Af Henrik Frost, Tidehverv, 2014, nr. 7, s.136-140. (Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen; Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark)

Modsætning
1) ”Ved visse lejligheder må ordene tjene til at dølge kendsgerningerne. Men dette må ske på en sådan måde, at ingen bliver opmærksom på det, og hvis det alligevel skulle blive opdaget, må undskyldninger være ved hånden, parat til øjeblikkeligt brug” (Machiavelli: Instruktioner til Raffaello Girolami).
2) ”Men eders tale skal være ja, ja; nej, nej; thi hvad der er udover dette er af det onde” (Math.5.37).

Prolog
I sin bog: Opgøret med indvandringspolitikken – en personlig beretning fra 2003, i kapitlet: De rettroende, fortæller professor Ole Hasselbalch om en samtale han havde med en kollega ved morgenkaffen et par dage efter den 11. september 2001:

”Foreholdt, at en massakre som den i New York jo ifølge mine uovervejede, uansvarlige, menneskefjendske og ubegrundede advarsler gennem årevis havde været på enhver måde forudseelig, svarer en af de søde piger: ”Jamen, jeg vidste det jo ikke!”
Vidste det ikke????
Reaktionen er karakteristisk. Pigen ”vidste” det ikke. For hun interesserede sig ikke for at vide”.

Den naive pigen var med andre ord uden undskyldning, for hun kunne have gjort sit hjemmearbejde, hvis ellers hun havde gidet – eller rettere: hvis ellers hun havde turdet og ikke i stedet havde ladet sin frygt for at stå i skyttegrav med de udstødte styre hende ind i den bekvemme uvidenhed.

Havde Hasselbalch ved den samme morgenkaffe også haft Ahmed Akkari ved sin side, så havde reaktionen været en anden, for Akkari var i 2001 som Hasselbalch ikke overrasket over, at den slags angreb kunne finde sted. Forskellen mellem de to ville have været en anden, for hvor Hasselbalch og pigen var enige om det uhyrlige i terrorangrebet, så mente Akkari, at USA kun havde fået sin velfortjente straf i overensstemmelse med guds vilje. Hans eneste bekymring gik på timingen; var konfrontationen sat i gang for tidligt, før de var stærke nok? (s.17).

Det fortæller han i sin selvbiografi: Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark, som udkom i april 2014. Akkari skriver: ”Det, der nu skete på tv-skærmen, var led i noget stort og smukt … Dette var begyndelsen på en enorm og nødvendig konfrontation mellem Vesten og islam … jeg stod på den rette side … ligesom krigerne i flyene” (s.16).

Bogen
Akkaris bog er skrevet i samarbejde med B.T.-journalisten Martin Kjær Jensen, som i 2013 var blevet opmærksom på, at Akkari i tiden, der var gået efter Muhammedkrisen i 2005/2006, havde flyttet sig markant.

Journalisten kontaktede derfor Akkari med henblik på en interviewartikel til avisen, men blev snart klar over, at Akkaris egen historie, hans viden om de islamistiske miljøer og hans vilje til at gøre op med sin fortid var så afgørende, at en enkelt større avisartikel slet ikke var nok. Og da Akkari samtidigt i mødet med journalisten pludselig så en mulighed for at betale lidt af på sin meget store gæld til Danmark (s.446), endte det med et længere samarbejde og udgivelsen af: Min afsked med islamismen.

For det først er bogen som nævnt en selvbiografi, som pga. Akkaris centrale placering i det islamistiske miljø samtidig bliver en dokumentarisk afsløring af den femte-kolonne-virksomhed og den hadske illoyalitet overfor Danmark, som er herskende i de mange radikale moskemiljøer, der findes herhjemme. Akkari anslår i begyndelsen af bogen, at en fjerdedel af alle muslimer i Danmark er påvirket af islamismens tanker og dens krigeriske intolerance.

I bogen gennemgår Akkari ikke teologisk eksplicit og direkte forholdet mellem islam og islamismen, men han gør opmærksom på, at almindelige, ikke-islamistiske, muslimer stort set ikke kommer i moskeerne: ”Alle dem, der levede integreret i Danmark uden at være bundet af Koranen og profetens mange regler, følte sig efter alt at dømme fremmedgjorte i disse miljøer og holdt sig væk” (s.118, min kursivering). Dermed bliver det sagt indirekte, at en skelnen mellem islamismen og den enkelte muslim giver mening, mens den ellers populære skelnen mellem islamismen og islam kun skaber uklarhed og begrebsforvirring.

