Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 8-9, oktober-november, s.145-149.

Der er noget befriende i kravet om, at Danmark i spørgsmålet om indvandring til landet må sondre mellem vestlig og ikke-vestlig indvandring. Det gør en ende på megen falskhed og meget spilfægteri. Jo, i Danmark vil vi uden større betænkelighed acceptere en begrænset indvandring fra vestlige lande, mens vi slet og ret siger stop for indvandring fra ikke-vestlige.

Hvorfor ikke sige dette indlysende ligeud? 

Idet vi dog vil begynde med at fastslå det endnu mere selvfølgelige, at Danmark er ikke noget indvandrerland. Danmark er en nation. Danmark er beboet af et folk, ikke af en befolkning. Danskerne er som et folk holdt sammen af en fælles kultur, der bygger på samme tro, historie og sprog, og forudsætningen for, at Danmark er Danmark og ikke et tilfældigt beboet område, er respekt for denne folkelige og kulturelle virkelighed.

Derfor er Danmark ikke noget indvandrerland, for i et indvandrerland er der ikke noget folk og ikke nogen kultur i forvejen. Der er der områder, som indvandrere kan overtage og dyrke. Sådan var USA og Australien og Canada indvandrerlande – idet vi dog ikke skal glemme indianerne i Nordamerika, der i dag sidder som fanger i reservater i deres fhv. land. Dette er i sidste instans indvandrerlandets skæbne.

Også på denne baggrund vil vi fastslå med syvtommersøm: Danmark er ikke noget indvandrerland!.

Men naturligvis er der i en levende og omskiftelig verden mennesker fra udlandet, der fytter til Danmark, og naturligvis vil vi ikke sige noget totalt nej til en begrænset indvandring. En sådan har vi jo også haft i vores historie. Der kom hollændere til Amager, der kom huguenotter til Fredericia og Randers, der kom jøder til landet, der kom kartoffeltyskere til heden, der kom roepolakker til Lolland – i et begrænset antal, som ikke forhindrede, at de gled harmonisk ind i det danske folk og blev danskere. Og – vel at mærke: også blev det, fordi de som kristne europæere kulturelt var af samme slægt som danskerne, bortset fra jøderne, der som børn af den kristne-mosaiske tradition alligevel også var det.

Sådan var denne begrænsede indvandring fra vestlige lande og folk ikke noget folkeligt eller nationalt problem, og således vil vi på denne baggrund sige ja til en begrænset indvandring af vesterlændinge. Mens vi lige så kategorisk vil sige nej til en ikke-vestlig indvandring, der truer vores eksistens og identitet som folk og nation.

Ja, sondringen mellem vestlig og ikke-vestlig er fundamental og helt nødvendig i en nutidig verden, hvor der finder en folkevandring sted fra den tredje verden til den vestlige verden, og hvor Vesten slet og ret må forsvare sig selv og sin eksistens for at overleve. For dette er jo perspektivet – ikke mindst i en situation, hvor vi i Vesten føder alt for få børn, mens der finder en overbefolkning sted i den tredje verden. Således er det hele i sidste instans et spørgsmål om at være eller ikke være. Således er sondringen mellem vestlig og ikke-vestlig ganske uomgængelig – og kun de, der ikke vil tænke eller vil os det ondt, vil søge at ophæve sondringen.

Dette vil jeg lade være mit udgangspunkt.

*

Men jeg kender selvsagt den redebonne forargelse over synspunktet, for vi må ikke ”diskriminere”, hedder det med en velkendt frase. Vi skal alle være ”lige”. Eller som venstreføjen i Folketinget sagde i et beslutningsforslag 26. maj 2010: Vi vil oprette et ”antidiskriminationscenter” for at sikre ligheden.

Jeg var ordfører for Dansk Folkeparti, og jeg vil være så ubeskeden at citere mig selv fra denne ordførertale denne dag, hvor min indledning lød således:

”Jeg er ked af at sige det, men dette beslutningsforslag og bemærkningerne til det er et skoleeksempel på den begrebsforvirring eller intellektuelle overfladiskhed, der så ofte gør den offentlige debat i Danmark pinlig.

