TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Af Monica Papzu, Tidehverv 2018 nr. 8, s. 157-161

Bønnen er troens spejl 
Som man har kunnet læse i Agnete Raahauges lederartikel ”Dåbsforfølgerne i Lindevang Kirke” (Tidehvervs septembernummer) er der lagt op til gudstjenestereform i den danske kirke. 
I rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, som udkom i juni, hedder det: 
”Gudstjenestelivet i den danske folkekirke er under forandring. […] De nye gudstjenesteformer kommer til af forskellige grunde. Nogle ud fra nye anledninger i menneskers liv og nye mærkedage i privatliv og samfundsliv, andre ud fra idealer om at skabe gudstjenester, der har en mere nutidig relevans og bidrager til medinddragelse og større medejerskab” (Indledning, s. 5). 

Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2018 nr. 7, s. 129-131

Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasiarkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 6, s. 101-103

Hvem skulle have troet, at der findes teologisk skolede sætternisser? Men det gør der – for en sådan har givet sit teologiske besyv med i den nys udsendte rapport ”Folkekirkens liturgi – mellem fasthed og frihed”. En rapport, som er resultatet af arbejdet i en kommission, biskopperne nedsatte i 2016.

Rapporten overvejer, om der skal være større frihed til at afvige fra de autoriserede ritualer i højmessen. I afsnit 1,3, som diskuterer en minimal grad af autorisation, nævnes det, at de præster og menigheder, som faggruppen bag rapporten har talt med, nemlig efterspørger en større liturgisk frihed, ”der forpligter menighed og præst til at arbejde med deres gudstjenesteliv i en forventning om, at gudstjenesten må opleves og erfares som nutidig og relevant. ”(Rapp.s.21.)

Desværre uddybes det ikke i sammenhængen, hvad der menes med, at gudstjenesten i højere grad skal opleves som relevant. Men da relevansen skal befordres af en større liturgisk frihed, må det må vel betyde, at de pågældende præster og menigheder ikke finder, at gudstjenesten kommer de forskellige menigheders behov i møde, hvorfor præst og menighed i fællesskab skal finde et gudstjenstligt svar på netop deres sogns behov.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 5, s. 85-88

Mener man efter nøje overvejelse, at jødiske forældres beslutning om at lade deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen – således som jødiske drenge er blevet det siden Abraham for 4000 år siden forlod den gamle sumeriske civilisation for på Guds bud at blive stamfader til det udvalgte folk og derved til den kristne kirke og civilisation – er intrinsisk ondt og bør forbydes, så har man derved i åndelig forstand ekskommunikeret sig fra den vestlige civilisation og fra den kristne kirke.

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2018 nr. 4, s. 65-67

”Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.” Således digtede i sin tid Thomas Kingo, men i vore dage er det ikke længere kun tiden, der sagtelig oplukker dødens dør. En ny lov vedtaget i marts i år har (måske) åbnet for en form for aktiv dødshjælp. Så nu er det os selv – in casu lægen – og ikke tiden, der lukker dødens dør op – men stadig sagtelig.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2018 nr. 3, s. 37-38

De religiøse ledere blæser til klimakamp. Det gælder også mange kirkelige ledere og kirkesamfund, og der blæses til kamp fra såvel pavestol som bispestol, fra katolikker som fra protestanter. Klimasagen er sagen, som forener på tværs af religioner og konfessioner. Kloden er i fare, og de fromme vil ikke sidde på hænderne. Der er næsten en stemning som den, der opstod efter Urban IIs berømte korsprædiken på kirkemødet i Clermont i 1095, hvor forsamlingen svarede med et Deus vult/Gud vil det. Klimasagen er dog i modsætning til korstoget ikke opstået inden for kirken og retter sig ikke mod tilhængerne af en anden religion.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 2, s. 21-22

Det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen, det embedsopslag fra januar 18, hvor menighedsrådet ved Brønshøj kirke annoncerer efter en præst, der vil vie homoseksuelle.

I de seneste årtier har folkekirkens embedsopslag ændret sig fra at være en beskrivelse af embedet til at være en beskrivelse af den præst, menighedsrådet ønsker sig. Når man tidligere kunne undvære denne beskrivelse, var det vel fordi det betragtedes som en selvfølge, hvad præstens opgave er: at tjene sognet med Guds ord, hvorfor der var grænser for, hvor mange sære kunster, man kunne forvente af ham.

I dag synes embedet som ordets tjener ofte ikke at fylde meget i deres bevidsthed, som skriver der embedsopslag, der tegner profilen af et evigt smilende, empatisk, altfavnende overmenneske, der formår at bringe kirken ud til moderne mennesker.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 1, s. 1-6.

Jeg deltog i et behageligt middagsselskab i krypten under Holmens Kirke. Der var en 5-6 borde med deltagere fra især det danske forsvar og den danske folkekirke; To af de søjler, der bærer et frit samfund. Kirken - som den metafysiske sandheds forkynder og folkets åndelige grænseværn - og militæret - som den jordiske grænsevogter, der ved at sikre landet, muliggør lovens hævdelse og derved frihed, lighed for loven og de svages beskyttelse.

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2017 nr. 10, s. 189-191.

I Præsteforeningens septembernummer kunne man læse et debatindlæg af to folkekirkepræster, Tina Folke Drigsdahl og Laila Bomose Henriksen. Udover at være folkekirkepræster så havde begge sognepræster fået tildelt en friplads på halv tid på Københavns Teologiske Fakultet som ph.d.-studerende, fordi der i den kirkelige hverdag havde meldt sig spørgsmål, der ikke lod sig besvare gennem leksikonopslag og pastorale håndbøger, som de formulerede det. Spørgsmål angående liturgi og sorg, så store spørgsmål for en sognepræst, at der måtte en langt større indsats til – måtte man forstå - end den, en præst kan levere i sit studereværelse. En indsats med en vejleder og metodebehandling, kildehenvisninger og litteraturliste. En vigtig indsats var det. Vigtig for andre end de to ph.d.-studerende, for deres intention var at formidle både ”internt ift. universitet, men også i forhold til kirkelige efteruddannelsesfora på provsti- og stiftsplan”. Og de håbede selvfølgelig på, at deres ”afhandlinger ville bidrage med indsigt og inspiration både i forhold til den akademiske og praktisk-kirkelige verden”.

