Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2010, nr. 9, november, s.193.

Kristeligt Dagblad bringer hver torsdag en såkaldt kirkeanalyse, hvor forskellige "fremtrædende" præster og teologer giver deres "analyse og vurdering" af diverse kirkelige forhold. Jeg har i et årstid været én af de otte. Den 7. oktober sendte jeg nedenstående kirkeanalyse til avisen, så den kunne trykkes næste dag. Det blev den bare ikke. Et par dage efter ringede jeg og fik forklaringen: Avisen ville ikke trykke den som kirkeanalyse. Det var debat, ikke analyse.

Interessant begrundelse: Demonstrerer man i sin analyse, hvor tendentiøst Kristeligt Dagblad dækker f.eks. rømningen af Brorsons Kirke, er det ikke en analyse, uanset hvor solidt man underbygger sine påstande. Så er det subjektivt. Men skriver Hans Raun Iversen i sin kirkeanalyse 2. oktober, at dansk politik "i stigende grad præges af barbari", er det en kølig, objektiv analyse, der gerne må trykkes som sådan. Så véd man det: I Kristeligt Dagblad skriver "fremtrædende kirkefolk" kirkeanalyser - men kun så længe de sørger for at ligge på Kristeligt Dagblads linje. Og Kristeligt Dagblads linje har i den seneste tid været i stigende grad folkekirkefjendtlig. Man klipper og klistrer i de borgerlige politikeres udtalelser, så de kommer til at fremstå som statskirkelige forfølgere af kirkens frihed, og, vupti, har man fået mobiliseret en stigende opinion mod politikernes "pres" på folkekirken.

Men skriver man en kirkeanalyse om dette bedrag, finder den ikke nåde for Kristeligt Dagblads kirkeredaktion. Derfor er den trykt her.

Skæv debat om kirke og stat
Forholdet mellem stat og kirke er igen blevet problematiseret, og tilhængerne af en adskillelse, også internt i folkekirken, har fået fornyet vind i sejlene.

Det er dybt bekymrende; en afskaffelse af folkekirkeordningen vil nemlig med stor sandsynlighed føre til afkristning, som dronningen for nogle år siden var citeret for at bemærke.

Men det er også underligt: Hvordan kan biskopper og folkekirkepræster mere eller mindre uforblommet gøre sig til talsmænd for en udvikling, der fører til afkristning af landet? Hvorfor lægger de ikke hjerteblod i at forsvare en ordning, der giver den evangelisk-lutherske kirke enestående gode muligheder for at forkynde evangeliet og være kirke for høj og lav?

Forklaringerne er mange. En af dem ganske enkel: Sensommerens kirke-stat-debat blev i vid udstrækning ført på et forkert grundlag. Det skete bl.a. her i avisen. Lad mig vise hvordan.

Hovedargumentet for mange, især missionske, teologer for en evt. kirkeadskillelse fra staten er politikernes ageren i Ramsdal-sagen. Staten strammer sit greb om kirken, har det lydt.

Hvordan strammer politikerne sit greb? Jo, Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har "banket kirkens præst på plads" ved at kalde Ramsdals version af politiets rydning for en "fed løgn". Og knap havde præsten udtrykt åbenhed for at skjule irakiske flygtninge, før Dansk Folkeparti krævede ham "fængslet og fyret", som denne avis kunne berette 17/9.

Men selv om det her fremstilles som en kendsgerning, at kirkeministeren beskyldte Ramsdal for at lyve - noget mange af os derfor hoppede på - passer det ikke. Havde hun anklaget Ramsdal for at lyve - i givet fald med rette, så vidt jeg kan vurdere - ville hun have gjort sig inhabil, og så dum er en garvet jurist som Rønn Hornbech jo ikke.

Tværtimod nøjedes hun hyperkorrekt med samme dag at udtale, at hun ikke havde tænkt sig at gribe ind over for Ramsdal, medmindre der kom en klage fra biskoppen. Det eneste, hun konstaterede, var, at "det er en fed løgn, at politifolkene optrappede situationen. Og denne video beviser det" (BT 30/8).

Altså intet statsligt angreb på en folkekirkepræst her.

Og så er der Peter Skaarups angivelige krav om fængsling og fyring af Ramsdal, der udløste de helt store ord hos de eksperter, Kristeligt Dagblad interviewede: "Upassende og ubehagelige", "mangel på respekt for magtens tredeling", "en hjælp for dem, der vil adskille stat og kirke".

Men hvad havde Skaarup sagt? Da BT forelagde ham den afslørende telefonsamtale, der viste, at Ramsdal var rede til at begå direkte ulovligheder ved at skjule afviste asylansøgere, udtalte han følgende: "Det er biskoppens beslutning. Men efter min mening kan han ikke fortsætte som præst" (BT 4/9). Skaarup krævede altså ikke, at staten skulle gribe ind og fyre præsten for næsen af biskoppen. Han udtalte sin egen mening og overlod så ellers sagen til biskoppen.

Det fremgik ikke af Kristeligt Dagblad dagen efter. Da havde man fjernet den første sætning og beholdt den sidste: "Dansk Folkeparti med retsordfører Peter Skaarup i spidsen går over stregen ved at kræve præst i Brorsons Kirke Per Ramsdal fyret", hed det i den stort opsatte artikel. Det var denne mildt sagt spidsvinklede version, man fik en række eksperter til at reagere på og så rullede sagen og forargelsen.

Men grundlaget for forargelsen viser sig ved nærmere eftersyn at være spinkelt. Vi har ikke at gøre med en regering, der ønsker at tryne folkekirken og indføre statskirkelig ufrihed. Tværtimod.

Det burde give stof til eftertanke.

I stedet for at give næring til en adskillelse, der vil være en ulykke for land og kirke, burde folkekirkepræster, også de missionske, stoppe op og overveje, hvis spil de er kommet til at spille.

KatrineWinkel Holm.