Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2014, maj, nr. 5 (6), s.73-75.

Konservatismen står stærkt i dag. Ikke i partipolitisk forstand, men i debatten. I og omkring Årsskriftet Critique findes et frodigt konservativt debatmiljø og slår man f.eks. op på Berlingske Tidendes debatsider, støder man på slagkraftige konservative debattører som Eva Selsing, Mads Holger, Søren Hviid Pedersen og Kasper Støvring.

Skribenter, jeg opfatter som allierede i den aktuelle kulturkamp.

Men kradser man lidt i overfladen, opdager man, at der går nogle dybe skel mellem de konservative. Det viser en aktuel debat.

Den drejer sig om, hvorvidt der findes en universel sandhed, som konservatismen er bundet af.

Søren Hviid Pedersen formulerede sin position således:
"Jeg er af den opfattelse, at der er store problemer forbundet med en universalisme, der begrundes i en bestemt religion og i vores tilfælde en bestemt kristendomsforståelse. Jeg ser desværre kimen til en form for moralsk absolutisme, der er ganske uklædelig og farlig".

Det er klar, relativistisk tale, der på sin egen måde lyder som et ekko af tidens teologiske modesnak:
Der er ingen absolut Gud uden for verden og derfor ingen absolutte sandheder. Mener man det, slår man "inkarnationens Gud ihjel", som det hedder i en af de nye bønner, som den nye Ribe-biskop, Gud bedre det, har lagt navn til.

Men hvor ender den konservatisme, der nægter at have nogen forbindelse til den absolutte sandhed, kristendommen er? Det prøvede jeg at få klarhed over ved at stille Kasper Støvring et enkelt spørgsmål ved det møde i Trykkefrihedsselskabet, der indledte debatten.

*

Spørgsmålet tager udgangspunkt i en historisk hændelse:
I 1820'erne var der en engelsk generalguvernør i Indien ved navn William Bentinck.

Han blev i 1829 opsøgt af en rig inder, der bad om tilladelse til at få sin mor brændt sammen med hendes afdøde mand, sådan som hindu-traditionen nu engang foreskriver.

Over for Bentinck henviste sønnen til, at briterne var berømte for at tage hensyn til det, folks samvittighed bød dem at gøre.

William Bentinck svarede:
"Selvfølgelig må din mor gøre det, hendes samvittighed dikterer hende at gøre, og du har som ældste søn ret til at sætte ild til hendes bål. Må så må du også tillade mig at følge min samvittighed - og hænge dig for mord."

Denne berømte bemærkning blev startskuddet til afskaffelsen af enkebrændinger, det såkaldte Sati-ritual, i Indien. Som det hedder i den Bengal Sati Regulation, som Bentinck fik fastsat samme år:

"Det første og vigtigste princip for det britiske styre i Indien er, at alle klasser af mennesker skal have fuld mulighed for at følge deres religions forskrifter, så længe dette system kan overholdes uden at komme i karambolage med det, som retfærdighed og menneskelighed dikterer."

Som topembedsmand i Indien, og dermed i sidste ende ansvarlig for, hvad der gik for sig dér, ville Bentinck ikke påtage sig ansvaret for mord på enker, uanset hvor fin og hævdvunden denne tradition var.

Mit spørgsmål til Kasper Støvring lød i al sin enkelhed:
Hvilket svar ville du have givet inderen, der ifølge gammel hæderkronet tradition så brændende ønskede at brænde sin mor i 1829?

I første omgang var det ikke helt let at få Støvring til at svare klart på dette unægtelig meget hypotetiske spørgsmål, men i den efterfølgende Facebookdebat endte han med nølende at erklære sig uenig med Bentinck:
"Ville jeg handle på samme måde som imperialisten og kolonisten? Og det er faktisk et af de hovedspørgsmål, som vi har kredset om, men ikke har viet nok opmærksomhed. Mit svar er - hold nu fast - at det ville jeg sandsynligvis ikke".

Når Støvring altså, hvis han havde været i Bentinks sko, ville have ladet hindu-sønnen sætte fut til moderen på bålet, skyldes det ikke, at Støvring er et uciviliseret menneske. Det skyldes blot, at han mener, at det er moralsk forkasteligt at gribe ind i andre kulturers traditioner.

Som han uddybede:
"Hvad ved vi egentlig om det ritual? Og kan vi tillade os at dømme ud fra en rygmarvsrefleks, en moraliserende spontanreaktion? Det forekommer mig, at Winkel Holm også på dette punkt gør sig skyldig i en svag moralsk dømmekraft, en slags præmatur dømmesyge - hendes adskillige andre fortrin til trods. Noget så kompliceret som fortidige ritualer i fremmede kulturkredse bør man tilgå varsomt med en god portion kulturanalyse og antropologiske studier ... Var der tale om en hævdvunden tradition? Ja, det tyder alt på. Var der tale om mord, når man brændte kvinder? Nej, det var der langt fra altid tale om ... Hvad har det så af konsekvenser at henrette folk for at praktisere sligt ritual? Man skal huske på to ting:
At ritualer tjener til at give mening til menneskers liv, og at frihed i den slags samfund er noget helt andet, end den frihed der har været udbredt i Vesten de sidste par hundrede år.

