forstyrre den offentlige orden og sikkerhed og medføre afbrydelser i infrastrukturen (transport, energi, industri, kommunikation)10. Den eneste straf, denne administrative lov angiver, er bøder.

De to russiske love er blevet kritisk kommenteret i den danske presse – ”Putin strammer grebet om internettet”, hed det11 – men det er åbenbart ikke faldet mange ind, at en bøde, så anseelig den end kan være, alligevel er en noget mildere straf end de 6 til 12 år i fængsel, som den danske lov, der påstår at forsvare ”det åbne demokrati”12, nu stiller de anderledestænkende i udsigt. Men lad os ikke glemme: Imens Rusland er et ”diktatur”, er Vesten frihedens højborg!

Det eneste sted, hvor en reel parallel til den nye danske lov er at finde, er den sovjetiske lovgivning fra 1960’erne. Man kunne fristes til at tro, at de danske lovgivere har taget de sovjetiske love som model – men det har de naturligvis ikke, for det var ikke nødvendigt: Når man begynder at tænke i totalitære baner, kommer man uundgåeligt til samme praktiske resultater. Ifølge Sovjetunionens straffelovs § 190-1 blev nemlig ”bevidst falske” udtalelser om regimet straffet med en ”bøde, der ikke overstiger 100 rubler” eller med fængsel op til 3 år; ifølge den stren- gere § 70 kunne de sovjetiske borgere dømmes til en fængselsperiode fra 6 måneder til 7 år (med eller uden yderligere eksil)13. Danske og sovjetiske paragraffer ligner hinanden i intention og udform ning, men der er alligevel langt fra de noget mildere sovjetiske straffe til de 12 år bag lås og slå, som den danske lovgivning anno 2019 tilbyder.

Den danske lov om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” er, sammen med lovforslagets ledsagende bemærkninger14, et historisk dokument, som viser, hvor let det er at igangsætte totalitære tiltag, som berører menneskets ord og derved dets samvittighed, forhold til virkeligheden og til medmenneskene, og hvor skrøbelige de frihedsrettigheder, man har arvet fra de forrige generationer, kan være. Selvfølgelig kommer man i tanker om Grundloven (§ 77), som engang var et sandt værn for det normale menneskeliv, men ytringsfriheden går langt, langt tilbage i den europæiske civilisation. Den græske tragediedigter Euripides’ ord vidner om det:

”– Hvad er værst for en landsforvist? – At man ikke kan tale frit, er det værste. – At skulle skjule sin mening for andre: Det er jo en slaves liv!”15

Selv om lovforslagets tekster er af stor betydning, vil jeg ikke her gå i dybden med dem – det har jeg gjort i min artikel i antologien Den politiske korrekthed og virkelighedens forsvinden, som udkommer i den nærmeste tid på forlaget Hovedland, og som Marie Krarup og jeg har redigeret.

Efter dette aktuelle eksempel vil jeg i stedet for vende tilbage til mit centrale spørgsmål: Hvorfor er vi i dag vidne til frihedens krise i Vesten, og hvori består den?

Frihed: kaos eller orden?

”Frihedens krise? Det kender vi da ikke noget til”, vil mange straks indvende. ”Hvornår i menneskehedens historie har der eksisteret så meget frihed som i dag? Friheden er da nærmest ubegrænset. Der er intet, der binder mere. Man har gjort sig fri fra alting: fri fra familie, forfædre, slægt, folk og fra eventuelt afkom; fri fra fortid og fremtid; fri fra den krop, man blev født i (man kan vælge køn, udseende, snart alder); fri fra normer og moral. Vi befinder os i de uendelige ønskers og muligheders rige – og loven er endda på vores side, vi har nemlig »menneskerettighedene«!”

Det er en fuldstændig korrekt indvending – og i den ligger allerede en del af svaret på, hvad fri- hedens krise betyder, for det, man her har beskrevet, er ikke friheden. Det er kun det narcissistiske jeg’s hæmningsløse udfoldelse i det vakuum, det har skabt omkring sig. Som den kloge russiske tænker Nikolaj Berdjajev skrev allerede i 1918 i sit værk Ulighedens filosofi, som nu endelig findes på dansk:
”Det er en frihed for børn, der ønsker mulighed for at gøre alt, hvad de kommer i tanker om […] en frihed fra alle tilværelsens forbindelser, fra Gud, fra kosmos, fra alle menneskelige fællesskaber”16. ”Kaos lades løs, og de selvhævdende atomer tror at kunne genskabe en ny verden af sig selv”17.

En sådan forloren frihed er kun en arrogant hybris-akt. Man forkaster sin identitet som skabning, kender ikke til respekt og taknemmelighed for det givne og til ansvar (hvilket altid forudsætter en objektiv instans) og ophøjer i stedet jeg’ets fantasmer til eneste rettesnor i tilværelsen. Det er ikke en hævdelse af selvet, men dets opløsning; ikke frihed, men trældom. Berdjajev siger det meget rigtigt:

”Den, der med dynamit sprænger alle de realiteter, værdier og helligdomme, der hæver sig over ham, i luften, sprænger også sig selv, sit »jeg«, ødelægger sin personlighed og styrter den ned i det ikke-værendes kaotiske malstrøm. […] [D]en menneskelige indivi- dualitet eksisterer reelt, hvis der eksisterer realiteter højere end mennesket, end dets indesluttede »jeg«”18.

