TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Den røde robotfabrik

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 3, s. 37- 38 

Når jeg ser tilbage på min egen første skoletid i midten af 70’erne, kan jeg blive helt rystet og trist over at tænke på, hvor megen kristen dannelse – og dannelse i det hele taget - der er gået tabt. I de første tre år havde vi faget ”Bibelhistorie”, hvor vi hørte de bibelske fortællinger og sang salmer. Herfra fik alle vi elever et indgående kendskab til kristendommen, for fundamentet for en ordentlig kristendomsundervisning består i, at kristendommen fortælles ind i børnene tidligt. Borte er faget ”Bibelhistorie”, og borte er den almene viden om kristendommen. Vi havde i skolen også morgensang hver morgen, hvor vi sang fra den røde skolesangbog. Den røde farve på sangbogen var ikke en socialistisk markering som så meget andet fra den tid, for sangbogen indeholdt både danske kernesalmer og -sange. 9 års morgensang og sangtimer i faget ”Musik” gjorde, at man virkelig lærte den danske sangskat at kende. Borte er morgensangen på min barndoms skole. Da vores kultiverede skoleinspektør gik på pension, gik morgensangen samme vej. Jeg ved ikke, om det skyldtes åndelig dovenskab, venstreorientering eller begge dele. Borte er den!

Sagen er, at i mine første skoleår begyndte en ung generation af røde lærere at komme ud fra seminarierne, hvilket er fortsat siden. De unge røde 68’ere, hvis forbilleder var Marx, Mao og Lenin, besluttede sig for efter maoistisk forbillede at gå den lange march gennem kultur- og uddannelsesinstitutionerne og tage magten over dem. Det var en helt bevidst socialistisk strategi, at skulle kampen mod det bestående borgerlige kapitalistiske samfund vindes, skulle det ske gennem uddannelsessystemet og de kulturformidlende institutioner. Det var så det, der skete, og der er tale om en maoistisk kulturrevolution i noget mindre skala, der har ført til et dannelses- og traditionstab af rystende dimensioner. Jeg tror nok, at de røde lærere mente, at de gjorde op med en borgerlig dannelsestradition, men det, der skete, var, at de gjorde op med en dannelsestradition, som har sine rødder i antikken og kristendommen. Symbiosen mellem den græske antikke forestilling om dannelse og kristendommen har udgjort kernen i hele den europæiske dannelsestradition, hvor ind i nationalstaten og det nationale føjer sig.

Opgøret med dannelsen og kundskaberne

Det er for mig ubegribeligt, at både røde lærere og borgerlige åndløse teknokrater har gjort, hvad de kunne for at smadre den europæiske dannelsestradition. Lad mig give et eksempel: Det er i dag en fastslået sandhed i folkeskolen, at viden ikke er noget, som man behøver at tilegne sig, fordi man kan søge det hele på internettet. Det var allerede et ideologisk slogan på venstrefløjen i 70’erne, at paratviden var ensbetydende med terperi og den sorte skole, og puha dada hvor var det slemt. Sagen er bare, at tilegnelsen af almen viden er en del af den åndelige og sjælelig dannelse, som er nødvendig, hvis ikke vi mennesker ikke skal ende som primitive barbarer. Mennesket skal altså dannes og civiliseres, hvilket sker gennem opdragelse og skolefag som dansk, matematik, engelsk, tysk, musik osv. osv. Det handler altså ikke kun om samfundsnytte, men om at mennesket er et åndsvæsen. Ligesom mennesket har materielle og fysiske behov, har det også åndelige behov, men desværre er denne dimension gået tabt. I øvrigt er hele argumentationen om, at man bare kan finde sin viden på nettet helt gal. Internettet er jo et rent Klondyke, hvor rigtige og forkerte oplysninger står side om side, ligesom internettet repræsenterer det bedste af det menneskelige - sammen med det værste, mest afskyelige og mest gemene. Et barn skal netop lære paratviden og være dannet for overhovedet at kunne navigere på internettet.

