Af Jesper Langballe, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 2, februar, s.26-37.

Der findes hos os i dag en teologisk dyrkelse af afmagten og usikkerheden og det, man kalder tvivlens nådegave; det vil i grunden sige af fejgheden. At være søgende og uafklaret er et tegn på sand ydmyghed og derfor noget meget fint. Først og fremmest må man aldrig være sikker på, at det, man selv siger, er rigtigt, for så er man fundamentalist. Vi mennesker er jo så små og kan slet ingenting stille op i de store spørgsmål om liv og død og slet ikke i forhold til anderledes troende, som vi bliver nødt til at forstå for at kunne leve med dem som medmennesker. Deres kulturelle normer er sikkert lige så gode som vores. Og deres tro? - ja, hvem har sat os mennesker til at dømme? Jesus prædikede jo ikke dom, men tilgivelse, ikke sandt. Og hvordan kan vi vide, at vi sidder inde med sandheden? - Hvordan kan vi være så skråsikre? Hvordan kan præsten i grunden hævde, at han forkynder Guds ord? Lytter man til præsten i kirken ved siden af, så forkynder han jo noget helt andet - for slet ikke at tale om de muslimske imamer, og de skal vel være her på lige fod med os andre.

Det er vel at mærke præster, der taler sådan. For de har skiftet gudsordets embede ud med en "præsterolle", en servicetjeneste. I sin forkyndelse kan præsten kun henvise til det gudsord, der lød engang, siger man, og hvad der lød i fortiden, kan vi ikke uden videre være forpligtede på i dag. Det skal hele tiden tolkes ind i nutiden. Alt kan tolkes til alt - både kristendommen og Islam. De er jo ikke entydige, og derfor er der heller ikke nogen absolut forskel imellem dem. Tiden løber så stærkt, og vi lever i en globaliseret verden, hvor den ene sandhed kan være ligeså god som den anden. Kun skal vi huske, at næstekærligheden er det, som alle religioner er fælles om, og så mange mennesker kan ikke tage fejl. - Og hvis den præst, vi har for os, er en rigtig skarpsindig fanden, så anfører han, at vi jo også fra Søren Kierkegaard véd, at sandheden er subjektiv.

Vi kender alle lektien og véd, at den, Gud bedre det, udgør en betragtelig del af, hvad folkekirkens præster har at byde på. Dyrkelsen af afmagten og usikkerheden og tvivlen svarer et langt stykke vej til det ressentiment, som Nietzsche fandt i kirkens slavemoral, og som i virkeligheden er det mest forvorpne af alt hovmod. Man nærmest praler med sin egen ubetydelighed og usselhed.

Islamkritisk Netværk
Noget af det mest betydningsfulde, der er sket i den kristne kirke i vores tid, er dannelsen af Islamkritisk Netværk. Hvor havde vi været henne, hvis ikke det opgør var kommet? - Ikke kun som et opgør med Islam, men, måske allervigtigst, med gejstlighedens forræderi af evangeliet og fejge medløber-alliance med djævelsk og totalitær Kristus-fornægtelse, der ligefrem har ført til, at Københavns domprovst gerne vil stille sig i spidsen for en indsamling til en stormoské i hovedstaden. Og hvor var vi henne, hvis ikke Islamkritisk Netværks opgave var blevet systematiseret med talent og frimodighed?

Det opgør med Islam, som foregår og forestår, stiller jo den kristne teologi i en helt ny situation - eller rettere stiller den tilbage i den situation, som var Augustins og Johannes af Damaskus' og siden til dels Luthers situation: at det teologiske opgør ikke blot gælder kristendommens forfalskninger og altså retter sig mod Kristi angivelige venner, sådan som det har været tilfældet for Tidehverv fra dets begyndelse - men må rettes udefter mod et hedenskab, som står i et åbenlyst og erklæret fjendskab til evangeliet om Kristus.

Katrine Winkel Holm har indlagt sig hæder for sit bidrag til denne indsats. Det er min fornemmelse, at det foredrag, hun for to år siden holdt om Olesen Larsens teologi, og som siden har kunnet læses i Tidehverv, "Olesen Larsen to generationer senere", i grunden er udsprunget af leden ved en nutidsteologi som den, jeg netop har skitseret. Olesen Larsen bliver gjort ansvarlig for en subjektivistisk vilkårlighed, hvor ingenting står fast, hverken det ydre ord, troslæren eller sakramenterne. Men det er min endnu mere bestemte opfattelse, at KWH med det foredrag smider barnet ud med badevandet, hvilket godt kan vise sig skæbnesvangert for opgøret med det islam, hvor alting jo står granitfast, så at sige støbt i beton, først og sidst menneskets egen retfærdighed.

Det kunne være nærliggende at tænke, at en religionskrig på liv og død som den, der foregår og forestår, kræver en vis borgfred inden for kristenheden - at den kristne teologi nu må rykke sammen om det afgørende slag mod djævelskabet og ikke spilde tiden med indbyrdes diskussioner. Ville det ikke give den kristne teologi styrke og slagkraft over for de muslimske imamers trusler og terror, at man enedes om en fælles position og en fælles strategi?

Svaret er naturligvis, at hvis noget sådant søgtes realiseret, ville den kristne kirke på forhånd være afvæbnet og have tabt slaget. For så ville evangeliet være tabt - det evangelium, som med Grundtvigs salme går husvild og fattig omkring på jord. At en fælles økumenisk positionering ville være det værst tænkelige forræderi af evangeliet, vil ikke forbavse nogen i denne forsamling. Det er vi formentlig alle enige om. Men sagen går dybere. For sagen er, at evangeliets forkyndelse overhovedet ikke har nogen position at forsvare, ej heller i den enkeltes mund. Evangeliets forkynder skal aldrig positionere sig, for der findes ikke nogen evangelisk position. Det er ét af de grundtræk, vi kan annamme hos Olesen Larsen - i hans teologis indhold og i hans egen måde at være teolog på. Det vil jeg straks vende tilbage til.

Angriberen
Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke finder, at Katrine Winkel Holm har forstået Olesen Larsen, hans anliggende og hans betydning - en betydning, som hendes fader i juninummeret af Tidehverv med rette har kaldt det 20. århundredes vigtigste.

Jeg vil forudskikke det forhold til mit emne, at jeg aldrig har kendt Olesen Larsen personligt, men at læsningen af ham var mit første læse-møde med den systematiske teologi, og at jeg som et ungt menneske i trediverne fik ham i den grad ind i blodomløbet, at det endog prægede mig helt ud i sproget - noget, jeg heldigvis kom over. Nu var det længe siden, jeg havde læst ham, og KWH skal ikke have utak for, at jeg blev tvunget til en genlæsning, som ganske vist er alt for sporadisk.

Og når jeg nu bekender min personlige gæld til Olesen Larsens indsats, så er der et par ting vedrørende andres forhold til ham, der retfærdigvis bør medtages: Alt, hvad KWH siger af kritik om Olesen Larsens negativitet, det vil uvægerligt - for så vidt det overhovedet rammer noget - ramme to andre teologiske forfattere: nemlig Søren Kierkegaard og Katrines bedstefar. Det er naturligvis ikke noget argument for, at hun tager fejl, men det er dog værd at bemærke, fordi det tegner en linie i Tidehverv. Vilhelm Krarups gæld til Olesen Larsen fremhævede han ikke mindst ved slutningen af sit liv. Men det var så tydeligt, at den hele tiden var kommet til udtryk i det, som KWH kalder Olesen Larsens negativitet - tilbøjeligheden til at lufte ud for at få luft ved at lade det negative tale sig ud og tale sig igennem - helt igennem - i tryg forvisning om, at havde vor Herre noget positivt at føje til, så gjorde han det nok. Derfor kunne Vilhelm Krarup sige med Olesen Larsen, at der sker overhovedet ikke noget i dåben - ingen forvandling, ingen mystisk åndsinspiration - blot "ordet tørt og håret vådt, og kun et degneamen". Og derfor kunne han næsten skræmme livet af min fromme gamle farmor - Katrines oldemor - ved at sige offentligt, at hvis nogen spørger, om Gud er til, så er svaret, at selvfølgelig er han ikke til.

Lyder det grosbøllsk? - sådan som KWH et sted er lige ved at sige om Olesen Larsen (hun gør det dog ikke). Det lyder kun grossbøllsk, hvis man er fuldstændig døv. Det svar, Vilhelm Krarup gav, var jo et ekko af spørgsmålet. - Tror De, Gud er til, fru Jensen? Tror De virkelig, han er til? - Nej! sådan er han i hvert fald ikke til - som diskussionsobjekt over kaffen. Han er med Olesen Larsens stadigt gentagne ord kun til, når han er Gud - og er det for mig. - Ikke hvor jeg føler ham, betragter ham eller diskuterer ham, men kun hvor jeg selv står i ansvaret over for Gud.

