Af CB, Tidehverv, 2010, maj, nr. 5, s.110.

Det meget kristelige forlag Anis udsendte for et par år siden en bog med titlen Billedforbudet, forfattet af Jeanne Dalgaard. På omslaget vises en persisk-islamisk miniature fra det 17. århundrede. Og når man i boghandelen passerer en sådan bog, kan man jo godt blive fristet til køb for at forbedre sin kulturelle forståelse.

Men man kunne have sparet sig, for bogen handler stort set ikke om det islamiske billedforbud. Anis har med titel og omslagsbillede præsteret et stykke bondefangeri. Bogen er et speciale fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Den handler om billedproblematikken i jødedom og kristendom.

Skrevet i et moderne prinsessesprog ("Luther og Barth mener ganske vist, men JEG ser nu sådan på det …") føres vi med fast hånd - og gennem et sjældent set fortænkt og klart sprog - frem mod det, der hele tiden har været sigtepunktet: at sige noget virkelig skarpt om Tidehverv. Demonstrere at Tidehverv i sin vilde hadefuldhed er inkonsekvent, ja, slet ikke kan tænke:

"Er Tidehverv måske ikke en del af den reformatoriske reservation over for Guds-billeder", spørger den kvikke pige og serverer så sin konklusion: "Hvordan kan det så være, at Tidehverv var så glad for Mohammed-tegningerne?"

For en moderne teologi-studerende og hendes faglige vejledere er det åbenbart ganske klart, at hvis man som kristen er lidt reserveret over for Guds-billeder, så er det da både inkonsekvent og hovedløst at gå ind for billedet af Mohammed med bomben i turbanen.

Det er efter endt læsning uklart, om Det Teologiske Fakultet i København har tilsluttet sig bekendelsen til "den samme Gud"; eller om det har tilsluttet sig den Rothsteinske relativisme. Det er derimod ganske klart, at spark til Tidehverv har en gunstig indflydelse på karaktergivningen. Ja, det ser oven i købet ud til, at de to fakulteter har besluttet, at anti-Tidehvervske specialer - det intellektuelle niveau ufortalt - fortjener at blive udgivet.

CB.