TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Ecclesia Militans

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2019, nr. 8, s. 131-134

Kirken vil bestå frem til tidernes ende, thi det har Vorherre ikke blot udtrykkeligt lovet os, det siger også sig selv: Verden består jo, fordi Gud ønsker sit evige rige befolket. Ja, verden består netop i dag, fordi Gud i sin grundløse kærlighed ønsker at give os mulighed for at komme igennem den lille port, der fører ind til den evige lovsang i Guds rige.

Derfor er det egentlig ikke en helt retvisende formulering at sige, at kirken vil bestå frem til tidernes ende; det er rettelig omvendt: Universet findes for kirkens skyld, og denne tidsalder og denne forgængelige verden vil bestå nøjagtig så længe, som kirken har brug for den. Hverken mere eller mindre. Dvs. at verden består, fordi der skal holdes gudstjeneste. Den gudstjenestefejrende menighed er den søjle, som bærer kosmos, så sandt som Gud alene lader den forgængelige verden bestå, fordi han ønsker, ved dåb og nadver, at rive endnu nogle få udvalgte ud af djævelens hånd.

Først når målet er fuldt, vil denne verdens riger forgå. Så er den jordiske kirkes tidsalder forbi, og Guds udvalgte skal rejse fra skyggelandet hjem til den himmelske kirkes evige lovsang.
Ja, den jordiske kirke skal bestå frem til tidernes ende, men det betyder naturligvis ikke, at der vedblivende vil være kristne folk eller kristne lande. Endsige ligefrem noget i retning af en kristen civilisation. Det har Vorherre ikke lovet os noget om. For så vidt som han har lovet noget, så er det kors og forfølgelse.

Guds ord i Den hellige Skrift er ikke helt entydige på dette punkt, men tendensen i dem er, at kirkens normaltilstand vil være som forfulgt og kæmpende. Som Ecclesia Militans. Jo nærmere hans genkomst er, desto mindre vil kirken være og jo mere vil den blive forfulgt og leve i kamp med sine omgivelser. Jo nærmere vi kommer evighedsriget, desto mere vil porten snævre ind og desto mindre trængsel vil der være i den.

Evighedens Gud har naturligvis et helt andet forhold til tid, rum og tal end vi har og ligesom han tilsyneladende lod 13,7 milliarder år forløbe i vores univers med det ene formål at frembringe denne underskønne klode, hvorpå menneskeslægten skal leve nogle få år i timeligheden, således er det også en mulighed, at han vil udsætte dommedag i årtusinder alene for at frelse en lille håndfuld i hvert slægtled.
Ligesom han har skabt naturen som et overflødighedshorn af tilsyneladende spild, hvor f.eks. de fleste dyreliv går til til grunde i løbet af de første sekunder, minutter eller timer af deres liv og kun en lille bitte brøkdel vokser op, således kan han også skabe milliarder af mennesker for at udfylde en enkelt plads i sit himmelske kor. Således ser det ud, og således antyder Jesus da også, at det forholder sig.
Måske bliver eksistensen af hele kristne folk og hele kristne civilisationer derfor kun en lille parentes i kirkens historie, og måske er der i de kommende århundreder kun brug for en enkelt kirkebænk i hele verden. Sker dette, så kan de kristne, som altid, glæde og fryde sig, thi de ved, at Gud fører dem ad rette veje for sit navns skyld. Glæd jer og fryd jer, thi jeres løn skal være stor i himlene.

Vi kender naturligvis ikke fremtiden, thi også historien er i Guds hånd, og også i historien skaber Gud ofte mirakler. En enkelt stille bøn fra en kristen sjæl kan radikalt ændre historien. Vort danske råb af dybsens nød kan ændre vor civilisations historie langt mere radikalt end krige, bruttonationalprodukter, dannelsesmæssige implosioner og demografiske katastrofer.

Gud kan tilmed på ruinerne af vor civilisation skabe en ny kristen civilisation i Asien eller Afrika på samme vis, som vores blev skabt på ruinerne af den kristne romerske civilisation. Men vor viden om, at Gud ofte på mirakuløs vis griber ind i historien, må selvfølgelig ikke bruges til at gøre os blinde over for den virkelighed, vi har for vore øjne, og den erfaring, den allerede forløbne historie har givet os. Vi skal bede for og håbe på mirakler, men vi skal også se virkeligheden lige i øjnene. Historien gentager sig ikke, men den har det med at rime, og kendsgerninger er nu engang kendsgerninger.