Et andet forhold, som jeg vil medtage nu, da jeg er i gang med andres forhold til Olesen Larsen: KWH insisterer på en modsætning mellem Olesen Larsen og Johannes Horstmann. Hun erkender ærligt og redeligt, at der intet belæg er for denne modsætning at finde hos Johannes Horstmann, der forstod sig selv som liggende helt på linie med sin forgænger som præst i Esaias kirken og udgav hans bøger. - Jamen kunne man så ikke tage den mulighed i betragtning, at den påståede modsætning slet ikke eksisterer? - at Johannes Horstmann blot var tildelt en anden opgave i Herrens vingård - den bibelteologiske og dogmatiske, i nutiden at udfolde skriftens og bekendelsens klassiske lærdomme og holde dem op i evangeliets lys - evangeliet, som det lyder for mig - hvor Olesen Larsens opgave var den, bestandigt at overveje det forhold mellem Gud og mennesket, hvor der ikke bliver en tør plet tilbage til mennesket at stå på, men hvorfra det lys kommer, uden hvilket skriftens og troens lærdomme blot er tomme museumsgenstande. Eller vi kunne måske rettere sige, at Olesen Larsens indsats var den Johannes Døber-gerning at være en røst i ørkenen - den røst, der nedbryder den religiøse sikkerhed og dermed viser hen til ham, som alene kan bygge op. Eller at være det nåleøje, gennem hvilket det var plat umuligt at medbringe al den åndelige bagage, som mennesker mener sig udrustet med af Gud, og som de derfor finder det passende at medbringe i Guds rige.

KWH nævner pligtskyldigst til indledning, at Olesen Larsens opgør ikke holdt sig på nogen kirkelig bane, men at han gik i nærkamp med samtidens retsforståelse, med overtroen på videnskaben, med kulturradikalismens historieforståelse o. s. v. Og hun går i rette med Torben Bramming, der ubegavet anklager Tidehvervs anden generation for at dreje Tidehvervs anliggende fra at være et rent kirkeligt opgør til også at være et samfundsopgør - som om Olesen Larsen ikke gør det for fuld udblæsning. Som om dette ikke just var hans pionergerning, med KWH's udtryk at gå ud af det teologiske elfenbenstårn. Men KWH gør ikke alvor af denne iagttagelse. Hun skubber den til side og siger, at det, hun i sit foredrag vil stille nogle kritiske spørgsmål til, er det mere "internt teologiske". Jeg gad vidst, om Olesen Larsen overhovedet ville have accepteret udtrykket det "internt teologiske", og om udtrykket i øvrigt giver nogen mening i forbindelse med ham.

For hvad nu, hvis det egentlige teologiske arbejde for Olesen Larsen - prædikenforberedelsens forlængelse - var udmugningen i kirkelivets, kulturlivets og samfundslivets augiasstald? Hvad nu, hvis hans teologi - hans egentlige teologi - kun lader sig forstå som en udfarende kraft, der aldrig har hørt hjemme i noget fagteologisk elfenbenstårn, om end hans fagteologiske lærdom var ubestridelig.

Olesen Larsen afskyede al kirkelig apologetik. Sagt på dansk: hans teologiske arbejde var altid i angreb, aldrig i forsvar. Og det, han sigtede på, skød han sønder og sammen. Naturvidenskabsmanden Paul Diderichsens videnskabelige enhedssyn, hvor en plausibel videnskabelig hypotese på mystisk vis blev omsat til et metafysisk tilværelsessystem - ganske som vi ser det hos alle tidens andre supervidenskabelige børn af oplysningstiden; Alf Ross' empiriske retspositivisme, der ville gøre op med en idealistisk retsforståelse, men kastede sig lige i armene på den - uden overhovedet at ulejlige sig med at spørge efter, hvad lov og ret egentlig er, hvorfor lov og ret i dag er ophævet af juristerne; eller Christian Erslevs historieforståelse, der slog historien ihjel ved at skildre det danske folks historie som den danske kvægraces udviklingshistorie med den konklusion, at begge - folk og kvæg - er endt i noget ganske fortrinligt. Tidens anerkendte begavelser blev klædt af og udstillet som dårlige og ukonkrete tænkere, der skjulte deres aprioriske forudsætninger, formentlig fordi de ikke selv kunne få øje på dem.

Når jeg læser Olesen Larsens Kierkegaard-læsninger, føler jeg mig på besøg i teologens værksted. Men det egentlige og færdige grundteologiske arbejde, det finder jeg i hans opgørsartikler i samlingen "At være menneske" og i hans prædikener. En indsats, der hæver sig blandt det ypperste i dansk teologi til alle tider.

Altid i angreb, aldrig i forsvar - hverken for sig selv eller for Gud eller evangeliet eller kirken. Aldrig i position. Eller positionen lignede grangiveligt en negation.

Når nu en angriber rammer så præcist, og når hans angreb i dag er mindst lige så aktuelle, som da de blev gennemført, så vil man straks gå ud fra, at han skyder med fast anlæg - at han udsender sine missiler fra en bestemt og veldefineret position, som han formår at fastholde. For fjenden vil det da være oplagt at pejle sig frem til den position for at erobre den og dermed eliminere angrebets kerne og udgangspunkt. Det mærkelige er, at hvor nogen forsøger det med Olesen Larsen, dér erklærer han sig ironisk høfligt rede til at aflevere alt til fjenden - enhver position, som fjenden måtte føle sig sikker på, at Olesen Larsen besidder.

Som når naturvidenskabsmanden vil forklare det, Olesen Larsen siger, ud fra hans psykiske konstitution, sådan som den med nipsenåle er sat fast i videnskabsmandens enhedssystem. Og Olesen Larsen som den venlige mand, han er, giver ham ret og forsikrer, at kloge folk for længst har overbevist ham om, at tankerne er et biprodukt ved stofskiftet. Skamløst ubekymret accepterer han alle videnskabsmandens abstrakte forklaringer som yderst plausible, også forklaringer på, at Olesen Larsen selv taler, som han gør - når altså man nu en gang hypotetisk har anlagt denne abstrakte tænkemåde. Han kan bare ikke for sin død forstå, hvad hypotetisk systemmageri har at gøre med det helt konkrete at leve sit menneskeliv i ansvar - slet og ret at tage sit ansvar på sig og leve det liv, der nu en gang er givet een. - Med mindre altså, at det, som videnskabsmanden havde udgivet for en videnskabelig hypotese, i stedet viser sig at være et metafysisk tilværelsenssystem. Og det er så for resten det, der næsten altid viser sig, når videnskabsdyrkelsen bliver set nærmere efter i sømmene.

K. E. Løgstrup skal forarget have sagt, at Olesen Larsen i den omtalte afhandling om "Videnskaben og mennesket" udleverede alt til videnskaben og kun beholdt nogle få gloser som "ansvar". Og det er præcist, hvad Olesen Larsen gør. Han har ingen position at forsvare. Modparten kan gerne overtage det hele. For mig at se hænger det sammen med, at han er stillet sådan som Luther var med Jakob Knudsens formulering - at det var ikke sine egne sager, han handlede med. Eller at det egentlige subjekt i det teologiske opgør ikke er ham selv, men Guds ord.

Kun ordet
"Taler nogen, da tale han som Guds ord", står der med et bibelcitat på Otto Møllers prædikestol i Gylling kirke. Jeg vil vove den dristige - måske ligefrem forvorpne - påstand, at det på en måde er det, Olesen Larsen gør, netop når han taler så fuldstændig konkret og dagligdags, som han gør: Her er der kun et ord fra Gud, der lyder, og ikke andet. Der bliver intet positivt tilbage til ham selv, intet nedslag, ingen aflejring af Guds ord, som han kan gøre sig til gode med, ingen tilstand, ingen tro, han har overtaget som sin, ingen position, ud fra hvilken han kan angribe. Men i angreb - det er han uafladeligt - med ironien som våben mod enhver, der vil føje det allermindste til det menneskeliv og den menneskedød, der er helt konkret.

Er det egentlig ikke en beskrivelse af troens gode strid? Og svarer det ikke på en måde til den Luther, der erklærede, at han selv intet havde gjort til reformationens fremme, kun drukket Wittenberg-øl med sine gode venner - og imens havde ordet virket af sig selv og svækket pavedømmet, så det aldrig blev sig selv igen -?