”Kravet om grænseløs frihed for personligheden, der ikke kender nogen magt over sig, ødelægger personligheden og nedsænker den i det konturløse kaos”19.

”En befrielse af kaotiske naturkræfter er ikke en befrielse af mennesket […]; de er en kilde til slavebinding. [...] Når et menneske befinder sig i sit eget kaos’ vold, er han en slave, hans personlighed er opløst af lidenskaber, gjort magtesløs af synder”20.

Det kaotiske, magtesløse individ i sine lidenskabers vold er efter alt at dømme en ganske ny fremkomst som et ideal, man stræber imod, og som en norm, man ønsker at indføre i samfundet. I den europæiske civilisation, som blev modelleret af både oldtidens visdom og af kristendommen, har man traditionelt insisteret på, at begrænsning, selvbegrænsning, kamp mod lidenskaberne, moralsk skøn og ansvar er det stof, den sande frihed består af – den frihed, som har substans og mening. 

Friheden har nemlig to sider: frihed fra og frihed til. Frihed som mangel eller fravær betyder primært, som Kierkegaard skriver, ”Tvangs Fraværelse”21 – at være fri for enhver determination, fri for enhver myndighed: mulighedernes bundløse, svimlende afgrund. Denne frihed har man filosofisk assimileret med ”ikke-væren”, med ”intet”22, i modsætning til ”den sande positive Frihed”, som får sin væren fra det, den er frihed til. Den frihed, som er, er afhængig af dette ”til” og modtager sit væsen fra det23.

Derfor er friheden ikke bare det at være fri for tvang og at kunne vælge det gode lige så godt som det onde. Hvad der bliver valgt i den frihed, som kun er mulighedernes hav, er ikke ligegyldigt for friheden, for den sande frihed er forbundet med det gode og ikke med det onde, som binder og opløser selvet. Som Kierkegaard formulerer det, og det er en formulering, som bør huskes: ”Jeg forvexler ingenlunde liberum arbitrium [den vilkårlige frihed, den ubegrænsede valgfrihed] med den sande positive Frihed; thi selv denne har i al Evighed det Onde udenfor sig, om end som en afmægtig Mulighed, og den bliver ikke fuldkommen derved, at den mere og mere optager det Onde, men derved, at den mere og mere udelukker det”24.

Den sande frihed har med mennesket som ånd at gøre. Mennesket som skabt til – kaldet til – gudsforhold. Mennesket, som netop derved og kun derved, kan være sig selv: ”Frihed er positiv at tænke som en bevidst Selvbestemmelse, hvorved en aandelig Personlighed og Selvstændighed er givet”25.

Sådan har den positive frihed nemlig været forstået i den euro- pæiske kultur. Den udelukker det onde. I den tegner menneskets ”personlighed” sig. Postmoderniteten derimod har bragt det sprængte selv til verden. Det tidstypiske er det passive individ, som priser friheden som intethed og forveksler sine infantile luner med selvstændighed, og som derfor flyder med enhver strøm, bare den er kraftig nok. Han kan let manipuleres i enhver retning og er kun tilbøjelig til at reagere, hvis hans øjeblikkelige ønsker og krav bliver anfægtet. Men sand frihed er noget helt andet.

Menneskets samvittighed  over for magten

Når mennesker bliver udsat for ekstrem tvang, anderledes sagt massiv ufrihed, har de det med at gribe til gamle kilder. De bliver opmærksomme på den arv, der blev dem overdraget gennem den fælles hukommelses kanaler, vi kalder for ”kultur”. De opdager, at de ikke er alene. Den situation, de befinder sig i, er ikke noget nyt under solen: Forrige generationer har også kendt den, og man drager styrke af deres erfaringer.

Sådan skete det, at et af den græske oldtids store mesterværker atter og atter blev forsøgt bragt på teatrenes program i kommunistlandene: Det var Sofokles’ velkendte drama Antigone. Det kunne godt ske, at forestillingen efter den første aften blev forbudt. Men ordene havde lydt!

Tragediens handling er kort fortalt denne: Efter en frygtelig borgerkrig, hvor Antigones’ to brødre kæmpede mod hinanden om magten, overtager deres onkel, Kreon, tronen. Han dekreterer, at den ene af brødrene (Polyneikes), som havde alliereret sig med statens fjender for at genvinde den magt, som rettelig var hans, ikke må begraves; hans lig må blive et bytte for hunde og vilde dyr. Antigone trodser forbuddet og begraver sin bror – i overensstemmelse med en højere lov, som definerer de levendes pligt over for de døde.