For det første: Hvad betyder diskrimination? Det betyder forskelsbehandling, og da mennesker er yderst forskellige, er diskrimination noget uundgåeligt i denne verden og kan ofte være noget højst nødvendigt, hvis virkeligheden skal respekteres.

Når diskrimination imidlertid er gjort til noget nærmest kriminelt i den mere umodne del af dansk offentlighed, så er det, fordi man i denne offentlighed dyrker begrebet lighed som noget helligt. Lighed til lands, til vands og i luften. Men der er jo intet, der er ”lige” i sig selv. Lighed kan kun eksistere i forhold til noget andet, i forhold til hvilket man er lige. Og lighed i sig selv, sådan som det ofte anvendes i dyrkelsen af ”ligestilling”, betegner da en trang til ensretning eller tyranni, hvor lige betyder det samme som ens.

Nej, vi mennesker er ikke ens, men forskellige, og forskellen skal respekteres, uden at vi ensretter eller tyranniserer hinanden. I to forhold gælder begrebet lighed. Dèr, hvor kristendommen gælder, er vi lige for Vorherre. Og dèr, hvor retssamfundet gælder, er vi lige for loven. To steder. I forhold til Gud og i forhold til loven. Dèr giver talen om lighed mening. Ellers er den meningsløs, et udtryk for begrebsforvirring og trang til at tyrannisere.

Og det viser sig derved, at lighedsdyrkerne henfalder til klynk eller sentimentalitet eller føleri, hvor manglen på klarhed og præcision i bestemmelsen af lighed erstattes af netop føleri. Det er dette, vi ser udstillet i bemærkningerne til dette beslutningsforslag. Hvad henviser forslagsstillerne nemlig til, når de skal begrunde oprettelsen af et ”antidiskriminationscenter”? De henviser til, at en tredjedel af fygtninge og indvandrere i Danmark føler sig diskrimineret. Og de henviser til den personlige oplevelse som begrundelse for diskrimination.

Ja, føleri og oplevelsesdyrkelse – det er dette beslutningsforslags grundlag. Men hvad kan man ikke lave love om, hvor følelsen skal begrunde loven, eller hvor de personlige oplevelser skal være lovgivningens grundlag? Hvem kan ikke føle hvad som helst, og hvilke oplevelser kan man ikke fantasere sig til at have? Hvor følelsen og oplevelsen skal være lovgivningens basis, er ikke blot retssamfundet, men også enhver klarhed og modenhed ophævet.

Hvis der er nogle i dette land, der føler sig snydt for de rettigheder, som loven tilsiger dem, så går man rettens vej. Og hvis der er andre, der føler sig oversete eller nedvurderede, så kan de glæde sig over, at for Gud er vi alle lige. Dette er vores frihed. Ligheden for Vorherre og lighed for loven. En lighed som den, dette beslutningsforslag forudsætter, hører ikke hjemme på denne jord og blandt voksne mennesker.”

*

Dette var ordene fra folketingssalen 26. maj 2010, og det glæder mig at kunne tilføje, at beslutningsforslaget om et diskriminationscenter blev fejet af bordet. Men dermed er den politisk korrekte sentimentalisering og lighedsdyrkelse jo ikke ophævet. Den har gudskelov modtaget kraftige stød og oplevet adskillige nederlag siden Systemskiftet af 2001, men derfor er Systemet Politiken og den herskende klasse i Danmarks Radio jo ikke sat ud af spillet. Disse ideologiske magtbaser gør fortsat deres indflydelse kraftigt gældende i dette land.

Og de vil ganske afgjort gå forrest i forargelsen over, at man bevidst sondrer imellem vestlig og ikke-vestlig indvandring til Danmark.

Det er der ikke noget at gøre ved, ikke andet end at gentage det selvfølgelige og søge at afsløre det demagogiske og indholdstomme, men mens vi efter evne gør dette, er der grund til og er det også mere spændende at overveje begrebet Vesten og at betænke, hvordan Vesten er kommet til at stå, som det er stillet i dag, og hvorledes denne vestlige verden er blevet så presset, som vi alle oplever det.