Det er bestemt ikke min mening at heroisere Olesen Larsen som en troens ridder. Det ville også være et lidt komisk forehavende. For er det i virkeligheden ikke sådan, troen melder sig for enhver, når den som Guds ords gerning overvinder vores forargelse? - Vil man kigge på den bagefter, er den væk. For den kender ikke sig selv, men kun det ord, den har hørt og vil høre igen. Som Olesen Larsen selv skriver det i en kirkebladsartikel om kirkegængeren og hans fristelse:

"Vi tænker os, at et menneske hører ordet om vejen til Gud, Jesus Kristus og ham korsfæstet; at der ingen anden vej er, og at dette er vejen. Vi tænker os, at dette ord bliver så betydningsfuldt for ham, at han derover glemmer alt andet, - også sig selv og sin egen fromhed. Da vil fromheden forsøge at tage ordet fra ham ved at friste ham til at dyrke sig selv i stedet for at forlade sig på ordet. Fromheden vil spørge ham:

Har du været i kirke?
Ja, for jeg hørte ordet.
Tog du imod det?
Ja, jeg husker det endnu.
Husker du, at du sagde ja dertil?
Nej, jeg husker kun ordet.
Jamen kære menneske, så har du jo intet hørt!
Jo, det har jeg rigtignok. Vil du også høre, hvad jeg har hørt? Jeg har hørt ordet om Jesus Kristus og ham korsfæstet som den eneste vej til salighed; at det er sådan.
Ja, det er meget godt; men hvad oplevede du?
Ordet, oplevede jeg.
Hvad fik du ud af det?
Ordet.
Kan du huske denne din oplevelse?
Nej, jeg husker kun ordet.
Så har du jo overhovedet ingenting oplevet.
Jo, jo, jeg hørte ordet.
Men dermed hører du jo ikke til de hellige.
Jo, det gør jeg rigtignok; hver den, som hører ordet, han er hellig ved ordet.
Det er en let sag; det kan jo alle sige!
Ja, jeg ved heller ikke af, at jeg har gjort noget stort. Men fordi det ikke er noget stort, bør man dog ikke lade det være, når nu ordet om den korsfæstede er den eneste vej til salighed.
Men dermed er du selv ingenting!
Det ved jeg.
Du er også vantro!
Ja, det véd jeg.
Du er fortabt!
Ja, det hører jeg af ordet. Men du, hvem taler du til? Hvad jeg har af kød, hvad jeg selv har og er, det er dit, men ordet vil jeg beholde.

Da vil fromheden ryste på hovedet og sige: - Han har jo ganske glemt den personlige tilegnelse over det, han har hørt. Men ordet vil blive hos ham som det, det er: den eneste vej til salighed".

Troens "hvordan" og dens "hvad"
KWH finder Olesen Larsen vanskelig at læse - når man da ikke er udstyret med bestemte historiske forudsætninger. De læsevanskeligheder, hun måtte have, vil jeg selvfølgelig ikke prøve at afdisputere hende, men jeg synes nu, udsagnet er forbløffende. Jeg har selv i sin tid læst ham nærmest forudsætningsløs og altid undret mig over, hvor enkelt det hele var. Ja, skal jeg slutte ud fra min egen læsning, så har jeg en mistanke om, at problemet snarest er, at det er alt for enkelt - at der er så lidt mystik ved det hele.

KWH finder det lammende og hæmmende, at der iflg. Olesen Larsen er så mange forkerte tilgange, når man vil høre og forkynde evangeliet. "I sine tekster laver han minutiøse motivanalyser for at ville høre Guds ord eller forkynde Guds ord", siger hun.

Det er mærkeligt. Jeg er aldrig selv hos Olesen Larsen stødt på én eneste motivanalyse. Slige psykologiske nørklerier forekommer hans teologiske arbejde mig velgørende fri for. Hvad han taler om er ikke diverse menneskers rigtige eller forkerte motiver til at høre Guds ord, men menneskets situation over for Guds ord - synderens selviske tilgang til det. Og det er rigtigt, at det velmotiverede og velberedte menneske kender han ikke noget til, men kun det selviske menneske, som med Luthers ord er krummet ind i sig selv, og som Grundtvig omtaler i sin pinsesalme, hvor det hedder, sagt til Helligånden, troens frembringer, at -

"Menneskets køn mod Guds enbårne søn
stridende står dig for øje".

Kun det menneske, der af al magt vil undgå at falde ind under Guds dom. Noget andet menneske har Olesen Larsen aldrig truffet, slet ikke hos sig selv.

KWH synes, det er for galt, at Olesen Larsen i den grad mistænkeliggør vore forhåndsforventninger til Gud. Og det er sandt, at det gør han hele tiden. Hun synes, at den slags prædikener giver anledning til lidt for megen selvransagelse på kirkebænken, fordi vægten kommer til at ligge på, hvordan jeg tror, og ikke på, hvad jeg tror.

Det er også rigtigt, at det er det første, han gang på gang vender tilbage til - i modsætning til en Johannes Horstmann, som først og sidst taler om den rette lære. Men det hænger jo sammen med, at troens hvad og troens hvorledes slet ikke kan skilles ad. At tro på Kristus er ikke at holde sig til et bestemt læreindhold, men det er at tro på ret måde - med en tro, der følger Kristi bevægelse ved hele tiden at blive gjort til ingenting. Luther har i den store Galatherbrevskommentar sagt, at hans tro slet ikke er i ham her på jorden, men i himlen. Herfra foretager den en bevægelse, analog med den menneskeblevne Kristi bevægelse - fra det højeste til det laveste, og her i det lave får den øje på næsten og giver sig til at tjene ham som kærlighed.

Derfor kan en tro, som er gnosis - en korinthermenigheds-tro, ved hvilken mennesker er blevet rige i troen - besiddende deres egen tro - slet ikke være en ret kristentro, om den så nok så meget siger: "Herre! Herre!" Det vil man kunne læse meget om hos Johannes Horstmann. Troen må altså ligne sin genstand. Den må selv være husvild og fattig på jorden. Den må eje lige så lidt, som Kristus ejede - d.v.s intet og slet ikke sig selv - for at være Kristustro. Troen - eller for den sags skyld: kirken - må hele tiden gøres til ingenting af det ord, den hører. Den kan ikke være et fundamentalistisk fundament, som bliver stående dér, hvor det ord, som skaber troen, har forladt jorden.

"Herre, se, din kirke vil
i sin fattigdom bekende:
hvor du ej dit ord vil sende,
er din kirke ikke til." (Aastrup)

Sig mig derfor, hvordan du tror - om det er med en tro, som har etableret sig - eller om det er med en tro, som slet ikke har nogen egen eksistens - så skal jeg sige dig, hvem du tror - om det er Kristus.

Missionshuset og intellektet
KWH er nådig over for Olesen Larsen. Det, at han angiveligt er så svær at forstå, tilskriver hun, at hans tale er så tidsbetinget, så betinget af det opgør, der var udgangspunktet for ham og for hele det unge Tidehverv. Det er opgøret med en pietistisk vækkelsesreligiøsitet, der er hans sag.

Nu gælder det vel enhver teologisk forfatter, at han er bunden til sin tid, sin situation, sit særlige opgør. Det forhindrer imidlertid ikke, at man springer disse mellemregninger over og læser ham ganske enfoldigt ind i sin egen situation. Sådan kan man læse både Luther, Søren Kierkegaard og Olesen Larsen. Men så mener KWH tillige, at Olesen Larsens oprindelige antipietistiske opgør under indflydelse af Rudolf Bultmann er drejet væk fra Luther og hen til det at forfægte en radikal, præsentisk eskatologi, en her-og-nu-teologi. Det sidste vil jeg vende tilbage til. KWH skriver:

"Den kristendom, som Olesen Larsen, Heje, Tage Schack og en række andre havde mødt i Studenterforbundet, var en vækkelseskristendom. Her gjaldt det om at få frelsesvished, at opleve Jesus og på den måde blive "afgjort". Havde man oplevet Jesus, var man på den rigtige side og var altså frelst. Det betød i virkeligheden, at Guds nåde blev afhængig af menneskets moralske status, og at Guds nåde kom til at stå og falde med de vækkelsesstemninger, man kunne piske op. Frelsen kom til at afhænge af stemninger lige så flygtige som sæbebobler, og det førte til uvished og fortvivlelse. Og det førte til afguderi, fordi det blev egne følelser og ikke Guds ord, man holdt sig til. Det blev skabningen og ikke Skaberen, man dyrkede".

Det er jo rigtigt alt sammen. Sådan begyndte det. Det var katalysatoren, der satte opgøret i gang. Men ærlig talt: Hvis Olesen Larsens teologiske indsats begrænsede sig til at fægte mod denne temmelig banale karikatur af Indre Mission, som vor egen tid kun kan have et foragteligt skuldertræk til overs for, og som derfor er komplet ligegyldig og uskadelig i dag, så ville der ikke være nogen grund til at beskæftige sig med ham eller for den sags skyld med nogen af de øvrige oprindelige tidehvervsfolk. Deres indsats ville høre hjemme på et kulturhistorisk museum og ikke stå som det teologiske nybrud, kirken og dens teologiske arbejde stadig lever af, når den ellers siger noget, som er mennesker vedkommende. Sagen er jo, at fra den første reaktion på Københavns Indre Mission udgik et bredt opgør med hele kirkeligheden - også i noget mere spiselige udgaver end den af KWH beskrevne vækkelseskristendom - samt for Olesen Larsens vedkommende med hele kulturlivets dannelse. Og her er Olesen Larsen den dag i dag en rygende brand i næsen på den kirkelighed, der vil besidde kristendommen; såvel som på en selvfed kulturisme og humanisme, der fra et hjørneværelse på Rådhuspladsen mener at overskue og repræsentere den allerhøjeste fornuft og moral; og på en videnskabelighed, der insisterer på at have kortlagt hele menneskelivet. Vi kan roligt lade missionshuset og den stakkels vækkelseskristendom hvile i deres grave i fortsat ubemærkethed.

