Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2023, nr 8, s. 513-515

En lun augustdag i år var en flok mennesker samlet i bispegården i Aalborg. 

Der var hygge, sang og fælles lytten til en storsmilende oplægsholder, der veloplagt gennemgik sine slides om drop-in-dåb og voksendåb. Stemningen var god, i hvert fald at dømme ud fra billederne, der straks blev lagt op på Facebook, så vi alle sammen kunne se, at den nyligt nedsatte dåbskommission var ”kommet i arbejdstøjet”. For det var den, der var forsamlet. 

Formanden for dåbskommissionen er som bekendt biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, og ifølge ham er opfindelsen af drop-in-dåb et af argumenterne for, at dåbsritualet muligvis skal ændres. Som det hed i den tekst han lagde op: ”Der findes drop-in-dåb, lørdagsgudstjenester med dåb og forskellige symbolske tiltag, som i stigende grad tages med i ritualet omkring dåben. Derfor ser en dåbskommission nu på, om tiden er inde til at ændre dåbsritualet i folkekirken.” 

Læs lige de sætninger igennem igen. Fordi nogle af os tager lørdagen i brug for at få døbt sognets mange småbørn, skal vi ændre dåbsritualets ordlyd. Fordi nogen har fundet på at tilbyde såkaldt drop-in-dåb, så skal vi ændre et af folkekirkens sakramenter. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at f.eks. lørdagsdåb stred imod det nuværende dåbsritual, så ville det da være dåben om lørdagen, ikke ritualets ord, der skulle ændres. Herregud, så vigtig er det da ikke at holde dåbshandlingen dagen før søndag. 

Blandt alle argumenter for at ændre dåbsritualet hører dette til blandt de absolut ringeste og mindst overbevisende. Den stakkels lørdagsdåb er selvfølgelig hel uskyldig i den kampagne mod dåbens sakramentale betydning, der er i gang lige nu. Det samme kan (omend med mindre ret) siges om drop-in-dåben. 

Det er dåbens indhold, ikke dens form eller ugedagen for den, kampen står om i disse år. Man må da håbe, at dåbskommissionens formand gør sig dette klart, og at opslagets formuleringer er en enkelt svipser og ikke symptomatisk for niveauet i kommisionen.

*

Hvordan det står til med niveauet i kommissionen, er unægtelig et stort spørgsmål. Det endelige svar får vi jo først, når vi ser resultatet af dets arbejde. Men sammensætningen lover mildt sagt ikke godt. Det er vel første gang i dansk kirkehistorie, at man i så høj grad fravælger fagpersoner, når et stykke teologifagligt arbejde af yderste vigtighed for folkekirken skal udarbejdes. Ved sin nedsættelse bød kommissionen på både en (katolsk) digter, en efterskoleforstander, en lektor i litteratur, en rektor i design samt diverse repræsentanter for folkekirkens foreninger og forskellige retninger (bortset fra Tidehverv). Kun halvdelen af kommissionens medlemmer var teologer. 

Da det blev kendt, at digteren var katolik, og det vakte lidt opstandelse, forlod hun kommissionen, men ingen benyttede lejligheden til at erstatte hende med en repræsentant for det, der mangler mest i kommissionen: En ekspert i liturgihistorie. En sådan er der fortsat ikke. Det er ubegribeligt, at man nedsætter et udvalg, der (muligvis) skal udarbejde ny liturgi uden at invitere en liturgiekspert med i arbejdet. Hvorfor får en efterskoleforstander plads i kommissionen, mens f.eks. Jørgen Kjærgaard og Bent Flemming Nielsen, der begge nyligt har leveret murstenstunge og seriøse udgivelser om liturgi og gudstjeneste, ikke inviteres? Eller hvad med lektor Nils Arne Pedersen, der de seneste år har udgivet en række forskningsbaserede artikler om dåbsforståelsen fra oldkirken til og med Grundtvig? Hvorfor blev der ikke plads til ham eller til en kirkehistoriker som Rasmus Dreyer, der også kyndigt og grundigt har engageret sig i dåbsdebatten. Svaret blæser i vinden.

 * 

At det blev Thomas Reinholdt Rasmussen, der blev formand, virkede til gengæld beroligende på mange. Hvis der er en, der sætter Luther højt, er det ham. Og i debatten om dåbsritualets indledende takkebøn har han også været meget klar i mælet, som da han for fire år siden skrev Kristeligt Dagblad: ” ….Hvis man vil benægte, at mennesket bliver Guds barn i dåben og hævde, at Guds barn er man eksempelvis fra fødslen af, så har man ikke alene den lutherske bekendelse og dåbsritualet imod sig. Man har også Skriften imod sig.” (20/1 2019). 

Dermed markerede han, hvor han står i den største teologiske strid, som dåbskommissionen kommer til at forholde sig til. Spørgsmålet om, hvorvidt ritualets indledende takkebøn om dåben, ”hvori du gør os til dine børn” skal ændres. Frederiksberg-ritualet, forfattet af bl.a. Christiane Gammeltoft-Hansen, er eksplicit udarbejdet for at udgøre et dogmatisk modstykke til denne formulering, som man finder umulig at anvende i vores tid. Arvesynd er so last century, så den er som bekendt afskaffet i Frederiksberg provsti. Ambitionen fra de frederiksbergske dåbsfortyndere er tydeligvis at afskaffe arvesynden i hele landet og det gøres bedst ved at fjerne den formulering i takkebønnen, der klarest udtrykker, at barnekår ikke er en menneskeret, vi fødes med, men noget vi får skænket i dåben. 