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017 nr. 09, s. 161-163.

I romanen Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij udspinder der sig følgende samtale mellem den gamle far Karamazov og hans tjener (og måske også uægte søn) Smerdjakov efter aftensmaden, som faderen Fjodor Pavlovitj har nydt sammen med sin søn Ivan. Til stede var desuden tjeneren Grigorij, som havde fortalt om en russisk soldat, stationeret ”på en grænsepost”, som var blevet taget til fange af asiater, der under trusler om en pinefuld død opfordrede ham til at gå over til Islam, men soldaten lod sig flå levende og døde under lovsang til Kristus. Nu stod Smerdjakov og smilede sarkastisk.

”Nå, hvad tænker du på”? spurgte Fjodor Pavlovitj …

Jo, jeg tænker på, sagde Smerdjakov højt og uventet, – at selv om denne prisværdige soldats dåd var meget stor, så ville det efter min mening heller ikke have været nogen synd, om han ved en sådan lejlighed havde fornægtet Kristi navn og sin egen dåb for at frelse sit liv til gode gerninger, som han siden i årenes løb kunne have sonet sin forsagthed med.

Skulle det ikke være synd? Sådan noget vås; du kommer lige lukt i Helvede for dette og bliver braset som fåresteg, udbrød Fjodor Pavlovitj.

Hvad det med fårestegen angår, så forholder det sig ikke således; der sker ikke én noget for den slags og skal heller ikke ske noget, såfremt det går retfærdigt til, Deres Nåde, bemærkede Smerdjakov med værdig mine.

Hvad mener du? råbte Fjodor Pavlovitj …

Fortiden fortæller os begribeligvis noget om forgangne tider, men nutidens omgang med fortiden fortæller os også om nutiden. Den måde vi ser tilbage på, viser den måde, vi ser os selv og vores tid på. Fortiden kan af gode grunde ikke ændres. Fortiden kan imidlertid spejle nutiden, når den behandles, og ikke mindst, når den markeres eller fejres. Det gælder også markeringen af reformationen, som fylder 500 år, når man, som vanligt er, regner reformationens fødselstime eller i hvert fald dens acceleration fra den 31. oktober 1517, hvor Martin Luther offentliggjorde de 95 teser om afladen.

Her til lands er det jubilæum blevet markeret hele året, og pinsedag fejrede man en national festgudstjeneste i Haderslev Domkirke med deltagelse af dronning og statsminister, bisper og prælater, honoratiores og rangspersoner, men også mere jævne folk sad under de gotiske hvælvinger hin festlige søndag. Således også undertegne de lollandske landsbypræst, der bænket i et sidekapel blev prøvet på sit reformatoriske festhumør, som tjenesten skred frem.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017 nr. 7, s. 125-127.

Spørgsmål til min biskop

Det har længe været mig en gåde, hvorfor danske biskopper føler sig kaldede til igen og igen at forsvare, ja, ligefrem promovere islam. Ved at lade imamer prædike og læse bønner ved gudstjenester i folkekirken, ved at støtte og opfordre til moskebyggeri; ved at advare mod, hvad de kalder såkaldt kristen sandhedsmonopol og linievogterteologi.

Biskopperne har jo fået deres embede og blanke mave ved som enhver  præst  i  folkekirken at  love for den alvidendes åsyn at prædike  evangeliet  –   og   modarbejde sådanne lærdomme, som strider  mod  vor  kirkes  bekendelse. At en biskop ikke både kan fremme muslimsk forkyndelse og modarbejde sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens bekendelse, turde være klart som dagen, så sandt som islam er benægtelsen af den treenige Gud.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2017 nr., s.97-98.

”Præsterne har fået større lyst til at vie homoseksuelle par”, meddelte Jyllands- Posten 2. påskedag. Den glade nyhed om at folkekirkens præster flyder med strømmen var garneret med en for kendere opsigtsvækkende oplysning. Nemlig, at også ”præster i kredsen omkring Tidehverv” er kommet på bedre tanker og nu ikke længere vil være på tværs og sige nej. Forbløffende, da Tidehvervspræster har været særdeles aktive i debatten mod homo-vielser og leveret mange teologiske argumenter imod den konstruktivistiske tankegang bag. Jeg er selv en af dem, og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skifte holdning, fordi Manu Sareen har påduttet folkekirken et uluthersk ritual. Hvordan kunne Jyllands- Posten så give sine læsere det indtryk, at Henrik Højlund og co. er de eneste standhaftige, lutherske præster tilbage i folkekirken? Jo, det skyldtes, at man fremstillede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for Tidehverv, og det viser sig , at hun gerne vier homoseksuelle par, da ægteskabet ifølge hende ”gudskelov” ikke er indstiftet af Gud. Her må man konstatere, at Høgh, ikke gudskelov, men desværre, afslører sig som rystende uvidende om basale dele af luthersk teologi.

Dr. theol. Carsten Breengaard erstatter Marie Høgh som taler på årets sommermødet.

Mandag den 26. juni kl. 16.00 vil han tale om: Ægteskabet i skabelsen, syndefaldet og genoprettelsen. Og om tro og gerninger.