Islam tager ikke syndefaldet alvorligt, og i modsætning til kristendommen forkyndes det ikke i islam, at overfor Gud er vi alle lige skyldige; derimod skelnes der skarpt imellem den i sig selv retfærdige (muslimen) og den uretfærdige (ikke-muslimen), og dermed er grunden lagt for det hovmod, der er alle totalitære ideologiers dna. Hvor Gud er synderes Gud, er Allah de retfærdiges gud, der befaler: ”dræb da afgudsdyrkerne, hvor I finder dem (9,5)”.

TV2's morgen-tv havde for nogle år siden et indslag, hvor en religionsforsker var inviteret i studiet for at forklare seerne, at man også i kristendommen (NT) møder opfordringen til den voldelige kamp (jihad), og at de to religioner på det punkt derfor ikke har meget at lade den anden høre. Argumentet var ikke overraskende bl.a. Mt.10,34: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”.

En anden religionsforsker – Martin Luther fra Wittenberg, som ikke var med i udsendelsen, men som også har beskæftiget sig med NT – læser dog Mt.10,34 lidt anderledes:

”Die Worte Christi lauten sehr aufrührerisch, wenn er spricht, dass er das Schwert sende auf Erden. Wie soll man einem solchen Prediger ertragen? Aber Christus spricht vom Schwert im passiven, nicht im aktiven Sinn, d.h. er gibt uns nicht das Recht, das Schwert zum Töten gegen andre zu gebrauchen. So hat Mohammed das Schwert ergriffen und gegeben. ... Christus schickt das Schwert nicht zu uns, sondern gegen uns, so das wir selber das Schwert erleiden müssen. Mit dem Schwert meint er alle Art von Verfolgung” (Martin Luthers Evangelien-Auslegung, 1954, bind 2, s. 363).

For det andet er bogen også en systematisk afsløring af de rettroende danske naivister med Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann Jensen i spidsen, hvis moralske svigt og intellektuelle kollaps under Muhammedkrisen nærmest ikke kan overvurderes. Med JP-chefredaktøren Carsten Justes ord: ”De nye afsløringer sender et nådesløst lys ned over deres moralske svigt under krisen. Deres udtalelser og analyser dengang virker nu, ja nærmest komiske. De tog fatalt fejl på alle områder” (B.T. online, 5. april 2014).

Troværdigheden
Et helt centralt punkt i forbindelse med Akkaris bog er selvfølgelig spørgsmålet om forfatterens troværdighed.

Det er desværre efterhånden ingen nyhed, når endnu en islamkritiker i Europa må gå under jorden pga. trusler på livet. Det er med de mange tilfælde igennem årene nærmest blevet hverdag og et samfundsaccepteret debatvilkår, som islamkritikerne bare må lære at leve med.

Men man skal ikke undervurdere, hvilken enorm omkostning islamkritikerne her betaler for andres skyld, og derfor er det meget svært at finde et troværdigt motiv, der kan forklare, hvorfor Akkari skulle skrive en løgnagtig bog med et indhold, der, som han selvfølgelig godt viste på forhånd, har betydet, at han nu også betaler den store omkostning; med mindre altså at han mente sig forpligtet til at tage den omkostning på sig pga. sin afsporede fortid.

Derudover er der i bogen en række upyntede pointe, som ikke just skaber noget særlig sympatisk billede af Akkaris person og karakter. Man får kort sagt igennem bogen indtryk af, at han – måske fordi han som den ældste søn i familien er blevet dyrket – er en selvbevidst egoist med en stor portion forfængelighed. (Noget, der i øvrigt ikke gør en person mindre modtagelig over for islamismens overmenneskeideologi).

I gennemgangen af Khader-affæren, hvor Akkari blev beskyldt for at have fremsat dødstrusler mod Naser Khader, afviser han, at det faktisk var tilfældet, men pointen er her, at han i bogen ikke forsøger at pynte på begrundelsen, som er meget lidt agtværdig: ”Selvom jeg dengang afskyede Naser Khader og alt, hvad han stod for, ville jeg aldrig true ham eller nogen anden med vold. Det kunne skade sagen” (s.382, min kursivering). Igen bliver det svært at forklare, hvilken fordel Akkari skulle kunne have ud af at offentliggøre den slags i en løgnagtig bog; med mindre altså at han faktisk har gjort op med sit tidligere machiavelliske forhold til sandheden.

