Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 85, 2011, nr 1, januar, s.1-2.

Da vi kom op på domhuset i Randers fredag 3. december om morgenen, kastede vi et blik på dagens retsliste. Den var slået op på gangen og meddelte, hvilke sager der i dag behandles i retten. Og her stod der, at Jesper Langballe i lokale G skulle forsvare sig mod en anklage ”for racediskrimination”.

Det var jo rigsadvokatens sigtelse i henhold til straffelovens paragraf 266 b, det handlede om, og som bekendt havde Jesper Langballe i januar 2009 udtalt sig om muslimske æresdrab i en støtte til Lars Hedegaards kritik af denne uhyggelige praksis. Mord på de piger eller døtre, som krænker familiens ”ære” ved at forelske sig i de forkerte. Denne bloddryppende praksis, som efter sigende forekommer hver dag i Tyrkiet, og som også har fundet sted i Danmark. Islams kvindesyn. Underkuelsen og i sidste instans drabet på de piger, som ikke lever op til de krav eller normer, som islam stiller.

Derom handlede Jesper Langballes retssag i Randers ret 3.december 2010. Men dommeren udlagde det anderledes. Mildt sagt. Dommeren skrev, at Jesper Langballe var sigtet for ”racediskrimination”, fordi han havde undsagt islams mord på familiens døtre, og for racediskrimination stod han nu anklaget. I henhold til retslisten på domhuset.

Vi var nogle stykker, der blev temmelig ophidsede ved denne retsliste og overvejede at rejse sag mod dommeren, men først og fremmest siger formuleringen jo noget om sproget og tankegangen i Danmark i dag. Og det er rigtigt, at paragraf 266 b i straffeloven har fået navnet ”racismeparagraffen”, fordi det nazistisk inspirerede begreb race blev gjort til paragraffens indhold i det lovforslag, som justitsminister Knud Thestrup fremlagde i folketinget i efteråret 1970 i forlængelse af FN-konventionen fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination, og betegnelsen er således et vidnesbyrd om det berettigede i SF-ordføreren Poul Dams kritik af, at hermed blev begrebet race for første gang indført i dansk lovgivning. Nej, at gøre menneskelivet til noget, der har med race at gøre, er i egentligste forstand nazistisk. En vulgaritet eller en infami.

Og totalt misvisende og falsk i forbindelse med en religionskritisk undsigelse af islams kvindesyn og -praksis.

Men altså normal sprogbrug i nutidens Danmark, som ikke blot danske medier svælger i, og hvorved de mistænkeliggør og forfølger islamkritiske røster, men som også landets retsvæsen benytter sig af. Dommeren i Randers skulle skamme sig. Men det skal rigsadvokaten også, for overhovedet at gøre brug af paragraf 266 b er at vulgarisere lov og ret i landet og gøre Danmark til en slamkiste, i hvilken åndsfrihed og ytringsfrihed selvsagt forfølges.

Det er dette, retssagen i Randers domhus dokumenterer.

*

Jeg kan ikke lade være med at kæde denne sprogbrug i denne retssag sammen med en anden episode, der fortæller om det samme. Det er en uge efter dommen i Randers, fredag 10. december, og jeg er kommet hjem fra Christiansborg efter en ophidset formiddag i folketingssalen. Det handlede om det emne, jeg ofte har beskæftiget mig med på disse sider af den enkle grund, at jeg er indfødsretsordfører og derfor gang på gang har anledning til at tage stilling til, hvad indfødsret er, og hvad den betyder for et folk. Hvem skal gælde for dansk i Danmark? Det skal landets børn, og til disse må også de fremmede høre, som stræber efter at blive danske og tale vores sprog og kende vores historie og respektere vore traditioner og overholde vore love. Med Grundtvigs ofte citerede, men rammende og rigtige ord:

Til et folk de alle høre,
Som sig regne selv dertil,
Har for modersmålet øre,
Har for fædrelandet ild.

Ja, dette er folkets og folkelighedens grundbetingelse, og hertil tjener de vilkår for indfødsret, som er nedfældet i grundlovens paragraf 44, og som siger, at ”ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”, og som derved giver folket igennem folketinget ret til at bestemme, hvem der kan komme på en indfødsretslov og opnå indfødsret.

Men i det seneste lovforslag, som var til anden behandling i folketinget i dag, er indsat 35 personer, som slet ikke har kvalificeret sig til at modtage den gave, som indfødsret er, men som er placeret på loven af en FN-konvention til begrænsning af statsløshed. Således underordnes grundloven FN. Således bliver indfødsrettens sammenhæng med modersmål og fædreland ophævet af en overnational institutions trang til at dirigere med mennesker og folkeslag. Således hersker foragten for folk og fædreland og for – ja, for ånd.

At være menneske er at være et tal, og FN lægger tallene sammen for at inddele dem i de passende afsnit eller kasser. Det er ligesom med dommeren i Randers: hun skal bare have sat et nummer og en etikette på sagen, og så er virkeligheden og sandheden ligegyldig. Man kalder en religion for en race. Eller man kalder en dansker for 1 stk. menneske. Og man lægger menneskene sammen i bunker og afsiger domme, som forhindrer danskerne i at tale frit ud om menneskelivets frihed og særlighed.

*

For ti år siden talte vi om det, vi eller i hvert fald jeg kaldte for et systemskifte, da magten i Danmark skiftede afgørende og en regering kom til, som ville et andet Danmark og talte om at føre kulturkamp. Jeg mente og mener, at det var det menige Danmark, det af Systemet Politiken foragtede folk, der reagerede imod en linie eller en politik, der ville erstatte Danmark med FN og ville forbyde danskerne at forsvare sig imod en multikulturalisme, der gjorde dansk kultur fremmed i Danmark, og som kunne bruge paragraf 266 b i straffeloven dertil.

Vi må i dag konstatere, at kulturkampen er ikke vundet. Vi må konstatere, at systemskiftet af 2001 er mindst lige så nødvendigt i 2011. En kulturkamp, ikke et politisk projekt. En åndskamp, ikke kun slagord og etiketter. En folkelig sans for modersmål og fædreland, ikke FNs fraser og rettighedsideologi.

Der er lang vej hjem.