Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, 2011, nr. 7, september, s.151-152. (7. søndag e.tr. - Luk.19.1-10).

Vanskeligheden ved at prædike over dagens tekst er, at det næsten er for nemt. Teksten prædiker sig selv og behøver faktisk ingen udlægning. At Zakæus var en skidt fyr, giver sig selv. Han var overtolder, altså skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. Og hans løn bestod i det ekstra, han kunne klemme ud af sine egne landsmænd. Når romerne havde fået deres, beholdt Zakæus resten. Det var tolderens løn. Altså en foragtelig person, et udskud, en undermåler i enhver forstand af det ord. Én, der åbenbart ikke har kunnet eller villet klare sig ved almindeligt hæderligt arbejde og derfor har gjort sig selv til en slags landsforræder.

Selvom det ikke direkte står i teksten, så tyder noget på, at han godt selv har været klar over det. Han har godt selv vidst, at han var en skidt fyr, og i hvert fald har hans landsmænd ikke ladet ham i tvivl om, hvad de mente om ham. Han har ikke kunnet vise sig i synagogen eller i templet. Han har i det hele taget ikke kunnet vise sig i godt eller pænt selskab. Han har virkelig været, hvad man i almindelighed ville kalde en synder. Et stor og grov synder. En overtræder af alle regler for normal og pæn og anstændig opførsel. Én, der svigter sit eget folk, og når man er jøde, er det at svigte sit eget folk noget nær det værste, man kan gøre, fordi det samtidig er gudsbespottelse.

Og nu sker det helt overraskende: Skynd dig ned af træet Zakæus, siger Jesus, for i dag vil jeg være gæst i dit hus. Frelsen kom til Zakæus' hus. Guds store accept, Guds store ”ja” kom til Zakæus, og det er fuldstændig ubegribeligt – både for Zakæus selv og for hans pæne landsmænd.

Vi læser historien på 2000 års afstand. Vi er så vant til at se ned på farisæerne og de skriftkloge. Vi er så vant til at forarges over de forargedes forargelse, men hvordan ville vi selv reagere?

Et stakkels forvildet menneske, som på en eller anden måde er kommet helt skævt ind på tanker og holdninger, begår en ufattelig forbrydelse. Han mener sig berettiget til at slå dem ihjel, som ikke mener det samme som ham. Han forsøger ikke at skjule det, han forsøger ikke at undskylde det, og han angrer da slet ikke, fordi han ikke mener, der er noget at angre. Han har gjort, hvad han har gjort, i sandhedens og retfærdighedens navn, mener han. Så også han fremturer med sin egen retfærdighed.

Og så falder hele ulvekoblet med alle de pæne og korrekte meninger og holdninger over ham.

Selvfølgelig skal han stå til regnskab for, hvad han har gjort. Selvfølgelig skal han dømmes og fordømmes. Der findes ingen undskyldning for, hvad han har gjort. Han er i sandhed fortabt.

Og selvfølgelig skal ofrene mindes. Sorgen skal have sin tid og sin plads. Det er uopretteligt, det, der er sket. Det er en national tragedie og kan og skal aldrig glemmes.

Men det ville være klædeligt, om alle vi pæne og korrekte holdt lidt igen med selvretfærdigheden.

Hvis vi nu tager Jesus alvorligt, hvem er det så, han kommer til. Står der ikke, at menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Også den fortabte er en Abrahams Søn, en Guds Skabning og et Guds Barn. Og det er hans hus, Jesus kommer til. Og så står vi der alle vi forargede: Det er dog for galt.

Og det ér for galt efter enhver menneskelig målestok. Men menneskesønnen kom altså ikke for de raske, men de syge. Han kom ikke for at frelse de frelste, men det fortabte. Måske skulle alle vi retfærdige lade os standse af det og holde en lille smule igen med selvretfærdigheden.

Alle beder for ofrene, og det skal man også, men hvem beder for bødlen.

Når jeg siger dette, så er det for at vise, hvor forargelig, Jesus i virkeligheden er. Og hvor tilbøjelige vi selv er til altid at anbringe os på de retfærdiges sted.

Og det er netop snublestedet, stedet, hvor vi læser galt og hører galt. Fordi: Har vi i virkeligheden nogen retfærdighed at stille med, når det kommer til stykket. Nej, det har vi ikke. Det eneste, vi har at stille med, det er selvretfærdighed. Det virkelig radikale ved Jesus er, at han ser lige igennem al vor indbildte retfærdighed og selvgodhed og korrekthed og ser os, som vi virkelig er. Kalket grav siger han. Facade, siger han. Bag det hele er I alle ens, nogle er blot lidt heldigere og smartere end andre. Og vi klynger os til selvretfærdigheden som en skibbruden til den sidste planke. Men også den tager Vor Herre fra os.

Og så er vi der – alle – alle fortabte – alle på lige fod, og det er for galt, og det er forargeligt. Skal vi virkelig stilles lige med dem! Nogen er dog værre end andre! mener vi. Men det kommer sandelig an på, hvem der ser.

I stedet for at forarges over at Jesus drager ind til en syndig mand, skulle vi glæde os.

Det eneste, der bliver tilbage, når Vor Herre har set på os, det er evangeliet om, at menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Og det må vi så holde os til. Og herefter have som udgangspunkt. Og så ser alting pludselig helt anderledes ud.

Lad os et øjeblik vende tilbage til Zakæus.

Da Zakæus var blevet klar over, at han havde fundet nåde for Vor Herre, stod han frem og sagde: Se Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firdobbelt tilbage. Hvis det er sandt, så er det jo udmærket, men hvorfor siger han det. Han kunne jo bare gøre det. Uden at sige det. Skjult. Han kunne jo bare i al ubemærkethed gå hen og gøre dét godt igen, som han havde lavet af skidt. Uden at nogen vidste det, undtagen dem, der fik fordel af det. Men nej. Han skulle straks udbasunere det. Gøre sig til af det. Hvorfor? Fordi alt dog til syvende og sidst handler om ham selv, og det kan han åbenbart ikke slippe ud af.

Jeg synes, at lige præcis dét moment i fortællingen rammer præcist og hårdt. Fordi – igen bliver Zakæus fanget som den lille forfængelige og selvoptagne skiderik han er. Han er sat fri, vor Herre har besøgt ham. Frelsen er kommet til hans hus. Kunne han så ikke bare nøjes med at være glad, og så i al stilfærdighed forsøge at råde bod på alt onde, han havde gjort? Nej, det kunne han ikke. Han skulle straks braldre og stille sig selv i relief som det omvendte og fortræffelige menneske, han nu pludselig var blevet. Og så var alt igen tabt.

Og det er dér, vi alle sammen står. Alt er igen tabt. Igen og igen og igen.

Og så ér der kun evangeliet om, at menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

Det kan åbenbart ikke tage selvretfærdigheden fra os, derfor er vi aldrig færdig med det. Men det kunne måske engang imellem få os til at tie stille. Amen!

Ole Brehm Jensen.