Endelig har de folk, som bliver omtalt negativt i bogen, haft mulighed for at svare på anklagerne, og deres svar bringes i bogen. Blandt disse svar er der ingen, som afgørende eller overbevisende har kunnet modbevise Akkaris anklager.

Biografien
Den 11. september 2001 var Akkari 23 år og gik på lærerseminariet i Aarhus, og når han den dag kunne kigge på tv-billederne og tænke, at noget smukt var sat i gang, så hang det sammen med et møde 6 år tidligere og (af alle gader) Danmarksgade i Aalborg.

Akkari blev født ind i en respekteret og velstillet familie i 1978 i Libanon, hvor borgerkrigen (1975-90) allerede hærgede. I 1983 nåede borgerkrigen til Tripoli, hvor familien boede, og 2 år senere var de nødt til at flygte. De rejser til Danmark – bl.a. fordi faderen, der tog beslutningen, ville så langt væk som muligt fra araberne og de tanker, som havde skabt ufreden i Libanon (s.40) – og de ender i Nordjylland, i første omgang på et asylcenter i Agger, Thy. Faderen gjorde det klart for familien – og i øvrigt også for sine (ofte kriminelle (s.40)) landsmænd på asylcentret – at de var her som gæster, og at værtslandet havde krav på loyalitet og respekt. ”Nu boede vi i Danmark, og så skulle vi integreres” (s.41).

Familien er kort tilbage i Libanon efter borgerkrigens ophør, men vender snart tilbage til Danmark, og Akkari, som er faldet godt til, er på mange måder en almindelig nordjysk 9.-klassesdreng, da han i foråret 1995 bliver opsøgt og indfanget af moskemiljøet i Danmarksgade i Aalborg.

Faderen ser, hvad drengen er på vej ud i, og prøver at få ham på bedre tanker, men han har ikke styrken og myndigheden til at sætte sig igennem, så i løbet af ganske få måneder går Akkari fra at være en dansk fodboldspillende teenager til at være undtagelsen, den ekstraordinære, overmennesket, dvs.: en hovmodig islamist med et enormt bedreværd, der nævenyttigt irettesætter sin omgivelser i tide og utide, og som bl.a. til familiens store fortrydelse nægter at give den kvindelig skoleinspektør hånden ved skolens dimisisonsfest (s.32).

Han hader kort sagt alt ved det vantro Danmark (s.50), og fra da af begynder kampen mod og om Danmark. En kamp, hvor målet helliger midlet, og hvor løgn, vold og terror derfor uden samvittighedskvaler kan tages i brug, når bare det fører mod målet: Den islamiske stat styret af shariaen, dvs.: af imamerne, som fejlfrit udlægger guds vilje i enhver situation.

Karrieren
Akkari er kvik, arbejdsom og ærgerrig, og han avancerer derfor hurtigt i den lokale moskes hierarki; allerede i foråret 1997 (s.93) får han lov til at holde sin første fredagsprædikenen. Rygtet om den lovende unge prædikant, der havde viet sit liv til islam (s.96), nåede hurtigt andre moskeer i landet, og derfor går der ikke lang tid, inden han får kontakt med bl.a. det salafistiske miljø omkring deres højborg: Grimhøjmoske i Aarhus (s.98).

Det sociale bedrageri omkring moskeerne og i de muslimske miljøer generelt er helt enormt, og man morer sig selvfølgelig kosteligt over, hvordan danskerne er til grin for deres egne penge (s.119). Alene moskeen i Danmarksgade modtog 220.000 kr. om året til opdigtede, men tilforladeligt klingende aktiviteter, f.eks.:”gymnastik og træning af motorik for unge”. Pengene blev i virkeligheden brugt på propaganda og aktiviteter, der bl.a. skabte manden, som trængte ind hos Kurt Westergaard for at slå ham ihjel med en økse (s.119-20). Imamerne udsteder sågar fatwaer, der fordømmer det at betale skat og moms som blasfemisk (s.163).