Vesten – hvad er det? Den vestlige verden – hvad har dens historie været i de seneste hundrede år?

Vesten vil i al korthed sige kristenheden. Det er kristendommen, der er den vestlige verdens grundlag. Forskellen på katolicisme og protestantisme er underordnet i forhold til forskellen på kristendom og andre religioner og de deraf følgende kulturer, og det er følgelig rigtigt at mene kristen, hvor man siger vestlig – også selv om der er stigende interesse for at tale om oplysningstid i stedet for at sige kristenhed.

Men denne vestlige verden har jo først og fremmest været Europa, og det er Europas skæbne for ikke at sige ulykke, der er baggrunden for det meste af, hvad der sker i udenrigspolitik og befolkningspolitik i dag.

For Europa har de sidste hundrede år været en katastrofe. Intet mindre – ikke i mine øjne og – tror jeg – heller ikke i et historisk perspektiv. I 1910 var Europa verdens midtpunkt og kraftcenter. Men Første Verdenskrig 1914-18 oprev dette Europa og gjorde det til en hærget og kvæstet verdensdel. Man kan diskutere årsagerne til Første Verdenskrig, jeg giver Tyskland skylden og giver igen Bismarck skylden for skabelsen af dette udfordrende og kraftstruttende Tyskland, der ødelagde den europæiske balance, men det korte af det lange er, at med Første Verdenskrig var Europa blevet afgørende svækket. Det blev værre endnu, fordi sejrherrerne i Første Verdenskrig, Frankrig især og i Frankrig især Clemenceau, kun var optaget af at straffe og lamme Tyskland og hensætte kontinentets største land i permanent svaghed og ydmygelse. Versailles-traktaten var en katastrofe derved, at den banede vejen for Anden Verdenskrig. Uden Versailles-traktat ingen Hitler. Uden en ydmygelse af Tyskland, som gav en hadefuld galning som Hitler alle fordele i den tyske befolkning, ingen tysk revanchekrig. Og uden en af Bismarck og kejsertidens Tyskland skabt ”tyskhed”, som gjorde den tyske selvforståelse syg og gav en Hitler mulighed for kalde sig for ”national”, når han hengav sig til en racetænkning, der satte lighedstegn mellem at være tysk og at være arisk på samme måde, som den muliggjorde en dæmonisering af jøderne som den ariske races evige fjende – ingen nazistisk magtovertagelse og dermed ingen ny verdenskrig. Det er alt sammen selvforskyldt. Det følger alt sammen af det med Bismarck oppustede Tyskland og derefter af de mod det besejrede Tyskland rettede had- og hævnforanstaltninger i Versailles, som gav den dæmoniske Hitler alle muligheder på en sølvbakke.

Nej, det er en meget sørgelig historie, historien i Europa fra 20. århundredes begyndelse til Anden Verdenskrigs slutning, hvor Europa har ødelagt sig selv totalt og henligger som en øde, rygende brandtomt. Således søgte vi i virkeligheden at begå selvmord. Hitler beordrede det jo direkte i 1945, hvor han gav ordre til, at alt skulle ødelægges og rives med i hans fald. Det var USA og Sovjetunionen, der var sejrherrerne i den nye verden, og et ødelagt Europa, der kun med vanskelighed havde undgået den totale ødelæggelse, henlå som denne verdens invalid.

*

Første og anden verdenskrig – det har været Europas ulykke i det tyvende århundrede, men der er en fortsættelse, som i mine øjne er lige så fatal. Det er EU. Eller det er de samarbejdsbestræbelser mellem de europæiske lande, der efter verdenskrigens ødelæggelse var lige så indlysende som nødvendige, men som til Europas skade fik en form, der forvandlede samarbejde til sammenslutning eller union, og som derfor betød et attentat på Europas virkelighed.