Se årets program her:

Af Monica Papazu, Tidehverv 2017 nr. 5, s.77-82

Ethvert menneske, som har levet i et kommunistland, har kendt til et dualistisk verdensbillede: Ved siden af den officielt vedtagne ”sandhed” fandtes en – for nu at bruge et gængs udtryk fra den seneste tid – ”alternativ” verden med ”alternative” nyheder, fakta og holdninger. Det ”alternative” var ikke en hypotese eller en opdigtning – det var dagens realitet, konkret erfaret, den realitet, som blev bortcensureret af magthaverne. Når forældrene sendte deres børn i skolen, mindede de dem om at passe på, hvad de sagde offentligt, og fra sine spæde år vidste enhver, at det kræver mod og offervilje at krydse grænsen mellem de to verdener. Ved at bevare grænsen (dvs. ved at tie) forsvarede man sine overlevelsesmuligheder – men samtidig voksede selvforagten i én selv. For man kendte forskel på sandhed og løgn.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2017 nr. 4, s.61-63

Vi fejrer i år 500 års jubilæet for Luthers reformation, der som bekendt blev indledt med, at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Om det præcist var på kirkedøren, hersker der vist nok historisk usikkerhed om, men det gør der ikke om den flodbølge af begivenheder, som reformationen satte i gang. Pavekirken blev rystet i sin grundvold, og reformationens  åndelige  ild  bredte  sig  som  en  steppebrand  ud over Europa. Reformationen var som   bekendt   ikke   en   revolution, hvor man med bål og brand vil bryde alt ned til grunden for at sætte en hel ny samfundsorden, men det var at afdække og ydde evangeliets grund. Det var ud fra devisen ”Sola Scriptura” (Skriften alene) at støde tilbage til Jesu egen forkyndelse – til det Guds ord, som biblen vidner om. Det saglige evangeliske brændpunkt er Gud, der dømmer og retfærdiggør det syndige menneske gennem evangeliet om Jesus Kristus.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2017, nr. 3, s. 41-46

Her i husstanden har vi – ligesom i så mange andre husstande i den vestlige verden – for en halv snes år siden smidt fjernsynet ud, vi abonnerer ikke længere på papiraviser, vi hører ikke radio osv.

Udover at det giver plads til vigtigere og mere æstetiske beskæftigelser, og udover at vi finder det lettere umoralsk ved sit forbrug at støtte det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks, så er der ganske enkelt ingen af de store gamle medier der giver informationsmæssig mening. De har i løbet af de seneste 25 år, i takt med deres tiltagende statsfinansiering, udviklet sig til det, man med et nyopstået ord kalder fake-news medier. De bevæger sig i den samme skattesubsidierede falske virkelighed, hvori også EU-maskineriet, Slotsholmen, det internationale diplomati, FN og godhedsindustrien befinder sig.

Tidehvervs Forlag udgiver 'Lov og Ansvar' - en bog af Jesper Langballe.

Samlet og udgivet af Monica Papazu, Thomas Helbig Hansen og Majken Frost.

Bogen samler de tyve essays, som Jesper Langballe skrev i Tidehverv i perioden 1971-2008, og emnemæssigt kommer vi vidt omkring: Fra essayet om Steen Steensen Blicher i 1971 over analyser af konservatisme, danskhed og forskellige ideologier til det afsluttende essay om K. Olesen Larsen, der blev trykt i 2008.

Bogen udkommer d. 21. september 2017, er på 700 sider og kan købes via www.jesperlangballe.dk. Prisen er kr. 299 (inkl. forsendelse).

Af Henrik Skov Kristensen, Tidehverv 2016, nr. 2, s. 35-37

’Under sandet´ er en fortættet og bevægende film med overbevisende skuespillerpræstationer. Så meget desto mere problematisk er det, at filmen giver det indtryk, at den beskriver virkeligheden, altså at der er tale om en nærmest dokumentarisk film om den dramatiske rydning af tyske miner i Vestjylland efter den 2. verdenskrig. Film-mediet spiller nemlig en afgørende rolle for, hvordan offentlighedens historiske bevidsthed formes. Det har vi set flere eksempler på, fx den amerikanske fjernsyns- Holocaust-serie i 70´erne og vores egen Matador. Derfor bør filmmagerne føle sig forpligtet på at gengive de historiske begivenheder bare nogenlunde korrekt. Man bør i hvert fald ikke gøre vold på dem ved at ændre på helt afgørende komponenter.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017, nr. 2, s. 25-26

Når nærværende tidsskrifts bagside for anden måned i træk prydes af en prædiken af redaktøren, er det ikke fordi jeg er så glad for egne ord, at jeg ikke vil lade andre komme til. Men der er en helt særlig grund!

Den 1. januar trådte den omstridte imamlov i kraft. Nærmere bestemt en tilføjelse til straffelovens § 136 i form af et nyt punkt 3:

”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114j, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf.§§ 216,222 og 223, §§ 237, 244-46, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I straffelovens § 244 står:

”Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Efter ophævelsen af forældres revselsesret omfatter denne paragraf også korporlig revselse af børn.

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017, nr. 1, s. 1-3

Biskop Peter Fischer-Møller udtaler i et interview til Kristeligt Dagblad (1. dec. 2016), at der kun findes én Gud, og at „vi i de forskellige religioner fortæller forskellige historier om Gud.“ Han siger videre, at han synes, „at det er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle.“ Derfor engagerer han sig i religionsdialog. „Det er ikke en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.“

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2016, nr. 10, s. 193-194

”Vi må vedgå, at der under pavedømmet  er  meget  kristen-gods, ja, alt vort kristen-gods er dér, og derfra er det kommet til os. Vi vedgår nemlig, at der under pavedømmet findes den rette hellige  Skrift,  dåb,  nadver,  fuldmagt til syndsforladelse, prædikeembede, katekismus såsom Fadervor, de ti bud og troens artikler”. Ordene er Martin Luthers, og den vedgåelse skal være fortegn for det følgende.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 9, s. 169-170

Ayaan Hirsi Ali udtrykker i sin bog ”Kætter” fra 2015 håbet om en reform af Islam. Det samme gør herhjemme Naser Khader, som i december 2015 var medstifter af Muslim Reform Movement.