I forbindelse med en kurértjeneste, hvor nogle af de mange lyssky pengene skulle transporteres fra Aalborg til Aarhus, lærer Akkari, der er kuréren, den syriske imam Abdul N. El-Qasimi – der måtte flygte fra Syrien pga. sine tætte bånd til Det muslimske Broderskab – at kende, og han bliver i de følgende år Akkaris broderskabs-teologiske læremester.

I 2002 er El-Qasimi så tilfreds med sin elevs fremskridt, at Akkari tildeles imam-titlen og får lov til at foretage sin første vielse, der traditionen tro ikke registreres hos de danske myndigheder, fordi flerkoneri på den måde kan praktiseres uden at blive opdaget, og fordi man dermed heller ikke som gift risikerede at få nedsat sin socialydelse (s.160+163). Med imam-værdigheden fulgte også retten til at fungere som sharia-dommer, en magtfuld stilling i de muslimske miljøer, hvor dansk lov ikke tillægges myndighed, hvorfor imamerne – og ikke de danske myndigheder – bliver kontaktet, når stridigheder og tvivlsspørgsmål skal bedømmes. Det er vel at mærke ikke kun småsager, sharia-domstolene i Danmark tager sig af, hvad en mordsag fra KBH, som Abu Laban dømte i, afslører (s.168-9).

Grupperingerne
Efterhånden som Akkari bliver mere og mere fortrolig med de forskellige moskeer rundt omkring i landet og de mange statsstøttede islamiske foreningerne – der for det meste i Machiavellis ånd hedder noget med fred og frihed – går det op for ham, at der eksisterer en intens rivalisering imellem de forskellige islamistiske retninger, hvor de tre stærkeste er:

Salafisterne lægger stor vægt på det sharia-rette liv, og de ønsker derfor shariaen indført som grundlov i landet. Kvinder skal være tildækket, må ikke optræde i det offentlige rum, og kønnene må ikke socialisere. Ideologien har særlig stærkt fat i de uuddannede, måske fordi den ingen selvstændighed kræver, da man lever efter sharia-manualen, der giver svar på alt. F.eks. skal vand ifølge guds lov drikkes siddende med 3 indlagte pauser – så ved man det. I teorien er salafisterne – modsat Broderskabet – imod taktiske løgne og forstillelse i kampen mod de vantro, men teori og praksis går ikke altid lige godt hånd i hånd i disse kredse, som det vil fremgå om lidt.

Det muslimske Broderskab er den største muslimske organisation på verdensplan (s.64). Målet er kalifatet, dvs.: en statsdannelse, hvor den muslimske umma er samlet under kaliffens islamiske ledelse. Retningen er ikke mindre ortodoks end salafismen, men uhyggeligt taktisk; løgn og forstillelse er derfor et meget brugt våben i kampen mod de vantro. ”Så længe vi er svage, bruger vi fredelige midler”, lyder mottoet (s.188). Karakteristisk er det således, at Broderskabet under Muhammedkrisen på de indre linjer bakkede kampen imod Danmark op, men udadtil benægtede alt (s.262-3). Og ligesom ledelsen (Dansk Islamisk Råd) af den nye stormoske i Rovsinggade på Nørrebro nægter sin forbindelse til Broderskabet (s.211), således har Broderskabet også i årevis oprettet den ene forening efter den anden, hvor forbindelsen til Broderskabet er holdt skjult, fordi man dermed har kunnet sikre sig adgang til millioner af skattekroner (s.65). I Århus og KBH har Broderskabets falske hyldest til integration og mangfoldighed skaffet dem adgang til de unge som betalte integrationskonsulenter og rollemodeller (s.190).

Jihadisterne udsprang af Broderskabets militante fløj i 1950'erne, men har siden ideologisk flyttet sig i retning af salafismen. ”De vantro har ingen pagt” lyder grundsætningen, og dvs., at de vantro ikke har ret til livet, men er legitime mål i den voldelige kamp (jihad); for fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at vantroen i den jihadistiske verden er endog meget bredt defineret (s.65-6). Af indlysende årsager går jihadisterne herhjemme meget stille med deres støtte til Taleban og al-Queda, men de har i årenes løb udklækket en stor del af de mistænkte og dømte i danske terrorsager, og har sendt adskille unge, bl.a. konvertitter, i døden som hellige krigere i udlandet (s.99+108).

