Af Monica Papazu, Tidehverv 2020, nr. 7 og 8, s. 125- 139

Ve de besejrede!

Det sidste halve år har været en afsløringens tid. Begivenhederne har fulgt hurtigt efter hinanden: corona-epidemien, omdannel­sen af Hagia Sophia til moské og Black Lives Matter-bevægelsen.

Forestil dig for et øjeblik, at du som en rejsende fra forti­den eller fra fremtiden åbner øjnene til den ukendte verden foran dig og noterer, hvad du ser: Lukkede kirker – Hagia Sophia: helligdom for Underkastelsens religion – monumenter skæn­det og helgenstatuer revet ned¹

Ved dette bedrøvelige syn vil den rejsende skrive i sin dagbog: Hvad er det for en katastrofe, der har ramt denne verden?

Ja, det er nok at åbne øjnene og se. Disse er tidens tegn, og de taler lige så stærkt som branden i Notre-Dame i Paris. Hvad siger de om det kristne Europa og den europæiske kultur og civilisation?

Den rejsende kaster endnu et blik omkring sig og hvisker de gamle ord: ”vae victis!” (ve de besej­rede!).

”And therefore I have sailed the seas and come / To the holy city of Byzan­tium”²

Lad os selv rejse – ikke til en ukendt verden, men til vor egen fortid, til det kristne Europas åndelige centrum: Hagia Sophia 483-565, Den Hellige Viisdoms Domkirke i Konstantinopel. Et tilbageblik er nødvendigt, for at man kan forstå betydningen af, at Hagia Sophia nu, i juli 2020, er blevet forvandlet til moské. Denne katedral er et af de store symboler på Romerrigets modtagelse af den kristne tro. Det er en anakronisme at kalde den for en ”ortodoks” kirke, hvis man bruger ordet for at signalere en forskellighed fra ”katolsk”. Hagia 

Sophia er universel (”katolsk”) såvel som ”ortodoks” (dvs. et udtryk for ”den rette tro”). Den er fra tiden før, ”katolsk” og ”ortodoks” kom til at betyde forskel og endda modsætningsforhold.

Konstantinopels hovedkirke blev rejst af kejser Justinian (483-565), som viste sig at være en sand efterfølger af Konstantin den Store. Sammen med sin hustru, den kloge, viljestærke og smukke Theodora, herskede Justinian ikke kun over Det Østromerske (Byzantinske) Rige, men også over den vestlige del, for det var lykkedes ham at samle riget på ny. Justinians tid er et af eksemplerne på, at historien ikke altid er uigenkaldelig, men fortiden kan vende tilbage, om det så er for en lang tidsstrækning eller kun for en stund.

Takket være sin legendariske feltherre Belisarius formåede Justinian at genskabe Romerriget. Han sejrede over de germanske folk, som ved deres indtrængen havde revet riget fra hinanden: vandalerne, ostrogoterne og visigoterne. Han generobrede Nordafrika med Karthago og det øvrige territorium vest for Egypten, Italien, Spanien og Illyrien (svarende til hovedparten af de senere tiders Jugoslavien). Det er ikke kun Konstantinopel, der var Justinians by, men også Ravenna; hans navn er ikke kun knyttet til Hagia Sophia, men også til San Vitale-kirken i Ravenna, en ottekantet basilika, hvor man stadig kan se hans og Theodoras mosaikportrætter: De er til stede som medlemmer af menigheden.

Justinian regerede over den græsk-romerske verden, hvor de to kulturer smeltede sammen og de to sprog vekslede med hinanden. Indtil ca. 200-tallet var græsk Roms kultursprog (derfor skrev filosof-kejseren Marcus Aurelius på græsk); for Konstantin den Store (285-337) – og for en række af hans efterfølgere, f.eks. Justinian – var latin det naturlige sprog, som det også var for den dannede klasse og for en stor del af befolkningen på Balkan, hvorfra Konstantin selv stammede (Konstantin blev født i Naissus, det nuværende Niš i Serbien). Vi har en rest af denne sproglige virkelighed i det græske ”Kyrie eleison” (”Herre, forbarm dig”), som synges i første del af liturgien i Vesten, før Gloria, for i begyndelsen af kristendommen fandt gudstjenesterne sted på græsk i Rom, ligesom Det Nye Testamente blev nedfældet på græsk. Justinian selv ser ud til at have vekslet mellem de to sprog: Hans betydningsfulde juridiske værk – at regere gennem loven er en arv fra Romerriget, som har været med til at forme Europa – lovsamlingen Corpus juris civilis (dvs. ”Samling af civilretslige love”) er skrevet på latin. Tilføjelserne til den, de såkaldte Novellae (Noveller), er til gengæld for det meste på græsk.

Det er egentlig først efter Konstantinopels fald i 1453, at grækerne kom til at identificere sig med det græske i snæver forstand. Tabet af frihed og undertrykkelsen under et fremmed åg er det pres, under hvilket den nationale bevidsthed udkrystalliserer sig. Indtil da kaldte byzantinerne eller grækerne sig for ”romere” (Romaioi) og deres sprog for ”romansk”³. Selv muslimerne omtalte Byzans som Rom (Rum)⁴. Selvom Konstantinopel (Konstantins By) blev hovedstadens gængse navn, som synes at være opstået spontant hos folket, var dette ikke den historisk korrekte betegnelse: Den by, som Konstantin grundlagde i 324, og som stod færdig i 330, hed simpelthen Det Nye Rom. Rom var flyttet fra byen med de syv høje til det næsten tusind år gamle græske Byzantion ved Europas udkant, et trekantet område på to sider omgivet af vandene fra Det Gyldne Horn, Bosporus og Marmarahavet. Denne nye by blev grundlagt som en kristen by: ”Kristus, verdens hersker og herre, dig helliger jeg denne by, som er din, såvel som Roms scepter og magt”⁵, som der stod på Konstantinsøjlen, der stadig eksisterer i det såkaldte Istanbul⁶.