Selvom vi kan bede om, at Danmark atter må blive et kristent land, og at der et eller andet sted i verden atter vil opstå en kristen civilisation, så er det en kendsgerning, at den civilisation, der eksisterede i Europa fra ca. år 700 og frem til for nylig, nu er borte. Hvor mange sejlivede rester af den hedengangne civilisation, der end er tilbage i vort samfund, i vores retsforståelse, i vores menneskesyn osv., så er og bliver det rester, der kun venter på at blive udrenset. Dødskramperne varede i et par hundrede år, og genoplivningsforsøgene har været utallige. Utallige gange har de kristne tænkt, at en konservativ, dvs. en civilisationsbevarende, vækkelse var på vej, talrige gange har man tænkt, at fundamentet var intakt, og at besindelse på dette fundament ville forhindre det kristne vesterlands undergang.
Indtil for nylig var dette håb da heller ikke helt grundløst. Engang kunne man stadig hævde, at træet var sundt og kun frugterne rådne. Det gav f.eks. statistisk mening at hævde, at der eksisterede et tavst flertal, som holdt fast i et kristent menneskesyn og havde kristne familieværdier, og at de gennem disse sekundære kristne værdier kunne finde vej til det primære. At de gennem det kristne menneskesyn kunne finde tilbage til den kirke, deres menneskesyn var en frugt af. Dette håb giver ikke længere mening.

Kristendommen er nu i bedste fald på tålt ophold. Den er en sekt, der befinder sig på fjendtligt territorium, på samme måde som kristendommen har været det i alle sine oprindelige kernelande siden den muslimske erobring.

Et samfunds antropologi er, som bekendt, altid en sen bivirkning af dets sotereologi, og et samfunds sociale, kulturelle, retsmæssige og økonomiske strukturer er en sen bivirkning af dets antropologi.

Det tager derfor altid nogle århundreder efter samfundselitens religiøse omvendelse, før den nye antropologi kommer på rygmarven af det enkelte menneske, og det tager yderligere en årrække, før den nye antropologi trænger ned i styreform, jura, sociale normer osv.

Ikke mindst omvendelsen fra hedenskab til kristendom bevirker en frygtelig svær omvending af værdierne. Ikke af alle, men af en lang række. Det tog århundreder, før det blev muligt at skrive Jyske Lov, og stadig, da den blev skrevet, var dens værdier formentlig meningsløs tale for mange, der stadig havde hedenskabet på rygmarven.
Tænk, at den stærke og succesfulde skal acceptere, at den svage fiasko skal behandles lige af dommeren. Tænk overhovedet af hævde, at loven er til for den svages skyld.
Tænk, at man ikke længere må falde over sit eget sværd og derved bevare æren, men i stedet skal leve videre æreløs og ydmyget, fordi Gud siger, at livet ikke tilhører os selv, men Ham.
Tænk, at en stolt adelsmand kan komme ud for at skulle henslæbe årtier som en æreløs taber og fattiglem, blot fordi Gud siger, at selvmordet er forbudt, tænk at skulle leve barnløs blot fordi kirken siger, man ikke må tage en frille eller to eller tre.
Tænk at skulle ophøre med den årtusindgamle tradition for børneudsætning og derved risikere at få alt husets brød spist af handikappede eller af et utal af piger.
Tænk at skulle acceptere, at det at slå et foster eller en nyfødt handikappet svækling ihjel skal straffes lige så hårdt som at slå en voksen livskraftig mand ihjel.
Tænk at magt ikke er lig med ret, når man drager i leding og ser alle de smukke kvinder flygte fra de brændende byer. Tænk at skulle holde sig til sin hustru alene og leve helt afholdende, hvis hustruen ikke længere dur til noget.

