Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2012, nr. 6, juni, s.93-95.

Når man, som jeg, sådan til daglig går og påstår, at den europæisk-kristne civilisation for ca. 140 år siden indtog en cyankaliumpille og nu – under almindelig jubel over denne edderdunsomkransede og silkeklædte liebestod – befinder sig i de sidste stadier af sin dødskamp, så kan det hænde, at man bliver beskyldt for at lide af sortsyn. Når man så efterfølgende fremhæver, at et af de tydeligste symptomer på dødens snarlige komme er, at der ikke længere findes åndelig sans for kernen i det kristne menneske- og samfundssyn, som skabte Europas enestående styrke og kreativitet, nemlig menneskets metafysisk funderede frihed og familiens gudsskabte autonomi, og at vi derfor nu i postkristendommen er ved at vende tilbage til en før-kristen determineret og totalitær forståelse af forholdet mellem mennesket og dets samfundsmæssige kontekst, så kan det hænde, at man bliver beskyldt for at være en anelse for negativ og for i utide at råbe ’ulven kommer’. Når man så tilmed afslutningsvis hævder, at den nuværende generation af politikere netop har det som deres helt åbenlyse projekt at forvandle Danmark til et totalitært samfund, ja så hænder det, at man bliver beskyldt for at male fanden på væggen.

På denne baggrund var det på paradoksal vis ganske tilfredsstillende at opleve, hvad der skete i Fællessalen på Christiansborg 7. maj. Der malede jeg i et oplæg fanden på væggen, hvorefter benævnte person kort efter var lyslevende til stede og derved til overflod bekræftede mine pointer. Mere om dette til sidst i denne artikel.

*

Anledningen til denne spirituelle oplevelse var den helt konkrete, at en snes personer fra dansk kirkeliv i 2011 satte sig sammen og forfattede 21 teser om åndsfrihed. Teserne blev derefter rundsendt til en bredere kreds, som også blev bedt om at tilslutte sig. Det gjorde mange.

Jeg skrev ikke under, og i min egenskab af ikke-underskriver blev jeg indkaldt som oplægsholdende opponent ved den konference, som teserne affødte. Det følgende er et kort uddrag af mit indlæg (hele indlægget, med slides, kan læses på hjemmesiden åndsfrihed.dk). (Men hæng ved kære læser: Efter uddraget vil jeg beskrive, hvordan fanden vandrede fra væggen ud i virkeligheden hin majdag i Fællessalen på Christiansborg):

Hvad med lidt frihed?
”Det siges at man altid skal begynde en samtale med at være imødekommende, så det vil jeg også forsøge her i dag. Det er nu heller ikke så vanskeligt, thi alene ved titlen ’åndsfrihed’ udsender de 21 teser et godt og ’usamtidigt’ signal. Titlen implicerer jo, at mennesket har en fri ånd, hvorved man lægger sig ud med det naturalistiske og deterministiske menneskesyn, som i dag er vor officielle tro, og som hersker i det samlede uddannelsessystem, styret som det er af biologisme og konstruktionisme.

Der er mange gode grunde til at vær bekymret for frihedens vilkår i dag. De fremlagte 21 teser er imidlertid i bedste fald uklare. Skulle jeg have skrevet under, skulle de f.eks. have været formuleret som et klart og utvetydigt forsvar for frihed i tale, skrift og handling. Det er de ikke. De taler også på dette punkt med uld i mund. Selv et utvetydigt opgør med den indskrænkning af ytringsfriheden i mangfoldigheden navn, der hærger Europa som en pest i disse år, leder man forgæves efter i teserne. Snesevis af europæere er de seneste 10 blevet idømt bøder eller fængsel alene på grund af ytringer.

Med islams nye stilling som en stor mindretalsreligion i Europa – ja, formentlig som den mest praktiserede religion i Europa – giver det i øvrigt ikke længere mening at udskille religionsfriheden som en særlig frihed afskilt fra politisk frihed eller ideologisk frihed, ligesom det ikke længere giver mening at give religionerne en særlig beskyttelse mod forhånelse og kritik, thi kun i kristendommen giver det mening radikalt at skelne mellem religion og politik og mellem fysis og metafysis, mellem subjekt og social kontekst, mellem tro og praksis.

I mange europæiske lande har hate-speech lovgivningen udviklet sig således, at det er forbudt f.eks. at sige, at kristendom eller islam bør udryddes i Europa. En englænder har fået et halvt års fængsel for at sige netop sådan. Til gengæld må man godt sige, at kommunismen eller kulturradikalismen bør udryddes. Det giver fængselsstraf at påstå, at muslimerne blot venter på at blive mange nok, så vil de tvangsomvende os og gøre os alle til muslimer. Omvendt giver det ikke fængselsstraf at fastslå, at de kulturradikale bare venter på at blive mange nok, så vil de tvangsomvende os og forvandle os til kloner af Tøger Seidenfaden og Marianne Jelved. Hvorfor denne skelnen?

Hvorfor må man godt sige, at Dostojevskij ”havde noget med små piger”, men ikke, at Muhammed havde det? (Dette sidste har en østrigsk kvinde for nylig fået fængselsstraf for at sige.) Denne skelnen giver ganske enkelt ikke mening.