I dag, efter Det Store Skisma mellem Øst og Vest i 1054⁷ og efter katastrofen i 1453, glemmer man sommetider, at Europa har været én kristenhed (og i dyb åndelig forstand stadig er det), at Vest og Øst, Rom og Konstantinopel, har støttet hinanden teologisk i tusind år, og at kirkefædrene, som har formuleret vores trosbekendelse og formet vores teologiske sprog og tænkning, var engageret i samme anliggende, kommunikerede intenst med hinanden og var sammen om at vidne for deres tro og dø for den⁸. Nikæa, Konstantinopel, Kalkedon, hvor de fælles bekendelsesskrifter blev formuleret i hhv. 325, 381 og 451, lever stadigvæk i kirkens hukommelse – selvom disse steder i mellemtiden, med forandrede navne, kun er at finde på Tyrkiets kort (Iznik, Istanbul, Kadiköy).

Ligesom trosbekendelsen fra Nikæa (325) kan siges at være Europas dåbsattest, symboliserer Hagia Sophia, som i sin nu forsvundne, oprindelige form går tilbage til Konstantin den Store og hans søn Konstantius, ét Europa under én tro: Guds Hus i en ny verden, for Gud har gjort den gamle græsk-romerske verden ny.

To århundreder efter Konstantin fik Justinian bygget, i stedet for den første kirke, som var blevet ødelagt af jordskælv og brand, kristenhedens største helligdom. Det er den kirke, hvor fyrst Vladimirs udsendinges hjerter vil blive vundet for troen:

”[S]å kom vi til grækerne, og de førte os derhen, hvor de tjener deres Gud. Og vi véd ikke, om vi har været i himlen eller på jorden. Thi på jorden findes ikke et sådant syn eller en sådan skønhed. Og vi formår ikke at forklare det. Kun så meget véd vi, at dér dvæler Gud sammen med menneskene […] vi kan ikke mere glemme den skønhed”, sagde de, da de kom tilbage⁹.

Det er næsten de samme ord, som blev sagt af de folk, som med egne øjne havde set Den Store Kirke, som Den Hellige Viisdoms Katedral var kaldet, blive bygget:

”Ens sind bliver løftet op mod Gud og opflammet, og man føler, at Han ikke er langt væk, men elsker at dvæle på dette sted, som Han har valgt. Det er ikke kun de mennesker, der ser kirken for første gang, der oplever det, men også de, der bliver ved med at komme her, som om hver gang var en første gang”, skrev historikeren Prokopios af Cæsarea (500-562)¹⁰.

Og troen og skønheden spredtes. Den dag i dag bærer Den Hellige Viisdoms Domkirke i Kiev, grundlagt af fyrst Vladimir i 1011, vidnesbyrd om det sted, hvor russernes omvendelse tog sit udgangspunkt: Deres Sofia-katedral (Sofijskij sobor) er en Hagia Sophia omplantet på Dneprs bred.

Det var ikke kun musikken i Hagia Sophia – krøniken fortæller, at Konstantinopels patriark havde ”sammenkaldt koret”, og der lød ”hymner og korsange”¹¹ – der havde rørt russernes sjæl, men også den skønhed, de så, ja, billederne og arkitekturen.

Bygninger er ikke blot et spørgsmål om at skaffe sig tag over hovedet; de er former, som afspejler menneskenes længsel efter skønheden, og har – især når det drejer sig om kirker – symbolsk betydning. Hagia Sophias arkitektur er et teologisk udsagn. Dens struktur har en specifik bevægelse, som bliver åbenbar, når man sammenligner den med de senere gotiske kirker. De gotiske kirker har bønnens bevægelse, fra jorden til himlen. De peger på himlen, man beder til og tørster efter. Hagia Sophia symboliserer snarere himlen, som nærmer sig jorden og tager den i favn. Guds viisdom – Hans mening med os mennesker og med alle ting¹² – er noget, vi modtager. Den store kuppel (32 meter i diameter) breder sine 40 ribber (et symbolsk tal) ud over rummet, over menneskene, og dens linjer forlænger sig i landskabet.

De 40 vinduer i den nederste del af kuplen og over gallerierne koncentrerer lyset i selve hvælvingen og lader søjler og vægge i skyggen. På grund af lyset synes kuplen at ”svæve” (det ord, Prokopios bruger) over de troende, ”som om den hang ned fra himlen i en gylden kæde”¹³. Kuplen bliver det centrale symbol på frelsen fra himlen: Det guddommelige lys – Kristus ”verdens lys” – som stiger ned til menneskene.

Det kan stadig undre os, at et så formidabelt bygningsværk blev rejst på kun fem år (532-537), alt imens Barcelonas Sagrada Familia påbegyndt i 1885 endnu ikke er fuldført. Det siger i sig selv meget om civilisationens prioriteter – hvad vi i øvrigt også har kunnet konstatere under corona-epidemien, hvor kirkerne blev reduceret til det helt uvæsentlige næsten overalt i Europa. At et arkitektur- og kunstmirakel som Hagia Sophia overhovedet lod sig bygge og endda har kunnet overleve i et jordskælvsområde, har også en konkret forklaring: arven fra den græsk-romerske civilisation, den viden og kunnen, som de tidligere generationer havde akkumuleret. Historikeren Prokopios nævner de to matematikere, arkitekter og ingeniører, som har æren for at have skabt denne kirke: Anthemios fra Tralles og Isidoros fra Miletos. De var ikke kun eksperter i geometri og bygningskunst, men også i optik – deres komplekse viden hvilede på Euklids lære. Det er lyset, der udgør Hagia Sophias sjæl – det er lyset, der får kuplen til at svæve og mosaikbillederne, hvor hvert glasstykke blev lagt i en bestemt vinkel, til at bevæge sig, så kirkerummet bliver til det levende Himmerige.