KWH går så vidt som til at karakterisere Olesen Larsen som et "tredjegrads forbrændt missionsbarn, der skyer alle de ord, missionen har brugt og misbrugt". Jeg bryder mig ærligt talt ikke om den slags psykiatriske diagnoser og traumebeskrivelser, men jeg synes også, det er dårlig psykologi. Bare tanken om den reflekterede kritiker og ætsende ironiker Olesen Larsen, der, mens han suverænt gør op med hele det humane og humanistiske kleresi, skulle gå rundt og vånde sig under en åndelig tredjegradsforbrænding!

Det ydre ord som den faste grund
KWH forsøger hen imod slutningen af sit foredrag at betragte Olesen Larsens teologi positivt og foreslår, at man i stedet for slavisk at følge ham og dømme enhver formulering ude, der smager af sikkerhed og fast grund under fødderne, prøver på at høre, hvad det er, der giver sikkerhed. Hvad der er den faste grund under fødderne.

Men det er jo lige netop det, Olesen Larsen vil forhindre os i. For spørger man udelukkende efter troens hvad, så afstrejfer man den lutherske sondring mellem liv og lære. Så gør man læren til livet selv - kristenlivet, den tro, Gud virker i mennesket, men uafhængigt af menneskets egen beredvillige medvirken. Så bliver både den bibelske og den systematiske teologi til et spørgsmål om at udfolde de læresætninger, man skal tro på. Troen er da slet og ret at holde disse læresætninger for sande. De bliver den faste grund under fødderne. Troen forankres, ikke i Kristus, det levende Guds ord, men i et katalog over lærepunkterne - om treenigheden, om kødets opstandelse, om kirken etc. - Hvilket aldrig sker hos Horstmann, selvom han naturligvis kender risikoen herfor.

I grunden kan man sige, at Helligånden er blevet overflødig for troen, for man kan jo med sin teologiske lærdom og skarpsindighed blot udmønte og holde sig til den rette lære. Jeg vil gøre opmærksom på et mundtligt Olesen Larsen-citat, som jeg har fra Vilhelm Krarup. (Jeg mindes ikke at have set det på skrift i nogen af Olesen Larsens tekster). Men det forekommer mig uhyre oplysende. Det lyder slet og ret: I troen er der intet intellektuelt.

Og her er vi fremme ved det, som for mig at se er hovedtemaet i KWH's kritik: at hun hos Olesen Larsen savner den faste grund under fødderne - det ydre objektive ord, som det hele er hægtet op på. Her får hun, for mig at se lidt kunstigt, opmarcheret Grundtvig og Heje som Olesen Larsens modsætninger. Men i øvrigt er KWH's kritik helt forståelig. Hun frygter, at Olesen Larsens teologi, hvor han hele tiden skal fornægte al ydre sikkerhed for troen, ender i en subjektivistisk vilkårlighed.

Jeg hører som sagt intentionen i denne kritik som en berettiget afsky for en moderne leddeløs teologi, hvor intet står fast, og som råber "fundamentalist" efter enhver, for hvem noget står granitfast. Men det forekommer mig, at KWH's kritik løber af sporet, når hun gør Olesen Larsen delvist ansvarlig for en sådan leddeløs subjektivisme. Det er for mig klart, at også for Olesen Larsen er det ydre mundtlige ord - verbum vocale - kristentroens alfa og omega. Fremgik det ikke med al ønskelig tydelighed af mit tidligere anbragte citat om kirkegængeren og hans fristelse? - ham, der kun erindrede det ord, han havde hørt, men ikke sin egen modtagelse af det. Der er kristeligt slet ikke andet end dette ydre ord, som jeg hører uden for mig selv. Men det er afgørende, at dette ord i menneskemund er Guds egen tale til mennesket - ikke en tale om Gud eller om en forestående eller forbigangen afgørelse eller afgjorthed, men en tale til afgørelse her og nu. Når Olesen Larsen i den grad gør alvor af det kierkegaardske, at subjektiviteten er sandheden, er det ingenlunde et udtryk for vilkårlig subjektivisme, men det er for at fastholde den ene instans - Guds eget ord - som siger, at subjektiviteten også er usandheden, som Kierkegaard siger det i Efterskriftet.

Olesen Larsen kendte godt anklagen for subjektivisme. Han skriver ("Hvornår Gud er til"): "Selvfølgelig kan jeg ikke sige dette, uden at jeg i mit indre øre hører beskyldningen for subjektivisme og individualisme. Men den gængse tale om subjektivisme er i virkeligheden også en form for objektivisme, blot har man her virkeligheden, det objektive, Gud, givet i sine følelser og stemninger, altså som en genstand for betragtning. Ofte er det også det, man mener med livsholdning. Efter den sædvanlige opfattelse er såvel det objektive som det subjektive et noget, der er undergivet mennesket; derfor er det temmelig ligegyldigt, om man holder på det objektive eller på det subjektive".

Olesen Larsen gør så i øvrigt opmærksom på, at Kierkegaard med ordet subjektivitet mener noget ganske andet - simpelthen at være sig selv i ansvaret for sig selv som dette enkelte menneske, hverken mere eller mindre. I den forstand er sandheden at være subjektiv. Her dækker ordet "subjektiv" over, at der kun er ét subjekt: Gud. Olesen Larsen skriver: "Med et kierkegaardsk udtryk: Objektivt er Gud slet ikke Gud. Gud er kun til som subjekt, og subjekt er Gud, når mennesket søger ham som skaberen og herren, når dets forhold til ham ikke er at have ham, men at haves af ham".

- Men det ord, der stiller mig under tiltale, siger KWH, det er hos Olesen Larsen kun pro me - for mig - det er ikke ekstra me - udenfor mig. - Nej, siger jeg. Ordet er netop ikke mig selv - og ikke i mig selv. OL nævner et par gange den skæbnesvangre nytestamentlige fejloversættelse af Jesu ord: "Guds rige er midt iblandt jer" (entos hymån) - der, grammatikalsk korrekt, men sagligt forkert, er blevet til "Guds rige er inden i jer". Og så er der virkelig åbnet for subjektivistisk vilkårlighed og for øvrigt alskens selvretfærdighed. Når Guds rige er midt iblandt dem, er det jo, fordi Jesus selv er midt iblandt dem.

Men Olesen Larsen er ikke ordfetichist. Han kan samtidigt lovprise Luther for en prædiken, hvor Luther går ud fra den forkerte oversættelse, men udlægger ordene "inden i mig" sådan (citeret efter hukommelsen): - Inden i mig er Kristus og Guds rige, uden på mig er mine følelser og erfaringer og meninger… - Altså, ud af en forkert og fordærvelig oversættelse var der hos Luther kommet den lifligste prædiken. Ordet står fast, men ordene er ikke objektive størrelser, der giver nogen som helst garanti, så lidt som der findes nogen garanti inden i mig.

Eller Olesen Larsens prædiken om Johannes Døberen, der siger til de forventningsfulde jøder: "Jeg er ikke Kristus". Johannes siger her ikke andet, end hvad sandt og selvfølgeligt er, og al den ros, han har modtaget i den anledning for sin beskedenhed, finder Olesen Larsen ilde anbragt. Johannes siger det jo bare, som det er, at han er ikke Kristus.

Men at han kan sige det - det er dog helt utroligt. Det er jo selve evangeliets forkyndelse - ikke blot at pege på ham, som virkelig er Kristus, men dermed tillige at pege væk fra sig selv. Det sidste rummer det første. Det negative rummer det positive, eller det markerer det positives afsæt. Det, som det ikke er min egen sag at formulere.

Jo vist er Ordet hos Olesen Larsen extra me, uden for mig. Men der er noget andet, der aldrig kommer uden for mig. Det er mig selv, mig, der skal høre Guds ord. Jeg hører det som den tiltalte, der stilles i ansvaret, og det vil sige, at kun i og ved dette ansvar er jeg stillet over for Gud. I en fordring om tro eller lydighed. Det foregår ikke i betragtningens eller i ræsonnementets sfære, men i troen.

Som Olesen Larsen også formulerer det: Mennesket kan ikke kigge ud af sit eget liv for at spejde efter Gud. Det er her - i menneskets eget liv, i ansvaret, lydigheden, troen, at Gud er Gud. Det er moderne at tale om gudsbilleder og gudsforestillinger, men Olesen Larsen kender ikke nogen gudsforestilling, der først skal stables på benene, før han kan høre Guds ord. Ligesom for Moses på Sinai og ligesom hos Luther viser Gud sig kun for ham bagfra - i barnet i krybben, i manden på korset. Og når Gud er myndigheden over mit liv, hvorfor skulle jeg så tilmed kunne forestille mig Gud.

