Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 80, 2006, nr. 9, november, s.148-149.
Ligesom Sørine Gotfredsen er også jeg ked af, at det er kommet til dette brud i vort indbyrdes forhold, men jeg må gøre hende opmærksom på, at det var en ganske bestemt argumentation i hendes kronik i Kristeligt Dagblad 4. juli 2006, i hvilken hun proklamerede sin udmeldelse af det islamkritiske netværk, der fik mig til at reagere i forrige nummer af Tidehverv. Hun taler nu om manglende saglighed hos mig, men jeg må konstatere, at hun slet ikke forholder sig til, endsige svarer på min saglige kritik.
Hvad vil det sige at ville undgå "at lægge vægt på dogmatisk ordkløveri frem for på Gud som realitet"? Og videre: Hvilken mening er der som luthersk teolog i at skrive: "Det er risikoen for, at den kolde dogmedød skal overgå både mig selv som teolog og den teologiske samtale som helhed, der er den grundlæggende årsag til, at jeg nu forlader Islamkritisk Netværk"?
Derom spurgte jeg i Tidehvervs oktober-nummer. Og jeg lagde ikke skjul på, at denne tale om Gud "som realitet" og denne tale om "den kolde dogmedød" forekommer mig dybt kompromitterende for netop en luthersk teolog, der skal forkynde Guds ord og ikke en bestemt psykisk tilstand. At være "varm" er en dyd i Alt for Damerne, men at ville lægge tankegangen til grund for en stillingtagen til evangeliets forkyndelse er mindre indlysende. På samme måde med Sørine Gotfredsens interesse for at undgå at "stivne" og at "størkne". Jeg er ked af at sige det, fordi jeg stadigvæk sætter pris på Sørine Gotfredsen, men denne snak er uforfalsket sværmeri eller pietisme, og hvis hun virkelig har læst Olesen Larsen, burde hun ikke kunne forfalde til den. Slet ikke i en situation, hvor den kristne kirke og evangeliets forkyndelse er truet af et islamisk djævelskab, der søger at fordrive kristendommen fra landet.
Det var hæderligt af hende at tage del i det islamkritiske netværk, der står fast på luthersk kristendom i dag, hvor fejheden fejrer triumfer og alt for få tør sige det klare og tydelige nej til islam, der skal siges i en evangelisk-luthersk kirke og et kristent land. Men det er ynkeligt at svigte opgøret for at pleje sine fornemmelser og udgive disse for en relevant argumentation. Gud "som realitet"? Ja, det er ordet om Kristus som vores daglige mod og frimodighed. Det er denne Kristus-forkyndelse, der er anliggendet. Ikke strømmende, "varme" følelser. Ordet er til tro, ikke til føleri.
Dette er sagen.