Byzans uden for Byzans

Det er en kendsgerning, at det er i Det Østromerske Rige, i Byzans, at den græsk-romerske åndskultur fik lov til at fortsætte uden det delvise brud, som på grund af historiens ugunst skete i Vesten. Universitetet i Konstantinopel blev grundlagt i 425, og indtil Konstantinopels fald var det et stærkt dannelses- og uddannelsescenter, i parallel med det teologiske Akademi (Patriarkens Universitet). Læguniversitetet tilhørte staten, det kristne universitet kirken, men de delte ofte de samme professorer og havde et lignende pensum, med den forskel, at det kristne universitet lagde mere vægt på teologi. Trivium og quadrivium, dvs. de sproglige og de matematiske fag, indgik i ethvert dannet menneskes bagage, og børn lærte Homer udenad fra stort set deres yngste alder (det er måske grunden til, at græsk er det sprog i Europa, der har forandret sig mindst i 2.500 år)¹⁴.

Men så skete der det mærkelige: I tiden omkring Konstantinopels fald og meget mere efter det udvandrede – flygtede eller ”hoppede af”, som vi plejede at sige i kommunisttiden – grækerne fra Byzans til Vesten. De kom med den kultur, der var deres, men denne kultur fik en noget anden betydning for Vesten end for dem. Det, som for grækerne var noget naturligt, for det var den kontinuitet, de levede i, blev en genopdagelse i Vesten – ja, det blev til Renæssance. I Byzans var alting forstået gennem kristendommens filter. Menneskelige erfaringer aflejret i bøger og store tanker fra de forrige generationer var noget, de var helt fortrolige med. Antikkens forfattere og filosoffer, Platon såvel som Aristoteles, var selektivt læst, de var byggestene i et anderledes bygningsværk. Vesten så ud til at have mistet denne naturlige omgang med fortiden. For Vesten opfattede antikken i en anden musiknøgle end byzantinerne, som nu var at finde i de store kulturcentre såsom Padova og Venedig – det var til Venedig, Erasmus rejste for at forbedre sine græske kundskaber¹⁵. Genopdagelsen af oldtidens kultur gav en impuls til en antropocentrisme, som var de fromme byzantinere fremmed. Konstantinopels fald bidrog til Vestens ”Renæssance”.

Truslen fra islam

Hagia Sophias genomdannelse til moské bringer os ansigt til ansigt med de rå historiske fakta. Islam er blot i gang med at markere sin kontinuitet med sig selv: erobringens kontinuitet i overensstemmelse med islams grundlægger.

Den britiske historiker Roger Crowley fortæller således: I året 629 foretog den østromerske kejser og tapre feltherre Herakleios ”en pilgrimsfærd til fods til Jerusalem”. Det var lykkedes Herakleios at generobre ”kristendommens vigtigste relikvie, det såkaldte Sande Kors, som han i triumftog bragte tilbage til Gravkirken. Ifølge den islamiske overlevering fik han overrakt et brev, da han ankom til byen. Heri hed det: »I Allahs navn […]: Denne skrivelse kommer fra Muhammed, Allahs slave og hans apostel, og er henvendt til Herakleios, byzantinernes hersker. […] Jeg opfordrer dig til at underkaste dig Allah. Antag islam«”¹⁶.

Om skrivelsen har eksisteret eller ej, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at den markerer sammenstødet mellem islam og kristendom, hvilket bliver sat desto mere i relief ved det, at hændelsen skulle have fundet sted i Jerusalem og i forbindelse med, at Kristi Kors blev bragt tilbage til Gravkirken. Islam kræver underkastelse: ikke blot af hver enkelt troende, men af hele verden. For islam kan krigen først ophøre, når en verden uden for islamisk herredømme – den verden, der kaldes for Krigens Hus (Dar al-harb) – ikke længere findes.

Den islamiske erobring gik mod både øst og vest. Allerede i 600-tallet faldt de store kristne centre: Damaskus (634), Antiokia (637), Jerusalem (638), Alexandria (642) og Karthago (697). Jerusalem, Alexandria og Antiokia var tre af de oldkirkelige patriarkater, og tilbage blev kun Rom og Konstantinopel. I 717-718 var Konstantinopel under belejring. Vesteuropa stod også over for islams fare: I 711 begyndte erobringen af den iberiske halvø. I 720 nåede en muslimsk hær helt til Narbonne i Sydfrankrig, men fremrykningen blev standset i 732 af rigshovmester Charles Martel (Karl Hammeren) ved slaget mellem Tours og Poitiers. Århundrede efter århundrede gentog det samme mønster sig – islam rykkede frem, dybere og dybere ind i Europa, indtil det blev standset ved Wiens porte i september 1683, takket være den polske konge Jan Sobieski. I mellemtiden var de kristne folk på Balkan og nord for Donau (Serbien, Albanien, Grækenland, de rumænske fyrstendømmer) faldet under islamisk herredømme, og Konstantinopel var gået under.