Men lige så sympatisk de to modige kritikere af islam er, og lige så meget man må dele deres forhåbninger om, at en reform af islams magtideologi er muliglige så meget må man ærgre sig over, at ordene reform og reformation hos de to ofte synes at glide over i hinanden.

Imidlertid må de to være undskyldt, opvoksede i islam som de er.

Det er derimod ikke undskyldeligt, når kristne bruger de to begreber i flæng. Men et mindstemål af kristelig børnelærdom skulle formå tænksomme folk til at forstå, at den reform, som Hirsi Ali og Khader kræver af islam adskiller sig fra den lutherske reformation.

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2016, nr. 8, s. 145-146

Vor tid har den tvivlsomme ære at have givet et godt gammelt dansk ord et nyt indhold. Jeg tænker på ordet behov. I sin oprindelige og gammeldags betydning betød det ganske håndfast det, som et menneske nødvendigvis havde brug for; altså mad og drikke, klæder og sko og alt andet, der er nødvendigt til livets op- retholdelse. Men nu er betydningen blevet ny og meget fin, for nu betyder ordet noget sjæleligt. Det drejer det sig ikke længere om, hvad der skal til for at opretholde livet, men i dag drejer det sig om, hvad der skal til for at kunne nyde livet.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2016, nr. 7, s. 129-130

Tirsdag den 26. juli fik en katolsk præst i kirken i den franske by, Saint-Etienne-du-Rouvray, skåret halsen over af to Isis krigere. Den 86-årige præst, Jaques Hamel, forrettede morgenmessen i kirken. De to hellige krigere sneg sig ind til messen, tvang præsten på knæ og skar halsen over på ham, mens de filmede det bestialske rituelle mord, som var der tale om en glorværdig og heroisk handling. Senere blev de to skudt af det franske politi, da de forsøgte at forlade kirken. 12 dage før pløjede en anden Isis kriger i en kæmpe lastbil gennem en folkemængde i Nice. De mange franskmænd var forsamlet for at fejre Bastilledagen. 84 personer blev dræbt – børn som voksne, unge som gamle.

Af Monica Papazu, Tidehverv 2016, nr. 6, s. 109-117

Alle nationer i Europa bekymrer sig i dag over deres overlevelse og konfronteres med deres magtesløshed. En anden, fremmed verden opstår og fortrænger den gamle:
”Under vore øjne”, skriver den franske filosof Alain Finkielkraut, ”forandrer vores land sig lidt efter lidt til ukendelighed”. ”Man kræver af os, at vi skal ophøre at være det, vi er”, og at ”Frankrig skal miste sin nationale karakter”. ”Man genskriver historien i aktualitetens lys for at få os til at tro, at Frankrig altid har været et multietnisk samfund og et immigrationsland. Efter George Orwells 1984 står vi nu over for den anti-racistiske totalitarismes 2084”(1).

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2016, nr. 4, s. 65-68

Er man modstander af vielser af homoseksuelle, bliver man i brede kredse placeret langt ude på det fundamentalistiske overdrev. Et eller andet sted mellem Jehovas Vidner og Grimhøj Moskéen.

Sådan bliver det, når sekularister skal bekæmpe islam. De kan ikke se forskel på konservatisme og kristendom på den ene side og islam på den anden. Begge dele bliver i kampens hede afskrevet som to alen ud af samme fundamentalistiske stykke: Forsvarer man revselsesretten, forsvarer man også islamisk accept af systematisk vold mod børn. Forsvarer man retten til fortsat legitimering af rituel drengeomskæring, forsvarer man også pigeomskæring. Osv. I den berettigede og nødvendige kamp mod islam, står meget andet end islamisk barbari i fare for at ryge ud med badevandet – herunder den kristne forståelse af ægteskabet.

Og det er ikke kun de teologiske analfabeter, der ruller med øjnene, når de møder den lutherske afvisning af homo-vielser.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 3, s. 41-43

”Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance”.

Denne trøstesløse sætning rummer essensen af Michel Houllebecqs roman fra 1999 ”Elementarpartikler”, som jeg genlæste forleden efter at have læst forfatterens sidste roman ”Underkastelse”.

”Underkastelse”, som blev anmeldt i maj 2015 her i bladet af Jesper Høgenhaven, udmaler det ikke urealistiske fremtidsscenarium, at Frankrig får sin første muslimske præsident ved en samlingsregering for at undgå Front Nationals flertal. Den vestlige verdens opløsning afspejles i den akademiske verdens leddeløse accept af, at undervisningen på Sorbonne rettes ind efter halvmånens dogmer.

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2016, nr. 2, s. 21- 23.

Udtrykket ”få det ud af kroppen“ er et råd, der gives til en person, når vedkommende er behersket af en stærk trang til noget, nærer et stærkt ønske om noget eller ligefrem har et intenst begær efter noget. Mig bekendt er det udtryk af nyere dato. Rådet gives, for at begæret eller trangen kan gå væk eller blive dæmpet, da begæret ellers lægger beslag på personens opmærksomhed, energi og kræfter, som han eller hun hellere ville ofre på noget andet. „Få det ud af kroppen“ – lyder rådet så, og det betyder, at man rådes til at give efter for begæret og lade sin trang blive stillet, få sit ønske opfyldt. Så er det nemlig „ude af kroppen“. Så er man ikke underlagt det længere. Det behersker ikke én mere. Men det er enten dæmpet i en grad, så man selv er i stand til at styre det, eller det er helt borte, fordi det er helt tilfredsstillet.