Ja, Antigone, pigen, som satte sig op imod kong Kreons tyranniske magt og betalte med livet for det, er et frihedens symbol – endda den sande friheds symbold. Men denne frihedens heltinde overrasker ved det, at hun ikke ét øjeblik påberåber sig friheden. Ikke én gang tager hun ordet ”frihed” i sin mund.

Det er noget andet, Antigone hævder: Ikke friheden, men pligten – ”den pligt, som guder selv har helliggjort”26. Hun hævder Loven – den sande lov, den moralske lov over for den vilkårlige positive lov, ”den lov, du opfandt selv”, som det bliver sagt til Kreon27.

De væsentligste vers i tragedien lyder som følger:

”Din lov? Den lov blev ikke mig forkyndt af Zeus, ej heller gav Retfærdighedens Dis [Dike, retfærdighedens gudinde], der bor i dødens land, os mennesker en sådan lov. Jeg aned’ ikke, at din magt var stærk nok til at sætte guders hellige uskrevne bud selvrådigt ud af kraft, du, du, som selv skal dø! Guds bud er ikke fra i dag og fra i går, men evigt! Ingen så, hvem i vor barm det skrev28.

”Guders hellige uskrevne bud” – ”agraphoi nomoi”. Det betyder: Der er en realitet, der er højere end mennesket: en absolut, evig instans, som har givet mennesket den uskrevne lov, som dog findes skrevet et sted, nemlig i menneskets ”barm”, i dets hjerte. Den uskrevne lov er ”naturgiven” i den forstand, at den er indmejslet i menneskenaturen, i menneskets samvittighed.

Sofokles’ vers handler ikke om andet end den naturlige lov, og den skarpsindige Aristoteles så det straks, idet han skelnede mellem uskrevne og skrevne love (dvs. mellem universelle love, som er nedfældet i menneskenaturen, og timelige, lokale, menneskeskabte love):

”Den generelle lov er naturgiven. Der eksisterer nemlig et fælles begreb om ret og uret, begrundet i naturen, som alle mennesker bærer i sig som en anelse, selvom der ikke består […] nogen pagt imellem dem. Det er åbenbart dette, Antigone i Sofokles’ drama mener med at sige, at det trods forbuddet er rigtigt at begrave Polyneikes, nemlig ret efter naturens love”29.

Og Aristoteles citerer straks de vers, jeg lige har anført.

Den uskrevne ”naturlige” lov danner, siger Sofokles’ tekst endvidere, bånd mellem menneskene og ligger til grund for fællesskabets liv i kontinuitet med de for- rige generationer, idet den bliver bevaret gennem ”gammel skik og sæd”, dvs. gennem traditioner og sædvaneret30. Den uskrevne lov forbinder således den enkelte med det absolutte og det historiske fællesskab med evigheden.

Antigone henviser, som vi ser, til noget givet. Noget, man ikke kan flygte fra. Noget objektivt (i ordets etymologiske betydning: det, der er ”kastet” foran mig; det, der er foran mig) – en myndighed, som strækker sig fra himlen ned til underverdenen og indkapsler både livet og døden, og som har sin repræsentant i menneskets samvittighed.

Aldrig vil den ædle Antigone lytte til den forræderiske og feje stemme, der siger: ”er en konge valgt, så må man lyde hvert hans mindste ord, om ret han eller uret har”31. Hun kender skellet mellem det åndelige og det verdslige, mellem det relative og det absolutte, mellem moral og dagens politik: En lov kan ikke have myndighed over samvittigheden, bare fordi den blev vedtaget i overensstemmelse med reglerne og af en anerkendt øvrighed (være det konge, parlament eller det suveræne folk). Positive love er kun falske love, hvis de ikke afspejler den naturlige lov, dvs. hvis de ikke selv adlyder den højere instans, som er kilden til al sand lov. I den græske kultur var der nemlig, som førnævnt, en klar bevidsthed om de to typer love: Der er moralske love med universel kraft – ”de uskrevne love” – og der er skrevne (positive) love, som er forskellige fra sted til sted og fra tid til tid, men som for at være sande love bevare forbindelsen med de uskrevne love32.

Antigone taler ikke i sit subjektive jeg’s navn. Hun er ikke subjektet. Hun tilsidesætter alt, hvad der er forbundet med sin unge, følsomme, skrøbelige person: Hun, som i så lang tid har kendt til lidelse (hun er Ødipus’ datter), giver nu afkald på al fremtidig glæde: fremtiden som brud til den noble, trofaste mand, hun elsker, og som hustru og mor. Hun ser illusionsløst sin død i øjnene: ”Dø skal jeg alligevel, om du [Kreon] end lod mig leve. Sker det så lidt før end ellers var bestemt mig”, er det ikke vigtigt. Det vigtige er, hvordan man har levet33.

Antigone er en oprører. Det er lydigheden mod den højere instans, der gør hende til en kæmper og til et frit menneske. De kan tage hendes liv fra hende, men de kan ikke tage hendes samvittighed. Det var just derfor, at menneskene i østlandene identificerede sig med hende: Det eneste meningsfyldte og sande oprør er samvittighedens oprør mod den lovløse magt, som vil tvinge mennesket til at gøre det onde.