Den sidste gudstjeneste i Hagia Sophia

Da tyrkerne den 6. april 1453 begyndte deres 53-dages tunge belejring af Konstantinopel, var Det Østromerske Rige skrumpet ind til bare byen (en 50.000 indbyggere) og nogle landsbyer i omegnen, et par øer og Morea (halvøen Peloponnes). Det var ikke længere materielt rigt, men åndeligt blomstrende som aldrig før¹⁷. Den kendte friheden og priste den i alle dens betydninger: ”Byzans var grundlæggende et demokrati”¹⁸.

Konstantinopels fald er blevet fortalt mange gange og med gribende detaljer. Der er blevet fortalt om en fælles modstand, hvor kvinder og børn, nonner og munke var med i forsvaret og trodsede den 200.000-mand stærke islamiske hær. Til sidst var der kun 4.000 kampdygtige mænd i Konstantinopel til at bevogte byens befæstning, ”den theodosianske mur” på 20 kilometer¹⁹. Der er blevet fortalt om rigets sidste kejser, Konstantin XI, som nægtede at flygte og døde i kamp; om hans modige feltherre, storhertug Lukas Notaras, som ikke bøjede sig efter nederlaget og blev henrettet sammen med én eller flere af sine sønner (Notaras’ enke døde som slave); om den genovesiske helt Giovanni Giustiniani, som af eget initiativ kom Konstantinopel til undsætning og bragte to skibe med 700 krigsmænd, som han betalte af egen lomme. Det er alt sammen det stof, historien er lavet af: menneskeskæbner og menneskekarakterer; gerninger og momenter, som bliver indprentet i civilisationens hukommelse. 

På den sidste dag, Konstantinopel levede, genfandt Den Hellige Viisdoms Kirke hele sin betydning. ”Her havde der allerede stået et Guds hus i 1.100 år; Justinians store kirke var 900 år gammel”²⁰. Den havde fået russerne til at omvende sig. Den havde velsignet menneskenes dage, opløftet deres hjerter og inspireret dem til at bygge ”monuments of unageing intellect”²¹. Den havde været vidne til århundredernes gang: til den gensidige bandlysning mellem vest- og østkristenheden (1054); til Det Fjerde Korstogs udplyndring og skænding af det hellige rum (1204); og til den falske fejring af genforeningen mellem den romersk-katolske kirke og den ortodokse som følge af kirkemødet i Florens (1439), som dog ikke på nogen måde formåede at løse den teologiske strid og hele de gamle sår. Og nu oplevede kirken på ny sig selv som i sin første tid. Det, som ikke havde ladet sig gøre gennem kirkekoncilier og politik, indtraf ligesom af sig selv i ulykkens stund: 

”Hen mod aften samledes byens indbyggere […] i Hagia Sophia, hvor de søgte guddommelig trøst”. Kirken var ”fuld af mennesker, som var ængstelige, angrende og ophidsede”, og for første gang siden 1054 ”bad katolikker og ortodokse i dette øjeblik i den yderste nød sammen, og den 400 år gamle kirkespaltning og forbitrelsen, der skyldtes korstogene, spillede ikke mere nogen rolle under denne sidste store forbønsgudstjeneste. Justinians enorme, 1.000 år gamle kirke blev oplyst af et mystisk skær af levende lys og genlød af liturgiens stigende og faldende sange. Konstantin deltog i gudstjenesten. Han […] modtog sakramentet med stor inderlighed, »knælede og bad Gud om nåde og syndernes forladelse«. Så tog han afsked med præsterne og folket og bukkede i alle retninger – og forlod kirken”²². 

Aftenen før den 29. maj 1453 var Hagia Sophia atter blevet det, den havde været i begyndelsen: Den samlede kristenheds kirke. 

Det sker, at historien sommetider har den tragiske skønhed, som hører digtningen til. Det kristne rige, som begyndte med en kejser, som hed Konstantin (Flavius Valerius Constantinus), og som var født i Serbien (Niš) og hvis mor hed Helena, sluttede med en kejser, der ligeledes hed Konstantin (Konstantin Dragases Palaiologos) og var halv-serber, og hvis mor hed Helena (Elena Dragas)²³.

 Navne har lang hukommelse 

Der findes minder hinsides minderne. Minder, som er gået tabt, og som dog er blevet bevaret, uden at vi tænker videre over det. Sommetider er der kun navnene tilbage. Ja, mit navn. På korset over min familiegrav fra 1800-tallet står navnet Pappaso – endelsen o er kun en følge af den tid, da stavemåden rettede sig efter fransk, men navnet var det græske Pappa med dobbelt p. Længere tilbage i familiearkivet findes også navnet Pappazoglu – det er endnu mere interessant, for det vidner om en græsk slægt, hvis navn var blevet tyrkiseret (-oglu: søn af; Pappazoglu: ”præstens søn”), dvs. en slægt, som havde levet under osmannerne og var flygtet²⁴. På min mors side bar navnene ikke spor af tyrkisk fortid, kun græsk. Min morfar havde et navn, som minder om den byzantinske adel: Han hed Laskar(is) Dimitrios. Ingen i min familie kunne græsk, kun den smule oldgræsk, de havde lært i skolen – minderne fra Byzans var blevet slettet i århundredernes løb ligesom indskrifterne på en sten udsat for sol og regn og vinterens sne.

