Af Jesper Langballe, Tidehverv, nr. 9, november, 2011, s.73-74.

Forleden aften kunne man i DR2’s ”Deadline“ opleve en diskussion mellem Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og nærværende blads redaktør Søren Krarup. Diskussionen drejede sig om det begreb ”Systemskiftet”, som nogle af os har anvendt om valget i 2001 – det valg, hvor Det radikale Venstre efter 100 års dominans i dansk politik blev sat uden for indflydelse og for de næste ti år afgav indflydelsen til Dansk Folkeparti. – Hvilket i forbindelse med den ”kulturkamp“, som valget indvarslede, betød, at kulturradikalismen ikke længere tegnede den uimodsagt herskende åndslinie i det politiske Danmark.

Netop uimodsagt herskende. For da Bo Lidegaard hånligt hævdede, at de forløbne ti års regering kun var en parentes i danmarkshistorien, gjorde Søren Krarup ham opmærksom på, at ”systemskiftet“ var et opgør med den masseindvandring, som kulturradikalismen havde stået fadder til. Og at den befolkning, som siden 1983 var blevet terroriseret til tavshed af invektiver som ”racisme“ og ”fremmedhad“ etc., nu kunne drøfte faren frit. Og det kan den stadig. Ingen vil mere kunne terrorisere befolkningen til tavshed. Det sagte kan ikke gøres usagt, og det tænkte kan ikke gøres utænkt. Ånden er sluppet ud af flasken. Balladen om Muhammed-tegningerne viste danskerne noget om os selv, som vi ikke vidste på forhånd: at ytringsfriheden er vor dyrebareste frihedsrettighed. Vi kan i dag kalde undergangens angst ved navn. Og dermed mister den – som alle onde ånder, der kaldes ved navn – sin dæmoniske magt. Det var det egentlige systemskifte.

Om så den ny regering nok så meget tilbageruller det landeværn mod masseindvandring, der meter for meter er bygget op i løbet af ti år (og det vil den gøre; stol på det!) – så er tavshedens terror en saga blott. Så grundigt sejrede det frie ord i november 2001, at Helle Thorning-Schmidt kun kunne vinde det seneste valg ved at erklære sig enig i den stramme udlændingepolitik. – Så overbevisende erklærede hun det, at det først efter valget blev åbenbart for befolkningen, at det hele var løgn. Det opløftende er imidlertid, at det kan nu siges frit over alt, hvor to danskere mødes. Og som bekendt er det eneste, løgnen ikke kan holde til, at sandheden siges.

*

I den omtalte tv-diskussion havde Bo Lidegaard to angrebspunkter mod talen om et systemskifte. Den var ”ahistorisk“, og den var ”fordomsfuld“. Lad os se nærmere på dem én for én.

Når man stempler noget som ”ahistorisk“, må man jo selv gøre rede for, hvad en sand og ædruelig forståelse af vores historie efter ens egen mening indebærer. Og det gjorde Bo Lidegaard så: Danmarks hidtidige historie kunne ifølge ham gøres op i tre bevægelser: Først blev bønderne ”integrerede“ i befolkningen – og overtog magten. Så blev arbejderne ”integrerede“ – og overtog magten. Og endelig blev kvinderne ”integrerede“ – og overtog noget af magten. Nu står der kun tilbage, at herboende mennesker af anden etnisk herkomst skal integreres (han sagde ikke noget om, hvorvidt det også skulle følges af en magtovertagelse).

Og sådan en gang pølsesnak skal kaldes danmarkshistorie – endog af en mand, som, før han blev Politikens chefredaktør, har udgivet historiske biografier. Sjældent har man set en mere uforskammet omtale af danske bønder og arbejdere – for ikke at tale om danske kvinder. De skulle altså integreres i den danske befolkning, før de kunne tilhøre den. Så dumt og så åndsoverlegent tales der i hjørnekontoret på Rådhuspladsen, hvor det danske folk er en række disparate grupper – fremmede for sig selv og hinanden, indtil nogen finder på at ”integrere“ dem.

Bo Lidegaards andet angrebspunkt var anklagen for at nære fordomme. Og her har han en pointe. Den kulturradikalisme, han tilbeder, hylder det fordomsfrie menneske, mens vi andre bygger vort liv på fordomme – det eneste mulige værn mod fantasteri. Vil man se en præcis karakteristik af de nye magthavere efter det seneste valg, skal man læse, hvad Edmund Burke skriver om fordomsfrihed i ”Tanker om den franske revolution“ (1790):

”Jeg begriber ikke, hvordan noget menneske kan nå til et sådant anmasselsens toppunkt, at han ikke regner sit land for andet end et carte blanche, hvorpå han kan nedkradse, hvad han finder for godt! Et menneske, som er opfyldt af varm omtænksom velvilje, kan vel ønske det samfund, han tilhører, anderledes indrettet, end han forefinder det; men en god patriot og virkelig politiker overvejer altid, hvordan han kan få det bedste ud af det forhåndenværende materiale i sit land”.

Burke fastslår, at fordomme er grundlaget for al moral. De er menigmands visdom mod de teoretiske samfundsarkitekters tyranni.

”Fordommen er lige ved hånden, når situationen kræver den; den beslaglægger forlods menneskets holdning i en støt vandring af visdom og dyd, og efterlader det ikke tøvende i afgørelsens øjeblik – skeptisk, forvirret og ubeslutsomt. Fordommen gør menneskets dyd til dets vane i stedet for en serie af usammenhængende handlinger.

“Ja, dræber man et folks moralske fordomme, fastslår Burke, så har dette folk ingen anden mulighed end at tilbede tyrannen eller charlatannen (som bekendt forudså Burke i 1789 ikke alene jakobinernes snarlige blodbad, men også Napoleons efterfølgende magtovertagelse).

*

Bo Lidegaard kan tilbyde sig som chefideolog for den kulturradikalisme, der for en stund har genvundet magten i landet (hvormed han også for alvor ville træde i Tøger Seidenfadens fodspor). Alt, hvad den tilbyder, er udsprunget af fordomsfrihed, d.v.s. af rodløshed og fantasteri. Lykkes projektet, vil der for alvor være ryddet plads for politisk tyranni og charlataneri.

Hvad er det f.eks. for en tanke, at en nation bør have en kontrolleret grænse, der kan holde udenlandske røverbander ude? – Ikke andet end fordomme!

Eller hvad er det for en tanke, at et lille land ikke fejgt skal lade sig banke på plads af Europas store lande og kalde det for ”samarbejde“? – Lutter fordomme!

Jo, de fordomsfri fantaster har på ny holdt deres kejserlige indtog. Og det vil stå på, indtil befolkningen som en lille uimponeret dreng på ny løfter sin røst og siger sandheden ligesom i H. C. Andersens eventyr.

Jesper Langballe.