Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2013, nr. 1, januar, s. 1-3.

Da undervisningsministeriet for otte år siden fastsatte en kanon for litteratur, som skoleelever skal stifte bekendtskab med, blev den forudsigeligt nok mødt med kritik fra Lærerforeningens side.

Argumentet imod en kanon var ganske ejendommeligt, men også afslørende: kanonen var i uoverensstemmelse med lærernes metodefrihed!

Argumentet blev snart trukket tilbage, måske med en vis skamfuldhed hos dets ophavsmænd over, at de havde blottet en flanke. Ædruelige folk kunne jo påpege, at forpligtelsen til at undervise i bestemte værker ikke ophævede lærerens frihed til selv at vælge metoden, han ville undervise efter.

Men argumentet var blevet hørt, og det bliver husket, for det giver et tankevækkende indblik i en tidstypisk tankegang.

Hvis lærerne intuitivt opfatter det som et angreb på deres metodefrihed, at de er forpligtet til at præsentere eleverne for H. C. Andersens ”Den lille havfrue”, så må det jo være, fordi de betragter H. C. Andersens værk som en metode, og man må slutte, at lærerne ikke regner det, at indføre elever i den danske litteraturs skatte, som et mål i sig selv, men litteraturen er kun til for at tjene et større mål, elevernes personlige individuelle udvikling. Den er jo indskrevet i folkeskolens formålsparagraf som mål for al undervisning.

Lærerforeningens første reaktion på litteraturkanonen løftede sløret for en tankegang, der turde være grunden til hele folkeskolens triste tilstand i dag: Børn går i skole for at blive udviklet personligt, og det er lærernes opgave som sjæleterapeuter at ælte elevernes sjæle, så de udvikler sig individuelt – dvs. efter tidens pædagogiske normer.

Til brug for sjæleæltningen har lærerne så en kasse med forskellige ælteredskaber, som de frit kan vælge imellem. I danskfagets redskabskasse ligger H. C. Andersen, Blicher og Pontoppidan, og deres værdi må jo så af den enkelte lærer bedømmes på deres tjenlighed til at befordre elevsjæles udvikling.

Man forstår, hvorfor konfirmander og gymnasieelever af i dag har for vane at møde ethvert stof, som ikke ser umiddelbart underholdende ud, med en blasert afvisning: ”Hvad skal vi bruge det til? Det er gammeldags, det er kedeligt, det er ikke motiverende, det siger mig ikke noget!”

Man får en anelse om, at i den virkelighedsopfattelse, som er blevet æltet ind i danske skoleelevers bevidsthed, der er deres egen bevidsthed den virkelige virkelighed, og uden for den svæver et flimmer af blege spøgelser: litteraturens værker, den tyske grammatik, kongerækken, den store tabel ... Spøgelserne banker i løbet af skoletiden på elevernes bevidsthed og beder ydmygt om, at disse allernådigst vil forlene spøgelserne med eksistens ved at lukke dem ind. For den enkeltes bevidsthed er al virkeligheds kilde.

Og allermest virkelig må jo så være den lærers vilje, der bestemmer, hvorledes elevernes bevidsthed skal æltes, og hvilke af lærdommens spøgelser, der skal få eksistens.

Man forstår, hvorfor det er afgørende for eleverne at være sammen med deres lærere hele dagen, som undervisningsministeren nu foreslår: tid uden for skolen er simpelthen tid tilbragt i uvirkelighed.

Hvad lærerforeningens første spontane reaktion mod litteraturkanonen røbede, var således den særdeles tidstypiske: virkeligheden bliver til i vores bevidsthed.

*

Når den tankegang i den grad har lejret sig i tiden, at den former folks spontane udbrud, så er der alvorlig grund til at rette blikket mod tidens teologi. Noget kunne jo tyde på, at teologer og præster er gået meget stille med forkyndelsen af, at det er Gud og ikke os, der er al virkeligheds kilde.

Og der skal ikke mange nedslag i tidens teologiske landskab til for at konstatere, at teologer af i dag ikke blot går stille med kristendommens modsigelse af enhver solipsisme, men at de sågar er at finde i koret, der med flid gør den menneskelige bevidsthed til al virkeligheds udspring.