Efter Konstantinopels fald
Hvad der så fulgte efter Konstantinopels fald, véd vi fra historiebøgerne: massakrerne, blodet, som flød i strømme ned ad byens stejle gader²⁵; kvinder og børn taget til slaver, der skulle indbringe gode penge (de gamle og syge blev dræbt som noget selvfølgeligt, for de var værdiløst liv); kirkerne, som blev plyndret; mosaikportrætterne, som fik øjnene stukket ud; relikvierne, som blev kastet til hundene, som var de kødben; ikonerne, som blev slået i stykker; korsene på kirkerne, der blev revet af. Der er ikke noget nyt deri: Vi har set korsene blive revet af, relikvierne skændet, gravene vandaliseret, kirkerne sat i brand; vi har set kirkernes kalkmalerier med udstukne øjne. Det skete ikke for så lang tid siden: i Kosovo i årene 1999-2004²⁶.

Og på samme dag, Konstantinopel faldt, besluttede sejrherren, sultan Mehmet den Anden, hvis navn er en forkortelse af Muhammed, at Hagia Sophia skulle blive til moské. Billedmosaikkerne skulle kalkes over og en minaret blive sat op. Allerede den 2. juni 1453 blev der afholdt fredagsbøn i Ayasofya. 

Og nu, i juli 2020, er der en anden af historiens ringe, som slutter: Kristenhedens domkirke er igen blevet til moské, som den havde været fra 1453 til 1934. 

Sejrherren bestemmer 

Det var til at forvente, for budskabet har været klart siden 1453. Selvom Hagia Sophia har været museum i næsten 100 år – at forvandle en kirke til museum er i sig selv en skændsel, fordi den fratager den dens egentlige betydning og henviser den til en mere eller mindre irrelevant kulturel fortid – har minareterne, som indrammer den, talt deres tydelige sprog. 

Kirken og minareterne har altid stået i konflikt med hinanden – og endda i arkitektonisk henseende. Agape (kristen kærlighed) og jihad er ikke samme religion. Kirkens bevægelse er fra oven og nedad. Minareterne derimod forhindrer én i at sanse kirkens blide omfavnelse af jorden, og de er raketter, som har retning fra neden og opad. Ikke uden grund er Recep Tayyip Erdogan kendt for i 1997 at have citeret et digt, hvor det hedder: ”Minareterne er vores bajonetter, kuplerne er vores stålhjelme, moskéerne er vores kaserner” ²⁷.

Den digter, Erdogan henviste til, var Ziya Gökalp (1875-1924), som anses for en af den tyrkiske nationalismes fædre. Citatet siges at være ikke helt akkurat, men ordene var ikke desto mindre i Gökalps ånd. Erdogan kunne lige så godt have citeret andre vers af samme digter, hvor budskabet heller ikke er til at tage fejl af: 

”My banner is the Oneness of God (Tevhît), / my flag is the Crescent (Hilâl). / One is green, the other is red, / Take bitter revenge on the enemy of Islam, / Make Islam prosperous, oh God! Ruin its enemies, oh God!”. 

”»March! March!« A voice from the sky / Oh Turk called to you: »March! / Be a windstorm, blow in the mountains, / Be a lightning bolt, attack its face! // The enemy is running away, / March! March! Turkish soldiers! // Your bayonet is your main remedy, / Your horse neighs, it wants a raid! / Serbians, Greeks, Bulgarians are escaping; / Attack! Attack! Don’t you dare stop! // The fear of revenge has seized the West, / March! March! Turkish army! […] Give way to us, Kara-Balkan! / We will come to Thessaloniki! […] // Oh Europe, where will you go / To avoid trouble? / You will spill many tears / Because of a Second Attila!«”²⁸. 

Sådanne vers stammer fra tiden, da Det Osmanniske Rige faldt sammen under de kristne folks befrielseskamp og op til de sidste Balkankrige (1912-1913). De er værd at citere, fordi de viser den kontinuitet, i hvilken vore dages Tyrkiet placerer sig. 

Det, at Hagia Sophia endnu en gang er blevet omdannet til moské, er en præcisering af denne kontinuitet – linjen fra Mehmet den Anden til Erdogan. Med hvilken ret er Den Hellige Viisdoms Katedral nu blevet forvandlet til moské? Svaret er enkelt: Med nøjagtig samme ret, som Mehmet den Anden havde – dvs. med erobrerens ret! Der findes ikke instanser, der kan appelleres til for at omstøde denne beslutning. Det er en absolut ret: Sejrherren bestemmer, og han tager det hele. 

Ja, der er blevet protesteret. Ja, den græske kirke har holdt sørgegudstjenester fredag den 24. juli; klokkerne ringede, og flagene blev sat på halv stang²⁹. Sorgen er reel. Den protest, som er kommet fra mange kirker og lande, er også reel, men en protest, som ikke bliver bakket op af konkrete handlinger, er afmægtig. Den Hellige Sophias skæbne blev beseglet hin dag, tirsdag den 29. maj 1453. 

”Konstantinopel skal være vores”³⁰

 Kunne den efterfølgende historie have været anderledes? Ja, plejer russerne at sige, og de tager ikke fuldstændig fejl. Efter tyrkernes nederlag ved Wien i 1683, og efter at Osmannerriget mere og mere gik i forfald i 1700- og især 1800-tallet, så det blev betegnet som ”den syge mand”, kunne de europæiske stormagter have overvundet det, men ”af angst for Rusland støttede Vesten det og lukkede øjnene for de kristnes himmelråbende lidelser” 31. 

Det er forståeligt, at Konstantinopels og de kristne dhimmiers skæbne tyngede russernes hjerte, for det var den samme ortodokse kirke, de tilhørte, Hagia Sophia var deres moderkirke, og de var selv arvtagere af det gamle kristne rige, der ikke længere eksisterede. Det Tredje Rom var hos dem, og ikke længere i Tsargrad (Kejserbyen), sådan som de slaviske folk kaldte Konstantinopel, og de havde arvet Østromerrigets symbol,

dobbeltørnen, som de fik fra den sidste byzantinske kejsers familie³². 

