Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2013, nr. 10, december, s.177-180.
"Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom." 2.Mos. 20,17.
"Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred. … Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred." Jyske Lov, Fortalen.
Privatsfæren bliver mindre og mindre i Danmark. Mere og mere af vores tilværelse bliver en offentlig foreteelse eller et offentligt anliggende. Det skyldes en ulykkelig alliance mellem offentlige instanser og borgerne, hvor på den ene side det offentlige af hensyn til en effektiv administration, den bedst mulige udnyttelse af de økonomiske ressourcer og politikeres og embedsmænds trang til at regere og "forbedre" og på den anden side borgernes krav om tryghed og understøttelse og hjælp på det økonomiske område såvel som i mange andre henseender går hånd i hånd. I takt med at ansvaret flyttes fra borgerne (den private sektor og civilsamfundet) over på de offentlige instanser, indskrænkes naturligvis borgernes frihed, da ansvar og frihed er hver sin side af den samme mønt. Selve det at kunne lægge ansvaret fra sig og over på en offentlig instans ses af borgerne som en lettelse, og jo længere tid vi har levet med reduktionen af vort eget ansvar, desto mindre bliver vi i stand til at forvalte et ansvar, og synes derfor at blive tilbøjelige til at forlange, at det offentlige skal påtage sig et stadig større ansvar for vores tilværelse, fordi vi ikke selv kan løfte det.
I P1-programmet Kulturknuserne kunne man for nylig høre om Eventyrteatret, der de senere år har haft stor succes med at opsætte forestillinger i Glassalen i Tivoli. Desuden havde teatret en velfungerende dramaskole for børn. Teatret havde blot ét problem, det var ikke tilskudsberettiget. Det forhold, at teatret trods ihærdige forsøg ikke havde kunnet opnå tilskud fra det offentlige, gjorde, at det i stedet blandt andet måtte søge fondsstøtte. Men grunden til, at teatret blev genstand for drøftelse i programmet var dets problem med den manglende offentlige støtte. Det kunne ikke få støtte efter fritidsloven, fordi de havde optagelsesprøve, og det derfor ikke var et tilbud til alle børn. Heller ikke efter teaterloven, da det ikke var et professionelt teater. Problemet havde - som det fremgik - ikke hindret teatret i have succes, men den manglende offentlige støtte gjorde, at teatret befandt sig i en unfair konkurrencesituation, blev det sagt.
Her har vi et eksempel, der peger på, hvor omfattende det offentliges støtte til snart sagt alting er. Hvis man ikke får støtte, befinder man sig i en ulige konkurrence med alle de støttede. Nogle kan som Eventyrteatret klare sig med fondsstøtte, men ikke alle. Jo mere de offentlige tilskud omfatter, desto større afhængighed er der i den private sektor af det offentlige og dets tilskud i form af direkte støtte og skattefordele. Der synes at være en selvforstærkende effekt i tilskuddenes omfang. Jo flere der får støtte, desto sværere konkurrenceforhold bydes der de private firmaer, der ikke modtager støtte, og følgelig øges og udvides kravene om offentlig støtte, så de også kommer til at omfatte dem, der blandt andet på grund af de offentlige tilskud til andre er kommet i en ulige konkurrencesituation.
Lad mig give et andet eksempel: Miljøministeriet har en ressourcestrategi. Det er en plan for, hvordan vi her i landet i de kommende år skal genanvende mere og mere af vores affald. Danmark uden affald hedder planen - misvisende, da den ikke handler om, at vi intet affald skal have, men om hvordan vi skal sortere og genbruge affaldet. Planen fik journalist Michael Jeppesen til at mene, at der nu ikke længere var nogen steder tilbage, hvor staten lod os være i fred - bortset måske fra toilettet, men der ville vi måske også snart skulle til at anvende toiletter med flere kummer, så vi selv kunne sortere. I forbindelse med lanceringen af den såkaldte ressourcestrategi blev en undersøgelse fra analysevirksomheden DARE2 omtalt. Undersøgelsen var lavet for Dansk Affaldsforening (som er en "politisk styret interesseorganisation bestående af kommunale affaldsenheder"), og det, som blev undersøgt, var danskernes vilje til affaldssortering.
Undersøgelsen inddelte landets borgere i fire segmenter på følgende vis: Poul & Pernille, Pragmatiker: Sorterer mest, fordi de skal og har en praktisk tilgang til opgaven. Vil gerne sortere mere, hvis det bliver dem pålagt. Men forventer sorteringen har en effekt. Ida & Ivan, Idealist: De går meget op i genbrug, vil gerne sortere mere og gør det for miljøets skyld. Let overvægt af kvinder, af 50+ årige og personer, der bor i ejerbolig. Christina & Claus, Convenience: De sorterer gerne, men det skal være nemt og bekvemt og gøre en forskel. Klart flest kvinder og de fleste under 40 år. Lasse & Linda, Ligeglad: Bekymrer sig ikke om affald, finder det ikke vigtigt, og de fleste gider ikke sortere. Klar overvægt af mænd, flest under 40 år, bor i lejebolig.
