Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 2, februar, s.29-30.
”Og tage de vort liv - gods, ære, barn og viv - lad fare i Guds navn! - Dem bringer det ej gavn - Guds rige vi beholder”.
Kristenforfølgelserne skriger til himlen. Der bliver de sikkert hørt, men tingenes tilstand burde også give genlyd i verden og ikke mindst i alle kirker. Statistikken taler sit tydelige og beskæmmende sprog. 75 procent af de drab, som er religiøst motiverede, går ud over kristne. Kristne udsættes for en eller anden form for chikane i to tredjedele af verdens lande og indtager dermed den smertelige førsteplads som verdens mest forfulgte religiøse gruppe.
Kristne lider under allehånde overgreb og chikane, bortførelser, overfald og mord. Der gives et sandt rædselskabinet af forbryderisk fremfærd mod kristenmennesker fra vores samtid. Som folkekirkekristen kan man godt stå lidt fremmed over for de nytestamentlige tekster, der beretter om forfølgelse af den unge kirke, men de taler ind i mange kristnes virkelighed.
Det er især muslimske lande, som fylder i den mørke superliga af kristenforfølgende nationer. Undertrykkelsen er sine steder lovfæstet og håndhæves af myndighederne, men den kan også foregå på privat initiativ med myndighedernes stiltiende billigelse og uofficielle accept. Hvis der endelig gribes ind i forhold til overgrebene mod de kristne, er indsatsen ofte halvhjertet og ineffektiv. De kristnes blotte tilstedeværelse kan være forbundet med risiko, og en almindelig trosytring kan hurtigt udlægges som en provokation, der kalder på straf for slet ikke at tale om evangelisering og missionsvirksomhed.
I Pakistan bliver de igen og igen udsat for alvorlige overgreb. Et hjerteskærende eksempel fra juni sidste år handler om en 11-årig dreng, som var sendt i byen efter vaskepulver, men butiksindehaveren nægtede at sælge til den kristne dreng. Bagefter kom en muslimsk leder med en flok tilhængere til hjemmet og anklagede drengen for forhånelse af Muhammed. Da moderen protesterede, blev hun og hendes fire børn straks slået ihjel. Efter udåden foretog myndighederne sig intet af frygt for den lokale leder. Det er også i Pakistan, man finder den blasfemilov, som hjemler dødsstraf for fornærmelse af profeten, og i efteråret skete det for første gang, at en kvinde blev idømt denne straf. Hendes formastelighed bestod angiveligt i, at hun i en diskussion med en gruppe muslimske kvinder havde anført, at Jesus var død for at sone verdens synd, men hvad havde Muhammed gjort for dem? I Iran risikerer man dødsstraf for at forlade islam og blive kristen, ligesom det er tilfældet i Saudi-Arabien, hvor der også er strengt forbud mod anden religion i det offentlige rum end wahabitisk islam. Ørkenstaten tåler ingen kirkebygninger, og censur henviser Bibelen til det sorte marked. I 2006 blev en afghansk mand anklaget for at konvertere til kristendommen og forlangt henrettet af den stedlige anklagemyndighed, der stemplede ham som en kræftsygdom. De kristne i Irak er efterhånden også blevet jaget vildt. Under aftenmessen i en syrisk-katolsk kirke i det centrale Bagdad mistede mindst 58 mennesker livet den 31. oktober i fjor, da menigheden blev angrebet af al-Qaeda-terrorister. Under massakren forsømte gerningsmændene ikke at minde deres ofre om, at mens Allahs håndgange mænd kom i himlen, var helvede den sikre endestation for de kristne.
Også i mere moderate muslimske lande er den gal. I Indonesien skal man ikke regne med, at politiet griber ind, når islamiske militante har set sig ond på en kirke. I Algeriet kan man få op til fem års fængsel for at opfordre en muslim til at blive kristen. I Ægypten oplever de kristne, mestendels de såkaldte koptere, jævnligt bortførelse af unge piger, som bliver voldtaget og forsøgt tvangsislamiseret samt drab, chikane og trusler, ikke mindst mod konvertitter fra islam. Myndighedernes beredvillighed til at beskytte de kristne imponerer ikke, og gerningsmændene risikerer i mange tilfælde ikke det store. Som en præst siger det: ”Koptisk blod er billigt”. Og på Maldiverne i det indiske ocean, som mange forbinder med hvide sandstrande og smukke koralrev, er der en slange i tropeparadiset, idet de kristne har mistet retten til statsborgerskab, og et totalt forbud mod kirkebygninger er under parlamentarisk behandling.