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2016, nr. 1, s.1-4.

I USA hævder republikanske politikere med jævne mellemrum, at Barack Obama vistnok er muslim. Det er han vistnok ikke, men selvom han så ikke er, så har han dog ved adskillige lejligheder stillet sin autoritet som USA’s præsident til rådighed for mere eller mindre åbenlyse propagandistiske islamiske synspunkter. Så langt er Obama gået for at behage de muslimsk-arabiske golfstater og Egypten, at man må undre sig. Og vil man end ikke give hans republikanske modstandere ret, så kan man dog nok sætte spørgsmålstegn ved præsidentens sunde dømmekraft.

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 10, s.173-175.

Oplæg til mødet: ”De mange flygtninge og hvad så” i Maribo.

I Første Kongebog fortæller Bibelen, at da Salomon var blevet konge i Israel, sagde Gud til ham: ”Sig, hvad jeg skal give dig!” Det var ellers noget af et tilbud. Det står i Guds magt at give alt, og den magt stillede han altså til rådighed for Salomons ønsker. Hvad ville vi mon svare? Salomon, som var ny konge, svarede bl.a. Gud på denne måde: ”Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” (1, Kg 3,10).

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2015, nr. 8, s.141-143.

Det ligner eskapisme og klare tegn på åndelig ladhed, når man indrømmer, at sommerens læseoplevelse var en rigt illustreret bog om maleren Thomas Kluge. I en tid, hvor der løbes stormløb mod Europas, herunder Danmarks, grænser og de ansvarlige politikere intet gør for at forsvare og bevare landet, er det unægtelig fristende at stikke hovedet i busken som vores venner strudsene og begrave sig i en stor, lækker coffee table-bog med glittet papir og lækre billeder.

Sådan en bog er ”Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland”, men den er meget mere.

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2015, nr. 7, s.121-122.

”Vor Herre havde alligevel gemt det bedste til dig”, sådan beroligede en god ven mig, da jeg for 8 år siden - med slet skjult ærgrelse - lagde en klagesag over Kjeld Holms behandling af en af mine utallige ansøgninger i Aarhus Stift på hylden. Jeg havde fået embede i Augustenborg på Als, og det var rigtignok det bedste sted af alle at havne som sognepræst (selvom det vist af de hippe betragtes som et udkantssted, hvor fårene bræger). Jeg besluttede derfor, at kræfterne nu skulle bruges på at passe mit kald i stedet for at slås med biskoppen.

Men med sagen om det mildest talt spegede forløb i forbindelse med ansættelsen af en ny præst i Den Danske Menighed i Berlin er jeg kommet til at tænke på min gamle klagesag. Og det er jeg, fordi behandlingen af Marie Høgh med al tydelighed viser, hvad jeg allerede den gang fik bekræftet, nemlig at biskoppernes og menighedsrådenes behandling af ansøgerne til et embede i Den Danske Folkekirke - og tilsyneladende også af ansøgerne til embeder i de danske kirke i udlandet - ikke kan eftervises.

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2015, nr. 6, s.97-99.

Om det Sande og det Godes krise kan man vanskeligt være i tvivl. Det eneste udtryk for det Gode, man synes at kende i dag, er den karikatur, som ødelægger mennesker og folkeslag, kaldet "menneskerettigheder" - målestokken for al tænkelig godhed. Det Sande har for længst mistet sin guddommelige, åbenbarede betydning: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet". Med en hurtig håndbevægelse fjerner man Opstandelsen, som var den sidste års bilmodel, som nu takket være teknikkens udvikling er blevet forældet. Den givne virkelighed bliver dekonstrueret og gendefineret (et nyt CPR-nummer gør en mand til kvinde og omvendt), hvilket markerer den abstrakte tænknings vold mod tingene og er en omvæltning af erkendelsens vej: Vejen fra tingene til tanken. Det sande er ikke engang, som Kierkegaard frygtede, "mængden"; det sande er noget, som - ofte i modstrid med de mest indlysende fakta - bliver dekreteret af en politisk-intellektuel elite, der formelt repræsenterer "mængden", men som i virkeligheden kun repræsenterer sig selv. "Common sense" og "common man", som Chesterton var talerør for, har forladt arenaen.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2015, nr. 5, s.77-80.

Afskaf Gud og staten bliver gud. Denne kendsgerning illustreres af hele menneskehedens historie. G. K. Chesterton.

En kulturs antropologi er altid og alle steder en afspejling af dens teologi. En ændring i antropologien er altid en følge af en allerede indtruffet ændring i teologien. Og når et samfunds antropologi ved lov, og med befolkningens samtykke, helt ændres, så er det nødvendigvis en afspejling af et allerede indtruffet religionsskifte.

Således også den 7. juni 2012 da folketinget vedtog at erstatte den hidtil gældende kristne antropologi med en gnostisk. I kristendommen er kønspolariteten noget medskabt og konstituerende ved mennesket. Menneskets kønspolaritet er, fordi mennesket er skabt i Guds billede, en afspejling af den indre spænding i Guds treenige væsen, og ægteskabet er derved en afspejling af forholdet mellem Kristus og kirken.

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 3, marts, s.45-46.

Sognepræst Per Ramsdal, som mange vil huske for sit forsøg på at gøre Brorsons Kirke til alternativ Flygtningenævn, har siden skiftet embede, men ingenlunde evne til at påkalde sig mediernes opmærksomhed. Således har Ramsdal gjort sig bemærket viden om ved at fornægte Jesu fysiske opstandelse i Jyllands-Posten og så oven i købet på selveste Juledag. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, men ifølge Ramsdal var der ikke meget kød på opstandelsen. Julen og inkarnationen varede lige til påske, men så heller ikke meget længere: "Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling", lød det fra Sydhavnens sjælehyrde. Ramsdals udtalelser skabte meget debat, og Københavns biskop indkaldte Per Ramsdal til tjenstlig samtale.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2015, nr. 2, februar, s.29-30.