Man ser for sig, hvordan de har moret sig med at finde på bogstavrim, og med et smil har forenklet undersøgelsesresultaterne til fire letfattelige kategorier. Undersøgelsen blev naturligvis også taget op og videregivet af medierne.
Det forstemmende er imidlertid, at en sådan undersøgelse og kategorisering naturligvis skal bruges af Dansk Affaldsforening og Miljøministeriet til at lave påvirkningsstrategier med. Hensigten er selvsagt, at alle borgere skal medvirke til at virkeliggøre planen om Danmark uden affald. Derfor skal der skræddersyes kampagner og laves sorteringsordninger, som borgerne vil tage imod. Borgerne skal ikke kunne tage stilling til, om de vil medvirke, men de skal gelejdes ind på det rette af myndighederne udpegede spor. Deraf kommer i virkeligheden hele den nedladende og "sjove" kategorisering. Tilsvarende findes der et redskab, der kaldes nudging (det kommer fra engelsk og betyder at puffe). Det er såkaldt "blødt reguleringsredskab" og bliver også brugt politisk. Et eksempel på nudging er, når bankerne kræver 30 kr. i gebyr for at betale et girokort ved kassen, mens det er gratis at gøre det på netbank. Eller når man sætter mindre tallerkner i kantinen og de usunde madvarer på bagerste hylde, for at få medarbejderne til at spise mindre og sundere. I stedet for at stille krav eller eventuelt give ordrer og måske straffe, når kravet ikke opfyldes, gør man det lettere og mere bekvemt at gøre, som ledelsen ønsker. På den måde kan man få folk til ubevidst at ændre adfærd. Man motiverer, puffer. Nudging forudsætter, at der er en elite, der er klogere end pøbelen, som skal puffes - eller lad os bare sige - manipuleres til at bevæge sig i den rigtige retning.
En helt anden indskrænkning af privatsfæren kommer fra medierevolutionen. Det såkaldte reality-tv har åbnet dørene til den menige borgers hjem. Vi følger forældre og deres børn i Generation 0, skolebørn i Myginds Mission, overvægtige i Livet er fedt for blot at nævne nogle ganske få i den syndflod af reality-programmer, der har skyllet hen over tv-kanalerne de seneste årtier. Er konkurrencer som X-factor, Stjerne for en aften og Popstars ikke et vidnesbyrd om, hvad såkaldt almindelige mennesker vil gøre for at komme i fjernsynet? Det gælder tydeligvis om at komme i søgelyset. De sociale medier såsom Facebook og Twitter accelererer tilsyneladende kun behovet for at udstille sin hverdags trivialiteter for en større eller mindre offentlighed. Det kunne se ud til, at vor tid hærges af en barnlig trang til at blive set, bemærket, og at denne trang også betinger den ubekymrethed, mange har over for perspektivet til at komme i de offentlige myndigheders søgelys. Man vil tværtimod gerne have myndighedernes bevågenhed og opmærksomhed, ligesom et barn gerne vil have sine forældres opmærksomhed, anerkendelse og ros - og hjælp, når det ønskes.
Spørgsmålet om ansvaret for børneopdragelsen, viser med største tydelighed, hvor langt det offentlige har bevæget sig ind i privatsfæren:
En mor fortæller, at hendes to-tre-årige søn ikke vil sove i sin egen seng om natten, men græder og ter sig for at komme ind i sine forældres seng at sove. De ved ikke, hvad de skal stille op. De har prøvet på alle mulige måder, at få drengen til at sove i sin seng. Derfor er de nu parate til at søge psykologhjælp.
De offentlige institutioners massive indtrængen på forældrenes (tidligere) enemærker, nemlig forældrenes forhold til deres børn gennem pasning og opdragelse og oplæring, har - dersom ovenstående eksempel har almen gyldighed, hvad jeg er bange for, at det har - medvirket til en erosion i forældres selvtillid som børneopdragere og efter alt at dømme også deres lyst til at være det (nogle mødre keder sig efter sigende, når de er på barselsorlov). Hvad der i begyndelsen fremstod som tilbud eller som det offentliges hjælp, er langsomt blevet forvandlet til en nødvendighed og et krav. I princippet har forældre her i landet stadig ret til selv at undervise deres børn, men ser man lidt nærmere på lovgivningen på skoleområdet, er den frihed, man med rette kunne forvente lå i princippet om undervisningspligt, men ikke skolepligt, nærmest ikke-eksisterende. De såkaldt frie skoler er i dag underlagt de samme minutiøse krav til undervisningens indhold som folkeskolen. Kravene omfatter ikke længere blot kundskaber i skolefagene, men skolens undervisning er i sig selv blevet en opdragelse af børnene, en socialisering, som det hedder.