Pro me - extra me. Disse latinske udtryk refererer til Luthers skiftende opgør. KWH skriver: "Med den unge Luther slår Olesen Larsen på, at evangeliet er sandheden for mig, pro me, og ikke en historisk rapport, som jeg tilbagelænet kan sidde og studere. Men den ældre Luthers understregning af, at evangeliet samtidigt er ekstra me, er udenfor mig, i det ydre ord og i sakramenterne, har jeg svært ved at finde hos Olesen Larsen. Meget karakteristisk hedder det hos ham: "Nadveren er forkyndelse af evangeliet om Jesus og ikke andet end forkyndelse", det er først senere og under hedensk og jødisk påvirkning, at det er blevet til en mystisk og magisk handling".

Jeg har aldrig haft fidus til forskeres skelnen mellem den unge og den ældre Luther - med en mellemliggende udvikling, der skulle have fundet sted i Luthers teologi. Men jeg er jo heller ikke Luther-forsker, og desuden har spørgsmålet om hans udvikling aldrig interesseret mig. Hvad der har optaget mig, er hans handlen, hans opgør. Og her véd jeg, at fronten skifter radikalt for Luther.

Da han gør op med romerkirken, som havde gjort dåb og nadver til magiske handlinger og dermed (med et udtryk af Olesen Larsen) havde sakramentaliseret Gud og menneskets egen eksistens, da står og falder alt for Luther med troen. Det hele sker pro me. Da taler Luther bestandigt om det indre i modsætning til pavekirkens magiske udvendighed, hvor nadveren er et stykke forvandlings-hokus-pokus, der virker - ja, lad os bare sige "objektivt". Ikke troen på sakramentet, men handlingen selv, nadverelementernes forvandling, er den frelsende kraft.

Men da han står over for sværmerne, for hvem alting sker i deres indre syner og åbenbaringer - uden skriftens ydre, konkrete vidnesbyrd, uden indstiftelsesord, uden ydre ordninger - da vender Luther tilsyneladende 180 grader og hægter alt op på det ydre - på det, som er extra me. I virkeligheden siger han vel ganske det samme, som han hele tiden har sagt, men fjenden er en anden. Sådan kan det være nødvendigt at sige tilsyneladende modsatte ting i forskellige situationer, og mere anskueligt kan det vel ikke blive, at ordene ikke rummer vandtætte og skudsikre garantier.

Olesen Larsen og Grundtvig
Men det betyder jo netop ikke, at det ydre ord og de ydre tegn er ligegyldige. Og det er de så vist ikke for Olesen Larsen, selvom KWH hævder det. Jeg vil især anbefale læsningen af Olesen Larsens eminente artikel om Grundtvigs salmer - om hvorfor han bruger dem ved sine gudstjenester og finder den pureste kristendom i dem, skønt han ikke hører til det grundtvigske vennelag. Artiklen er et opgør med grundtvigianernes sakramentalisme, som han intet belæg finder for i Grundtvigs salmer.

Udgangspunktet for OL's belysning af Grundtvigs salmer er Jesu afskedstaler i Johannes-evangeliet, hvor disciplenes hjerter er fyldt med bedrøvelse på grund af hans bortgang. "Men jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går bort, så vil jeg sende ham til jer. … Om en liden stund skal I ikke se mig længere, og atter om en liden stund skal I se mig. I skal være bedrøvede, men jeres bedrøvelse skal vendes til glæde …".

"Sådan sker det for os stadig på ny", siger OL, "at Ordet kommer, at det tages bort som det direkte givne, for at det må høres og tros som det, det i sandhed er: det evige livs gave." Sagt med mine egne ord: Disciplene og vi må miste Kristus for ret at få ham. Vi må bedrøves i håbløshed, for at glæden kan fødes - ikke som én psykologisk tilstand, der afløser en anden, men som det bestandigt at være ribbet for alt for at modtage alt. Pointen hos Olesen Larsen er hele tiden, at intet er tilstande, alt i gudsforholdet, ja i menneskelivet overhovedet, er begivenhed og relation. Eller med Kierkegaards udtryk: Intet er tilstand, alt er aktualitet. Vi kunne også sige: Alt er vorden ved Guds dynamiske og uophørlige handlen. I dåbens begivenhed bliver mennesket bevæget, men det bliver ikke bevæget fra ét sted til et andet eller fra én tilstand til en anden. Det kommer derimod i et nyt forhold til Gud. Olesen Larsen er konsekvent tro over for det lutherske, at et menneskes stilling i livet aldrig er set i og for sig, men altid coram deo eller coram hominibus - i forhold til Gud eller i forhold til mennesker.

Det er det centrale, også i Olesen Larsens forståelse af sakramenterne, af dåb og nadver, som han deler med Grundtvig. Det gives altid på ny. Det er aldrig noget, vi har. Med hans egne ord: "Hvad Gud gennem Kristus har gjort imod os og gør imod os; det er gerningen, besøget, begivenheden, der er indholdet af Grundtvigs salmer, aldrig en lære eller hjælp til at komme i en bestemt tilstand".

Og det hele sker pro me:

"Os frelser kun hans ord til os,
ej ordet til de andre".

Og når ordet har lydt, og sakramenterne er uddelt, så er det ikke hos mig som en ejendom, jeg har overtaget, thi - med et par andre verslinier, der kunne danne motto for alt, hvad Olesen Larsen har sagt og skrevet:

"Hvad os Gud har givet,
er stedse i hans hånd".

Side op og side ned citerer Olesen Larsen Grundtvigs salmer og giver i øvrigt Grundtvig helt ret, når denne identificerer Jesu opstandelse påskemorgen med Luthers reformatoriske gerning og med Grundtvigs egen mageløse opdagelse af det levende ord. Det hele sker nu; det hele er virkelighed i den liden stund, hvor Kristus - Guds levende ord - tages fra os for at gives os på ny.

Olesen Larsen mindes Luthers ord om, at sakramenterne er unyttige, når de ikke prædikes og siger, at Grundtvig har vidst at prædike dåb og nadver. Men, føjer han til, hvad sakramentalt er der i denne forkyndelse?

Med vand og helligånd -
KWH vil gerne være ved, at dåb og nadver skal prædikes, men hun finder det påfaldende, at Olesen Larsen ikke nævner det, som er særligt for dåb og nadver: Det ydre håndgribelige tegn. Det er næsten, som om der ikke er noget særligt ved sakramenterne. At de altså egentlig ikke er "sakramenter".

Men det er ikke rigtigt. De ydre tegn er for Olesen Larsen yderst håndgribelige. For dåbens vedkommende er tegnet vand - slet og ret kommunalt postevand, tappet lige ud af den kolde hane - og - som vi har brugt det hjemme hos os: kuldslået med lidt fra den varme hane, så at dåbsbarnet ikke skal skrige alt for højt ved at få det i hovedet.

Vi døber med vand og Helligånd, ikke med helliggjort vand, ligesom nadverens brød og vin vedbliver at være brød og vin uden nogen forvandling, hverken af nadverelementerne eller i menneskets indre. Dåbsbarnet bringes ikke i en ny tilstand. Der sker for så vidt ingenting. Og dog prædikes brød og vin at være Jesu Kristi legeme og blod. Ordet, som har myndigheden, gør hele forskellen.

Denne lutherske nadverforståelse plejede Vilhelm Krarup at illustrere over for sine konfirmander med en 100 krone-seddel. Hvad består den egentlig af? - Svaret er jo: slet og ret en lap papir og ikke andet. Men hvordan kan en lap papir med en egenværdi af et par øre dog være 100 kroner? Har den alligevel undergået en mystisk forvandling til noget mere værdifuldt? - Over hovedet ikke. Men de, der har myndighed til det, har sagt, at den er 100 kroner, og så er den det. Sådan også med brød og vin: Den, der har myndighed til det, siger, at det er hans legeme og blod. Og så er det det. Uden noget hokus-pokus skaber ordet, hvad det nævner.

Vilhelm Krarup havde så et tillægsspørgsmål til konfirmanderne: - Hvad sker der, hvis alle mister tilliden til den lap papir, og ingen tror på, at den er 100 kroner værd? - Ja, så er den faktisk ikke noget værd. Tro må der til! - Hvormed han selvfølgelig ikke ville sige, at det er vores tro, der opretholder ordets gyldighed, men kun, at ordet virkelig taler til tro og ikke til forvandling - at det er for troen, brødet og vinen er Jesu Kristi legeme og blod. Og "for troen" det vil ikke sige for indbildningskraften, men det vil sige: I virkeligheden. Derfor bør præsten efter min mening også sige nadverindstiftelsesordene højt og klart ud til menigheden og ikke henånde dem over nadverelementerne.