Ja, kristendommens komme til de ædle hedninger medførte så sandelig en omvending af (næsten) alle værdier, og intet har formentlig været så svært at få på rygmarven som den kristne seksualmoral. (At få en moral på rygmarven betød nu ikke nødvendigvis at leve efter den, men det betød at anerkende den som det, man burde gøre, og at anerkende nødvendigheden af at gå til skrifte og gøre bod, når man havde brudt den. Selv de mest forhærdede måtte udadtil lade, som om de levede efter det kristne menneskesyn.)

Stik mod al før-kristen moral, ja, tilsyneladende stik mod naturen selv, forudsatte kristendommen, at det kristne menneskes normaltilstand er total seksuel afholdenhed. Det gjaldt før ægteskabet, det gjaldt i ægteskabet forud for mange af årets helligdage, det gjaldt, når ægtefællen af en eller anden grund ikke kan eller vil være seksuelt aktiv, det gjaldt som den eneste legitime form for svangerskabsforebyggelse, det gjaldt ved ægtefællens død, og det gjaldt naturligvis livslangt, hvis man f.eks. led af den særlige form for narcissisme, som bevirker, at man ikke følelsesmæssigt kan transcendere sit eget køn.

Ja, det kræver en meget stærk og levende sotereologi blandt langt størstedelen af et samfunds befolkning, for også at kunne fastholde den kristne antropologi. Med stærk menes især en sotereologi med store løfter. Løfter om syndernes forladelse og befrielse fra evig straf i helvede. Løfter om kødets opstandelse og evigt liv i Gud. Fordi både menneskets sjæl og menneskets legeme er skabt i Guds billede – så det ligner Jesus i det ydre og har hans logos i sit indre – derfor, og kun derfor, skal den svage have samme ret som den stærke og derfor er menneskets krop og seksualitet så hellig og ophøjet, at den kun hører hjemme i det hellige ægteskab. Det ægteskab af mand og kvinde som er indstiftet før syndefaldet som en del af den samlede sakrale orden. Foreningen af mand og kvinde i hjerte, krop og sjæl er en del af den sande, Guddommelige orden og derved en rest af den sande gudbilledlighed. Derfor er denne forening, også i seksualakten, en hellig handling og derfor er det at vanhellige noget helligt, når mennesket udfolder sin seksualitet uden for ægteskabet af mand og kvinde. Det er ikke blot udtryk for dødssynden luxuria, begær, men for den værste dødssynd, superbia, hovmod. På nøjagtig samme måde som en selvmorder vanhelliger noget helligt, når han tager sit eget liv.

Det mørnende kadaver
Som sagt er et samfunds antropologi altid en sen bivirkning af dets sotereologi og et samfunds sociale, kulturelle, retsmæssige og økonomiske strukturer en endnu senere bivirkning af dets antropologi. (Den formelle politiske arena er, som bekendt, næsten helt uden betydning, thi den kommer først i fjerde række. Politikere er, som en eller anden har sagt, kun det remtræk, der transmitterer de idéer, som er opstået i andre miljøer. Politik er ”downstream of culture”, som det hedder).
Det er denne rækkefølge, som bevirker, at samtide havde så svært ved at forstå det, det gale memmeske stillede sig frem på torvet og råbte til den stadig velfungerende civilisations fromme repræsentanter, at deres Gud var død, og at de selv havde slået ham ihjel. Alting fungerede jo endnu. Man havde konger, romantisk ægteskab, domstole og kirker. Man høstede stadig træets frugter, så hvordan kunne galningen dog påstå, at træet allerede var fældet?

I dag ved vi, at galningen havde ret. Efter den kristnes sotereologis afskaffelse oplevede man på Nietzsches tid den kristne antropologis afskaffelse, og i dag er også antropologiens vigtigste bivirkninger endeligt borte. Derfor er det ikke længere muligt for en kristen at kalde sig konservativ i nogen meningsfuld betydning af ordet, thi der er ikke nogen vestlig kristen orden at konservere. Den er et mørnende kadaver, for nu at udtrykke det pænt. Hvad der end kommer, så er det noget nyt. Det kan dog siges med nogenlunde sikkerhed, at den gnostisk/voluntaristiske religion, der har nedkæmpet kristendommen og som nu har magten, kun vil være et overgangsfænomen. Som al gnosticisme er dens had til denne verden ganske enkelt for stort. Den masseproducerer sølle, ensomme, narcissistiske og derfor fundamentalt ufrugtbare mennesker.