Det gælder allerede i vuggestuer og børnehaver. Selv om de kaldes for pasningstilbud, kan det jo ikke undgås, at der sker andet end blot pasning af børnene, når de hver uge opholder sig der så længe som, hvad der svarer til forældrenes arbejdsuge. At børneinstitutionerne står for, hvad der for staten anses for en vigtig socialisering, vidner de gentagne understregninger af vigtigheden af, at indvandrere af hensyn til integrationen lader deres børn opdrage af det offentliges pædagoger, ja lejlighedsvis har der endda været forslag om børnehavetvang for indvandrerbørn.
To lektorer fra Institut for Uddannelse og Læring (Aarhus Universitet), Eva Gulløv og Laura Gilliam, har offentliggjort et sigende studie i børnehavers og skolers medvirken til børneopdragelse under titlen Civiliserende Institutioner. Weekendavisen bragte 26. oktober en omtale af det og et interview med forfatterne. Det følgende er uddrag herfra. Først et par udsagn om børnehaverne:
"Børnene skal først og fremmest være sociale. Det vækker ikke bekymring, hvis et barn på fem år ikke kan skrive sit navn, men det vækker bekymring, hvis han eller hun ikke kan finde ud af at inkludere andre i sin leg," siger Eva Gulløv, og Laura Gilliam supplerer: "Der kommer et stærkt krav om, at børnene skal ramme en bestemt balance. Det hænger også sammen med et ideal om, at hvis der er problemer med et barn, så skal det helst opdages meget tidligt. Derfor bliver grænserne for det normale ret snævre, og flere børn falder udenfor," siger Laura Gilliam. Eva Gulløv uddyber: "Tidligere var det sådan, at ud af 40 børn var der måske særlig opmærksomhed på ét. I den sidste børnehave, jeg var i, var der meget stærk opmærksomhed på 13 ud af 24 børn." Den øgede opmærksomhed på dem, der stikker ud, hænger også sammen med, at der i dag er flere børn per pædagog eller lærer end tidligere. Derfor er det blevet ekstra vigtigt, at børn kan fungere problemfrit.
Og om skolen hedder det:
"Udover det faglige fokus, der selvfølgelig fylder meget i skolen, er der meget arbejde med at skabe civiliserende, inkluderende fællesskaber. Det er der mere fokus på end på det enkelte barn. For eksempel har man i 0. klasse tit samling om formiddagen, og her bruger man enhver chance for at tale om moralske og adfærdsmæssige emner. Der bliver lavet rollespil, samarbejdsøvelser og øvelser, hvor børnene skal øve empati ved at vurdere følelser hos børn på billeder," fortæller Laura Gilliam.
I skolen er målet inklusion, men faren er, at det stiller så detaljerede krav til det enkelte barn, at det kan komme til at virke ekskluderende. "Lærere oplever også selv, at skolen kan blive ensrettende. De vilkår, der er for at være sammen, kræver, at man er social på en bestemt måde. … Det handler ikke så meget om, at alle skal være ens, men børnene må helst ikke være forskellige på en måde, så de ikke kan rumme hinanden," siger Laura Gilliam. Hun fortæller, at i en af de børnehaveklasser, hun var i, blev syv ud af de 11 drenge på skift set som nogle, der stak ud, og som man skulle have fokus på.
Kravene til socialisering virker tilbage på forældrene, og forventningen om, at forældrene skal være medarbejdere på institutionernes socialiseringsarbejde, giver sig blandt andet udtryk i, at flere kommuner er begyndt at afholde forældrekurser, anføres det i Weekendavisen:
Eva Gulløv og Laura Gilliam mener, at forældrekurserne udtrykker en bred accept af, at børn skal formes på en helt bestemt måde, og at staten har ret til at blande sig i hvordan. Laura Gilliam siger: "Det er interessant, at man fra statens side sætter øget fokus på, hvad der sker i familierne. Man ser et problem i institutioner og skoler med børn, der ikke passer godt nok ind, og man mener, det skyldes problemer derhjemme. Kurserne er udtryk for en standardisering, hvor man udbreder bestemte normer for, hvad der er den rigtige måde at være barn på."