Olesen Larsen skriver: "Den sakramentale opfattelse af dåb og nadver ser i vandet ikke blot vand og i brødet ikke blot brød, men tillige noget andet og mere, eller vandet er dog noget særligt vand og brødet noget særligt brød. Det er altså ikke blot, hvad det ser ud til, men for de indviede tillige noget andet - så er det temmelig ligegyldigt om dette andet opfattes mere eller mindre bogstaveligt eller materialistisk, mere eller mindre magisk; der er under alle omstændigheder tale om en eller anden form for "forvandling"; det drejer sig om en naturbegivenhed om end af en særlig art; det sker nok med mennesket, men det sker ikke mennesket; det er ikke et møde, der kræver afgørelse, men en begivenhed, man overværer.

Svarende hertil modtager man i grunden ikke dåb og nadver med sine naturlige sanser - man ser ikke med sit naturlige øje og hører ikke med sit naturlige øre, men med en højere mystisk sans, d.v.s. sakramentet er for de indviede. Andre kan ikke få noget ud af det, fordi det for dem ikke er andet, end hvad de kan se og føle."

Se og føle, ja. Her kunne Olesen Larsen endnu en gang have citeret Grundtvig ("Denne er dagen, som Herren har gjort"):

"Lad os det føle og smage:

Ånden er bedre end kød og blod".

Kristendom er en prædiken, og en prædiken skal høres. Andet end at høre skal vi ikke. Thi kristendom er ikke kød og blod, men Ånd. Evangeliet taler ikke til de naturlige sanser. Det kan ikke føles og smages. Men med de ydre tegn, der er føjet til Ordet i dåb og nadver, får det barn, der hældes vand over, og den voksne, der nyder brød og vin, at føle og smage, at Ånden er bedre end kød og blod. Med de naturlige sanser mærker vi de ydre tegn i sakramenterne, som Gud har skabt dem: vand, brød, vin - hvis det da ikke er alt for ringe for os. For fattigt, for virkeligt.

Realpræsensen
Jeg synes, at KWH skaber sig helt unødige problemer med læsningen af OL, når hun diskuterer, om han egentlig ikke fornægter realpræsensen - altså dette, at Jesus Kristus er lyslevende til stede i nadverens brød og vin - at det ikke bare er en symbolsk handling, ikke bare noget, vi leger, sådan som Zwingli hævdede, indtil Luther afbrød samtalen med ham ved at skrive med kridt på bordpladen: Hoc est corpus meum. Dette er mit legeme og blod. Hun citerer Olesen Larsen:

"Når derfor religionernes Gud har fortyndet sig i det fluidum, man kalder den ene Gud, så opstår der et behov for at få gjort ham mere håndgribelig, steds- og tidsbundet, og så fremkommer de nye afguder: realpræsensen i sakramenterne, i en særlig kreds, på et særligt tidspunkt, hvorfra man så lader ham brede sig ud i tid og rum".

- Nå-nå. Hvad er nu det? spørger KWH. Fornægter han nu også realpræsensen…?

Jamen der står jo klart og tydeligt: "i en særlig kreds på et særligt tidspunkt". Det er ikke realpræsensen, OL afviser, men den særlige sakramentale vennelagsdyrkelse, der styrker sig ved at tale om "realpræsensen", men taler om noget helt andet.

Jeg skulle engang holde gudstjeneste i en grundtvigsk valgmenighed, og præsten sagde til mig forinden: "Her holder vi tavs nadveruddeling, for her forbinder vi ingenting med Luthers ord om, at Kristus er i og under og bagved brødet og vinen. Det er rent tankespind. Men valgmenigheden har et måltidsfællesskab, og her tror vi, at Kristus er med". - Ja, ikke sandt? i en bestemt kreds og til et bestemt tidspunkt, hvorfra Kristus så kan brede sig ud i tid og rum. - Jo mere vi er sammen, er sammen, er sammen… Jeg gjorde høfligt opmærksom på, at jeg gerne fulgte stedets skikke og riter, men at når jeg holdt nadveruddeling, så var det altså med ordene: - Dette er Jesu Kristi legeme. Og: Dette er Jesu Kristi blod. Uanset om det måtte tage appetitten fra den fællesskabshungrende menighed.

Jo, også dåb og nadver kan så vist blive objektiverede som garantier. Søren Kierkegaard ramte plet, da han skrev, at dåben for grundtvigianerne var blevet til noget, der svarede til jødernes omskærelse. Thi hvor Gud rækker menneskene sine gaver, vil menneskene straks rive gaven til sig, forvandle den til ejendom, gøre sig rige i troen, som Horstmann sagde det om den menighed i Korínth, som Paulus skrev og skældte bælgen fuld, fordi de folk ikke havde fattet, at deres fromme kundskab kun opblæser, mens kærligheden alene opbygger.

Derfor understreger Olesen Larsen utrætteligt, at troens gave er for den vantro, ikke for den troende.

- Jeg tror, hjælp min vantro!
"Altså", siger KWH - "Altså tro er vantro, og vantro er tro. Pietisterne er i virkeligheden vantro, og de, der ikke er pietister, men bekender, at de ikke selv kan finde Gud, tror. Men hvad så med alle dem, der ikke er pietister eller antipietister, men vaskeægte hedninger - f.eks. dem, der bekender sig til Allah? Skal de også benævnes med hæders betegnelsen vantro?"

Jeg synes, det er en mærkelig udialektisk leg med ordene, så de helt overflødigt kommer til at stå i vejen for hinanden.

- Jeg tror, hjælp min vantro!

- Det har siden Ny Testamente været den kristnes bekendelse og bøn, som lægger alt på Kristus, der skænker troen til trøst og frimodighed. Det betyder da ikke, at tro og vantro er det samme. Men det betyder, at jeg ikke forføjer over troen, og at Gud overvinder min vantro med tro. Hvor svært skal det være?

For, som Johannes Horstmann ikke kunne blive træt af at sige. Kristus er kun, hvor der er vantro syndere. Hvor der ikke er nogen af dem, dér er Kristus heller ikke. Der er ingen brug for ham. "Jeg er ikke kommet for at kalde de raske, men kun de syge".

Og hvad muhamedanerne angår, så synes jeg da, det ville være et udtryk for begrebsforvirring at karakterisere dem som vantro (selvom det er, hvad de kalder os). Hvorfor dog ikke kalde dem det, de er: Kristus-fornægtere, evangeliets fjender -? Noget mere troende end muslimerne eksisterer vel ikke. De har sandelig troens faste fundament objektivt sikret - i den grad, at de kan undvære Kristus, ja forbander ham højlydt. De modtager så vist ingen gratis gave, når de knalder hovedet i gulvet, vendt mod Mekka, men de bekræftes i den retfærdighed, de ejer. Er deres tros hvorledes dog ikke ganske betegnende for, hvad det er for noget, de tror på? Det er måske derfor, Luther i sit skrift mod tyrken understreger, at Gud har sendt os muslimerne som straf og som advarsel. Det kunne være en advarsel mod den "troens" sikkerhed, som også vi gerne hengiver os til, hvis ikke Gud selv standser os og fratager os al kødelig sikkerhed.

Var troen en følelse eller en oplevelse, som skulle fortrænge vantroens følelse eller oplevelse, så kunne det være ganske lige meget. Så måtte enhver hjælpe sig, som han bedst kunne - evt. med hjælp fra en religionspsykolog. Men troen er just bundet til ordet om Kristus. Og kun i det ord vil Gud møde os og åbenbare, hvem han er.

Kan Gud opleves?
Noget af det, der har forbløffet mig mest ved KWH's foredrag, er hendes afvisning af Olesen Larsens opgør med Morten Larsens oplevelseskristendom. Ikke at KWH har nogen sympati for Morten Larsen, men hun finder, at Olesen Larsens påstand om, at Gud ikke kan opleves, er absurd, et forsøg på at lægge Gud i lænker.

Hun skriver: "Derfor kan Gud også opleves, hvis det er det, han vil. Gud kan være positivt til stede, hvis det er det, han vil. Oplevelsen er ingen nødvendighed for nogen af os, for Gud har givet os sit ord og sine sakramenter. Dér vil han, at vi skal søge ham. Og derfor er troen, som Olesen Larsen skriver, alt, "Gud og saligheden, syndernes forladelse, det evige liv, håbet om opstandelsen".

Men selvfølgelig kan Gud gennem Helligånden lade sig opleve, hvis det er det, han vil".

Nej, siger jeg. Gud kan ikke opleves, for han vil ikke. Lige så lidt som han vil kendes i liflige dufte eller mærkes som en kildren i nakkehårene. Hvad det betyder, at han kan opleves "gennem Helligånden", forstår jeg slet ikke - da Helligåndens eneste gerning er at forkynde Kristi gerninger og skabe tro på dem. At give sig til at drøfte, om Gud, hvis han ellers vil, teoretisk set kan det, som han ikke vil, det er en ligeså ørkesløs spekulation som den, Luther i sine Tischreden mødte hos folk, der spurgte ham, hvad Gud lavede, før han skabte himlen og jorden. Luther svarede dem, at han sad og bandt ris til at varme bagdelen på dem, der stiller tåbelige spørgsmål. Det er jo hverken Guds væsen eller hans almagts potentiale, vi forholder os til, men hans vilje, som han selv kundgør os.