Akkari selv og imam Abu Laban, der kom til Damark i 1984 som palæstinensisk flygtning, knyttede sig aldrig entydigt til en af disse grupperinger. Akkari har størst kontakt med Broderskabet og salafisterne, mens Abu Laban som leder af Islamisk Trossamfund i KBH på mange måder var sin egen. Han afviste ikke som jihadisterne den politiske vej i kampen for islam, men accepterede på den anden side volden som et legitimt kampmiddel, og forsvarede også i perioder Bin Laden og angrebene 11. september 2001 (s.70+214).

Muhammedkrisen
Størstedelen af Muhammedkrisens forløb er kendt stof, og derfor vil jeg i det følgende koncentrere mig om de nyheder, som Akkari afslører i sin bog.

I 2002 var den libanesiske imam Raed Hlayhel blevet inviteret af Abu Laban til Danmark som gæstetaler, men da han, der havde en handicappet søn, så, hvilke gratis gaver det danske velfærdssystem og sundhedsvæsen havde at byde på, søgte han om humanitær opholdstilladelse og bosatte sig tæt på Grimhøjmoskeen i Aarhus, hvor han, der var en benhård ultra-salafist, straks blev en populær prædikant, der prædikede stærkt for adskillelsen mellem muslimerne og det vantro Danmark (s.191). (Kravet om total segregation og isolation fra det danske kunne dog blødes betragteligt op, når talen faldt på de danske socialydelser, hvad han gjorde klart efter devisen: don't tell it, show it).

Hlayhel og Akkari opbyggede hurtigt et venskab, og den universitetsuddannede Hlayhel blev samtidig en salafistisk vejleder for den ca. 10 år yngre Akkari.

Da Jyllands-Posten i det tidlige efterår 2005 trykker Muhammedtegningerne, var det Hlayhel, der – som tak for den venlige modtagelse – tog det første initiativ til at sætte verden i brand. Han kontaktede Akkari på telefonen, og de 2 mødtes med Akkaris tidligere broderskabslæremester El-Qasimi i dennes lejlighed samme aften, hvor Abu Laban over telefonen også blev inddraget i planlægningen. Den aften havde de allerede kendskab til flere unge, som var villige til at svare blodigt igen på tegningerne, uden at imamerne derfor mente sig forpligtede til at kontakte politiet (s.231+241-2).

Nogle dage efter mødes 16 muslimske organisationer hos Islamisk Trossamfund for at udtænke en strategi og lægge en slagplan. Mødet munder ud i en 11-punktsplan, og det fremgår af planens pkt. 7 og 8, at den internationale eskalation af krisen var tænkt med fra begyndelsen (s.239).

Et ledende medlem af Islamisk Trossamfund siger til Akkari på vej ind til mødet, at folkene på JP kun forstår døden (s.235); dermed udtrykker han blot den generelle holdning blandt mødedeltagerne, der ville have grædt tørre tårer, hvis en bombe skulle være gået af på JP-redaktionen (s.242).

Voldsparatheden blev af taktiske årsager selvfølgelig ikke luftet offentligt, også fordi bl.a. Abu Laban var bekymret for en gentagelse af de historiske fejl og selvmål, som var blevet begået under Salman Rushdie-sagen (s.233). Tværtimod hykler Hlayhel – der ellers som salafist i teorien skulle føle sig forpligtet på at tale sandhed og undgå forstillelse – udadtil en bekymring for en voldelig udvikling. Situationen var ifølge Hlayhel desværre den uheldige, at de unge selv vil løse konflikten på blodig vis, hvis ikke imamerne i arbejdsgruppen greb kompromisløst ind og satte JP og tegnerne på plads (s.242). At han kunne gå til politiet med sin navneviden, eller selv stoppe de unge, hvad hans position i miljøet gav ham mulighed for, fik han ikke nævnt.

Arbejdsgruppen arbejder lige fra det første planlægningsmøde og til krisen er overstået i foråret 2006 med dette dobbelte bogholderi, hvor rækken af løgne og forstillelser er uendelig (s.243).

I den hjemmelige debat er det gang på gang af Ellemann, Seidenfaden og kumpaner blev påstået, at havde JP og Anders Fogh Rasmussen udvist bare lidt større forståelse og smidighed over for Arbejdsgruppen og den voldsomme krænkelse, som muslimerne rimeligvis måtte føle, så var Muhammedkrisen aldrig blevet til noget.