Den mest brutale magt kan intet over for det menneske, der følger sin samvittighed – det eneste, den egentlig kan, er at dræbe legemet. Antigone tager ansvaret på sig – hun træder i karakter. Og derved bliver hun et eksempel på den positive frihed: Hun bliver ”en aandelig Personlighed og Selvstændighed”, som Kierkegaard vil sige.

Det, som den gamle græske digter viser, er, at friheden i virkeligheden ikke er et udgangspunkt, men en slags slutpunkt: Ikke det, man begynder fra (friheden som ”intet”), men det, man vinder. Friheden får man, når det ikke er den, man søger (for der er ”intet” at søge). Den fås i tilgift, ja, næsten som en sejrskrans.

Det ville være forkert at betragte Antigone som en kristen helt eller martyr. Hun kender ikke til frelse og nåde – det er derfor, at skuespillet er en tragedie og ikke en ”guddommelig komedie” – men hun kender til den moralske lov. Ingen førkristen kultur er nået så langt i forståelsen af menneskets grundvilkår, af hvad det betyder at være menneske, af mennesket som et åndsvæsen som den græske. Den græske kultur kan ikke tale om – dvs. bære vidnesbyrd om – Befrieren. Den kender Ham ikke, for Han er endnu ikke blevet åbenbaret for den. Men den véd noget afgørende om friheden. Antigone er klar over, som hun siger i forlængelse af de vers, som handler om ”guders hellige uskrevne bud”, at den, som frygter Gud, frygter ikke verden: ”ingen frygt for menneskenes overmod skal volde mig en straffedom fra guderne”34. Valget træffes foran evighedens domstol. Det engagerer én ikke blot timeligt, men evigt.   

Når friheden bliver svimmel

Antigone er uden tvivl det uforglemmelige symbol på friheden: Samvittigheden rejser sig imod magten – dette er ”sand positiv Frihed”.

De gamle atheniensere vidste meget om friheden: moralsk frihed; national frihed og ulykken for en stat at miste sin selvstændighed; politisk frihed med retten til at tale i forsamlingen (ytringsfriheden, forstået som ”med frimodighed at sige sandheden”: ”parrhesia”); demokratiet på godt og ondt, med dets goder, men også dets skavanker, skrøbelighed og potentiale for at blive til sin modsætning.

De lovpriste det gode demokrati med orden, respekt for lovene og skel mellem offentligt og privat og med venlig omgang med hinanden. Der var bestemt ikke nogen politisk korrekthed dér – det var den skønne frihed:

”[L]igesom Frihed præger vort borgerlige Samliv med Hensyn til det offentlige Livs Forhold, gør den det ogsaa med Hensyn til hele vor Færd i det daglige Liv. Vi holde ikke mistænksomt Øje med hverandre; vi nære ikke Vrede

mod vor Næste, fordi han muligvis i en og anden Handling følger sit eget Lune, ej heller tilføje vi hinanden saadanne Ydmygelser, der […] ere krænkende i Medborgeres Øjne. Men medens vi saaledes i vort private Omgangsliv ikke lægge Tvang og Tryk paa hverandre, tillade vi os derimod i vor offent- lige Færd ingen Udskejelser, og det navnlig af sædelig Sky derfor, som driver os til lydig at høre saa- vel paa dem, der til hver given Tid beklæde Øvrighedsposterne, som ogsaa paa Lovene, og blandt disse først og fremmest paa dem, der ere givne til Hjælp for alle, som lide Uret, saavel som paa dem, der vel ere uskrevne, men hvis Krænkelse dog bringer almen anerkendt Skam over dem, der overtræde dem”35.

Det, historikeren Thukydid (460-400 f.Kr.) her tegner, er det ideale billede af demokratiet i en sjælden tilstand af ligevægt. Det var en gave, som let kunne mistes. Grækerne gjorde nemlig også bitre erfaringer med det dårlige demokrati, som har såre lidt tilfælles med, hvad Thukydides skildrede. De kom til at kende misbrugen af friheden – den grænseløse, forlorne frihed ledsaget af de skæbnesvangre negationers optog af ”a-ord”: ”akolasia” (mangel på disciplin, hæmningsløshed), ”ataxia” (fravær af orden, mangel på koncentration, sygelig rastløshed), ”anarchia” (fravær af autoritet, mangel på styre) og ”anomia” (lovløshed)36. Platon lagde ikke fingre imellem:

Man ”beruser sig mere, end det er rigtigt, i ublandet frihed […]. [D]e ledere, der opfører sig som undersåtter, og de undersåtter, der opfører sig som ledere, dem tildeler [man] privat og offentlig ros og ære. […] [L]ovløsheden vinder indpas […]. [E]n fader væn- ner sig til at stille sig på lige fod med sin søn og er bange for sine sønner, medens en søn stiller sig på lige fod med sin fader og hverken skammer sig for sine forældre eller frygter dem, fordi han vil være fri, selvfølgelig; og de indvandrede stilles lige med borgerne, og borgerne med de indvandrede, og med udlændingene går det ligesådan. […] Læreren er […] bange for sine elever og forkæler dem, og eleverne bryder sig ikke om deres lærere […]. [D]e gamle viser lutter venlighed og elskværdighed for at tækkes de unge og påtager sig de unges væsen, naturligvis for at de ikke skal gøre indtryk af at være vrantne eller herskesyge. […] [Det ender med, at borgerne] ikke engang bekymrer sig om lovene, hvad enten de er skrevne eller uskrevne, for at de ikke på noget område skal have nogen herre. […] Her har du altså, min ven […] en rigtig smuk og kraftig begyndelse, hvoraf tyranniet vokser op […]. [Det er en sygdom, som] opstår […] som følge af friheden […] og tvinger demokratiet under sig”37.

Endnu en gang må man sige: Der er intet nyt under solen!

Her befinder vi os i frihedens krise. Den frihed, som fornægter sig selv. Den uhæmmede frihed, som ikke kender forskel på op og ned og larmende gør opmærksom på sig selv, og som i virkelig- heden er trældom og trældommens præmis. Vi kunne vanskeligt komme længere væk fra den frihed, Antigone inkarnerer.

”Frihed er friheden til at sige, at to og to er fire”

Antigone påberåbte sig ingen frihed. Hun påberåbte sig ingen rettigheder. Og just deri ligger nøglen til hendes frihed. Det er nemlig tankevækkende, at grækerne, som vidste så meget om frihed, ikke kendte til frihed i flertal eller til ”rettigheder”: ”Dér, hvor den moderne verden taler om rettigheder, talte grækerne til gengæld om pligter”38.

Er dette en simpel forskel i terminologi? Nej, der er en verden til forskel! For ”rettigheder” er noget, du med ret eller uret, kræver af andre; du er subjektet, verdens centrum, du er den (potentielt) forurettede, og du kræver noget for dig selv. Pligt er derimod det, der kræves af dig og af dig alene. Pligtens adressat er dig selv. Det eneste, du med rimelighed kan kræve af andre og ikke mindst af staten, øvrigheden, lovgiveren – for vi er alle under retten – er, at de ikke skal hindre dig i at gøre din pligt.

Det var også sådan, rettighederne var forstået i klassisk naturret: ”The most basic natural right is the right to do what we are obligated to do by the natural law” (”Den mest fundamentale naturrettighed er retten til at gøre det, som den naturlige lov forpligter os til at gøre”)39.

Deri ligger, som vi har set, konflikten i Sofokles’ skuespil: Magthaveren forbyder Antigone at gøre det, som er hendes pligt. Denne konflikt hører ikke den fjerne fortid til. Det er den konflikt, vi i dag befinder os i. Eksemplerne er let at få øje på. Den stat, som begrænser forældremyndigheden (f.eks. ved at overvåge forældrene, ved at overtage børnene eller ved at indpode børnene sin vilkårlige ideologi, sin ”politiske korrekthed”), forhindrer forældrene i at gøre deres pligt (sørge for børnenes ve og vel, opdrage dem) – den pligt, som i kraft af naturloven er deres ret. Den stat, som i navn af ”børns rettigheder” op- fordrer til børns angiveri af forældrene, overtræder to naturgivne pligter: Forældrenes ansvar for deres børn (hvoraf følger deres ret til at tage vare på deres børn), og det bud, som henvender sig til børnene: ”Ær din far og din mor” (hvoraf følger forældrenes ret til at være respekteret af deres børn). Den stat, som af politiske grunde – dvs. arbitrært – begrænser ytringsfriheden, rammer ikke blot menneskeværdigheden (retten til at tale i forsamlingen, ”parrhesia”: det frie menneskes kendemærke), men forhindrer også mennesket i at gøre sin pligt: pligten til at sige sandheden. Dette er grunden til, at den nuværende begrænsning af ytringsfriheden (loven om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed”) er moralsk uacceptabel: Den rammer den ret, som er forankret i buddet ”du må ikke bære falsk vidnesbyrd”.

Det egentlige fundament under ytringsfriheden forstået som et udtryk for ”sand positiv Frihed” er ikke, at Tor og Loke skal stilles lige i den hellige relativismes navn, men at mennesket har pligt til at sige sandheden. Det er det, der gør ytringsfriheden til en basal frihedsrettighed.

Det er derfor, at manglen på ytringsfrihed i de totalitære lande var ubærlig: Magten forsøgte gennem alle midler at forhindre mennesker – åndsvæsener, begavet med samvittighed – i at sige sandheden.

George Orwell, som så konsekvent har forsvaret menneskets frihed, var absolut klar over det. Han sagde: ”Frihed er friheden til at sige, at to og to er fire40. Han sagde ikke: Frihed er friheden til at sige hvad som helst!

