Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2017 nr. 10, s. 189-191.

I Præsteforeningens septembernummer kunne man læse et debatindlæg af to folkekirkepræster, Tina Folke Drigsdahl og Laila Bomose Henriksen. Udover at være folkekirkepræster så havde begge sognepræster fået tildelt en friplads på halv tid på Københavns Teologiske Fakultet som ph.d.-studerende, fordi der i den kirkelige hverdag havde meldt sig spørgsmål, der ikke lod sig besvare gennem leksikonopslag og pastorale håndbøger, som de formulerede det. Spørgsmål angående liturgi og sorg, så store spørgsmål for en sognepræst, at der måtte en langt større indsats til – måtte man forstå - end den, en præst kan levere i sit studereværelse. En indsats med en vejleder og metodebehandling, kildehenvisninger og litteraturliste. En vigtig indsats var det. Vigtig for andre end de to ph.d.-studerende, for deres intention var at formidle både ”internt ift. universitet, men også i forhold til kirkelige efteruddannelsesfora på provsti- og stiftsplan”. Og de håbede selvfølgelig på, at deres ”afhandlinger ville bidrage med indsigt og inspiration både i forhold til den akademiske og praktisk-kirkelige verden”.

Men midt i denne selvvalgte dobbeltopgave med præsteembede og ph.d.-skrivning havde spørgsmål om ”præsters selvforståelse som akademikere” meldt sig: ”Hvordan står vi som præster i mellemrummet mellem den akademiske fordybelse og den kirkelige hverdags omskiftelighed?” På almindeligt dansk tror jeg, spørgsmålet kan oversættes til: Hvordan får en præst tid til at studere, vel at mærke så det bliver synligt på papiret, at han har slidt i det med bøgerne? Og ikke overraskende fulgte i kølvandet på dette spørgsmål ønsket om et ”varigt løntillæg i respekt for og anerkendelse af akademiske kompetencer”. Nej, hvordan få tid til at studere? Det spørgsmål kender vist enhver sognepræst, når kalenderen fyldes med begravelser og samtaler, gudstjenester og konfirmandundervisning. Men ikke desto mindre er der ikke så få præster, der igennem tiderne alligevel har fundet tid til at åbne mere end blot et leksikon og pastorale håndbøger og skrive mere end små klummer og kirkebladsartikler. Og det uden at få studieorlov, eller på anden måde at få fri til arbejdet, sådan som de ovennævnte to præster ønsker det.

 

For tidligere var dette at studere, dette at fordybe sig grundlæggende i teologien, dette at skrive artikler, foredrag og sågar bøger lige så nødvendigt og selvfølgeligt for mange præster som de kirkelige tjenester og konfirmandundervisningen. Det var for det første, hvad de havde forpligtet sig på, da de aflagde deres præsteløfte, nemlig ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig. Og for det andet, var det en selvfølgelig nødvendighed - for ikke at sige interesse i deres fag.

Førhen kaldte man denne dannelse og dueliggørelse for præstegårdsteologi, og det var en teologi, som har haft en uvurderlig betydning for dansk teologi. Tænk på Grundtvig og Otto Møller, tænk på dette blads tidligere redaktører og medudgivere, K. Olesen Larsen og Søren Krarup, tænk på Johannes Horstmann og Jesper Langballe.

Og tænk, hvis de skulle have været honoreret for deres ”akademiske kompetencer”. Det ville have sprængt Den Danske Folkekirkes lønudgifter. Alene Johs. Horstmann ville have kunnet opnå en direktørløn på flere millioner kr., når man betænker, at han igennem 40 år årligt leverede et foredrag på Tidehvervs sommermøde, der var at ligne med en ph.d.-afhandling. Men det lå ham langt fra at tænke i de baner, dertil var han alt for optaget af teologien. Og havde man spurgt til hans akademiske selvforståelse, så er jeg sikker på, at han ville have svaret, at akademiker er en betegnelse men ikke et selvrealiseringsprojekt.

Men sådan er det ikke i dag. I dag finder man det rimeligt at skulle honoreres for det selvfølgelige, dette at man som teolog beskæftiger sig med teologien, i hvert fald dér, hvor dette bliver synligt i form af en ph.d-afhandling. Og i dag finder man det tilsyneladende rimeligt, at provsti og stift løser præsten fra hverdagens forstyrrende tjenester, så denne har tid til sine studier. Jeg har svært ved at se, at det er udtryk for andet end et misforstået embedssyn og en ikke særlig klædelig forfængelighed.

Et embedssyn, som nok er gængst, men som heldigvis ikke er uden undtagelser.

En undtagelse er bl.a. pastor emeritus Knud Nyboe Rasmussen, som i foråret udgav bogen ”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig”. Og selvom han i forordet beskedent skriver, at bogen ikke er en akademisk afhandling men en folkelig bog, så er jeg efter endt læsning overbevist om, at den er langt mere indsigtsfuld og teologisk relevant end mange af de ph.d-afhandlinger, der i dag skrives på det teologiske fakultet. Fodnoter eller ej.