For hvad er Europa? Det er en verdensdel, der består af nationer. Således fortæller historien det, og selv om de europæiske nationer har forskellig historie, så ligner de hinanden deri, at de var forskellige fædrelande, der i den indbyrdes kappestrid udviklede Europa til at blive verdens centrum. Europa var nationernes Europa, tydeligst efter den westfalske fred i 1648, som afsluttede 30-års krigen og trak grænserne i Europa op, og det var disse forskellige nationer, som udgjorde paletten i det, der tegnede de kommende århundreders verdenshistorie. England, Frankrig, Holland, Spanien, Polen, Danmark, Sverige, sidst altså Tyskland udgjorde Europa, der i intern konkurrence udviklede vores verdensdels evner og styrke, og det er en misforståelse, når man vil lade verdenskrigene være en konsekvens af det nationale – eller af nationalisme, som man i nutiden ynder at kalde det. Det nationale er netop ingen isme. Det nationale udgør ikke en ideologi. Men det nationale betyder rent sprogligt det medfødte, og det nationale hænger sammen med historien. Vi er alle født i en familie eller i større sammenhæng i et folk, og familien og folket har sproget, fortiden og kulturen fælles. Således bliver folket i landet til en nation, og det er en menneskelig styrke at være i overensstemmelse med sit historiske udgangspunkt og tale samme sprog og høre til samme kultur. Det betyder sammenhæng og rodfæstethed og en fast identitet. ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går”, siger H. C. Andersen så enkelt og sandt, og det er denne enkle sandhed om den menneskelige virkelighed, der er indholdet af det nationale.

Det er rigtigt, at dette nationale blev misbrugt og perverteret i forbindelse med både Første og Anden verdenskrig, som jeg har været inde på det – i Første Verdenskrig af den magtsyge, som Bismarck havde skabt i det tyske kejserrige, i Anden Verdenskrig af den dæmoniske race-ideologi, som Hitler udviklede, men en uhyggelig forvrængning af virkeligheden ophæver jo ikke virkeligheden selv. Det gør det kun så meget mere nødvendigt at fatte, hvori virkeligheden består. Det er og bliver en misforståelse at tro, at man som Münchhausen kan trække sig selv til vejrs ved håret og således trække sig ud af virkeligheden, og det er denne fatale misforståelse, som Europa efter Anden Verdenskrigs afslutning hengav sig til, da man begyndte at opbygge det, der er blevet til EU. Alle var efter 1945 nemlig enige om, at et europæisk samarbejde nu var nødvendigt. Europas lande måtte arbejde sammen for at hele sårene efter den ødelæggende krig. Europa måtte nu stå sammen for at komme til kræfter. Bortset fra de kommunister, der talte Sovjetunionens, ikke Europas sag, var alle i Europa enige herom, og bl.a. Churchills opfordringer hertil blev modtaget med tilslutning.

*

Men det for Europa katastrofale var, at samarbejde blev forvansket til sammenslutning, hvor det nationale ikke var grundlaget for ny styrke, men hvor det nationale blev gjort til det, der skulle udslettes i en fremtidig europæisk union, og det er ikke vanskeligt at pege på ophavsmanden til denne europæiske misvisning. Det var franskmanden Jean Monnet, EU´s ideolog og grundlægger. Jean Monnet hadede nationernes Europa – dvs. det virkelig Europa. Jean Monnet ville i stedet skabe et uvirkelighedens Europa – et overnationalt monstrum, der sværmede for abstrakte ideer om enhed og ensartethed i stedet for at være tro imod sin historie og sit konkrete, folkelige udgangspunkt.

Jean Monnet havde allerede efter Første Verdenskrig håbet på og arbejdet for en overnational udvikling via Folkenes Forbund, og da håbet skuffedes, og Hitler overtog magten, var han efter Anden Verdenskrig besluttet på at dreje Europa i overnational retning. Han havde også mulighed for det som en indflydelsesrig diplomat og politiker i Frankrig, og i 1949 udkaster han ideen til det, der hedder Kul- og Stålunionen. I sine erindringer begrunder han det med følgende sætninger: ”For at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa”. Overvej udtrykket! ”Skabes et Europa”. Men Europa var jo skabt. Europa havde eksisteret i tusind år, selv om det i øjeblikket lå i ruiner. Europa har i tusind år været nationernes Europa. Og Jean Monnets ord viser da, at han vil ikke styrke og oprejse Europa, men han vil omskabe og forvandle Europa til noget, det aldrig havde været – et overnationalt, ahistorisk Europa.