Orwell kunne heller ikke have sagt det, for han vidste alt for godt, at hvis man forveksler friheden med ”hvad som helst”, så er man et let bytte for totalitarismen, der nok skal sørge for at indføre sit ”hvadsom-helst” på trods af den moralske sans’ protest, af øjnenes vidnesbyrd og al common sense41.

Hvis Vesten i dag er ramt af en frihedens krise, er det, fordi friheden er blevet til et ”hvad-som-helst” – og jo mere ”hvad-som-helst” fornægter den naturlige og moralske orden (bred forstand), jo mere bliver det værdsat.

”Hvad-som-helst” og dets rige

Alexander Solsjenitsyn, frihedens stemme i Rusland, som i afslutningen af sin Nobelpristale havde sagt ”Et eneste sandt ord opvejer hele verden42, var også en fin iagttager af frihedens forfald i Vesten. Han formulerede det som en kritik af pluralismen forstået som samfundets grundprincip og som frihedens målestok. Pluralisme-entusiasterne, skriver Solsjenitsyn, ”betragter pluralismen som den smukkeste erobring i historien, tænkningens højeste gode, den vestlige verdens højeste dyd, og de definerer den ofte som »det størst mulige antal af forskellige meninger« […] Men kan pluralismen være et selvstændigt princip – endda det allerhøjeste? […]

Ja, vist er mangfoldigheden livets farver, og vi tørster efter farver […] men hvis diversiteten bliver det højeste princip, er ingen universelle værdier mulige mere […]. Hvis der ikke findes rigtigt og forkert, hvilke holdepunkter er der så tilbage for mennesket? […]. Uden almengyldige fundamenter er moralen umulig. Hvis pluralismen bliver til et princip i sig selv, så for- falder den og bliver til ligegyldighed, den mister al substans og breder sig i form af relativisme og vrøvl – et miskmask af vrangforestillinger og løgne. Det, der er tilbage at gøre, er at flirte med meninger uden selv at have nogen overbevisning […].

Det, som lammer den vestlige verden i dag, er tabet af evnen til at skelne mellem sande og falske grundopfattelser, mellem det uomtvistelige Gode og det uomtvistelige Onde. »Lad os have flere og flere forskellige meninger!« – denne bevægelse væk fra centrum og i alle mulige retninger bringer tænkningen i stå. Hundrede muldyr, som trækker i hver sin retning, rokker sig ikke af stedet. […]

Sandheden dog – i himlen [istina] og på jorden [pravda] – er én, den hører Gud til, og vi alle, sommetider uden at være klar over det, tørster efter at nærme os den […]. Mangfoldigheden af meninger er en fornuftig ting, når den først og fremmest – ved sammenligning – gør det muligt for os at få øje på vores egne fejlopfattelser og forkaste dem”43.

Solsjenitsyn, om nogen, kendte godt prisen for at tale sandt. Han kendte også forskellen på at være fange i Gulag og at færdes frit i den vestlige verden. Men sandhedens fordring forblev den samme. Sandheden er noget uden for én; den er nærværende, den ser én i øjnene og forpligter én. Af denne pligt følger så den rettighed, som hedder ytringsfrihed, og som – moralsk forstået – ikke er jeg’ets ret til at sige hvad som helst.

Frimodig tale: parrhesia

De gamle grækere ville sikkert have nikket genkendende til Solsjenitsyns ord. De ville uden tvivl have respekteret ham som en ”parrhesiastes”, dvs. én, som taler sandt. Ordet ”parrhesia” (ytringsfrihed eller frimodig tale) var nemlig forbundet med verbet ”parrhesiazesthai” (at sige sandheden) og med substantivet ”parrhesiastes” (den, som taler sandt). Som Michel Foucault forklarer: ”en parrhesiastes [dvs. bærer af ytringsfrihed] taler sandt, fordi han véd, at det er sandt; og han véd, at det er sandt, fordi det virkelig er sandt”. Ytringsfrihed indebærer, bemærker Foucault endvidere, at man opfatter det at sige sandheden som sin moralske pligt: ”In parrhesia, the speaker uses his freedom and chooses frankness instead of per- suasion, truth instead of false- hood or silence, the risk of death instead of life and security, criticism instead of flattery, and moral duty instead of self-interest and moral apathy”44.

Det er denne pligt - dybt indridset i menneskets hjerte – som gør, at man kan tale magten midt imod. Og denne pligt gør også samtalen mellem mennesker meningsfyldt og frugtbar. Til denne samtale knyttes også ”venskab” og ”tillid”, som spillede så stor en rolle i grækernes forståelse af fællesskabet. Også af den grund er den nuværende lov om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” – for nu at vende tilbage til mit aktuelle udgangspunkt – skadelig, for den er en mistillidslov, som undergraver den tillid, uden hvilken et fællesskab ikke kan hænge sammen. Og at skabe mistillid blandt undersåtterne er et iboende træk ved totalitære regimer.

