Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 6, s. 129-130.
Jeg har egentlig megen sympati for Søren Pind. Vi traf hinanden i min liberalistiske ungdom, og selv om mine ideologiske anskuelser er grånet med hårpragten, er personen og politikeren Søren Pind et kært minde. En dreven politiker med sans for taktik og strategi, men ingen servil partisoldat, som ikke har større mål end egen karriere. Søren Pind er en mand af lidenskab med hjertets og bogens dannelse og et kristenmenneske, som kender en større Herre end folkestemningen og en dybere alvor end spillet om magten. Bevares, alt det kender han også. Søren Pind ved nok at spille sine kort, men som jeg husker ham, og som han siden har optrådt, rager han op blandt rigets folkevalgte.
Nu er han så blevet minister, først udviklingsminister og siden integrationsminister, og i den første egenskab aflagde Søren Pind for nylig besøg i Indonesien. Dette muslimske ørige fremhæves ofte som et eksempel på, hvorledes islam og demokrati vitterligt kan gå hånd i hånd. Ja, landet kan måske tjene som forbillede for det arabiske forår. Ifølge Kristeligt Dagblad gjorde besøget i Indonesien også stort indtryk på den danske minister. Han erklærede optimistisk, at Indonesiens befolkning har viljen til demokrati. Frihed er en universel værdi, og Søren Pind tror ikke på, at bestemte religioner og kulturer på forhånd skulle udelukke, at det enkelte menneske ønsker frihed. Engang havde han spurgt, om ikke træet skulle kendes på frugterne og i lyset af den kedelige politiske frugt i den muslimske verden vovet at spørge, om islam var foreneligt med frihed og demokrati? Efter sine indonesiske erfaringer sagde Søren Pind imidlertid til avisen: "nu sidder jeg her og har forvisset mig om, at alle frugterne ikke nødvendigvis er sådan. Der er lande, hvor islam er til stede, hvor man bestemt kan gøre sig håb om, at de her ting vil komme".
*
Jeg har ingen grund til at betvivle, at der også findes sande frihedsvenner i Indonesien. De findes overalt, selv om der kan være langt imellem dem. Alligevel hører jeg en tone af letkøbt universalisme hos Søren Pind. Altså den idealistiske tale om at alle, eller i hvert fald flertallet af mennesker, grundlæggende tænker ens. I virkeligheden vil alle folkeslag demokrati og frihed, under den kulturelle og religiøse fernis er vi de samme, og selv om vandringen kan være lang, så deler vi målet. Også de muslimske befolkninger brænder for frihed, det er ganske vist. Se bare udviklingen i Indonesien og forårsgrøden i de arabiske lande, ekstremisterne er fåtallige, majoriteten er moderat og forandringsparat.
Men er det nu også tilfældet? Ord er taknemmelige. Det kommunistiske Østtyskland kaldte sig for en demokratisk republik, men i frihedens navn er vi mange, som vil betakke os for sådant et demokrati. Og hvordan er det lige med Indonesien, som ikke alene fremhæves af Pind, men også af folk som den liberale profet Francis Fukuyama? Ja, faktisk vokser overgrebene mod religiøse mindretal som de kristne og de såkaldte Ahmadiya-muslimer år for år. I 2008 fik de sidste ligefrem forbud mod at udøve deres tro. I Aceh-provinsen har man et specielt sharia- politi, og beboerne risikerer offentligt piskning, hvis de forbryder sig mod de islamiske regler. Og siger det ikke noget om et land, at landets informationsminister sidste år beklagede, at han som rettroende muslim så sig nødsaget til at trykke hånd med den amerikanske præsidentfrue Michelle Obama? Den slags holdninger er åbenbart ikke en hæmsko for at opnå en politisk toppost i verdens fjerdestørste land.
*
Er sandt demokrati, som selvsagt inkluderer retten til at modsige og forlade islam, en folkesag i de muslimske lande? Det synes meget tvivlsomt. Islams teokratiske idealer er og bliver gift for friheden, og det er nærmest absurd teater, når der tales om moderate islamister. Hvad bliver det næste, en moderat nazist eller en moderat kommunist? Der er det desværre alt for meget, som tyder på, at demokratisering og islamisering kommer til at følges ad. Den britiske Barnabas Fund, som bistår forfulgte kristne, har spurgt, om det arabiske forår bliver et kristent efterår? En fare man skal være mere end blåøjet og politisk forårskåd for at overse.
Skabsislamisten, Tariq Ramadan, har i en kommentar til Osama Bin Ladens død og det arabiske forår skrevet, at det ikke kan understreges nok, at voldens og ekstremismens lokketoner aldrig har forført det store flertal i de muslimske lande. Ikke det? Ifølge en undersøgelse er der ellers 84 procent af Egyptens muslimske befolkning, som mener, at konversion fra islam skal kunne straffes med døden, mens 82 procent støtter, at utroskab skal koste en steningsstraf, og 77 procent at afhugning af lemmer vil være en passende straf for tyvagtige elementer. Men det er måske ikke ekstremt? Eller hvad med EU-kandidaten Tyrkiet, hvor 59 procent af befolkningen er imod, at kristne og andre ikke-muslimske trossamfund får lov til at udbrede deres tro ved gudstjenester? Hvad siger det om tyrkerens fornemmelse for religionsfrihed?
*
Jeg tror, at vestlige politikere må være meget nøgterne, når det kommer til den demokratiske udvikling i den muslimske verden. Den bliver ikke til meget, før det kommer til et gennemgribende selvopgør med islam som politisk magtfaktor. Jeg håber meget, at det en dag vil ske, og mest af alt håber jeg på kristen vækkelse blandt verdens muslimer. Lige nu synes jeg, at det arabiske forår og reelt demokrati i den muslimske verden mest af alt lyder som en sang fra de varme lande. Selv Søren Pinds fine tenor kan ikke overdøve de falske toner.