Af Jesper Bacher, Tidehverv nr. 4, s. 57-58.

”For her (i kirken) forsøger man ikke at følge med tiden, men her taler man med kirkens nedarvede liturgi direkte ind i den fra evighedens synsvinkel” Søren Ulrik Thomsen 

"Kristendommen handler ikke om at sidde i kirken hver søndag”. Det er mildest talt sagt og hørt før fra såvel læg som præst i den danske folkekirke. Det er også rigtigt, for så vidt at der ikke er retfærdiggørelse ved kirkegang alene, og kristendommen ikke kan indskrænkes til en ugentlig times tid på kirkebænken. Men omvendt kunne man spørge, hvordan ville det se ud med kristendommen, hvis der slet ikke sad nogen i kirken om søndagen? Ville det betyde det store? Ja, hvilken betydning skal man egentlig tillægge den liturgiske og rituelle gudstjeneste, som alligevel kun søges af et fåtal blandt folkekirkens medlemmer? Er det vigtigste ikke kristendom i hjertet og kristendom i dagliglivet? Kristendom som holdning og handling snarere end kristendommen som et mystisk rollespil søndag morgen og formiddag? Hvad skal vi med en gammel kult i en ny kultur? Desuden er kulten også genstand for bibelsk kritik. Det hjælper ikke at gå hverken i tempel eller kirke, hvis man ikke går op i sin næste og ikke er tro i sit hjerte. ”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre. Kundskab om Gud, ikke brændofre”, lyder Herrens ord hos profeten Hosea, og Jesus betonede i Bjergprædiken, at man skal forlige sig med sin bror, før man bringer sin gave til alteret. Kulten er en sølle og falsk erstatning for kærligheden. Vel kan det siges, at gudstjenesten er en gammel og for en del af os også kær vane, men hvori består gudstjenestens kristelige nødvendighed? Er gudstjenesten bare en spirituel hobby for fromme feinschmeckere eller et mentalt pusterum blandt andre uden afgørende betydning for troen som hjertesag og levet liv? Kunne man ikke lige så godt gå til foredragsaften, kirkeyoga eller på pilgrimsvandring?

”Kristendommen handler ikke om at sidde i kirken hver søndag”. Nej, men var der ikke gudstjeneste, ville vi tabe blikket for, hvad kristendommen handler om. Gudstjenesten er nemlig intet mindre end Guds vedvarende åbenbaring, den begivenhed, hvor Gud bliver hørlig og synlig for mennesker.

I verden er Gud skjult, i gudstjenesten kaster Gud masken og træder frem for mennesker. I gudstjenesten flygter vi ikke for verdens tummel, vi ser verdens grund, mening og mål. I gudstjenesten bliver Gud nutid, fortiden aktualiseret, fremtiden forudgrebet. Gudstjenesten er nådens sted og gudsrigets forfest. Festgudstjeneste er et tautologisk begreb, for alle gudstjenester er festgudstjenester. Uden gudstjenesten ville vi glemme, at alt er nåde, uden gudstjenesten ville kristendommen blive moral og filosofi, psykologi og mystik. Noget, vi tænker, føler og mener fremfor noget, der sker, skænkes og vederfares os. Uden gudstjenesten bliver kristendommen reelt gudløs, uanset hvor rig den ellers er på gode gerninger, ophøjet sjælefred og fin etik. Det er i gudstjenesten, at det bliver klart, at kristendommen først og sidst og til tid og evighed handler om Kristus. Som Jørgen Kjærgaard skriver i sin fine bog om liturgi: ”Den egentlige, kristne liturgi er derfor den, der stærkest muligt gør Kristi tjeneste gældende – ikke den, der først og fremmest appellerer til menneskelig opfindsomhed og anstrengelse”. Det er derfor, at liturgien er så vigtig. Den er ikke bare en mere eller mindre tilfældig form om et budskab, den er budskabets ansigt. I liturgien bliver ordet også kød og tager bolig iblandt os. Der er kun frelse ved Jesus Kristus, men det er i liturgien, han kommer os nær, så vi kan høre, se og smage hans godhed. Selvfølgelig er Kristus aldrig lukket inde i liturgien eller begrænset af gudstjenesten, men det er her, han lukker op for sin nåde og herlighed, offentligt og regelmæssigt. Det er så at sige her, han holder åbent hus.

Derfor bør liturgien være et teologisk opmærksomhedspunkt af første rang og alt for vigtig til at overlade til hverken ritualistiske pedanter eller revolutionære entusiaster. Liturgien er ikke faldet ned fra himmelen, men den sande liturgi gør altid himmelfalden, og derfor skal liturgien værnes og kun forandres med nænsomhed, omtanke, ja, ydmyghed.

Det er i den grad værd at holde sig for øje i disse år, for folkekirken er jo midt i et igangværende arbejde med liturgien. Som det hedder på Folkekirken.dk ”Fra 2022 til 2030 bliver der arbejdet med gudstjenestens faste form, liturgien, i to kommissioner, en række arbejdsgrupper og et Liturgisk Forum”– Vel er liturgidebatten stilnet lidt af, men arbejdet fortsætter fremdeles, og i november blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Folkekirkens Uddannelses – og Videnscenter og Kirkemusikskolerne på Sjælland og i Vestervig om Liturgisk Forum og bevilliget 15,2 millioner kroner til en 6-årig projektperiode. Et Liturgisk Forum, som angiveligt skal kvalificere og understøtte det løbende arbejde med liturgien i folkekirken. Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Nils Arne Pedersen gjorde i en kronik tilbage i 2021 opmærksom på”, at det er uafklaret om Liturgisk Forum skal hjælpe det eksisterende menighedsliv eller emsigt prøve at lave det om”. Siden er der så kommet et kommissorium for Liturgisk Forum, som ikke umiddelbart gør sagen så meget klarere. Ifølge kommissoriet skal der bl.a. etableres netværk og relationer til samarbejdspartnere bredt forstået og udarbejdes en bredt tilgængelig Liturgisk Vejledning, som skal tjene til at kvalificere arbejdet med gudstjenestens form og indhold. Dertil skal der også laves en Højmessekollektrække og et Salmebogstillæg, arbejdes med andre gudstjenesteformer, afholdes kurser, temadage og konferencer osv. Den proces kan kaste godt af sig, men den kunne også fremme et gudstjenstligt fornyelsespres og et utidigt liturgisk iværksætteri, som vil gøre gudstjenestelivet fladt og nutidigt snarere end dybt og traditionsrigt, og hvor synd og nåde fortones til fordel for nye toner om Gud og mennesker. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det kommer så vidt, og biskopperne har betonet, at ”Liturgisk Forums arbejde skal foregå med udgangspunkt i og respekt for folkekirkens evangelisk-lutherske tradition i dialog med samtiden og i en stadig praktisk teologisk refleksion”, men også i de formuleringer er der megen elastik og rum for både skidt og kanel. Der er ikke uden en vis bekymring, at man må se på Folkekirkens arbejde med liturgien. Er der åbnet en Pandoras æske, eller er der åbnet for eftertanke og besindelse på arven og ordet? I folkekirkens arbejde med liturgien kommer man stundom til at tænke på de ord, som ofte bliver tillagt den britiske premierminister, gamle Lord Salisbury: ”Forandringer? Hvad skal vi med forandringer? Er tingene ikke slemme nok, som de er?”. Der er al god grund til liturgisk påpasselighed og vagtsomhed.

Jesper Bacher