Jeg vil da ikke udelukke, at der kan forekomme noget, man kan kalde åndelige oplevelser hos folk, alt efter deres psykiske konstitution. Men det er helt uvedkommende. Hvad det så ellers er, de oplever, så er det ikke Gud, for mødet med Gud sker kun i hans egen åbenbaring, og han åbenbarer sig ikke i oplevelsen, kun for troen. Alle gejstlighedens islamvenner hævder ganske vist, at der er så mange tilgange til Gud, også uden om troen på Kristus. Men vi forkynder, at alle andre tilgange og indgange er spærrede af keruben med flammesværdet - undtagen den ene, hvor Kristus har sat keruben fra bestillingen og selv tager imod os.

Salmedigteren K. L. Aastrup fortalte mig en gang, at det var Olesen Larsens opgør med Morten Larsens oplevelseskristendom, der som en befrielse åbnede hans øjne for, hvad tro og åbenbaring er - især det udsagn hos Olesen Larsen: Morten Larsens forkyndelse kan ikke tros. Da han forkynder oplevelsen som selve indholdet i sit møde med Gud, kan forkyndelsen ikke tros. Dér var det sagt, at der kun er ét sted, hvor Gud giver sig til kende: I evangeliet om hans kære søn, som skal tros, d.v.s. antages i lydighed.

Lad mig dog føje til, at Olesen Larsen som sagt ikke er en ordfetichist, der har pådraget sig en tredjegradsforbrænding ved at røre ved ordet "oplevelse". Han véd, at det ord såmænd i sig selv er et godt og uskyldigt dansk ord, som blot har været en tur igennem pietismen, og at dets betydning som alle andre ords betydning er ganske afhængig af konteksten.

En march på stedet
Olesen Larsens teologiske tænkning kan have karakter af en march på stedet. Man bevæger sig, men man kommer egentlig ikke videre. Det hænger vel sammen med, at sådan er det liv, mennesket lever for Gud. En stadig bevægelse mod en ukendt fremtid, hvor man passerer det ene og det andet og lader det bag sig. Men selv er man fastholdt i øjeblikket - det øjeblik, hvor man lever. Man kan ikke overspringe det for at erobre fremtiden, og man kan heller ikke tøve og forblive i fortiden. Når man afgør sig for noget, så er det øjeblikkets afgørelse, og de effektive mennesker, der siger, at på den måde kommer vi jo aldrig videre, de skal nok have ret, men sådan må det være, når det at "komme videre" i virkeligheden er at tabe sig selv ved at flygte fra øjeblikket og øjeblikkets ansvar. Livet er forventning, men ikke forventning til ét eller andet fremtidigt. Livet er øjeblikkets forventning.

Det kommer stærkt frem i Olesen Larsens prædiken til 25. søndag efter trinitatis om Guds riges komme ved en katastrofe, som allerede skal komme over den nulevende slægt - en tale, som man selv i Jesu egen kirke har haft travlt med at undskylde, for dér tog Jesus vel nok fejl. Men Olesen Larsen siger, at Jesu Kristi fejltagelse, det er Jesu Kristi evangelium. Thi hermed sætter han mennesket i øjeblikkets forventning.

Forventningen trættes aldrig, siger han, for det er jo Gud, den forventer. "Forventningen er jordens ja til Guds barmhjertighed. Den forventendes liv er som alle andres; forskellen er forventningen, og den ses ikke. Forventningen har brudt broen af bag sig; den ser kun fremad, aldrig tilbage. Kun et øjeblik adskiller den fra Guds rige, og dette øjeblik er forventningens. I det mødes den med Gud. Men når nu øjeblikket forsvandt, og tiden gik videre; når nu Guds hånd atter drages tilbage, bliver afstanden da ikke større? Nej, således er det ikke; når hånden drages tilbage, drager den forventningen med sig".

Det er især på grund af de sidste ord, jeg anfører citatet. Billedet af Guds hånd, der drages tilbage og drager forventningen med sig, er et stærkt udsagn om, hvorfor forventningen aldrig kan skuffes, og hvorfor den aldrig går tabt for mennesket. Fordi mennesket i den løbende og bevægelige tid må blive på pletten - forventningens plet.

Da de første menigheder blev trætte af at forvente det Guds rige, Jesus havde lovet, så kom kirken i stedet. Sådan lyder kirkehistoriens resignerede kommentar til "Jesu Kristi fejltagelse". For kirkehistorikeren forventer udvendige begivenheder og fatter måske ikke, at forventningen af gudsriget og gudsrigets komme sker for den enkelte i dag.

Nutids- og fremtids-eskatologi
Olesen Larsens march på stedet hænger også sammen med, at for ham er eskatologien, læren om de sidste ting - om historiens ophør ved historiens ende, da gudsriget skal komme - en rent præsentisk (nutidig) eskatologi. Anderledes taler han i hvert fald aldrig. Historiens ende og gudsrigets komme er her midt i historien - i øjeblikket. Denne præsentiske eskatologi har Olesen Larsens først og fremmest lært af Johannes-evangeliet, hvor påske og pinse og Jesu genkomst går i ét, og hvor der ikke er nogen lære om de sidste tider som noget futurisk (fremtidigt), men hvor mennesket hele tiden står i den liden stund med forventningen om Guds riges komme i det næste øjeblik. Den liden stund, hvor Kristus tages fra os for at ville møde os som den, han virkelig er.

KHW savner en futurisk eskatologi hos Olesen Larsen, og det forstår jeg godt. Jeg medgiver gerne, at det ikke er hos ham, jeg har fået inspiration til begravelsesprædikener. Man skal bare ikke glemme, at ud af den eskatologi, der siger "her og nu", springer den eskatologi, der taler om Jesu genkomst og fremtiden i Guds rige. Fremtidseskatologien er en udfoldelse af nutidseskatologien. Men nutidseskatologien er samtidigt fremtidseskatologiens prøvesten og sandhedskriterium.

Som det hedder i Kingos bebudelsessalme:

"Så skal din Himmel i mig her
Ved Åndens kraft begynde.
Mit hjerte, sjæl og alt begær
Sig op til Gud skal skynde…".

Himlen - det evige liv - begynder nu, da evangeliet høres, men den, der ved at høre det skynder sig op til Gud, ved dog, at hans død spærrer for hans udsyn til Guds rige, men ikke for hans videre vandring ind i det, så sandt han hører, at hans død er besejret.

Mennesket stræber jo altid selv imod at overspringe det øjeblikkelige liv, det lever her på jorden, at overspringe sit liv og sin død. Det høres blandt andet i den moderne sværmeriske tale om "et liv efter livet". Sådan noget kender kristendommen intet til. Kristendommen taler aldrig om et liv efter livet, men netop om et liv efter døden, som Rudolph Arendt har sagt det med en formulering, som jeg i øvrigt ikke tror, Olesen Larsen ville skrive under på.

Evangeliet viser mennesket tilbage til den nutid, hvor det ingenting har af liv, men må bede om det hele.

Og at stå dér, det er netop at være vendt mod den ukendte fremtid, mod dødens uomgængelige realitet og opstandelsens håb. Det er det levnedsløb, hvori jeg går den genkomne Kristus i møde, hvor jeg går mod den dom, som han selv i min dåb har undtaget mig fra, så at han i stedet selv siger: "Gå ind til din Herres glæde!" Det er at blive draget mod den grænse, hvor alt endegyldigt mistes - men med håb.

Jeg kan vel i nutiden savne forkyndelsen af Jesu genkomst og fremtiden i Guds rige, ikke kun hos Olesen Larsen, men hos nutidsforkyndere i det hele taget i de sidste mange generationer. Jeg kan undre mig over, at de ting, vi helt naturligt synger om i vore bedste salmer, næsten ikke forekommer i præsternes prædikener. Hvorfor er det så svært at sige, at vi stævner imod det rette fædreland og beder om, at "så frydeligt der til evig tid med venner i lys vi tale"? Men jeg er også vis på, at uden Olesen Larsens forkyndelse af forventningen i øjeblikket og Guds riges komme i det næste øjeblik er al fremtidseskatologi kun tom ønsketænkning - en jødedom, der blot er forlænget ud over dødens og historiens grænse. For uden Olesen Larsens forkyndelse ville menneskets fremtidshåb være et håb til mennesket selv, og ordet Gud ville blot være et ord, vi smykkede denne forventning med. Ja, sådan er vore forhåbninger jo i realiteten beskafne, men vi standses af et ord, som selv vil give os alt, og derfor først må tage alt fra os - og dermed viser os tilbage fra ønsketænkningens fremtidsvisioner til dagen i dag. Derfor, når jeg møder forkyndelsen af en futurisk eskatologi, så sender jeg den igennem Olesen Larsens præsentiske nåleøje, og så vil det vise sig, om den står sig - om det overhovedet er kristelig tale om dette liv eller ønsketænkningens tale om et "andet liv".