Nogle kritiserer Sati-ritualet for at være et udtryk for kvindeundertrykkelse. Her må man påpege, at ritualer, sandsynligvis også Sati-ritualet, netop har til formål at indstifte mening i tilværelsen, ikke primært og udelukkende at skabe orden."

*

Som de lange citater fra debatten viser, argumenterer Støvring sociologisk og deskriptivt, ikke eksistentielt og normativt som jeg (bort set fra de steder, hvor han, helt inkonsekvent, fælder moralsk dom over dem, der fælder moralske domme). De to forskellige tilgange medvirker til at gøre debatten uklar, men er samtidig klargørende. Den iagttagende, uengagerede tilgang viser nemlig karakteren af Støvrings konservatisme:
Den er dybest set en form for kulturrelativ traditionalisme. Enkeafbrændingerne var en god, gammel hindu-tradition, der har skabt mening for inderne. Ergo kunne Bentinck ikke tillade sig at afskaffe den. Tilsvarende mener Støvring ikke, man må være for hård i sin dom over islam:

"Muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv, og rummer dybe traditioner og ideer om det gode, det hellige og det beundringsværdige, som gør den fortjent til vores anerkendelse. (…) Kulturer er en slags organisme, der udvikler sig gradvist, og hvor det, der ikke er levedygtigt, med tiden bliver udskilt. Hvis denne naturlige udskillelse hæmmes, går kulturen i forfald. (...) Indtil videre må man dog anerkende islam som en 1400-årig kulturtradition; den har næppe været i forfald, selv om afarter i form af den radikale islamisme kan vidne om det i dag. (…) At noget er historisk levedygtigt, er ikke et svagt argument for dets værdi. Det er tværtimod et stærkt argument. Det beror nemlig ikke på en livsfjern utopisme eller abstrakt teori, men derimod på en erfaringsbaseret indsigt."

*

Hvor ender en sådan konservatisme? Den ender med at lade traditionen antage absolutte dimensioner med det resultat, at traditionen bliver den vigtigste målestok for, hvad der er godt og skidt:
En levedygtig kultur med stærke traditioner er så en god kultur, mens en svag kultur på tilbagetog er en dårlig kultur. Ud fra denne tankegang var kristendommen langfredag ikke meget værd, mens sagen forholdt sig anderledes påske- og især pinsedag.

Denne relativistiske konservatisme er med andre ord tæt på at ende i en form for kulturdarwinisme. Og den kan hurtigt vise sig som vestlig kulturs værste fjende. For kan vi på vore breddegrader ikke også risikere at ende i en situation, hvor det er vores kultur, der er den svage, ergo dårlige, og deres kultur, der er den stærke, ergo gode? Hvis historisk levedygtighed er et stærkt, for ikke at sige det stærkeste, argument, så mister vores traditioner og kulturer værdi, den dag de møder deres langfredag. Perspektivet er ikke hyggeligt.

*

Det er tydeligt, at kristendommen i denne kulturrelativistiske konservatisme er reduceret "til et ufarligt eksistentielt krydderi i den konservative suppe", som Johan Christian Nord har gjort opmærksom op. Kristendommen bliver her ikke andet end en dekorativ kulisse i baggrunden af det kulturelle landsskab uden plads til den absolutte, direkte tiltale til den enkelte med deraf følgende ansvar. En tiltale, der naturligvis ikke bør forveksles med en lovreligiøs regulering af samfundet.

William Bentinck slog således ikke op i en lovbog for at finde ud af, hvad han skulle svare sønnen, der gerne ville brænde sin mor af. Han lyttede til sin samvittighed, der er bundet af Guds ord, Guds ord om, at hvert menneske har en evighedsværdi, fordi det er skabt i hans billede. Det efterlod Bentinck med et ansvar, som han ikke kunne smyge af sig ved at henvise til, at hans samvittighed var blevet formet hjemme i England i en kultur, der var fundamentalt anderledes end den indisk-hinduistiske, han nu befandt sig i. Det havde været nemt, hvis han som en anden Pilatus kunne have vasket sine hænder ved at stable en sådan argumentation på benene.

Men samvittigheden efterlader man jo ikke derhjemme, når man krydser landegrænsen. I så fald er det jo ikke længere en samvittighed, man har med at gøre, men en ligegyldig konvention, dikteret af den majoritet, man tilfældigvis er sammen med.

Kristendommens tale er med andre ord universel, de partikulære indpakninger til trods. Og det er denne universelle tale, der er forudsætningen for det partikulære.

Det bør konservative ikke glemme. Samme øjeblik konservatismen glemmer det, bevæger den sig et sted hen, hvor det ikke er tilrådeligt at gå med.

Katrine Winkel Holm.