At det forholder sig sådan, skyldes ganske givet netop det forhold, at KNR´s akademiske selvforståelse – for nu at bruge denne tåbelige vending - har været ganske fraværende under arbejdet med bogen. Motivationen er derimod helt anderledes saglig. For Jakob Knudsens forfatterskab har fulgt ham, siden han var gymnasiast, og han har trods Villy Sørensens artikel ”Det forgudede traume” fra 1959, (hvori Villy Sørensen gør Jakob Knudsen til et psykiatrisk tilfælde, og hvormed Jakob Knudsen blev blacklistet i de akademiske kredse) beskæftiget sig med ham.

For KNR er langt mere enig med Martin A. Hansens vurdering af den gamle grundtvigianer, når han i sin dagbog bemærker: ”Læser i disse dage Jakob Knudsen: Livsfilosofi. Hvor er han stærk, god, uforsonlig, stor”. Eller Løgstrup, der har udtalt: ”Efter mit skøn er Jakob Knudsen en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark”.

Derfor bogen og derfor en grundig indføring i Jakob Knudsens tænkning og tale om Gud og mennesket. Pædagogisk og med stor indsigt indføres læseren i Jakob Knudsens kernebegreber og deres aktualitet. Hans tale om ”Idealiteten” eksempelvis – denne hjertets urolige higen efter at finde hvile – som, når den slår sig på det jordiske og venter sig det fuldkomne, skuffer fælt. Denne ”Livets ironi”, som Jakob Knudsen kalder det, og som så præcist eksemplificeres med moderne menneskers overspændte forventning til ægteskabet, børnene, arbejdet. I stedet for at kaste et blik på, hvordan virkeligheden har det med at arte sig.

For det er virkeligheden, Jakob Knudsen beskæftiger sig med. Det er det virkelige menneske, Jakob Knudsen beskriver, og han gør det i fuld overensstemmelse med Grundtvig, hvilket KNR meget klarende udreder for læseren. ”Det er den barnlige fromheds livsglæde og følen sig ét med alt, den religiøse fromhedsglæde over Guds gaver, den efterfølgende fattigdom i ånden med savnet af det tabte paradis og længslen efter det mistede og sorgen efter den levende Gud.”

Det er understregningen af, at skal mennesket overhovedet få brug for at høre om kristendom, da må det i denne forstand være ”menneske først”. Og KNR præciserer:

”Jeg finder det afgørende at understrege, at hvad man end lægger i ”det menneskelige”, så ender dette menneskelige altid i en negativitet: i en mangel, en fattigdom, en sorg over, ”at det bedste vi har tabt (som Grundtvig synger); derfor i en hunger – i ”en tomhed kun, der bier/ efter fylden af Guds ord” (K.L. Aastrup), eller hvordan man nu vil udtrykke den negativitet, som det menneskelige ender i og må ende i, hvis det kristelige ikke blot skal være et tilskud til den herlige menneskelige kransekage, altså en luksus, men et evangelium for fattige, livets brød for dem, der tørster og hungrer efter retfærdighed og levende liv”.

For KNR er ikke bare fortrolig med Jakob Knudsens forfatterskab men også Grundtvigs, og kan derfor konkludere, at hvor denne tale om det menneskelige mangler, der er det ikke Grundtvigs ”menneske først”, talen er om men en overfladisk og selvtilstrækkelig humanisme, der mener, at mennesket kan klare sig selv, og hvor mennesket har nok i sine egne kompetencer, sin politik, sin karriere, eller hvad man nu måtte sætte i Guds sted og betragte som den egentlige menneskelige livsopfyldelse.

Jeg vil derfor anbefale ikke blot dette blads læsere - men især de to ph.d.-sognepræster med deres akademiske kompetencer - at læse KNR´s meget indsigtsfulde og velkomponerede bog. Den er ikke særlig tyk, men den er til gengæld på baggrund af Jakob Knudsens forfatterskab fyldt med væsentlige overvejelser om menneskets eksistens. Bl.a. at dér, hvor det kun er troen på de menneskelige kompetencer, der bliver tilbage og betyder noget, ja, dér breder den overtro sig, at vi i kraft af egne kompetencer selv kan klare tilværelsen. Og at denne overtro er den moderne løgn.

Jo, der er god grund til at støtte præstegårdsteologien. Det vidner KNR´s bog om. For den er beviset på, at god og gedigen teologi og litterær læsning ikke kræver universitets blåstempling, men vokser ud af interessen og optagetheden af stoffet.

Forfængelige ønsker om en akademisk betegnelse, om løntillæg og ret til ikke at blive forstyrret i sin læsning, gør det ikke. Det forhindrer blot, at nabopræsterne får tid til at drive teologi i deres studereværelse, fordi de skal passe en kollegas embede (uden løntillæg), mens denne plejer sin akademiske selvforståelse. Og i så fald bliver der næppe skrevet flere væsentlige bøger om Jakob Knudsen, hvilket ville være en skam.

Knud Nyboe Rasmussen

Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig

Forlaget Hovedland – 2017

109 s.