Ikke kun åndsfriheden og ytringsfriheden, men friheden i det hele taget er under pres i disse år. På en lang række punkter skal vi tilbage til den uoplyste enevælde for at finde de klassiske europæiske borgerlige frihedsrettigheder så pressede, som de er i dag. Det gælder i terrorlovgivningens navn, privatlivets fred, brevhemmeligheden osv.; det gælder i multikulturalismens navn ytringsfriheden og næringsfriheden; det gælder i socialpolitikkens navn familiens autonomi og privatlivets ukrænkelighed; det gælder i skattepolitikkens og miljølovgivningens navn boligens ukrænkelighed; det gælder i kommunens og golfbanernes navn ejendomsretten; det gælder den alm. retssikkerhed, hvor det på flere og flere områder, f.eks. skat og sort arbejde overlades til den anklagede at bevise sin uskyld; det gælder friheden til selv at opdrage sine børn osv. osv.

De klassiske borgerlige frihedsrettigheder er i hele den vestlige verden på retur. Den autonome borger er ved at blive afløst af den grå masse, som står over for en almægtig stat. Og det skyldes naturligvis, at det europæiske menneskesyn, og dette menneskesyns rod, nemlig kristendommen, er på retur.

Hvornår har det sidst været således, at offentlige myndigheder uden dommerkendelse og uden akut mistanke om kriminalitet kan gå ind i private hjem og gennemsøge huset? Ja, jeg tror ikke engang, man måtte det under enevælden, men det må kommunen ifølge socialminister Karen Hækkerups nyeste lovsforslag, hvis forældre f.eks. ikke møder op til samtaler om deres børn i kommunen eller ikke synes samarbejdsvillige. Man behøver altså hverken dommerkendelse eller en begrundet mistanke om kriminalitet. Vidste man da ikke, da man skrev grundloven, at det kunne have negative konsekvenser at kræve retskendelse, før man krænker privat ejendom? Jo, det gjorde man, men man satte friheden højest. Man vidste, at magt kan misbruges, og at borgeren skal beskyttes, men i dag tager man i lovgivningen tilsyneladende udgangspunkt i, at staten er ufejlbarlig, og at borgeren derfor ikke skal sikres mod den. Og med en ’dynamisk’ retsforståelse kan grundloven bøjes i hvilken retning, man ønsker.

Staten udgør i dag 58% af bruttonationalproduktet, og resten er reguleret af staten. Det er staten, som finansierer kulturlivet, godgørenhedsindustrien osv. osv. For 100 år siden var såvel skolen som folkekirken stort set selvfinansierende, men i dag er også dé statsfinansierede. Hvad med også at give dem tilbage til civilsamfundet? Hvad med at give lidt frihed tilbage til borgerne? Hvorfor vil heller ikke såkaldt borgerlige politikere det?”

Diabolus ex machina
Disse og mange flere var ordene, og som sædvanlig blev jeg beskyldt for at male fanden på væggen. Det, som i sandhed gjorde dagen mindeværdig, var imidlertid, hvad der skete er par timer senere. Vores højtærede økonomiminister Margrethe Vestager trådte ind i salen uden at have hørt, hvad der indtil da var foregået og holdt så i vanlig klar og selvsikker stil en kort tale. Og den var i sandhed opsigtsvækkende.

Margrethe Vestager meddelte, at hun kunne ønske sig en ny grundlov, thi der er så mange ting, man slet ikke havde sans for i gamle dage.

Da man skrev de gamle grundlove, mente man f.eks., at børn var forældres ejendom, og man indskrev derfor også på dette punkt en række frihedsrettigheder i grundloven. Friheder som ganske ensidigt tager hensyn til forældrenes ret. F.eks. friheden til selv at undervise sine børn og derved give børnene det værdisæt forældrene synes, de bør have. I grundloven af 1849 blev det betragtet som en selvfølge, at forældrene selv har evne til at varetage børnenes opdragelse og undervisning. Den fastslog ganske kort: ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Undervisning i Almueskolen.” Offentlig undervisning er altså en beklagelig undtagelse.

I 1953 var man ifølge Vestager blevet lidt klogere, thi nu blev det udtrykkeligt reduceret til en undtagelse, at forældre kunne få lov til selv at sørge for undervisningen!

Hvad grundlovene ifølge Vestager imidlertid slet ikke har sans for er, at børnene slet ikke bør tilhøre forældrene, og at forældrene derfor ikke kan overlades ansvaret for børnenes opdragelse og undervisning. Også børnene har rettigheder, også børnene har krav på åndsfrihed, og denne åndsfrihed skal staten sikre! Med Vestagers egne ord: ”Da vi afskaffede revselsesretten, ophævede vi forældrenes ejendomsret til børnene”. Det var derfor ifølge Vestager helt naturligt, at folketinget ad to omgange i 2001 og 2005 indførte et ideologisk tilsyn med friskoler for i åndsfrihedens navn(!) at sikre, at skolerne opdrager børnene i samfundets værdier! Og i fremtiden vil der blive endnu mere brug for, at staten træder ind og sikrer børns åndsfrihed. Det er ikke forældrene, som skal bestemme, hvordan deres børn skal tænke, sagde Vestager og henviste så til egen børneopdragelse, hvor hun så udpræget har lært sine børn at tænke selv og så dette bevist, da en datter viste sin selvstændighed ved at rose sin mor for at have opdraget hende til at tænke selv! (Hvem ved, måske ender de lige så selvtænkende som moderen, der som bekendt er medlem af samme folketingsgruppe som sin far.) Margrethe Vestager sluttede med at understrege, at hun ofte overvejer, hvordan staten i fremtiden endnu bedre kan sikre børns åndsfrihed, men at hun endnu ikke er kommet til vejs ende med sine overvejelser. Behøver der siges mere?

Claus Thomas Nielsen.