Opgøret med autoriteterne

Det første møde, som jeg havde med en rigtig rød lærer i undervisningen, gik som følger. Han spurgte os elever, om vi var klar over, hvor meget vi blev indoktrineret af vores forældre? Det var selvfølgelig et svært ord at lære, men hvad værre er, blev jeg ret sur på mine forældres vegne. Hvad bildte den røde starut sig ind? Han kendte hverken mig eller mine forældre personligt. Sagen var jo, at denne unge røde lærer blot skulle have en begrundelse for at indoktrinere os børn med socialistisk propaganda, hvilket så kunne gå for sig i resten af ens skoletid. Et mantra i ’68 pædagogikken’ var, at forældre slet ikke kunne finde ud af at opdrage deres børn, og det blev foreslået, at forældre skulle have en form for kørekort i politisk korrekt opdragelse. Bag hele diskussionen lå en tanke om, at det i virkeligheden var staten og uddannelsessystemet, som skulle forme og opdrage barnet – og ikke forældrene. Den aktuelle og helt igennem relevante diskussion om forældres manglende opdragelse af deres børn har sit udspring i den røde skoles opgør med autoriteterne – heriblandt først og fremmest forældrenes autoritet. De røde lærere ville så heller ikke være autoriteter. Det er i stedet kommet til at handle om socialistisk holdningsbearbejdelse i forhold til flygtninge, racisme, multireligiøsitet, islam, økonomi, klima, miljø osv. osv. Det kører bare derud af, og det fortsætter. Det bliver gang på gang understreget, at kristendomsundervisningen i folkeskolen ikke må være forkyndende, men hvorfor de røde lærere så må forkynde en så massiv venstrefløjspropaganda, er mig en gåde. Det er, hvad jeg forbinder med de røde lærere: Ideologiske ypperstepræster. Det, som de ikke forstod, var, at de var autoriteter og nød respekt, fordi de havde lærerembedet, og fordi de repræsenterede en lang europæisk dannelsestradition og en fælles dansk arv, som i dag er ved at forvitre i uddannelsessystemet.

Se, jeg har gennem alle årene støttet folkeskolen og det danske uddannelsessystem på grund af den fælles nationale arv og den fælles dannelsestradition, som har været fundamentet. Når folkeskolens forhold til det folkelige og det nationale forsvinder, ender den med selv at forsvinde. Når dannelsen og den fælles arv forsvinder – og kun venstrefløjspropagandaen bliver tilbage - ved jeg ikke, hvad der egentlig er værd at støtte. Når ens børn fortæller, at en samfundsfagslærer på gymnasiet heiler, når han omtaler Dansk Folkeparti, eller når en ung gymnasieelev kan fortælle, at deres rektor råber: ”Fuck Trump” til en morgensamling, tænker jeg på, hvor afgrundsdybt dannelses- og traditionstabet er. Jo dybere dette tab er blevet, desto vanskeligere er det at støtte et rødt uddannelsessystem, der så åbenlyst bekriger alt, hvad jeg selv står for og holder højt. Jeg har igennem årene ofte spurgt mig selv, hvorfor man egentlig sender sine børn hen i den røde robotfabrik, som uddannelsessystemet siden 1968 har udviklet sig til? En af mine døtre udtalte en klar erkendelse af årsagen til den socialistiske ensretning, da hun gik i gymnasiet. Jeg spurgte hende, hvorfor hun og hendes klassekammerater ikke gjorde oprør mod deres røde lærere? Hun svarede: ”Far, det er meget nemmere at være venstreorienteret! Man er ’in’, og så får man langt bedre karakterer”.

Der er selvfølgelig gode gymnasier, gode skoler og gode lærere, der hver dag gør deres bedste for at indpode børnene og de unge de nødvendige kundskaber. Jeg kender selv en hel del lærere både på folkeskole- og gymnasieniveau, og jeg tøver ikke med at kalde dem hverdagens helte. Det er dem og det forhold, at både folkeskolen og gymnasierne er forankret i det lokale og dermed folkelige, der gør, at jeg stadig holder af folkeskolen. Det ændrer bare ikke på, at uddannelsessystemet er gennemsyret af venstreorientering, og det er årsagen til forfaldet.

Tillad mig her afslutningsvis at konkludere angående venstreorienteringen i folkeskolen – blot for at vise i tal, hvor galt det faktisk står til med den røde robotfabrik. I forbindelse med valget i juni lavede DR en undersøgelse af, hvor lærerne stemte. 28 procent af lærerne stemte på Socialdemokratiet, mens Enhedslisten landede på 21,6. SF fik 17 procent, De Radikale 11,4 og Alternativet fik 4,8 procent. Det giver 82,8 procent. Enhedslisten ville være det andet største parti, og rød blok ville have 148 mandater i folketinget, hvis lærerne bestemte. Så vidt rød blok! Venstre tegnede sig for 9,7 procent af lærernes stemmer. Herefter fulgte De konservative med 3,5, DF på sølle 2,5, LA på 0,7, KD på 0,4 og NB 0,1. Den borgerlige blok tegnede sig alt i alt for 16,9 procent og ville, hvis lærerne kunne bestemme, kun have 31 mandater i folketinget.