Hvor levende mindet om Konstantinopel var i Rusland, kan ses hos Dostojevskij. I årene 1876 og 1877 skrev Dostojevskij adskillige artikler om Det Osmanniske Rige og de fortabte ortodokse folk. Dostojevskij var oprørt over de kristnes lod – over deres daglige ulykke og ikke mindst over de nylig indtrufne massakrer på tusinder af bulgarer³³ – ligesom han var oprørt over Vestens ligegladhed. Han råbte Vesten i ansigtet – ”det kristne Europa”, som ikke ville høre ofrenes ”smerteskrig” og bare ventede på, at de skulle blive ”udryddet som skadedyr”, som ”slanger” eller ”lus”³⁴. Ikke mindre oprørt var Dostojevskij over Vestens politik, som holdt hånden over Osmannerriget og søgte at udmanøvrere og inddæmme Rusland. I hans øjne var Rusland de ortodokse folks ”beskytter” og var forpligtet til at befri dem og sørge for deres genfødsel – hvad Rusland faktisk gjorde: Krigen 1877-1878 bragte med sig Rumæniens, Bulgariens, Serbiens og Montenegros uafhængighed. 

Halvt som en ”drøm” og som en ”utopi”, halvt i alvor så Dostojevskij Rusland som Konstantinopels befrier – et Rusland, der atter vil slå Hagia Sophias døre op. ”Straks ville der afholdes takkegudstjeneste i Den Hellige Viisdoms Kirke. Bagefter ville patriarken genindvie kirken. Og på samme dag, tror jeg, ville der ankomme en klokke fra Moskva”³⁵. Det var ikke blot en drøm, for Rusland havde gjort det før: I de rumænske territorier f.eks., som Rusland befriede fra osmannerne, blev kirkerne, som havde været omdannet til moskéer, straks genåbnet og genindviet. Det kom bare ikke til at ske for Hagia Sophia i Konstantinopel.

Alligevel har Rusland ikke glemt Konstantinopel og har vist sig stadig i stand til at markere sig som de ortodokse kristnes beskytter. I samarbejde med den ortodokse kirke i Syrien og med hjælp fra private syriske og russiske fonde vil Rusland bygge en lille kopi af Hagia Sophia i den syriske provins Hama³⁶: et symbol på, at Hagia Sophia ikke er fortabt, men kan rejse sig igen, og at den tro, den er et udtryk for, fortsat lever. 

De gamle erobrere og de nye 

Imens Den Hellige Viisdoms Kirke i Konstantinopel på ny er blevet til moské og de kristne stadig er forfulgt i de muslimske lande, lader det kristne Europa moskéer blive opført i sine egne lande og byder den muslimske indvandring velkommen. Hvis der er noget, man kan lære af historien, så er det, at menneskene intet lærer af den. Det er i vores livstid, at vi har kunnet mærke islams fortsatte fremdrift – under Jugoslavien-krigene og umiddelbart efter, især i Kosovo; i Tyrkiet og ikke mindst i selve Vesten i form af talløse terrorangreb på uskyldige menneskemængder og på kirker. Den 26. juli var det fire år, siden den 85-år gamle præst Jacques Hamel blev henrettet af to jihad-krigere i kirken Saint-Étienne-du-Rouvray i Normandiet. 

Historien følger sine kraftlinjer så nøje, at man får den fornemmelse, at den gentager sig. Det er som sædvanlig de store skønlitterære forfattere, der ser det klarest. Den nylig afdøde Jean Raspails mesterværk Le Camp des Saints (De helliges lejr) fra 1973, som beskriver Europas undergang under indvandringsbølgerne, kan først forstås rigtigt, når man lægger mærke til, at bogen genfortæller Konstantinopels fald. Det er derfor, at de to personer, som leder den lille modstandsgruppe i hans roman, har samme navne som forsvarerne af Konstantinopel: Constantin Dragasès (den sidste kejser) og Luc Notaras (den sidste hærfører), og at modstandsmændenes gerning er lige så helteagtig som de sidste byzantineres. Det er med Konstantinopels fald, bogen slutter: Europa er overvundet. ”Jeg gentager langsomt, for at det bedre kan fæstne sig i mig, en gammel fyrst Bibescos melankolske sætning: »Konstantinopels fald er en personlig ulykke, som kom over os alle kun i sidste uge«”³⁷. 

”Vestens forræderi” 

Konfrontationen med islam, som Hagia Sophias omdannelse til moské symboliserer, er en del af Europas skæbne. At forsvare sig har altid været Europas pligt, hvis det skulle blive ved med at være det, det er og er kaldet til at være, nemlig det kristne Europa. Det Europa, om hvilket det er blevet sagt, at det er en gave fra ”barnet i krybben”³⁸. 

Historien har vist, at i konfrontationen med islam findes forskellige udfald: 1) modstand og sejr: slaget ved Poitiers i 732 er et eksempel); 2) modstand og nederlag: Kosovo Polje 1389; Konstantinopel 1453; 3) befrielse og generobring: Reconquista, som satte en stopper for det muslimske herredømme i Spanien, der kom til at vare fra 711 til 1492; de ortodokse folks befrielse i slutningen af 1800-tallet; 4) store tab, som virker uigenkaldelige: Konstantinopels fald.
Selvom sejr og nederlag ikke kan siges at være definitive, for dennesidigheden er relativitetens område, kan de få konsekvenser, som kun vanskeligt kan gøres ugjorte: Konversionerne til islam, som fandt sted i det faldne Byzans og i almindelighed på Balkan, har haft følger på længere sigt, mange århundreder efter, sådan som man har set ved Jugoslaviens sammenbrud. De islamiserede albanere og bosniere er efterfølgere af mennesker, som af angst, af nød, af fortvivlelse eller af opportunisme var gået over til islam. 