Intet kunne være mere forkert; dette var klart for enhver nogenlunde tænksom person allerede dengang, og med Akkaris bog er det nu dokumenteret sort på hvidt: ”En imødekommelse her havde blot udløst flere og større krav … En islamistisk læresætning siger, at man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke” (s.245). Vi ”ville have modtaget enhver tilnærmelse som en tilståelse og krævet mere og mere, til der ikke var noget tilbage at give” (s.308).

Da 11 diplomater d. 12. okt. 2005 henvender sig til Anders Fogh og reelt beder ham om at aflyse presse- og ytringsfriheden, så sker dette kun, fordi Arbejdsgruppen har bedt om dette initiativ. Og da endnu et brev fra Organisation of the Islamic Cooperation (OIC) dumper ind hos statsministeren d. 18. okt. 2005, er det igen ikke uden forbindelse til Arbejdsgruppe, selvom man udadtil ønsker at holde de 2 alliancer hemmelige, fordi tre uafhængige reaktioner virker stærkere (s.251+257).

Der har været uendelig meget debat om disse diplomatiske henvendelser, og Per Stig Møller gentog i en nyere tv-dokumentar de tåbelige betragtninger, som en række nyttige idioter – igen med Ellemann og Politiken i spidsen – allerede under Muhammedkrisen gjorde sig til talsmand for: Det var i virkeligheden Fogh, der skabte al balladen, fordi han ikke ville mødes med diplomaterne og debattere en passende indskrænkning af trykkefriheden (s.258+262).

Nu var der, hvad henvendelserne angår, i begge tilfælde tale om internationalt erfarne folk og dygtige diplomater, som kendte alt til, at Fogh ikke kunne imødekomme deres krav – og det var netop pointen med at sende dem: ”De vidste”, som Akkari skriver, ”at statsministeren ville være nødt til at nægte, og det kunne bruges til at nære vreden og krisen ... Afvisningen var med andre ord et våben, vi forventede at få til vores kamp” (s.258). ”Det var for os glædeligt, at avisen (Politiken) tilsyneladende ikke gennemskuede den facade, vi havde bygget op … Grundlæggende var vi som islamister dybt uenige med … Politiken. De var alle vantro … Men her var de nyttige” (s.262).

Konfronteret med disse fældende fakta fra Akkaris bog, har Ellemann – hvis handlinger ikke har været uden meget store omkostninger for en række enkeltpersoner; jeg tænker her ikke mindst på Carsten Juste – udtalt, at han ikke har set bogen og ikke vil kommentere den (B.T. online 5. april 2014). Det kan vist kun fortolkes som en tavs tilståelse.

Om de afgørende delegationsrejser til Mellemøsten, hvor Arbejdsgruppen lyver og bevidst manipulerer med fakta i sagen for at sikre sig støtte, afslører Akkari i sin bog, at de også søgte støtte hos terrorgrupperne: Hamas og Hizbolla. Det skete på den anden rejse, hvor bl.a. Hlayhel, der som nævnt offentligt havde hyklet en frygt for en voldelig eskalation, var med.

I de mange analyser og gennemgange, der er lavet af Muhammedkrisen og dens forløb, er betydningen af en bestemt begivenhed ifølge Akkari ofte blevet overset (s.305), nemlig den prædiken, som imamen i verdens største og mest betydningsfulde moske i den hellige by Mekka holder den 10. jan. 2006 til 2 millioner stærkt troende pilgrimme og langt flere tv-seere. I prædikenen lyder det: ”I Danmark hånes og fornærmes den hellige profet … det kræver handling … De, der forhåner Allah og Allahs sendebud skal være forbandet i dette liv og i det næste, og de vil få en smertelig straf”. At denne, den vigtigste muslimske prædiken hen over året, handlede om een ting: Muhammedkrisen, fik en helt afgørende betydning for forløbet den næste måned, hvor selv Arbejdsgruppen blev bekymret over den voldsomme udvikling – ikke fordi de bekymrede sig om ofrene, men fordi de var bekymrede for, at succesen skulle give bagslag, og at folk skulle kunne finde på at give dem skylden for balladen (s354).