Gnostisk sotereologi:
Dødens jordmødre
Den amerikanske journalist Gene Johnson fra Associated Press fulgte med skriveblok og kamera gennem flere måneder en kræftramt borger i Seattle ved navn Robert Fuller.

”Uncle Bob”, som hans venner kaldte ham, er én af 1200 borgere i staten Washington, som har benyttet sig af legaliseringen af ”en værdig død”. Efter et langt liv som sygeplejerske var Robert Fuller nu først og fremmest aktivist i det lokale LGBTQ-miljø og havde en mandlig kæreste på vel ca. en tredjedel af sin egen alder. I sommeren 2018 fik Fuller strubekræft og besluttede at begå selvmord, inden sygdommen blev for alvorlig. Samtidig tilsluttede han sig den lokale katolske kirke, han gik regelmæssigt til søndagsmesse og blev et meget afholdt medlem af den meget åbne og levende menighed. En menighed så åben, at den gladelig tog imod Fullers selverklærende evner som shamanistisk healer. På trods af den tiltagende dårlige strube var han med i gospelkoret, han læste gerne bibeltekster under gudstjenesten og krydrede dem ofte med sine egne rammende og populære kommentarer fra et shamanistisk perspektiv. I foråret 2019 begyndte Fuller for alvor at planlægge sit selvmord og skrev om planlægningen på facebook. Han udtrykte blandt andet sin store glæde over, at hans lokale kirke og den jesuitiske præst havde givet hans selvmord deres velsignelse. At selvmordet var planlagt til 10. maj og den kirkelige begravelse til 17. maj.

Den 5. maj gik han efter aftale med sin præst og biskop til gudstjeneste for, for sidste gang, at modtage den hellige nadver. Han var gudstjenestens centrum, og journalisten fotograferede flittigt. Efter hans sidste nadver samledes en stor flok hvidklædte børn, der netop havde været til nadver for første gang, sig om ham. Medens de sang, gik præsten smukt frem gennem den hvide børneflok og gav Uncle Bob en særlig personlig velsignelse.
Således vel forberedt til sin nedfart til den salige tomhed kunne han nu gå videre til den store
afsluttende fest lørdagen efter, den 10. maj.
Han begyndte dagen med at iklæde sig en blå Hawaiiskjorte og holde lovformeligt bryllup med sin unge elsker. Ved festen bagefter sang kirkens gospel-kor. En solist supplerede med Ave Maria.
Derefter kom en digter og oplæste et nyt digt, skrevet personligt til Fuller. Han blev beskrevet som et træ og hans shamanistiske tanker som fugle på træets grene.
Således beriget bankede han tre gange med sin stok i loftet og sagde:

”Jeg forlader jer om en time. Jeg er SÅ klar til af forlade jer.”

Til journalisten sagde han en sidste vittighed:

”I am dying to read your story.”

Han gav sine venner knus og trøstede dem med ordene:

”I kan finde mig i guds øjne, i kan finde mig i smuk musik, i kan finde mig i ildelugtende prutter.”

Han inviterede derefter vennerne med op i sit soveværelse. To frivillige fra en selvmordstøttegruppe – der betegnede sig selv som ”jordmødre” – blandede, efter selvmorderens ønske, dødsgiften op i kaluha og han sprøjtede derefter selv de to sprøjter ind i sin ernæringssonde.
Efter en kort stilhed sang han en linje fra et tv-show: ”jeg er så glad for, at vi havde denne tid sammen”.
Så var der stille igen, men han åbnede øjnene en sidste gang for at deklamere:

Jeg er her stadig

Det var han så ikke mere. Med kirkens velsignelse og uden at den en eneste gang havde besværet ham med ordet synd.
Se, således – ved at blive gnostisk jordemoderassistent ved den vestlige civilisation selvmord – kan kirken undgå at blive en isoleret og forfulgt sekt. Kun således kan vi undgå kors og forfølgelse Kun således kan vi undgå at blive ecclesia militans.