Uden ”nomos” ingen frihed

Ad de veje, som nu tegner sig i den europæiske civilisation, står friheden næppe til at redde. Enhver har kunnet erfare, at med hver ny ”menneskerettighed” forsvinder endnu et stykke af basal, positiv frihed. Med ”børns rettigheder” ophæves forældrenes pligt; med ”indvandrernes rettigheder” – pligten til at forsvare sit land og sin kultur; med ”kvinders rettigheder” – kvinders pligt til at beskytte liv og det ufødte barns ret til liv; med den nye ”ret” til såkaldt pålidelig information – pligten til at sige sandheden. … Pligter, som er basal frihed.

Friheden vil mere og mere forsvinde, hvis det ikke lykkes os at rehabilitere loven som noget andet end en kamp om interesser, et magtinstrument eller et katalog af stadig snævrere og mere detaljerede tekniske regler til styring af samfundet.

At rehabilitere loven og derigennem friheden er egentlig at vende tilbage til klassisk naturret – at spørge efter ”den uskrevne lov”, efter loven i menneskets hjerte og lade den afspejle sig i dagens skrevne love. Netop i Danmark er dette næsten oplagt, for Danmark har fået et af naturrettens mesterværker i arv: Det går under navnet Jyske Lov. ”Ingen lov er jævngod at følge som sandheden” …

At der er en frihed på den anden side af ”nomos”, som vi hele ti den overtræder, og som hele tiden dømmer os – ja, en helt anden frihed, hvor nåde går for ret – er en anden sag. Og dog ikke helt en anden sag, for dér lyder ordene stadig: ”Sandheden skal sætte jer fri”. Med den afgørende bemærkning, at denne sandhed virkelig er sand heden med et stort S, den sandhed, vi aldrig kan sige os selv, og … at den, som siger det, også siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.


1 “Os andre” eller “vi andre” var et fast udtryk i den kommunistiske kontekst. Disse ord er også titlen på en af de første bøger, som afslørede kommunismens virkelighed, og som var en inspirationskilde for Orwell, nemlig Evgenij Zamjatins forbudte anti-utopi Vi (1921).

2 Hannah Arendt, The Origins of Totalitarianism, Cleveland, New York, Meridian Books, 1958, 1962, s. 474.

3 Se: Ilse Sand, ”Sig ordentligt farvel” (https://ilsesand.dk/wp-content/uploads/2013/06/Sig-ordentligt-farvel-A4-samlet.pdf).

4 Monica Papazu, ”Elsker Vesten stadig friheden?”, Tidehverv, maj 2017, ss. 77-82.

5 Forslag til Lov om ændring af straffeloven (L 95): Den korte lovtekst som vedtaget den 19. marts 2019: https://www.retsinformation.dk/  Forms/R0710.aspx?id=208193. Det detaljerede lovforslag som fremsat den 14. november 2018: https://www.retsinformation.dk/Forms/ R0710.aspx?id=203776.

6 L 95, 3.3.9.

7 L 95, 3.3.3.

8 https://rucodex.org/koap/glava-20/st-20.1.html.

9 https://www.ft.dk/samling/20111/beslutningsforslag/B82/som_fremsat.htm.

10 https://rucodex.org/koap/glava-13/st-13.15.html.

11 Ivan Nechepurenko (New York Times), ”Putin strammer grebet om internettet: Fornærm regeringen og ryg i fængsel”, Berlingske,   9. marts 2019.

12 L 95, 4,2; 2.

13 The 1960 SFSR Criminal Code: Article 70 (Anti-Soviet Agitation and Propaganda); Article 190-1 (Dissemination of knowingly false   fabrications that defame the Soviet state and social system) (https://chronicleofcurrentevents.net/article-70/; https://chronicleofcurrentevents.net/the-rsfsr-criminal-code/article-190-1/).

14 I det oprindelige udkast til lovforslaget (13. september 2018) var de totalitære tiltag (inklusive tilsidesættelsen af retssikkerheden) mere   udtalte end i den forbedrede variant, som blev fremsat 14. november 2018, og som er blevet vedtaget.

15 Euripides (ca. 480–406 f.Kr.), Fønikerinderne, oversat af Jørgen Mejer og Søren Ulrik Thomsen, Museum Tusculanum, 1998, v. 390-392,   s. 23.

16 Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi: Breve til mine uvenner i den sociale filosofi, oversat af Christian Gottlieb, Tidsskriftet Fønix, 2017,   s. 303. Se min anmeldelse af denne vigtige udgivelse: ”Nikolaj Berdjajevs forunderlige aktualitet”, Tidsskriftet Fønix, 2019, ss. 45-65.

17 Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi, s. 299.  

18 Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi, s. 301.

19 Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi, s. 308.

20 Nikolaj Berdjajev, Ulighedens filosofi, ss. 103-104.

21 Søren Kierkegaard, Papirer, 592, febr. 1834, SKS 28,525 ff.

22 Betragtet under synsvinklen ”mulighed” kan friheden forstås som en slags mellemstation mellem ”ikke-væren” og ”væren”. Den kan lige   så godt hælde mod ”intet” som mod ”væren”.