Akkari afslutter sin gennemgang af Muhammedkrisen med at slå fast, at Arbejdsgruppen og specielt delegationsrejserne – som bl.a. betød, at imamen i Mekka ad omveje blev (mis)informeret om sagen – var den altafgørende årsagen til, at det gik så galt, som det gik, og at skylden derfor alene ligger hos ham og Arbejdsgruppen (s.355).

Tiden efter
Da krisen var overstået i marts 2006, blev Akkari – som nu var en helt i den muslimske verden – og Arbejdsgruppens andre ledende medlemmer inviteret til en kæmpe luksuskonference for verdens 300 mest indflydelsesrige og respekterede islamiske lærde i Bahrain. Det var en ære at blive inviteret, men oplevelserne på konferencen blev for Akkari begyndelsen på en lang vandring bort fra islamismen. Han oplevede på konferencen ikke andet end navlepillende magtstræb, sekteriske kampe og en enorm mistillid mellem disse islams allerhelligste mænd – og det stemte jo meget dårligt overens med hans idylliske drømmeri om den fuldendt harmoniske verden, som disse hellige mænd og deres islam efter sigende skulle være garanten for, hvis bare de fik magt, som de havde agt.

Der havde også tidligere været episoder, som han havde studset over – f.eks. blev de rigide islamistiske regler suspenderet ved mødet under Muhammedkrisen med den kvindelige og vestligt klædte ægyptiske ambassadør Mona Omar Attia. Guds love var pludselig blevet bøjelige, fordi det i situationen kunne betale sig.

Afklaringen og selvopgøret skete gradvist for Akkari og kom til at tage nogle år – han er bl.a. 1½ år i Libanon i 2007/8, og hykleriet, han har mødt dernede bl.a. hos den nu hjemvendte Hlayhel, hænger ham ud af halsen, da han drager tilbage til Danmark igen. Så da han endelig lander på Grønland i august 2008, hvor han har fået job på en folkeskole, gør han mere eller mindre bevidst manifest op med sin fortid, idet han den første aften på værelset fjerner imam-skægget, som var symbolet på alt det, han havde været i de seneste mange år, men som han ikke var mere.

På Grønland får han i weekenderne tid til at læse, og som den bogorm han er, bliver biblioteket hans bedste ven. Og da han en dag læser en biografi om Bin Laden – hvad der tidligere havde været helt utænkeligt, fordi den var skrevet af en vantro vesterlænding – bliver hans ubehagelige erfaring fra konferencen i Bahrain bekræftet. Biografien fortæller bl.a. om et stormøde i Khartoum, Sudan, i 1991, hvor alverdens muslimske ledere var samlet for at finde en fælles retning for den videre udbredelse af islam. Diskussionen på mødet bølgede frem og tilbage, alle ville bestemme, ingen ville bøje sig, og det hele endte i et masseskænderi, hvorefter parterne rasende gik hver til sit. Akkari skriver: ”Jeg havde haft det på fornemmelse før, men det var først nu, da jeg så det hele beskrevet i en bog, at jeg fuldt ud forstod det .. Jeg havde spildt mange år af mit liv på en løgn”. Den isflage, som han hele sit voksne liv havde stået på, var langsomt smeltet væk under ham (s.426-8).

Nogen tid efter at isflagen var smeltet under Akkari, ringede hans tidligere læremester fra moskeen i Danmarksgade for at få ham ind i folden igen. Og da manden ikke ville forstå, at Akkari ikke var interesseret og heller ikke var på en missionsrejse i Grønland, fik han et kontant og højrøstet svar på tiltalen: ”Jeg er ikke imam længere. Og jeg har bedt til Gud om, at ingen islamister nogensinde når til Grønland”. (s.430).

”Min afsked med islamismen” er et afgørende dokumentarisk værk om den femte kolonne, som Danmark – og hele Vesten – blåøjet har inviteret indenfor, og som vi ovenikøbet efterfølgende generøst har støttet og fortsat støtter økonomisk i deres undergravende foretagender.

Bogen er uhyggelig, men lærerig læsning, og Akkari har med den frataget de blåøjede rettroende, som Hasselbalch fortalte om ovenfor, den allersidste undskyldning for ikke at vide bedre.

Henrik Frost.

Ahmed Akkari:
Min afsked med islamismen
- Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark.
451 sider,
udgivet 2014.