Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2018 nr. 7, s. 129-131
Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasiarkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.
Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for.
Det kan være ord, som blot er hule fraser. Det kan være mennesker, som er det modsatte af det, de giver sig ud for at være. Og det kan også være en kirke, som ikke er kirke. Men jeg er bange for, at denne uhygge, hvad kirkens forstillelse angår, ikke plager de kirkelige myndigheder, for så længe tjenestemandslovens § 43 – den såkaldte ”skilsmisseparagraf” – får lov at eksistere, er det netop det forlorne – blændværket -, man dermed fremmer.
Paragraffen lyder således:
Efter indstilling fra provst og biskop kan der meddeles en præst afsked med virkning efter § 32, såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.
En katastrofal paragraf er det, som vil løse en langvarig konflikt på bekostning af præsternes forkyndelsesfrihed. Sådan har jeg tænkt, lige indtil jeg besluttede mig for, at denne forsideartikel skulle handle om denne paragraf. For i forbindelse med mit forarbejde til artiklen blev jeg opmærksom på ombudsmandens udtalelse i forbindelse med en af disse afskedigelsessager, og derfor også med det historiske lovarbejde, der har ligget til grund for § 43. Og det er et lovarbejde, som afslører, at paragraffen ikke nødvendigvis kan bruges som løftestang, hvis et menighedsråd er utilfreds med deres præst.
Det skal jeg vende tilbage til, men lad mig begynde med tidens aktuelle præstesager og derfor med en udtalelse fra en repræsentant for den moderne og servile Folkekirke.
”Der findes nogle få præster, som ikke ser det som deres opgave at forestå lokale aktiviteter, men kun forestår obligatoriske præsteopgaver som gudstjenester, kirkelige handlinger og sjælesorg og ellers bruger tiden på at holde sig teologisk opdateret. Sådanne præster har ofte et førmoderne præsteideal, og provsten vil blive nødt til at sige, at sådan spiller klaveret ikke. Vi lever ikke længere i det førmoderne traditionelle landsbysamfund”.
Sådan udtalte den teologiske konsulent for Roskilde Stift, Anita Hansen Engdahl, sig til Kristeligt Dagblad. For hun skulle efter sigende have beskæftiget sig indgående med forholdet mellem præsteembedet og dets forhold til menighedsråd, hvorfor hun blev kontaktet for en kommentar til de to sager, der har optaget medierne.
Sagerne drejer sig om en konflikt i Ulkebøl og i Holbøl, som har det til fælles, at menighedsrådene begge steder har sat deres biskop stolen for døren. De har truet med at gå af, hvis ikke deres sognepræster bliver afskediget.
Hvad, der ligger til grund for beslutningen i Holbøl, står hen i det uvisse, for menighedsrådet har nægtet at begrunde sin beslutning over for offentligheden. I Ulkebøl forholder det sig anderledes, her er formanden villig til at pege på langvarige samarbejdsproblemer som årsagen til rådets varslede afgang. De magter ikke at kæmpe længere, udtaler han, samtidig med at han ikke lægger skjul på, at årsagen er en utilfredshed med præstens tilgang til sit embede. Han lader forstå, at hun ikke vil deltage i det blomstrende kirkeliv, som menighedsrådet har bygget op.
Nu kender jeg lidt til omtalte sognepræst i Ulkebøl, for hun er min nabokollega, og hun er en af de hjælpsomme af slagsen. Hun har været ansat i sit embede i snart 20 år. Hun er ikke en af de sprælske præster, men stabil og trofast. Sognet er stort, derfor er der mange begravelser, mange vielser og store konfirmandhold. Med andre ord, er det et sogn, hvor der er nok at se til, og derfor også et sogn, hvor præsten har kontakt med mange af sine sognebørn i ugens løb, men vel at mærke ikke en kontakt, der er synlig i kirkebladets aktivitetskalender. Og gik menighedsrådet i kirke om søndagen, ville de opdage, at præsten passer sin prædikestol. Men det gør menighedsrådet ikke, de foretrækker hjælpepræsten, som af personlige årsager nu har søgt embede i Aarhus.
Sagen i Ulkebøl afslører derfor med al tydelighed, at menighedsrådet ønsker sig en anden præst. Ikke fordi de har noget alvorligt at udsætte på hendes tjenstlige arbejde - hvilket også ville være umuligt, i og med de ikke går i kirke hos hende – men fordi hendes embedsforståelse ikke falder i deres smag. De vil have en synlig præst, som bakker op om rådets initiativer og aktiviteter. De vil have en præst, gætter jeg på, som de hellere så lidt mindre på prædikestolen og mere i sognegården. For her blomstrer kirkelivet, må man forstå, og det er menighedsrådets skyld.
Jeg skal ikke gøre mig klog på de to præstesagers dybere konflikter. Jeg kender ikke sagerne nok til at have en begrundet mening om skyldsspørgsmålet, hvad angår samarbejdsproblemerne. Men uanset stridighedernes langvarighed, så er det dybt bekymrende, hvis biskoppen ikke står fast på præstens ret til ikke at være enig med sit menighedsråd, hvad angår det folkelige arbejde i sognet. Som jeg og fem andre præster formulerede det i et opråb trykt i Kristelig Dagblad, så ser det sort ud for præstens forkyndelsesfrihed, hvis et menighedsråd kan true sig til en ny præst. Især hvis uoverensstemmelserne skyldes synet på, hvorledes præsten skal udøve sit embede.