Allerede da jeg læste i Århus i midten af firserne lærte vi, at Peter Dass’ salmelinie ”Gud er Gud om alle mand var døde” var meningsløs, for vi kunne vel nok forstå: når der ikke var nogen levende bevidsthed til at rumme Gud, så var det også ude med Gud. Så forstod man jo til fulde, hvor naiv den gamle lære om Guds creatio de nihilo var. For der skal jo en menneskelig bevidsthed til at skabe Gud, før Gud kan skabe noget som helst.

Som det står at læse andetsteds i dette blad, forsvarede biskop Peter Fischer Møller sin nadverfejring med muslimer med, at den Gud, der blev menneske i Kristus, ikke er begrænset af vores forskellige religioner og teologier.

Det lyder jo umiddelbart meget fromt, men essensen i udsagnet er jo, at Kristus bliver reduceret til en tilfældig gudsåbenbaring blandt flere, hvorfor kristne teologer ikke er mere bundet af den, end de er af Muhammeds åbenbaringer eller deres egne personlige fornemmelser af Gud.

Som H. C. Andersen reduceres af lærerne til en metode, reduceres Kristus af biskoppen til en mulighed blandt mange til fællesskab med Gud.

Og konsekvensen af biskoppens fromme ord er jo, at det er vores religiøse oplevelse af Kristus, vores bevidsthed, der afgør, om han nu også, som hans selv påstår, er vejen, sandheden og livet.

Det er ikke så sært, at præster, som det skildres i en artikel i Præsteforeningens Blads december-nummer (48), er i vildrede med, hvad de skal sige til syge og døende. For når Kristus kun er et bud blandt mange på, hvad Gud vil os, så bliver det jo noget af en anmasselse, hvis det er ham, præsten peger på, når den døende spørger til himmelen og det evige liv. Det turde jo være løgn, eller blot udtryk for præstens egen oplevelse.

Tilbage bliver den ved kristne sottesenge noget afmægtige forkyndelse af, at det evige liv er øjeblikkets fornemmelse af fylde og værdi.

Og da præsterne ikke har mere at sige om himlen end dette, bliver deres forhold til de syge og døende at være terapeut eller pædagog; den, der går ved siden af og hjælper døende og pårørende ind i sorgen, som artiklens forfattere tilfredse konkluderer : ”Denne holdning står i diametral modsætning til den (middelalderlige) katolske præsts selvforståelse som ”gatekeeper”, dvs. den, der kender og viser vejen fra jord til himmel.”

Som det fremgår af citatet, betragter moderne teologer det ikke som glædeligt budskab at pege på Kristus, som den vej fra jord til himmel, som Gud selv har givet os. Nej, hvis en præst prædiker Kristus, optræder han som ”gatekeeper” – den, der spærrer vejen med sin egen, alt for snævre religiøse opfattelse.

Kristus er for moderne præster blevet et lige så blegt spøgelse, som H. C. Andersen, kongerækken og den lille tabel – et spøgelse, der kan få virkelighed, når et menneskes bevidsthed oplever ham som vejen, men også kun da.

Står det til dagens hospitalspræster, så skal Herrens ord ikke falde som dug på slagne enge, så håbet ved det kan gro i sky ved kristne sottesenge… Det bliver ikke præsten, der synger ”Du, Herre Krist, min frelser est..” ved den døendes seng. Til gengæld vil den døende formentlig til overmål blive omarmet af den unge kvindelige hospitalspræsts terapeutiske empati, og blive inviteret til at sove ind med lyst, som barnets ved sin moders bryst, i hendes hjælperarme…

”Tag Kristus ud af Bibelen, og du vil intet finde”, skrev Luther imod Erasmus. Ja, tag Kristus ud af teologien, og kristendommen bliver en bevidsthedsform. Tag Kristus ud af prædikenen ved at gøre ham til en blandt mange veje til gud, og præsterne bliver til en hær af religiøse terapeuter. Lad Kristus blive underordnet den multireligiøse tolerance, og al virkelighed uden for den enkeltes bevidsthed bliver et blegt genfærd, der må bede bevidstheden om at få eksistens.

For at gøre en lang historie kort: det er sværmeriet, som er krøbet i bispekåber og præstekjoler og derfra ud i skole og samfund.

Modgiften er – i dag som i går og i morgen – det evangeliske: at fastholde det lille ord ”est”, som Luther ridsede i bordpladen foran sig ved religionssamtalen med sværmeren Zwingli: Kristus er vejen, sandheden og livet. Kristus er Guds virkelige levende ord til os. Kristus er virkeligt opstanden.

Agnete Raahauge.