Man kunne blive ved med at opremse de kristnes lidelser under halvmånens skygge, men lad det være nok og forhåbentlig illustrativ for situationen i flere lande. Det gådefulde er imidlertid, at der er så lidt fokus på denne blodige og udbredte uret. Den muslimske verden er absolut førende, når det kommer til undertrykkelse af religionsfrihed, men minsandten om ikke netop muslimerne indtager hovedofferrollen i mange sammenhænge. Selv i de lande, hvor muslimske mindretal nyder den religionsfrihed, som muslimske flertal har så svært ved at unde andre, synges der vedholdende klagesange om de rettroendes trængsler. Der er ingen ende på harmen over Jyllands-Postens Muhammedtegninger, og verden går i selvsving, fordi en amerikansk præst annoncerer en koranafbræding på årsdagen for terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon. Den amerikanske forsvarsminister ringer i egen høje person til præsten for den lille menighed i Florida i håbet om at standse koranbålet. Hvilket, som bekendt, lykkedes. Ikke at jeg bryder mig synderligt om bogbål, der er kedelige fortilfælde, men hvor er den internationale forargelse over de massive religionskrænkelser i islams navn? Ikke krænkelse af religiøs følsomhed og døde bøger, men krænkelser i form af voldtægt, lemlæstelse og drab på anderledes troende? Fængsel, tortur og dødsstraf for at stå ved og dele sin tro? Man får det forstemmende indtryk, at udsigten til en afbrændt Koran er så meget mere alvorlig end de kristnes daglige lidelser. Præsident Obama er også kendt for sin højstemte tale om islams fortræffeligheder, mens islamisk undertrykkelse ikke får mange ord med på vejen. Sandheden kan være så udiplomatisk.
Og hvad med kirkerne i den frie verden? Kirken skulle angiveligt være ét legeme og hele legemet lide med, når en enkelt del lider. Men det er stærk begrænset, hvad den forfulgte kirke fylder. Sårede følelser tales der meget om, mindre om den blødende kirke. Der føres dialog med muslimer og tales om respektfuld sameksistens, men burde det ikke vække en vis skepsis, at den er så fraværende, hvor muslimerne er mange nok? Man skal i hvert fald ikke forsømme at spørge til, hvordan de muslimske dialogpartnere stiller sig til religionsfriheden i muslimske lande? Går de ind for retten til katedraler i Mekka og missionsstationer i Teheran? Man bør forvente et fuldtonet ja, og derfor mener jeg også, at et dansk forbud mod stormoskeer er malplaceret, al den stund det slægter islamiske forbud på.
Under alle omstændigheder er det oplagt for vestlige kristne at gøre sig til højlydte talsmænd for de forfulgte trosfæller. Bede, yde økonomisk støtte, gøre opmærksomme på forholdene og appellere til beslutningstagerne om at sætte de kristnes vilkår på dagsordenen. Kirken skal selvsagt ikke tale for en bestemt politik, men for evangeliets frie løb uden undertrykkende benspænd. Der ringes for klimaet eller rettere en klimahypotese, men der skulle meget snarere ringes til bededage for den lidende kirke (I parentes bemærket er vi dog begyndt i Lolland- Falsters stift). Medlemmerne af den lidende kirke er verdens lys i strid modvind, skulle de trygge og frie kristne ikke yde dem lidt ly og læ?
Man kan selvfølgelig dårligt sige, at Det Nye Testamente fejer korset under gulvtæppet. Evangeliet er forargende tale til en verden, som hænger ved falske guder. Sandheden er en fredsforstyrrer af rang, men også en befriende magt af uforlignelig styrke. Det vidste den gamle biskop og islammissionær, Jens Christensen, om nogen. Han levede kristeligt set størstedelen af sit liv ved fronten, hvor han i stærkt muslimske omgivelser prædikede evangeliet om Jesus Kristus. I sin bog: ”Konfrontation” skriver han om kristen tolerance, som er noget ganske andet end relativismens letbenede tolerance. Sandheden er intolerant, men som islam-missionær, skriver Jens Christensen,” ... vil du alt efter tilhørernes temperament og forholdene i dine omgivelser, blive latterliggjort, ringeagtet, hadet og forfulgt eller dræbt. Over for sådanne forfølgelser må du være tolerant, forstående og endogså medfølende. Du vil ofte komme til at mindes Herrens bøn på korset: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”. Det er stærke ord, men Jens Christensen talte af erfaring, ikke på bekvem afstand af problemerne. Troen kalder på tålsomhed, men øvrigheden skal også kende og til tider mindes om sin pligt til at værne frihed og ret. Vi gør vel i at fastholde begge dele.