Det ejendommelige ved historien er, at den sommetider kan rulles tilbage. Ingen kan på forhånd vide, hvilke begivenheder vil ende med at være uigenkaldelige. De bliver det, når de er betragtet som sådan og ingen længere vil kæmpe for en tabt sag. Når ”hvad kan det nytte” bliver et livsprincip, først da er nederlaget indtruffet: Det er et moralsk og åndeligt nederlag og en undskyldning for at fralægge sig ansvaret. 

Der findes altid både ydre og indre farer, og de indre er endnu mere alvorlige end de ydre. Konstantinopels fald og Hagia Sophias forvandling til Ayasofya taler kun om den ydre fare. At erobreren skænder og river ned, indgår i krigens logik. Men det, der netop i disse måneder er kommet for en dag, er, at den samme destruktionstrang har bemægtiget sig den vestlige verden, og at den kommer indefra. 

Black Lives Matter-bevægelsen har markeret sig som én stor destruktionsbølge fra Washington og San Francisco til London og Paris. Monumenter vandaliseret, statuer væltet og et krav om, at historien skal omskrives. Minder skal slettes, navne sortlistes, bøger censureres. Vi har set det før. Det er en kulturrevolution på linje med den kommunistiske. Med den forskel dog, at klassekampen, som annullerede den europæiske kultur ved at kalde den for ”udbytterens kultur”, nu er blevet erstattet med en racekamp, der stempler den samme kultur som ”den hvide mands” frembringelse. Hudfarven er gjort til det nye ideologiske kriterium. Black Lives Matter ophøjer racekampen til at være historiens drivkraft og kriminaliserer præcis den civilisation, som alene giver næring til frihedstanken og til respekten for hvert enkelt menneskeligt væsen. 

Ser man – som den rejsende, der var tale om i begyndelsen af denne artikel – på hvad der nu sker, bliver gamle minder vakt til live. Som en fremmed horde hærger Black Lives Matter-sympatisørerne den europæiske civilisations byer. Med hvilken ret? Med nøjagtig samme ret, som Mehmet den Andens soldater havde til at plyndre Konstantinopel og Mehmet selv til at omdanne Hagia Sophia til moské: Med erobrerens ret! 

Og man lader det ske. De nye angribere møder ikke nogen decideret modstand. Heltene fra Konstantinopel er døde og borte. Den europæiske civilisation kapitulerer. Den har mistet sansen for, at der er noget, der er værd at værne om. Ved en pervers form for selvretfærdighed bryster denne civilisation sig nu af sin fornemme dårlige samvittighed og sin medfølelse med barbarerne. Den bøjer sig og undskylder for overhovedet at have eksisteret. 

Denne dyrkelse af defaitismen, som om den var den mest prisværdige dyd, hvilket i grunden er en flugt fra ansvaret, kaldte Jacques Ellul, i en af sine gamle, men meget aktuelle bøger, for ”Vestens forræderi”. ”Vestens forræderi” er ikke kun den europæiske civilisations forræderi mod sig selv, men også – understreger Ellul – mod den øvrige verden, som denne civilisation har påvirket og fortsætter med at påvirke. Om man vil det eller ej, er den europæiske civilisation – den kristne civilisation med sin græsk-romerske arv – verdens civilisation³⁹.

 På trods af alle sine minusser, sine ufuldkommenheder og sine synder, som hører med til menneskelivet, har den europæiske civilisation været i stand til at skabe et jordisk hjem, hvor der er et mål af frihed og retfærdighed, respekt for sandheden og kærlighed til skønheden, og som over sig har kirkens lysende tag, der ligesom Hagia Sophias kuppel synes ”at hænge ned fra himlen, som i en gylden kæde”, over levende og døde. 

Det tager århundreder, ja, årtusinder at bygge civilisationens hjem op – men det tager kun et øjeblik at lægge det øde. I stedet for ”ve de besejrede” skulle man sige ”ve dem, som har forkastet deres arv”!

 