Det er dette, han bruger Kul- og Stålunionen til fra 1949, og det er dette, den politiske udvikling i 1950´erne giver ham mulighed for. England og Frankrig kan i 1956 ikke gennemføre deres politik mod Ægypten i Suez-krisen, og således er der mulighed for at få gennemført den overnationale Romtraktat i 1957, hvor Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Italien og Luxembourg i fælles afmagt forskriver sig til en overnational fremtid – manifesteret i Romtraktatens indledende sætning, der umisforståeligt og én gang for alle fastslår, hvad EU drejer sig om: ”Besluttede på at opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere”. Så er det sagt. Så er sigtet lagt. Som Jean Monnet skriver til den engelske forhandler Harold Macmillan, der er skeptisk over for dette overnationale formål: ”Samarbejdet mellem nationerne, hvor vigtigt det end er, løser intet. Vi må søge en sammensmeltning af de europæiske folks interesser, ikke kun opretholde ligevægten mellem disse interesser”

Tydeligere kunne det ikke siges. En europæisk union. At omstyrte Europas virkelighed. Dette er EU´s motto og mening. Sammensmeltning, ikke samarbejde. Enhed, ikke enighed. Utopiens skabelse af et nyt Europa, ikke fred i det gamle Europa.

Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og EU – det er de tre historiske katastrofer, der har ødelagt og svækket vores kontinent, så vi nu henligger som et opløst og identitetsforladt område, der ikke som noget selvfølgeligt tør sætte grænser for indvandring til Europa og fastholde forskellen på vestlig og ikke-vestlig indvandring.

*

Ja, Europa tør ikke – tør ikke stå fast på sit eget værdigrundlag, sin egen virkelighed, for Europa er efter verdenskrigenes ødelæggelser så svækket, at man forskriver sig til den skinvirkelighed, der ligger i utopiens dyrkelse af det grænseløse, og således bliver det gjort til en forbrydelse at trække og hævde grænser – bl.a. grænsen mellem det vestlige og det ikke-vestlige. EU er skinvirkelighedens erobring af Europa. EU vil ikke vide af forskellen på Vesten og den øvrige verden, på kristenheden og de orientalske og arabiske lande, som har en anden og modsat kultur, og som derfor altid vil være fremmede i forhold til Europas bærende tradition og grundlag. EU gør derfor begrebet diskrimination – det, vi før mødte i folketingssalen – til forbrydelsen over alle forbrydelser, og en sådan dyrkelse af lighedens idé er naturligvis ensbetydende med, at man afvæbner sig selv over for den skæbnesvangre folkevandring fra den tredje verden, vi oplever i denne periode.

Og hertil tjener en anden utopi, der kommer til at udgøre efterkrigstidens herskende ideologi, og som passer som hånd til handske til EU’s krigserklæring til det nationale – nemlig menneskerettighedsideologien. EU er i sin foragt for nationalstaten nært beslægtet med menneskerettighedserklæringen. EU knytter direkte sig selv sammen med menneskerettighederne og bliver således yderligere befæstet i sin grænsenedlæggende, abstrakte tendens, hvor det gøres til en slags forbrydelse at vide af sit historiske, nationale udgangspunkt og være bundet af det og kræve det respekteret – bl.a. i forskellen på det vestlige og det ikke-vestlige.

Menneskerettighederne er ideen om, at alle mennesker er og skal være lige. Ja, vi er lige for Gud og i retsstaten lige for loven. Men menneskerettighederne har gjort sig selv til den højere, guddommelige sandhed om tilværelsen, og menneskerettighedserklæringen forkynder derfor som den højeste sandhed, at ”alle mennesker er frie og lige i værdighed og rettigheder” – som det hedder i artikel 2 i den menneskerettighedserklæring, der blev vedtaget af FN 10. december 1948. Samtidig med, at et knust, desorienteret Europa begyndte at orientere sig imod den konstruktion, der i dag hedder EU.

