Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2012, nr. 8, oktober, s.149-150.

Kirkeministeriet er som bekendt blevet nedlagt. Det er afløst af et »ligestillings- og kirkeministerium«. Der er altså ikke tale om det velkendte, at én minister passer to forskellige ministerier, men om at selve ministeriet i overensstemmelse med sit navn forvalter »ligestilling« og »kirke«. Under ét og i den rækkefølge. Så fremover (eller i hvert fald indtil næste valg) administrerer regeringen ikke kirkens anliggender for kirkens egen skyld, men under den overordnede parole, der hedder ligestilling. Og det ord dækker tydeligt nok over, at det forskelligartede skal gøres ensartet: Der må ikke være forskel på et ægteskab mellem en mand og en kvinde og et homoseksuelt parforhold. Der må egentlig heller ikke være forskel på mænd og kvinder (derfor bebudelsen af det »kønsneutrale ægteskabsritual«). Og hvad med de religiøse og teologiske modsætninger? - Kan muslimer finde sig i, at Danmark er et kristent land? - Er det ikke en krænkelse af ligestillingen?

Jo, der er sandelig nok at tage fat på, når man skal have ligestilling til lands, til vands og i luften. Der er bare det problem ved projektet, at begrebet »ligestilling« og begrebet »folkekirke« er totalt uforenelige størrelser. At vi har en folkekirke betyder, at vi holder forskellene i agt og ære. Der står i grundloven, at »den evangelisk lutherske kirke er den danske folkekirke«. Den har en særstatus, der principielt betegner det modsatte af ligestilling. Den eneste mulighed, der kan øjnes for projektet, er, at folkekirken kvæles i ligestilling og statsbureaukrati og afgår ved døden.

Kunne det mon være det mere eller mindre bevidste formål med, at ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen nu har nedsat en kommission, der skal tilvejebringe »en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken«? - herunder, ifølge kommissoriet, skal skabe klarhed vedrørende forvaltningen af folkekirkens »indre anliggender«. Altså en komplet styrelsesordning for folkekirken på alle niveauer. - Hvad er det egentlige formål?

Jeg spørger af lidt mere end almindelig interesse, for jeg er selv blevet medlem af den ca. 20 mand store kommission, indstillet af Dansk Folkeparti. Formand er Hans Gammeltoft Hansen. Gennem kommissoriets bureaukratisk sproglige tågebanker vedrørende de styringsstrukturelle forhold, ministeren ønsker udredet, skimtes nogle enkelte konkrete hensigter. Den første er ønsket om, at folkekirken får en synode.

Til indledning citerer kommissoriet regeringsgrundlaget, hvor et sådant udvalg bebudes nedsat, og hvor det hedder, at man vil »indrette en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke, jf. også grundlovens § 66 »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«.« - Det er altså den såkaldte »løfteparagraf« om en kirkeforfatning, der spøger i regeringsgrundlaget: Folkekirken skal have sin egen stemme og sit eget styringsorgan, så den kan blive en politisk aktiv størrelse med autoritative meninger om alt fra indvandringspolitik til abortspørgsmål - Og det til trods for, at vi for længst har omtolket § 66 til en regel om, at folkekirkens forhold ordnes (løbende) ved lov(givning). Allerede grundlovsfædrene foretog denne omtolkning, og siden har det igennem 150 år været folkekirkens redning, at en kirkeforfatning og en synode er blevet undgået. Folkekirken har fortsat kun én stemme: evangeliet om Jesus Kristus, der lyder i kirkerne hver søndag formiddag.

Den anden tydelige hensigt, der skinner igennem i kommissoriet, er at få folkekirken gennem-lovreguleret i stedet for, at så meget beror på gammel sædvane - f.eks. vedrørende gudstjenesteordning og ritualer. Det er noget rod; Ordnung muss sein! - Men det sædvanebestemte er måske netop det, der fastholder folkekirkens integritet frem for en strømlinet moderne stats-kreeret styrelselov, der nedfælder den vinkelrette på fædrenes kirke.

Det mest kompromitterende ved kommissoriet er imidlertid, at grundlovens § 4 - den retlige sokkel under hele folkekirkens hus og styrelse - ikke er nævnt med en antydning. At folkekirken er evangelisk luthersk anses for totalt ligegyldigt. Dermed overspringer kommissoriet elegant det væsentligste kompetenceforhold overhovedet: bekendelsesskrifternes status - ikke mindst i forhold til ministerens kirkelige lovforslag og forordninger. Ligestillings- og kirkeministeren har da også til overmål givet udtryk for, at folkekirkens bekendelse rager ham en høstblomst. - Det er jo teologi, siger han, og jeg er ikke teolog… Og så føjer han til: - Men det er mig, der bestemmer!

Med dette magtforhold mellem bekendelsesskrifter og minister er der åbnet for, at folkekirkens evangelisk lutherske bekendelse kan udskiftes med en bekendelse til - ja til ligestilling.

Jeg ser frem til min egen deltagelse i kommissionens arbejde.

Jesper Langballe.