---

¹ Kirker sat i brand i USA og vandalisering af helgenstatuer: https://www.washingtontimes.com/news/2020/jul/black-lives-matter-protesters-turn-rage-churches-r/; https://angelus-news.com/local/california/st-junipero-serra-statue-destroyed-at-california-state-capitol/.
² William Butler Yats, "Sailing to Byzantium" (samlingen The Tower, 1928), vers 2.
³ Steven Runciman, Byzantine Civilisation (1933), London, Methuen, University Paperbacks, 1961, s. 27.
⁴ Roger Crowley, Konstantinopels fald: Slaget mellem islam og Vesten (Constantinople: The Last Great Siege 1453), overs. af
Henning Goldbæk, Gyldendals Bogklubber, 2013, s. 21.
⁵ Cf. Crowley, Konstantinopels fald, s. 9.
⁶ Istanbul kan ikke skjule sin oprindelse. Navnet kommer fra det græske ”ein tin polin”: ”ind til byen”.
⁷ Den gensidige bandlysning mellem den romersk-katolske og den ortodokse kirke blev først ophævet i 1965.
⁸ Øst- og Vestkirken stod sammen i kampen mod kætterierne: arianisme, monothelitisme, ikonoklasme.
⁹ Nestors Krønike: Beretningen om de Svundne År, overs. af Gunnar O. Svane, Wormianum, 1983, s. 97.
¹⁰ Prokopios af Cæsarea, Perì Ktismáton (latin: De Aedificiis), I,61-62. (http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Procopius/Buildings/home.html).
¹¹ Nestors Krønike, s. 97.
¹² Alexander Schmemann, The Historical Road of Eastern Orthodoxy (1963), Crestwood, New York, St Vladimir’s Seminary Press, 2003, s. 165.
¹³ Prokopios af Cæsarea, Perì Ktismáton, I,34;46; Steven Runciman, Byzantine Style and Civilization (1975), Penguin Books, rpt. 1990, s. 53.
¹⁴ Steven Runciman, The Great Church in Captivity: A Study of the Patriarchate of Constantinople from the Eve of the Turkish Conquest to the Greek War of Independence (1968), Cambridge University Press, 2006, ss. 50, 112-116, 208-209; Runciman, Byzantine Civilisation, ss. 223-239.
¹⁵ Runciman, The Great Church in Captivity, ss. 209-211 ff.
¹⁶ Crowley, Konstantinopels fald, s. 9.
¹⁷ Runciman, Byzantine Style and Civilization, ss. 176-200.
¹⁸ Runciman, The Great Church in Captivity, s. 73.
¹⁹ Den theodosianske mur, bygget under kejser Theodosius den Anden (401-450), bestod af en indre mur, en ydre mur og en voldgrav. Ved den indre mur var der 96 tårne.
²⁰ Crowley, Konstantinopels fald, s. 228.
²¹ Yeats, ”Saling to Byzantium”, vers 1.
²² Crowley, Konstantinopels fald, ss. 201-202.
²³ Byzantinerne lagde selv mærke til historiens sælsomme og skæbnesvangre symmetri: cf. Crowley, Konstantinopels fald, s. 176. Den sidste
kejser, Konstantin XI, var søn af den lærde Manuel II Palaiologos (1350-1425), som pave Benedikt XVI citerede i sin forelæsning på Regensburg
Universitet i 2006.
²⁴ Grunden til, at grækere, serbere og bulgarer flygtede til de rumænske fyrstendømmer, er, at de rumænske fyrstendømmer havde en vis
grad af frihed i forhold til det osmanniske rige, fordi de havde vasalstatus. Dette gjaldt dog ikke for de rumænske områder, som var formelt
indlemmet Osmannerriget.
²⁵ Steven Runciman, The Fall of Constantinople 1453, Cambridge University Press, 1965, ss. 145 ff.
_²⁶ Monica Papazu, Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam, Forskningsforlaget Rafael, 2007.
²⁷ https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/minareterne-er-vore-bajonetter.
²⁸ Citeret efter: Amy L. Archer, Before Gökalp and After Gökalp: Ziya Gökalp and Literary Turkism, 1876-1923 (M.A. thesis), The Ohio State
University, 2015, ss. 65, 63-64.
²⁹ https://ziare.com/international/stiri-internationale/bisericile-ortodoxe-din-grecia-in-doliu-pentru-fosta-catedrala-sfanta-Sophia-din-istanbul-
transformata-in-moschee-1621435.
³⁰ Dostojevskij, En Forfatters Dagbog, ”En utopisk forståelse af historien”, juni 1876, online på russisk: https://fedordostoevsky.ru/works/diary/;
https://fedordostoevsky.ru/works/diary/1876/06/06/.
³¹ Schmemann, The Historical Road of Eastern Orthodoxy, s. 274.
³² Zoe (Sophia) Palaiologos blev gift med Ivan III, storfyrst af Moskva. Hun var Konstantin XI’s niece. I parentes bemærket: Palaiologos-slægten
eksisterer fortsat. Alexandru Paleologu (1919-2005), overlever fra den rumænske Gulag, var en af landets fineste og mest respekterede kulturpersonligheder;
han blev Rumæniens ambassadør i Paris i 1990. Hans søn, Theodor Paleologu, professor i filosofi, var Rumæniens ambassadør i
København i 2005-2008.
³³ Massakrer på bulgarerne fandt sted i foråret 1876, bl.a. i Batak, hvor 3.000-5.000 mennesker blev dræbt. Det samlede antal af ofre lader sig
vanskeligt bestemme. Hos de forskellige historikere varierer det fra 8.000 til 30.000. I samtiden blev der talt om et endnu højere tal.
³⁴ Dostojevskij, En Forfatters Dagbog, ”Civilisationens allersidste ord”, juli-august 1876: https://fedordostoevsky.ru/works/diary/
1876/07-08/04/.
³⁵ Dostojevskij, En Forfatters Dagbog, ”Hjemmekåber og sæbe”, september 1876: https://fedordostoevsky.ru/works/diary/1876/09/04/. Den
specielle titel, Dostojevskij har givet sin artikel, er et billede på, at tyrkerne, efter at deres imperium vil blive nedlagt, vil have glæde af det
fredsommelige handelsliv med resten af Europa, til hvilket de vil bl.a. sælge smukke hjemmekåber og fin sæbe.
³⁶ https://www.lefigaro.fr/culture/la-russie-et-la-syrie-s-entendent-pour-la-construction-d-une-copie-de-sainte-sophie-20200806; ”Mise à
l’étude de la construction d’une église, copie syrienne de Sainte Sophie, avec le soutien de bienfaiteurs russes”: Agence Fides, 29/07/2020.
³⁷ Jean Raspail (1925-2020), Le Camp des Saints (1973), Paris, Laffont, 2011, s. 389.
³⁸ Constantin Noica, Despre demnitatea Europei (Om Europas værdighed), Bukarest, Humanitas, 2012, s. 72.
³⁹ Jacques Ellul, Trahison de l’Occident, Paris, Calmann-Lévy, 1975.