I sin nytårstale advarede Angela Merkel tyskerne mod de stadigt voksende anti-islamistiske Pegida-demonstrationer. "For ofte er der fordomme, kulde, ja sågar had i deres (de demonstrerendes) hjerter", sagde hun.

Herhjemme fulgte domprovsten i Haderslev, Kim Eriksen, Merkel, da han den 5. januar deltog som taler i en moddemonstration mod Stop Islamiseringen af Danmark, og advarede mod den farlige tendens til fremmedhad og højreradikalisering, som SIADs demonstration iflg. ham var udtryk for. Eriksen anså det for sin pligt, sagde han, at sige fra, når og hvor radikaliseringen stak sit grimme hoved frem.

To dage efter fandt det blodige attentat mod satirebladet Charlie Hebdo så sted - og det var som bekendt ikke islamkritikere der stod bag overfaldet. Tværtimod blev det endnu engang skåret ud i pap, at frygten for Islams indtog i Europa ikke kan affejes som grundløs islamofobi og udtryk for kolde hjertes hadefuldhed.

Af Henrik Frost, Tidehverv, 2014, nr. 7, s.136-140. (Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen; Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark)

Modsætning
1) ”Ved visse lejligheder må ordene tjene til at dølge kendsgerningerne. Men dette må ske på en sådan måde, at ingen bliver opmærksom på det, og hvis det alligevel skulle blive opdaget, må undskyldninger være ved hånden, parat til øjeblikkeligt brug” (Machiavelli: Instruktioner til Raffaello Girolami).
2) ”Men eders tale skal være ja, ja; nej, nej; thi hvad der er udover dette er af det onde” (Math.5.37).

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2015, nr. 1, s.1-3.

"Vi har gjort, hvad vi kunne." Sådan siger ægtemanden Poul til sin syge hustru, Esther, i filmen Stille hjerte af Bille August.

I filmen samler Poul og Esther deres familie til en sidste weekend, inden Esther skal begå selvmord, hjulpet af sin mand Poul, der er pensioneret læge. Esther har sygdommen Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), der virker trinvis lammende og medfører døden. Før døden indtræder besvær med at spise, synke mad, talebesvær eller fuldstændig afasi og åndedrætsbesvær. Der findes ingen helbredende behandling, al behandling er behandling af symptomer og lindring af lidelse.

Af Kristoffer Garne, Tidehverv, 2014, December (nr. 10), s.196-200.

Selvoplevelsens stemmer hos Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen 1914

Det er helt almindeligt, og da også helt rigtigt, at tale om tiden op til første verdenskrig som båret af en fremskridts- og frigørelsesoptimisme, både for de åndelige og materielle sagers vedkommende. Ser man på den hjemlige litteratur i 1914, er det dog tydeligt, at der fra de vægtigste af vores store kulturpersonligheders side allerede inden krigen var indvarslet kulturkamp og forudset en åndelig opløsning, der måtte kalde på en alvorlig selvbesindelse. Man kan man forklare det på den måde, at det var de sidste efterdønninger af det såkaldte moderne gennembrud, der her var ved at ebbe ud, men som ikke havde efterladt landet i samme tilstand som før. Det er dette nybrud efter romantikken, der er blevet indprentet i vores bevidsthed i skikkelse af den markante og levedygtige forestilling om dets inkarnation i Dr. Georg Brandes, der i november 1871 på Københavns Universitet begyndte at holde sine forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur.

Af Erik Sloth, Tidehverv, 2014, nr. 10, s.209-210.

Det er et ambitiøst værk og også hvad man i en vis forstand kunne kalde "en flot bog", Rasmus Glenthøj har skrevet om krigen i 1864. I længde og udstyr står den fuldt på højde med de efterhånden utallige skildringer, der i årenes løb er givet af den for Danmark skæbnesvangre lynkrig mellem den danske hær og det forenede Prøjsen og Østrig. I det ydre udstyr mangler intet: Solid indbinding, fornemt papir samt en overflod af illustrationer, så man næsten kunne tro at sidde med en kunstbog i hænderne. Tilmed er det intet mindre end en lise efter Bornedals katastrofale tv-serie at læse en mand, der faktisk har gjort sig umage. Måske har han næsten gjort sig for megen umage. Han begynder nemlig ved Napoleonskrigenes afslutning og Wienerkongressen, og først fra s. 370 tages der fat på det faktiske forløb af krigen.

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2014, Okt-nov., s.145-146.

Overskriften er, som mange vil vide, inspireret af en gammel fædrelandssang, helt tilbage fra dengang, hvor den kristne teologi regnede Gud for almægtig. Hvad skulle Gud ellers være? Ingen magt har magten over Gud, men Gud har magt over alt og alle. Afguder er afhængige af deres skaber, mens alle skabninger er afhængige af Skaberen. Gud ligger ikke under for noget eller nogen. Han er fri, han er suveræn, og intet er umuligt for ham. Mindre er ikke Gud, men et stykke verden, som eksisterer på verdens præmisser, en forgængelig, skrøbelig og manipulerbar størrelse. Bibelens Gud er mere end verden uden at være verdensfjern, metahistorisk uden at være ahistorisk, almægtig uden at sky afmægtigheden. Almagten krøb ned i en krybbe og op på et kors, men en dag skal alt, som kan krybe og gå, bøje knæ for almagten. Gud er Gud, om alle mand var døde, og når alle mand ikke er døde, skyldes det alene Gud.

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2014, nr. 6, juni, s.93-95.