Også selvom præsten ifølge Anita Hansen Egedal er førmoderne, hvilket åbenbart er det værste en præst kan være. (Hun mener nok gammeldags, men det ord tør hun ikke bruge, for måske ved hun godt, at præstens opgave er lige så umoderne som den sandhed, han eller hun forkynder).
Nej, selvfølgelig skal præsten kunne være uenig med sit menighedsråd. Selvfølgelig skal menighedsrådets ideer ikke være lov for præsten, det er jo derfor præsten er ansat af kirkeministeriet og ikke af menighedsrådet. Og det er derfor, at der i § 43 står, at en præst kan afskediges, såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.
For læg mærke til, at der står menigheden og ikke menighedsrådet. Det håber jeg, at en hver biskop og stiftsfuldmægtig og kirkeminister har bemærket, for det vil med andre ord sige, at uoverensstemmelserne ikke går på forholdet mellem menighedsråd og præst, eller for den sags skyld kirkens ansatte og præsten - disse kan jo sagtens have bopæl i et andet sogn. Nej, når der tales om en menighed, må man gå ud fra, at denne først og fremmest er defineret ved de medlemmer af folkekirken, der har bopæl i sognet. Det var også, hvad ombudsmanden i 2010 udtalte i forbindelse med en afskedigelsessag på baggrund af § 43, (FOU 2010 6-1).
Denne ombudsmandsudtalelse er i det hele taget værd at beskæftige sig med, hvis man vil forstå den for forkyndelsesfriheden ret så problematiske § 43. For her trækker han bestemmelsens historiske linje op ved at kigge på dens forgænger fra 1946; § 77 om Folkekirkens lønningsvæsen.
§ 77: Dersom en Præst gennem en Aarrække i sin Præstegerning udviser Mangel på Evne til at varetage sit Embede det paagældende Sted, kan der efter Indstilling af Biskoppen og Provsten meddeles den paagældende Afsked…
Til trods for den langt mere saglige begrundelse for en afskedigelse, som denne paragraf hjemler, så udtrykte Rigsdagen i forbindelse med behandlingen af den en vis bekymring for, at bestemmelsen ville blive anvendt i situationer, som ikke så meget drejede sig om uoverensstemmelser, men mere om præstens person. Det blev derfor understreget, at formålet med bestemmelsen ikke var at danne grundlag for afskedigelse af en præst, som på grund af sin opfattelse af kirkelige spørgsmål var kommet i uoverensstemmelse med sin menighed. Det blev også fremhævet, at det ikke var den præst, hvis personlige træk gjorde det vanskeligt for ham at opnå popularitet hos menigheden, bestemmelsen var møntet på. Og ombudsmanden konkluderer derefter, at det må antages, at disse synspunkter også har betydning for forståelsen af tjenestemandslovens § 43.
Og denne historiske kontekst og konklusion er mildest talt ikke ligegyldig. Fordi kun således forstået forhindrer man, at § 43 legitimerer, at en uenighed mellem præst og menighedsråd i synet på embedets udøvelse kan blive en undskyldning for at skaffe sig af med præsten.
Ved at fastholde, at præstens manglende popularitet aldrig kan være afgørende for en afskedigelse, er der en chance for, at forkyndelsen ikke viger for persondyrkelsen og trangen til at skulle bevise værdien af sin indsats. Kun således forstået kan ansættelsesretten gøre sit til, at løgn ikke kommer i sandhedsdragt. Og kun således forstået kan § 43 undgå at blive løftestang for en forstillet og pjanket kirke.
Det var dette snyderi, det var denne forstillelse, de gamle politikere havde en frygt for at fremme. For kan noget være mere uhyggeligt, end når Gud skjules bag menneskelige præstationer?
De vidste godt, at en kirke sagtens kan regne sig for at være kirke, men derfor er det ikke sikkert, at den er det. Og det burde få enhver til at gyse ved tanken om, at sådan kan det være.
Lad gå, at vi mennesker snyder hinanden, selvom det er slemt nok, men at vi snyder Gud, at vi tager ham til indtægt for vore gerninger, sådan at det bliver os og vore formål, der fylder hans kirke – at det hele kort sagt drejer sig om os, det er uhyggeligt.
Og var det ikke, hvad en del såkaldte førmoderne præster holdt sig for øje ved ikke at puste sig op og gøre sig til, som om de dirigerede rundt med Gud, som om det var dem, der havde magten? Som om det var dem, der skabte den kirkelige trivsel – for nu at bruge den dårlige vending.
Måske var det også for den gamle sognepræst sådan, at for ham fandtes der intet mere uhyggeligt end det, der giver sig ud for at være, hvad det ikke er. Måske var han også af den opfattelse, at det uhyggeligste af alt er det forlorne, det, der ligner men ikke er, fordi det er det modsatte af Gud. Hos ham er alting ægte, her er ingen løgn, her er intet maskespil, for han er den, han er. Tænk sig, en gang var det en bekymring, der plagede en politiker, og tænk sig, en gang var det en bekymring, også ombudsmanden forstod. Lad os ikke håbe, det er en saga blot for en biskop og en kirkeminister.