Men rettigheder – det er ikke noget, der svæver frit i luften. Rettigheder, det er noget, som loven giver mig. Dér, hvor der er lov, er der ret og rettigheder. Men det karakteristiske og afgørende er, at menneskerettighederne bygger ikke på en lov, men på en idé eller en filosofi, og så er menneskerettighederne ikke andet end en idealistisk proklamation eller en filosofisk prædiken.

Og dette er menneskerettighederne også. I oplysningstiden i 1700-tallet blev de opfundet af filosoffer og politikere, som ville hæve sig over menneskelivets grænser og begrænsninger, og i deres religiøse fantasteri hævdede filosofferne, at disse opfundne menneskerettigheder var universelle og naturlige og skulle gælde for alle. Og da Europa og for så vidt hele verden var brudt sammen i 1945, blev dette ideologiske fantasteri gjort til den høje og hellige sandhed, som alt og alle skulle indrettes efter.

Et fantasteri af samme art som EU. Og EU har derfor taget menneskerettighederne til sig og vil i politik og jura og på alle områder lægge menneskerettighederne til grund for Europa.

Og det af verdenskrigene svækkede Europa, som i sin svækkelse blev overtaget af EU og i overensstemmelse med den samtidige menneskerettighedsdyrkelse lagde den historisk givne, nationale virkelighed for had – dette Europa har ikke turdet og ikke magtet og ikke villet hævde sig selv som det vestlige kontinent, der er båret af en bestemt kultur og bestemt af en kristen tradition, og derfor – ja, derfor er det så vederkvægende, at der nu er nogle, der tør kende forskel på det vestlige og ikke-vestlige, og som vil fastholde forskellen i et forsvar for det sande og egentlige Europa, nationernes Europa.

*

Amerikaneren Samuel Huntington udgav for en snes år siden bogen om ”Civilisationernes Sammenstød”, hvor han hævdede den tese, at kommende krige eller sammenstød vil ikke være magtpolitiske, men civilisatoriske, idet de afgørende og grundlæggende modsætninger i verden af i dag er af religiøs og kulturel art. Man behøver efter min mening ikke at studere nutiden grundigt for at måtte give ham ret. Forskellen på kristendom og islam, på den af kristendommen sækulariserede civilisation og islams lovreligiøse og derfor totalitære civilisation er kun alt for synlig i en situation, hvor de muslimske landes overbefolkning gennem nutidens folkevandring sender millioner af muslimer ind i kristenheden og skaber stadigt skarpere sammenstød mellem disse to uforenelige kulturer eller civilisationer, og hvis Vesten skal overleve, er det derfor nødvendigt, at vi ser modsætningen i øjnene og især, at vi tør drage konsekvensen og tør forsvare os.

Jo, der er forskel på vestlig og ikke-vestlig, og Europas svækkelse er kun en anledning ekstra til at betone forskellen og lægge vores indvandringspolitik an på den. For den, der ikke vil dige, må vige. Den kristenhed, der ikke tør bekende sit eget udgangspunkt, og som derfor ikke vil hævde det i dets fundamentale forskelligartethed fra islam, vil i løbet af få generationer risikere at gå under i folkevandringen fra et islam, der drømmer sine gamle drømme om at kunne sætte foden på nakken af det ”vantro” Vesten. Sharia i stedet for grundloven. Ensretning i stedet for et kristenmenneskes frihed. Ikke-vestlig lovreligiøsitet i stedet for det retssamfund, der i Vesten er sat af forskellen på Gud og kejseren, på Kristus og menneskelivet i kald og stand (Luther).

Det bliver ikke lettere for Vesten at værge sig i en situation, hvor menneskerettighedstænkningen og EU trækker i ikke-vestlig, totalitær retning. Der er mildest talt udfordringer og risici nok. Så meget mere befriende er det, at der er nogle, som kræver, at Danmark i spørgsmålet om indvandring må sondre mellem vestlig og ikke-vestlig.