Den aktuelle konflikt i Ukraine bør ikke være kommet bag på nogen - heller ikke på de selvretfærdige vestlige politikere, som i disse dage har indtaget en meget fordømmende holdning over for Rusland. Vesten kunne i stedet for gribe i egen barm og spørge sig selv om, for nu at bruge Ronald Reagans tidligere rådgiver Patrick Buchanans ord, hvorfor det "har tabt Rusland", dvs. ødelagt det gode, ligeværdige forhold, som var blevet muligt efter kommunismens fald. Allerede i 2007 kritiserede den kloge konservative Buchanan Vestens og specielt USA's konstante udvidelse af deres interessesfære i Østeuropa og brugen af det, han kalder "vores Nykomintern (The National Endowment for Democracy, Freedom House og andre lignende frontorganisationer)", som blander sig "i Ukraine og i Georgien og har været med til at afsætte pro-russiske regimer og indsætte pro-amerikanske" (se slutnote 1). Og allerede dengang mindede Buchanan om Ruslands historiske ejerskab af Krim og om Ukraines bånd til Rusland.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2014, maj, nr. 5 (6), s.73-75.

Konservatismen står stærkt i dag. Ikke i partipolitisk forstand, men i debatten. I og omkring Årsskriftet Critique findes et frodigt konservativt debatmiljø og slår man f.eks. op på Berlingske Tidendes debatsider, støder man på slagkraftige konservative debattører som Eva Selsing, Mads Holger, Søren Hviid Pedersen og Kasper Støvring.

Af Torben Bramming, Tidehverv, 1988, nr. 7, s.111-112. (W. Schluchter: Max Webers Sicht des Islams, 1987).

Når man idag i debatten om indvandring, integrering af muslimer og kulturmøde står så uforsonligt overfor hinanden, skyldes det fundamentalt set, at der tages udgangspunkt i to forskellige syn på mennesket - mennesket som natur og mennesket som kultur.

Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1990, nr. 4, april, s.65-84.

I sin fortale til en tysk udgave af et skrift, der var forfattet af kejser Karl V's ambassadør i Milano Galeatius Capella, De Bello Mediolanensi, "Om den milanesiske krig", som udkom i Wittenberg i 1538, skriver Martin Luther følgende:

"Den højt berømte romer Varro siger, at det er den allerbedste måde at undervise på, når man føjer eksempler til ordet. For disse bevirker, at man forstår talen klarere og også lettere husker den. Ellers, hvor talen bliver hørt uden eksempler, hvor rigtig og god den end er, bevæger den dog ikke hjertet så meget, er heller ikke så klar og bliver ikke fastholdt så godt. Derfor er det en dyrebar ting med historien, for det, som filosofferne, de kloge folk og hele fornuften kan lære og udtænke, som er nyttigt for et retskaffent liv, det giver historien magtfuldt med eksempler og fortællinger og stiller ligesom for øje, som om man selv er til stede og ser det ske - alt det, som førhen ordene gennem undervisningen har båret ind i ørerne. Der finder man begge dele, hvordan de har handlet, lidt og levet, som har været fromme og kloge, og hvordan det er gået dem, eller hvordan de er blevet belønnet, og ligeså, hvordan de har levet, som har været uforstandige og onde, og hvilken betaling de har fået derfor.

Af Peter Fergo, Tidehverv, 1990, nr.1, januar, s.7-8.

Dansk Familieråd modtager i gennemsnittet lidt over to henvendelser daglig fra forældre overalt i landet. Heriblandt for ganske nylig denne fra en 48-årig mor:

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1989, nr. 7, september, s.127-130.

"Det var faktisk umuligt at få arbejderne i tale på det grundlag. Det blev senere yderligere bekræftet, da vi i forbindelse med Enoch Powells racistiske kampagner i England udsendte løbesedler, bl.a. på B&W, Motorfabrikken på Christianshavn. Der fik vi også hver gang svaret, at de skal ikke tro, de der fremmedarbejdere, at de kan komme herop og nyde godt af vores sociallovgivning, mens de selv har danset hula hula med en fjer i røven". (Gotfred Appel i Information 17. maj 1989).

Jeg husker endnu svagt den klang, som Enoch Powells navn havde i den offentlige debat for tyve år siden. Det var næsten med en gysen, han blev nævnt af aviserne herhjemme. Man forstod, at han repræsenterede det unævnelige - et uhyggeligt tilbagefald til tankegange, som man mente forsvundet med nazismen. Enoch Powell var jo racist, fik vi at vide. Det blev underforstået, at han i virkeligheden var en ven af koncentrationslejre. Alle ordentlige mennesker måtte korse sig ved hans navn og synspunkter.

Af Enoch Powell, Tidehverv, 1989, nr. 1, januar, s.6.

Salisbury Review, marts 1988. Oversat af cand. mag. Kirsten Nielsen.

Fra tid til anden begår en nation en fejltagelse, hvormed jeg mener, at den giver sig en politik i vold eller betræder veje, som er væsentligt uforenelige med dens egen natur. Ikke desto mindre sker det, at nationen i lang tid forholder sig ligegyldig til det fejlgreb, der er blevet begået, indtil begivenheder vækker den til besindelse og indsigt. Men selv når den tid kommer, kan modstanden mod fejlgrebet forme sig på en måde, som hverken var ventet eller ønsket af dem, der fra begyndelsen var klar over fejltagelsen og uden held havde prøvet at forhindre deres land i at tage dette skridt. Dette er en erfaring, som vore forgængere har gjort. Englændere oplevede det under Commonwealth og efter revolutionen i 1688; og jeg kan ikke tro andet, end at skotter må have oplevet det i årene efter Unionsloven.

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 1989, nr. 3, s.55-57.