23 Jeg har forsøgt at forklare det i min artikel, ”Er friheden virkelig »det bedste guld«?”, Tidehverv, oktober 2016, ss. 153-163.

24 Søren Kierkegaard, Enten – Eller, Andel Del, SV, 3. udg., bd. 3, s. 163; SKS 3,169.

25 Søren Kierkegaard, Papirer, 592, febr. 1834, SKS 28,525 ff.

26 Sofokles (ca. 495-406 f.Kr.), Antigone, oversat af Thor Lange, Kleins Forlag, 1914, v. 77, s. 9. I denne artikel er Sofokles-citaterne noteret   med moderne stavemåde og uden markering af linjeskift.

27 Sofokles, Antigone, v. 1072, s. 46.

28 Sofokles, Antigone, v. 450-457, s. 23, min understregning. En lignende formulering findes i Sofokles, Kong Ødipus: ”Det er stærke love   […] Ikke én eneste af dem er skabt af et menneske, men af guder, som ikke blev født til at dø – derfor skal lovene heller aldrig slettes og glemmes og dø som vi” (oversat af Jørgen Mejer og Søren Ulrik Thomsen, Vindrose, 1990, ss. 49-50).  

29 Aristoteles (384-322 f.Kr.), Retorik, oversat af Thure Hastrup, Museum Tusculanums Forlag, 1996, 1373 b, s. 92. Sofokles bruger ikke   selve ordet ”naturlig lov”, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er det, som Aristoteles forstod, det drejer sig om. Se også: Aristoteles, Den nikomakhæiske etik, bog V, kap.vii.

30 Sofokles, Antigone, v. 1014, s. 47. 31 Sofokles, Antigone, v. 666-667, s. 31.

32 Der er utallige eksempler om det hos de græske filosoffer og forfattere. Heraklit siger f.eks., at ”alle menneskelige nomoi [love] får i   grunden »næring« fra den guddommelige nomos” (fragment 114) – her gengivet efter Jacqueline de Romilly (Frankrigs mest aner- kendte specialist i oldtidskultur), La loi dans la pensée grecque – des origines à Aristote, Paris, Les Belles Lettres, 2002, s. 28. Samme   opfattelse kan spores hos Aristoteles: Gheorghe Vlăduțescu, O enciclopedie a filosofiei grecești, București, Paideia, 2001, ss. 345-346. – I en mere moderne kontekst kan man sige, at love, der krænker et folks moralske sans, som kommer til udtryk i dets kultur, i gammel   sædvaneret, og som er virksom i hverdagen (det er faktisk tilfældet i Danmark), er falske love og kan kun føre til en svækkelse af den moralske sans og fællesskabsbevidstheden såvel som af respekten for loven.

33 Sofokles, Antigone, v. 460-462, s. 23

34 Sofokles, Antigone, v. 458-459, s. 23.

35 Thukydids Historie, oversat af M. Cl. Gertz, Kjøbenhavn, Hos Nielsen & Lydiche, 1897-98, II,37, bd. I, ss. 253-254.

36 Jacqueline de Romilly, La Grèce antique à la découverte de la liberté, Paris, Editions de Fallois, 1989, ss. 131-132.

37 Platon (427-347 f.Kr.), Staten, oversat af Hans Ræder, Hans Reitzel, 1961, 8. Bog, 562A-563D, bd. 2, ss. 147-149.

38 Jacqueline de Romilly, La Grèce antique à la découverte de la liberté, s. 98.

39 Edward Feser and Joseph M. Bessette, By Man Shall His Blood Be Shed, San Francisco, Ignatius Press, 2017, s. 34.

40 ”Freedom is the freedom to say that two plus two make four. If that is granted, all else follows”: George Orwell, Nineteen Eighty-Four   (1949), Penguin Books, 1981, I, 7, s. 68.

41 ”Not merely the validity of experience, but the very existence of external reality, was tacitly denied by their philosophy. The heresy of   heresies was common sense”: George Orwell, Nineteen Eighty-Four, I, 7, s. 68.

42 Alexander Solsjenitsyn, Nobelpristalen, i Åbent brev til de sovjetiske ledere, Gyldendals Uglebøger, 1974, s. 33.

43 Alexander Solsjenitsyn, Nashi pljuralisty (Vores pluralister), 1982 (tekst online: http://www.rodon.org/sai/np.htm).   Fransk oversættelse: Nos pluralistes, trad. par Nikita Struve, Paris, Fayard, 1983, ss. 9-11.

44 Michel Foucault, ”The Meaning and Evolution of the Word Parrhesia”, i Discourse & Truth: the Problematization of Parrhesia (Six Lectures at   the University of California at Berkeley, Oct.-Nov. 1983) (online,1999: https://foucault.info/parrhesia/foucault.DT1. wordParrhesia. en/) (Discours et verité, précédé de La parrêsia, Paris, Vrin, 2016).