Som eksempel på, hvordan folkeskolens opgave som børneopdrager er indskrevet i lovgivningen, citerer jeg fra formålsparagrafferne i Fælles Mål for Sundsheds- og seksualundervisning og familiekundskab: "Eleverne skal opnå forståelse af den betydning, seksualitet og familieliv har for sundhed samt af samspillet mellem sundhed og miljø. Undervisningen skal … medvirke til udvikling af engagement, selvtillid og livsglæde samt støtte den enkelte i udvikling af egen identitet i samspil med andre. Undervisningen skal endvidere medvirke til, at eleverne opnår erkendelse af egne grænser og forståelse for andres." Som nogle af slutmålene efter 9. kl. anføres det, at eleven skal være i stand til, at "bidrage med konkrete forslag til skolens sundhedspolitik, udvise empati og kompetence til at hjælpe andre, gøre rede for børns og unges rettigheder i skolen, familien og på arbejdspladsen, opstille visioner for et sundt samfund med mindre ulighed i sundhed".
At det også gælder de frie grundskoler fremgår af følgende bestemmelser: "En fri grundskoles slutmål skal kunne sammenlignes med folkeskolens slutmål, og man skal kunne finde de samme kundskabs- og færdighedsområder begge steder." "Det er skolens ansvar, at slutmålene kan stå mål … med de slutmål, der gælder for folkeskolens undervisning." "Skolen skal også opstille mål for undervisningen i folkeskolens obligatoriske emner, for eksempel færdselslære."
Foreløbig har det været sådan, at de problemer, der opstod, når de offentlige institutioner ikke var i stand til at løfte den opgave, som de blev pålagt eller tiltog sig - som for eksempel børneopdragelse, har skullet løses ved at øge de offentlige institutioners ansvar og ressourcer, hvorved man sandsynligvis blot har bidraget til at problemerne forværredes. Det er endnu ikke lykkedes nogen politikere at vende udviklingen. Ofte er der slet ingen vilje til det. Når journalisten stiller det forventelige spørgsmål om, hvordan en politiker vil sørge for (eventuelt garantere), at et problem vil blive løst, eller en uheldig situation ikke vil opstå igen, får han gerne det forventelige svar, at der skal mere lovgivning til, at staten altså vil påtage sig ansvaret (og følgelig også siden må følge lovgivningen op med ressourcer, økonomiske såvel som personalemæssige). Af og til er der en politiker, der svarer, at staten skal tage sig af færre problemer, at de løses bedre af private - borgere eller firmaer, men hvor ofte lykkes det disse politikere at komme igennem med en sådan politik? Vi kunne se, hvad der skete med minimalstatstanken, da Venstre fik regeringsmagten, og vi kan se, hvor beskeden tilslutningen til Liberal Alliance er. Der er ikke stemmer i den politik. Velfærdsstaten er en supertanker, der kun vanskeligt kan ændre kurs.
Over denne artikel har jeg sat to citater, der viser, hvordan den private ejendomsret og retten til privatliv fra gammel tid har været helt grundlæggende. Med privatliv mener jeg ansvar for sin egen tilværelse, ansvar for sin egen familie, ansvar for sit eget daglige brød. I ansvaret ligger naturligvis frihed.
I vore dage kædes frihed sammen med økonomisk tryghed (garanteret af staten) og lige muligheder i tilværelsen (garanteret af staten). Men jo mere staten skal garantere, for at borgerne kan være frie, desto mindre har borgerne selv ansvar for, og derfor indskrænkes friheden i samme takt, som staten overtager ansvaret. Staten er et gode, men kun så længe staten ikke tager ansvaret fra borgerne. En stat har per definition visse krav at gøre gældende over for borgerne og kan per definition gribe ind borgernes tilværelse, men "kongen er skyldig at give alle, der bor i hans land, fred". Denne fred er ikke kun fred for uro, vold og krig, men også privatlivets fred, opretholdelsen af og respekten for, at landets borgere har deres eget liv og en privatsfære, hvori det uden større indblanding fra kongen/ staten kan leve sit liv.
Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed er en videreførelse af denne respekt. Ifølge et notat fra CEPOS i februar i år er antallet af love og bekendtgørelser mv., der tillader tvangsindgreb i boligens ukrænkelighed uden retskendelse steget støt de seneste to årtier. I 1996 fandtes der således 111 sådanne bestemmelser, i 2003 var antallet steget til 185 og i år er det på 240.
Hvis det at være et voksent menneske betyder, at man skal tage sin tilværelse på sig som sit eget ansvar og nyde den dertil svarende frihed og således leve sit liv på egen risiko, så har det at være et voksent menneske i stadig stigende grad vanskelige kår. Det offentlige øger ifølge sin egen inerti støt og sikkert sit ansvar, borgerne ønsker tilsvarende at slippe for så megen risiko som muligt, og fralægger sig derfor velvilligt mere og mere ansvar og sælger friheden for tryghed. Men for så vidt det er en unaturlig tilstand, kan vi før eller senere imødese velfærdsstatens sammenbrud - eller forandring til noget værre.
Morten Brøgger.