Da præsident Reagan kaldte Sovjet-rusland for "ondskabens rige" ("the evil empire"), gav det anledning til en storm af forargede protester. Ved andre lejligheder har Reagan udtalt, at USA og Sovjet har "forskellige værdier" ("different values"); og det er der tilsyneladende ingen, der har taget anstød af. Reagen har vel ment, at han sagde det samme på to forskellige måder. Men der er en afgørende forskel imellem de to udtalelser:

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1991, nr. 8, s.165-166.

For Tidehvervs læsere vil Allan Bloom's bog fra 1987: "The closing of the american Mind", der nu er udkommet på dansk under titlen: "Historien om Vestens intellektuelle Forfald", ikke være ukendt. I marts 1989 havde Jesper Høgenhaven en udførlig og præcis omtale af dette opsigtsvækkende og meget omtalte opgør med en moderne amerikansk og vestlig livsholdning. For så vidt kunne vi nøjes med at henvise hertil.

Af Red., Tidehverv, 1991, nr. 8, s.154, 166-167, 168.

Palæstinenser-sagen i Enghave og Blaagaard kirke var en grundigt tilrettelagt politisk aktion, forberedt i over et halvt år af aktivister på den yderste venstrefløj:

Af Jesper Fabricius, Tidehverv, 1990, nr. 9, s.174-175.

For et samfunds magthavere har det frie ord altid været en potentiel trussel. Hvor borgerne kan ytre sig frit, dannes imellem dem bevidstheden om magthavernes gerninger og misgerninger, og forudsætningen for et folkeligt fællesskab imod magtmisbrug, korruption og undertrykkelse er til stede. For borgerne udgør det frie ord derfor en beskyttelse, et værn mod overgreb.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2014, mart-april, s.45-48.

For snart 20 år siden var jeg til et guldbryllup i et sogn ikke så langt fra mit eget. De fleste af gæsterne tilhørte det gamle landbo-Danmark. Det Danmark, som nu helt er forsvundet, ligesom næsten alle deltagerne i guldbrylluppet er det: En stor forsamling af hærdede gamle landmænd der, tæt på støvets år, stadig for de flestes vedkommende havde deres solide fremtoning. Ansigter gjort smukke af mange års slid i den jyske sol og blæst. Den første halvdel af årene med heste, folkehold, blandet landbrug og selvforsyning, den anden halvdel med traktor, malkemaskiner, med gulmurede flade svinestalde, foderstofkompagni og med kun den lige så hårdtarbejdende kone ved sin side. Brystkasser i oversize, som blev skabt af daglig arbejde med møggreben fra 8-10- årsalderen.

Af Christian Langballe, Tidehverv, 2014, nr. 2, s.21-23.

Det postmoderne mareridt
Der er et billede, der i stigende grad dukker op på min nethinde, når folkekirken er til debat: Jeg ser for mig endeløse køer af konturløse funktionærspøgelser, der klædt i kjole og krave dagligt stempler ind og ud af folkekirkekoncernen. Øverst oppe i folkekirkekoncernens tårn sidder postmodernitetens ypperstepræst, Kjeld Holm, og messer filosofiske brokker som "øjeblikket" og "situation", mens lemmerne på koncernens korpus råber et fuldtonet amen, mens de bryder hjernen med at forstå, hvad den kloge mand i grunden mener. Arbejdsdagen afbrydes kl. 12.00 (selvfølgelig inden for arbejdstid), at de konturløse spøgelser samles i en amorf masse til bøn. De sender deres bønner op mod den postmoderne plan B Gud - som er at ligne med et sort hul, hvor der engang var en sol - alt imens de af hjertens lyst sjunger deres trosbekendelse med én røst: "Livets Gud har ingen hænder, det er derfor dig, han sender".

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2014, nr. 1, s.1-2.

Efter at landets biskopper har afsluttet sagen om Massoud Fouroozandehs dåbspraksis ved i en fælles udtalelse at indskærpe, at præster i folkekirken skal døbe ind i folkekirken, der er der et spørgsmål, som jeg gerne ville høre hver enkelt biskops svar på.

Spørgsmålet er: Tør du svare for, at et menneske, der søgte dåb hos en præst i folkekirken, blev forment dåben, fordi hans omstændigheder gjorde det vanskeligt eller farligt at blive registreret medlem af Den Danske Folkekirke.

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2013, nr. 10, december, s.177-180.

"Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom." 2.Mos. 20,17.

"Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred. … Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred." Jyske Lov, Fortalen.

Monica Papazu: Folkets kirke, Opgør med en katastrofal kirkekommission.

Pjecen med Papazus foredrag blev udgivet i oktober 2013
- og kan bestilles hos: Elisabeth K. Jensen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Fra pjecens indledning:

Lad det gode blive godt
Når man står over for Debatoplægget fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”, kommer man uvilkårligt i tanker om, hvad årets jubilar, Søren Kierkegaard, ville have sagt. Han ville have sagt sådan:

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 7, september, s.124-131.

Sommerens kirkeforfatnings-forslag vil røve folkekirken fra folket
"Betydningen af de stille timer i kirken (...) er at gøre kirken overflødig".

Sådan skrev Søren Kierkegaard i 1851 i sin dagbog. De stille timer i kirken er ikke et mål i sig selv, fortsætter han; de er skoleøvelser. Det er ligesom med en violinist. Han sætter sig ikke uden at have lært det mindste om musik ned i orkesteret og spiller. Han ville jo kun forstyrre både sig selv og de andre. Nej, derhjemme, hvor intet forstyrrer ham, bruger han de stille timer til øvelse. Men målet med det hele er at spille med i orkesteret, at kunne tåle denne brusen af de forskellige instrumenter, denne krydsen af lyd - og dog kunne passe sin violin og spille med aldeles ligeså roligt og sikkert, som var han ene hjemme på sit værelse.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2011, nr. 7, sept., s. 140-149.

Baggrunden for dette foredrag er et fænomen, jeg først for alvor stiftede bekendtskab med for nylig: Lutherhetzen.