Af Jesper Bacher, Præsteforeningens blad, årg. 100, 2010, nr. 6.
Der går år og dag mellem en dogmatik på dansk. Nok kommer der jævnligt monografier om dogmatiske emner, men en dogmatik med det hele er en sjælden fugl. Det er ellers en genre som ingen anden; fra prolegomena til dommedag, over skabelsens skønhed og grumhed til kristologiens inkarnerede kærlighed, sakramenternes himmelkys og eskatologiens uudgrundelighed. Den kristne dogmatik er alfa og omega, jordbunden og himmelnær, rationel og mystisk. En af de største dogmatikere, Karl Barth, har sagt det godt: "Theologie heißt rationale Bemühung um das Geheimnis".
Men nu er der så kommet, om ikke en fuld dogmatik, så dog et grundrids af den kirkelige dogmatik af sognepræst Johannes Horstmann. Forfatteren døde i 1999, og grundridset er en forelæsningsrække afholdt på Københavns universitet i efteråret 1988.
Det er klassisk, luthersk dogmatik, så det forslår. Horstmann er ikke i tvivl om dogmatikkens funktion "… den er overvejelser før prædiken". Dogmatikken svæver ikke frit i luften, den er bundet til sin sag og kirkelig, fordi den skal holdes ved dens anliggende " … nemlig at arbejde på, at det evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opretholde kirken, og det af mennesker, der uden ophør må sige til dette evangelium "Doce me, undervis mig!".
Doce me, det kunne gå for at være valgsprog og bøn for Horstmanns dogmatiske overvejelser, og det er teologisk stimulerende at gøre ham følgeskab. Horstmanns grundrids viser evangeliets verdensomvæltende kraft og bryder lansen mod al egenmægtighed. Her er ingen affabel apologetik, som søger at gøre kristendommen spiselig for de dannede blandt dens foragtere, men en frejdig aikmalostik med et udtryk af Horstmanns egen prægning. Altså en tilfangetagelseslære - inspireret af 2. Korintherbrev 10,4 - hvor evangeliet tager al modsigelse imod Gud til fange.
En fast vending forekommer ofte, "Efter Guds forstand på". Det er ikke, hvad verden kalder forstandigt, der forelæses i dette grundrids, men Guds storværker sub specie contraria.
Vi kommer rundt i dogmatikkens landskab og ud til den horisont, hvor kirken spejder efter Kristi genkomst og opbygges undervejs med gode og solide beskrivelser af den kristnes trosvandring. Horstmanns grundrids er på en gang helt nede på jorden, i øjenhøjde med næsten: "Det er medmennesket, som er selve meningen med menneskets liv her på jorden" og tydelig i sit himmelperspektiv: "… det kristne liv er en festlig højtidsvandring under lovsang op til Guds evige helligdom". Det er mangt et dogmatisk mannakorn og mangen en dyb overvejelse at finde hos Horstmann, og det er befriende at læse en kristen troslære så klar i mælet og så fokuseret på sagen. Der er ikke tale om verdensfjerne overvejelser, men nok så vigtigt, heller ikke om tilpasset verdslighed. Vi er på vej som kirke og som Guds folk. Verden går til grunde, men vejen går til herlighedsriget. Det er værd at tage livtag med "Et grundrids af den kirkelige dogmatik". Måske vil den give bryderier, men som hin Jakobskamp skal det nok kaste velsignelse af sig.
Jesper Bacher.
Johannes Horstmann:
Et grundrids af den kirkelige dogmatik,
Tidehvervs Forlag, 2009.
Bogen kan bestilles hos Tidehvervs Forlag.