Den kristne er stadig på vandring, selvom vandringen sker for Guds ansigt og derfor er en "march på stedet". Det Gudsord, han har hørt og igen skal høre, det hører han her i historien, og så kender han sin historie som historien om Guds forsyn.

KWH taler om Guds vertikale og Guds horisontale handlen, udtryk som jeg selv har anvendt. Den horisontale handlen finder hun, at Olesen Larsen glemmer at tale om. Det synes jeg nu ikke, han gør. Han skriver f. eks. i sin kritik af tidens historievidenskab:

Historien og dens ende
"I virkeligheden er den moderne historieopfattelse teologisk; som så meget andet fremgået af den ved sammensmeltningen af den kristelige bevægelse og græsk spekulation fremkomne ortodoksi. Man har kaldt myten for primitiv filosofi - den moderne historieopfattelse er vor tids myte. Hensigtsmæssigheden repræsenterer forsynet, udviklingen Guds styre, historiens kræfter Gud; historiens mål, fornuftens og idealernes sejr Guds riges virkeliggørelse. Den kristelige eskatologi, som var hver tid lige nær, og netop derfor historiens, udviklingens ende, har man nu anbragt ved historiens ende som historiens mål udtrykt ved de stadige tilnærmelser. Og troen hjælper som sædvanligt over alle vanskeligheder: Den hjælper os med at komme bort fra den virkelighed, der er os selv og bortfortolke alt, hvad der taler imod. Det øjeblikkelige udbytte af denne religion er harmoni og fred, sikkerhed og ret til at afgøre vort forhold til livet efter, hvordan det honorerer vore Krav. Ret til at tro, at det, der styrter det gamle, nødvendigvis må være noget bedre eller i hvert fald Overgang til noget bedre. Man har ofret Mennesket selv, men udødeliggjort dets drømme.

Gud er blevet historiens herre, d.v.s. Gud er blevet indlagt i historien. I Ny Testamente er det derimod djævelen, der er historiens, udviklingens herre, hvad Nietzsche måtte gøre sin samtid opmærksom på, - historien er "Verfallensein". Gud er afskaffet samtidig med, at han proklameres som historiens, udviklingens herre. Gud er i historien, som derfor ikke leves, ikke kan leves for hans ansigt. Og historien selv bliver tom og meningsløs, uden ansvar og uden håb; det enkelte menneskes liv uden "standsning", uden afgørelse".

Uden standsning, uden afgørelse, ja.

Her er det sagt, at hvor vi indlægger Gud i historien og dermed fornægter hans forsyn, dér er historien én stor meningsløshed, netop ved vore forsøg på at give den mål og mening, netop hvor eskatologien, som er historiens ende, af os anbringes ved historiens ende som historiens mål. Den er jo ikke historiens mål, men historiens sammenbrud.

Alt kommer an på standsningen undervejs, på Guds vertikale handlen, når hans ord lodret fra oven lyder og gennemskærer tiden og afsætter det mærke i tiden, som deler den i fortid og fremtid - det mærke, som er øjeblikket, hvor mennesket står i afgørelsen. Og så kan mennesket slet ikke stå noget andet sted. Så har mennesket tillige fået en historie i den fortid, som det skal besinde sig på for at færdes i verden.

Først hvor gudsordet har gennemskåret tiden og sat mennesket i øjeblikket, bliver dets tomme historie fuldstændig åbenbar som en historie under Guds forsyn. Først dér ser vi den som Guds stadige horisontale handlen. Den givne historie får en giver, som selv åbenbarer, at det er det, han er.

Jeg synes, det er tankevækkende, at den artikel, som mit citat er hentet fra - "Om vort Forhold til Historien" - er fra 1943, det samme besættelsesår, hvor Martin A. Hansens "Fra folkets Danmarkshistorie", udkom, de fortællende foredrag, Martin A. Hansen holdt for skoleelever, fordi han netop nu var kaldet til at minde de unge om, hvem de var, og hvad det gjaldt.

Troens slutkamp med islam
Jeg vil vende tilbage til begyndelsen, da jeg omtalte Islamkritisk Netværk - og jeg vil til slut stille det spørgsmål, hvad truslen fra islam skal kalde frem hos os i dag. Den skal kalde stridsmænd og stridskvinder frem, som vil slå djævelskabet tilbage - sådan som hæren under løven Aslans førerskab slog heksens djævleskare tilbage i Lewis' Narnia-fortælling. Ikke ved at vi forfølger eller brandskatter muslimerne, sådan som deres imamer ville gøre med os, som de kalder dhimmier den dag, de måtte have vundet sejr - men ved at gå efter fjendens fane - efter det totalitære halv månesymbol og alt, hvad det står for af selvretfærdig samvittighedsløshed - og vriste det ud af hænderne på dem. Vi taler altså om det kristeligt teologiske opgør med islam, ikke om politik.

I et slag skal man altid gå efter fjendens fane, ikke efter tilfældige soldater og legioner. Og det skal vi selvsagt gøre under det korsflag, som er vores, og som vi skal vedkende os som vores.

Men hvem er det da, der kaldes ud under korsets mærke? Det er så vist ikke de stærke, de retfærdige, de troende. Det er de svage, synderne, de vantro. Dem er det, der på deres skuldre har fået slaget som troens riddere. Dem er det, der er kaldt frem for at stride den gode strid - ikke for at vinde den store endegyldige sejr, men fordi denne sejr er vundet, da Kristus døde, forladt af Gud og mennesker på et kors. Ligesom løven Aslan i Lewis fortælling døde ydmyget og forhånet for sine fjenders hånd og for menneskeforræderens skyld - drengen Edmond, som svigtede, men som ved Aslans soningsdød blev taget til nåde og blev kronet til konge og indsat i slaget mod løgnens djævlehær. Og så satte den døde og genopstandne løve sig i spidsen for sin hær - og sejrede. Vi har intet at miste i den kamp, for vi har mistet alt til Gud. Men vi har alt at vinde, for alt skal gives os af Gud.

Og så vil vi hurtigt opdage, at den fjende, der er så brovtende sikker på sig selv, på sin retfærdighed og dermed på sin ret til at sejre og gøre os til dhimmier og slaver, han er uden kampmoral, når det gælder. For han har kun den Allah, som holder sig fornemt oppe i sin himmel og på tryg afstand af kamp og lidelser udsteder sine glædesløse dekreter. Mens vi kan kaste alt på den Gud, der selv kastede sig ind i kampen for os med det kæreste, han havde - sin enbårne søn, som var ham lydig til døden på et kors.

Og vi har de våben, der skal til. Luther har beskrevet dem i sit skrift fra kampen mod tyrken, "Kan soldater have Guds nåde?"

Til den bange eller anfægtede soldat, siger Luther: - Sig trosbekendelsen og Fadervor - og hug så til! - Og Luther forsikrer, at både hest og rytter bliver fyrigere derved. En sådan hær er uovervindelig, og man vil se de frygtindgydende islamister, ligesom da de efter seksdageskrigen kastede støvlerne fra sig og benede hjem over Gaza-ørkenen.

De våben, Luther anbefaler mod tyrken, trosbekendelsen og Fadervor, er våben for de svage, i hvem Guds kraft udfolder sig helt, våben for de vantro, som slås til troens riddere, våben for vor Herres forrædere, som hvert øjeblik får alt igen, hvad de satte til. Og de våben er pudset af og rakt os ved den teologi, der bestandigt sagde os, at Gud er alt, du er intet. Den alene skyldes det, at der er rygrad og modstandskraft, fordi den lærte os, at kampens mål og kampens udfald ikke beror på os.

Hvor den tro, Olesen Larsen forkyndte - den, som ikke kender sig selv, men kun kender ordet om Kristus - skiftes ud med en tro, der er sig selv bevidst som et sikkert fundament, fordi vi i kampen mod islam synes, vi har brug for en synlig platform - dér er kampen mod islam tabt på forhånd. Men hvor evangeliet forkynder vores totale afmagt, og hvor det tros, dér er slaget vundet af den Gud, der er mægtig i de svage.

"Du, som af den "liden flok",
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som tør svinge Åndens sværd
under korsets mærke!"

Thi fortællingen om det slag har en anden side: Historien om vores selviske indkrummethed i os selv, der forhindrede os i at høre feltherrens kald og fordring.

"På vort eget nat og dag
stirrer vi med velbehag,
det forstyrrer freden;
Lad os Jesus én og hver
som vort liv og lys få kær!
Det gør enigheden".

Den sidste bøn bliver vi aldrig færdige med at bede. Den skal følge os ud i slaget og danne énheden - ikke en ensrettende konsensus-enighed, men den enhed, som på trods af os selv samler os i den fælles bekendelse og kalder os fra det fælles korsbanner.