Af Sørine Gotfredsen, Tidehverv, årg. 80, 2006, nr. 9, november, s.147-148.

Det var en højst besynderlig oplevelse at læse Søren Krarups angreb på min person i sidste nummer af dette blad, og jeg må naturligvis tage til genmæle. Ikke kun fordi jeg føler mig aldeles misforstået, men også fordi Krarups facon rejser nogle principielle spørgsmål angående den tidehvervske stemmes fortsatte lødighed. Som det første vil jeg kort forklare grunden til min afsked med Islamkritisk Netværk, der er årsagen til Krarups raseri. Jeg sympatiserer fuldstændig med bekymringen for islams tilstedeværelse i Danmark og også med kravet om, at præster ubetinget skal forkynde den enorme forskel på de to religioner. Krarup har indlysende ret i, at en kristen teolog ikke bør være i tvivl om forholdet mellem kristendom og islam, og det kan jeg så sandelig forsikre ham for, at jeg heller ikke er. Men jeg forlod netværket, fordi jeg foretrækker som præst at stå alene med mine holdninger, og fordi selve det teologiske sprog ligger mig meget på sinde. Netværket kan komme til at repræsentere en ensrettet og fastlagt retorik, som jeg ikke nødvendigvis indholdsmæssigt er uenig i, men som ikke skal blive min eneste teologiske udtryksform. Det er enhver præsts opgave at indlemme de grundlæggende dogmer i et personligt sprog, og jo mere man bekræfter hinanden i faste formuleringer, desto større er risikoen for, at man ikke i egentlig forstand selv tilegner sig indholdet. Flokmentalitet og fælles overbevisning kan delvist dræbe erkendelsen i den enkelte, og i god kierkegaardsk ånd ønsker jeg at forblive i indre bevægelse. Dette udslag af "føleri" har Krarup næppe nogen særlig respekt for, men den helt store kortslutning sker for ham, når han konkluderer, at min udmeldelse af netværket automatisk betyder, at jeg har mistet enhver fornuftig tanke, jeg havde før. Den mulighed at jeg stadig ser mig selv - og i øvrigt jævnligt optræder - som aktør i "stridssamtalen" eksisterer ikke i Krarups univers, for her er en enkelt afvigelse desværre ensbetydende med det definitive frafald.

 *

Som et led i sin irettesættelse af min stil sætter Søren Krarup spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg overhovedet er teolog, og hertil må jeg blot sige, at det er jeg skam. Jeg er oven i købet en dygtig teolog, og det skyldes blandt andet, at jeg i hele mit voksne liv har læst adskillige af Søren Krarups bøger fyldt med skarp og konsekvent tænkning. Jeg er en stor beundrer af K. Olesen Larsen, der om nogen evnede at kombinere den kloge tidehvervske tanke med et smukt og indfølt sprog, ligesom jeg hylder hele den tidehvervske og yderst skarpsindige udlægning af menneskeliv og gudsforhold, der voksede frem i det forrige århundrede. Men jeg vil ikke kvit og frit overtage tidehvervsk retorik og slet ikke i den nutidige stagnerede form og det er denne bestræbelse på ikke at gro fast i gold dogmatik, der i Krarups dybfrosne univers udgør et sikkert tegn på, at jeg nu vil ende mine dage som en "følelsesskvulpende sværmer". Med denne groteske forenkling af tingene afslører Krarup, at han ikke rummer nuancer, for han magter ikke den forestilling, at en person kan basere sig på en klar dialektisk teologi og tro på Gud som realitet, alt imens man forsøger at fastholde en personlig udtryksform. Krarup tænker snorlige på grænsen til det umenneskeligt kliniske, og derfor fungerer han eminent som en lærebog i teologi, men han fungerer ikke nær så overbevisende som et levende individ. Han nærer så lidt tillid til mennesket (selv til ét, han indtil for ganske nylig opfattede som både "saglig" og "usentimental"), at det mindste tegn på afvigelse fra facitlisten uundgåeligt vil føre til absolut teologisk kollaps. Enhver mellemposition brændes på det krarup' ske bål, mens retorikken skrumper ind til en opslagsbog skåret over en forskrækket og ulideligt rigid opdeling mellem rigtigt og forkert. På den måde kan Krarup foretage sin konstante inddeling af folk i lukkede kasser, og det grænser til det komiske, at man nærmest natten over kan ryge fra kategorien saglig og usentimental til pietistisk og sværmerisk.

Spørgsmålet er, om Krarup overhovedet er indstillet på at indgå i samtale med sin omverden, og det spørgsmål er relevant for hele den tidehvervske bevægelse i dag. Hvis Krarups syn på selvstændigt tænkende væsner, der ikke blot blindt følger trop, fremover skal repræsentere Tidehvervs mentalitet, vil bevægelsen udvikle sig til et indspist og sekt-lignende familieforetagende, færre og færre kan tage alvorligt. Så vil Tidehverv gradvist miste gennemslagskraft i det samfund, bevægelsen nu i 80 år har været en så uhyre værdifuld stemme i. Når Søren Krarup brutalt afskriver en person, der grundlæggende er fuldstændig enig med ham, og som i flere år også offentligt har udtrykt sin store respekt for ham, findes der ikke længere en anstændig indstilling til andre stemmer. Så er det sket med sagligheden, hvilket ellers er et ord, der står højt på listen over krarup'ske yndlingstermer. Jeg har krydset en linie i Krarups sort-hvide verdensbillede, og set derinde fra bevæger jeg mig nu støt og roligt i retning af den store sentimentale druknedød, hvor jeg inden den sidste krampetrækning med spinkel stemme lige kan nå at bekende mig til både Brandes, Løgstrup og Seidenfaden. Jeg er en dømt frafalden, og det er en næsten surrealistisk oplevelse i den grad at blive tilsvinet af et menneske, som jeg må tilskrive en stor rolle i min egen teologiske udvikling. Og som jeg unægtelig havde tiltænkt et større menneskeligt format. Jeg vil naturligvis fortsat læse Søren Krarup med udbytte, men på det menneskelige plan bliver det svært for mig fremover at føle agtelse, og samtidig kan jeg ikke undgå at nære bekymring på vegne af Tidehverv. Hvis dette er udtryk for det generelle syn på dem, der langt hen ad vejen tilhører samme teologi, men som blot gerne vil fastholde en personlig bevægelsesfrihed, ser det trist ud. Så vil Tidehverv langsomt forgå i mangel på ilt.

*

Med hensyn til Søren Krarups pinlige hentydning til Peter Tudvads rolle i arbejdet med min roman om Søren Kierkegaard og Regine Olsen, vil jeg blot til sidst for god ordens skyld sætte et par ting på plads. Dette "førerskab" som Krarup kalder det uden at have så meget som skyggen af indsigt i forløbet var begrænset til en funktion, hvor Peter kontrollerede detaljer såsom den tids belysning på Frederiksberg Allé og møblementet i Kierkegaards lejlighed. Ja, selv kommafej var han så venlig at påpege. Men tolkningen af Kierkegaard kunne han naturligvis ikke drømme om at blande sig i, og den kan jeg i øvrigt også udmærket godt selv magte.