Christiane Gammeltoft-Hansen, den mest højlydte dåbsfortynder, har fået plads i kommissionen og vil her få opbakning af Københavns biskop, der også sidder her. Jeg gætter på, at de også vil få støtte af efterskoleforstander Mette Sanggaard, der er aktiv i grupperingen ”Frit Grundtvigsk trosfællesskab”, hvor man efter bedste evne bestræber sig på at blive fri for Grundtvigs dåbssyn. 

Der bliver med andre ord brug for, at nogen højt og tydeligt forklarer og forsvarer dåbsbønnen og dens indhold. 

* 

Hvad gør så formanden? Han gør det modsatte. I et stort interview i Kristeligt Dagblad (9/8) præsenterer Reinholdt Rasmussen pludselig en kritik af bønnen. Noget er galt med den. Den er, mener han, ”sprogligt og stilistisk problematisk”. Så det skal alle de superdygtige mennesker i kommissionen ”have kigget på.” Hvad er det, der er galt med den bøn, der kom ind i vores dåbsritual i 1912 og som udgør en forkortet udgave af de tidligere ritualers lange og bibel-tunge indledningsbøn? Jo, ifølge Reinholdt ligger den ”et sted mellem en bøn og en prædiken. Idet man siger ordene ”hvori du gør os til dine børn og så videre”, så bliver det snarere en prædiken end en bøn. Så det skal vi i givet fald have kigget på.” 

Hvis bønnens struktur er problematisk, så er Luthers berømte dåbsbøn fra 1523, den såkaldte syndflodsbøn, også problematisk. Her hedder det:

 ”Almægtige, evige Gud, du...som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget og indstiftet Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden – vi beder dig ved din grundløse barmhjertighed, at du i din nåde vil se på denne NN og saliggøre ham med en ret tro i Ånden...” 

Første del af denne bøn er indikativisk, sådan som en prædiken også er. Her udtrykkes taknemlighed over, at Gud giver os dåben til ”en rigelig renselse fra synden”. Henvisningen til Guds handlinger er fundamentet og forudsætningen for den efterfølgende direkte henvendelse med bønnen om, at dåbskandidaten må blive salig. Helt tilsvarende med takkebønnen i dåbsritualet. Først takkes der for, at Gud gør os til sine børn i dåben. Først efter denne implicitte henvisning til Guds handlinger, sådan som de er beskrevet i Ny Testamente, beder man Gud om 

at tage imod lige præcis det barn, der bæres frem for Guds åsyn. 

Dåbsbønnen følger den struktur, som går igen i utallige af Veit Dietrichs kollekter i vores alterbog. Først en takke-formulering og henvisning til Guds frelseshandlinger og herefter en direkte henvendelse (”nu beder vi dig”) 

Gad vide om biskoppen i Aalborg også finder Luthers dåbsbøn stilistisk problematisk for ikke at tale om Veit Dietrichs kollekter? 

* 

Det stilistiske argument imod takkebønnen er så papirtyndt at det ligner en vaskeægte stråmand. Muligvis skyldes den, at formanden for dåbskommissionen har skuet ud over kommissionens medlemmer og erkendt, at han risikerer at komme i mindretal og i modvind. Så på den ene side understreger han, at et nyt rituel bør læne sig op ad den forestilling, at ”dåbshandlingen er et genfødselssted”, på den anden side lufter han tanken om, at det er tilstrækkeligt, at denne tanke er ”implicit” tilstede i ritualet. Takkebønnen, der er et af de få steder i dåbsritualet, hvor kernen i dåbens betydning, formuleres eksplicit, kan så droppes, for det hele kan lige så godt være indforstået og implicit, meddeler han i samme interview.

Igen må man undre sig over argumentet. Når man står over for kirkefremmede, unge mennesker, er det så en god ide at gøre alting indforstået, forblommet og implicit? Nej, hvis man skal komme lige præcis denne gruppe i møde, skal man gøre sig umage med at sige tingene klart og tydeligt. Netop eksplicit udtrykke, at dåben er mere end hyggelig familietradition. At det er intet mindre end en adoption, der finder sted ved døbefonten, og at barnet nu har en Far i himlen, som barnet kan støtte sig til, når dets egne forældre ikke slår til. Det er store ord, men ikke ord, der i sig selv er svære at forstå. Men det er måske lige præcis det, der er problemet? Takkebønnens ord er så klare og umisforståelige, at dåbsfortynderne vil have dem væk. Og formanden markerer nu, at han kommer dåbsfortynderne i møde på dette punkt og indleder et tilbagetog. 

* 

Sensommerens interview med den nybagte formand for dåbskommissionen var bekymrende og berøvede mange af os de forhåbninger, vi havde om, at han ville bryde sin lanse for at holde fast i dåbsritualets lutherske kerne. Og da han til slut i interviewet forsikrede, at han skam ikke var spor ”konservativ”, men var rede til at lave ”nybrud” i ritualet, fik man en forstemmende fornemmelse af, at den kirkepolitiske taktiker havde skubbet den lidenskabelige, lutherske teolog, der forsvarerede dåbens nødvendighed i 2019, til side. 

Hvis det er rigtigt, skal de nok få mange hyggelige stunder i dåbskommissionen, men det, der kommer ud af deres arbejde, bliver alt andet end hyggeligt for vores kirke. 

Katrine Winkel Holm