Af Majken Frost, Tidehverv, nr. 4, april, 2008, s.61-62.

Den 18. februar i år forsamledes et internationalt selskab på hotel Mariott i København. Mens byen ryddede op efter de gade- og bilbrande, som 2. generationsindvandrere med sympatisører havde fordrevet vinterferien med, og byens trætte politibetjente prøvede at komme til hægterne, mødtes Københavns biskop og Stiftsudvalg for Folkekirke og Religionsmøde med 13 irakiske politiske og religiøse ledere til en tredages konference. Disse - af biskoppen og Stiftsudvalget indbudte - skulle diskutere forholdet mellem religion og politik i Irak og sikring af menneskerettighederne; ligeså mindskelse/fjernelse af volden i landet og udviklingen af en national forsoningsproces i landet. Indbydere til konferencen var også ærkebiskoppen af Canterburys udsending i mellemøsten, Andrew White, og udenrigsminister Per Stig Møller, hvis ministerium betalte konferencen. Der var blandt konferencedeltagerne enighed om at udarbejde konkrete planer for et videre arbejde, og i en afsluttende erklæring, "Copenhagen Accord", fremlagde man i 19 punkter de overordnede mål for planerne, heriblandt fordømmelse af alle former for vold og ekstremisme og domfældelse (deeming) af andre som vantro.

Erklæringen indledes med "In the name of God".

Copenhagen Accord er et uhyre smukt dokument, der som det første slår fast, at religion spiller en afgørende rolle for frembringelsen af fred og kærlighed mellem mennesker ved at praktisere religiøse lære sætninger, der letter tolerance. (by practicing religious teachings wich facilitate tolerance). "Religion må ikke bruges til at retfærdiggøre vold eller had eller til at sabotere den offentlige orden". (pkt. 1 fortsat). Dokumentet præciserer, at våben udelukkende bør forefi ndes hos staten, der skal være ene om at udøve magt og besidde midlerne til at hævde den. (pkt. 6). Alle medlemmer og institutioner af det irakiske samfund skal være repræsenterede i den politiske proces (pkt. 7), og skadede og nedbrudte moskeer og kirker bør genopbygges (pkt. 12). De af de multinationale styrker fængslede skal overdrages til irakiske myndigheder og indbefattes i en generel amnesti (pkt.14), og ethvert brud på menneskerettighederne skal fordømmes, uanset hvilken gruppe der begår dem (pkt. 17).

Jo, Copenhagen Accord er et smukt og visionært dokument, men skulle en eller anden sidde med en fornemmelse af, at papiret er tålmodigt, og at dokumentet på dybt uhyggelig vis skøjter hen over både nutidig og fremtidig virkelighed og den rolle, islam spiller for voldens eksistens, kan man ikke fortænke ham i det. Ejheller i hans evt. forundring over dokumentets totale negligering af modsætningen mellem kristendom og islam. Er det f.eks. i Allahs navn eller i vor Herre Jesu Kristi faders navn, visionerne skal blive til virkelighed? Og påtænker konferencen en revision af bibelen og koranen, hvori ordet vantro som bekendt ganske ofte optræder - om end i ret forskellig kontekst? Eller skal Jesu ord: "Jeg er vejen, sandheden og livet" - underordnes tolerancens målestok for tilladelighed? Og sådan kunne man blive ved, for uanset hvor megen sympati man må have for irakernes forsøg på at skabe fred i deres land, er det selvfølgelig en håbløs sag, så længe forsøget ikke samtidig indebærer en stillingtagen til årsagen til volden, dvs. til islam og sharias konsekvens for anderledes troende, in casu kristne. Det er mig bekendt ikke fra de efterhånden minimerede kristne i Irak, at volden og brud på menneskerettighederne udgår.

Der er dog næppe tvivl om, at forsoningskonferencen og Copenhagen Accord vil blive rost til skyerne, og Per Stig Møllers afsluttende ord antydede da også, at der her var tale om noget nær en verdensbegivenhed: "I behøver det, vi behøver det, verden behøver det"!

Som sagt, der kan stilles mange spørgsmål til det smukke dokument, men ét spørgsmål må frem for alle stilles: Hvad i alverden havde Københavns biskop at gøre på hotel Mariott? At det ovennævnte Stiftsudvalg, der bl.a. i efteråret ved foretræde for folketingets integrationsudvalg forsøgte at påvirke regeringens asylpolitik, også her har set en chance for at politisere, kan ikke undre, men hvorfor skulle Erik Normann Svendsen være indbyder til et møde, hvor en køreplan for irakisk samfundsindretning skulle besluttes? Har han som indledning holdt den evangeliske prædiken, som ville være hans eneste berettigelse for at deltage, eller var meningen at tilkendegive også folkekirkens interesse i det politiske, og at troens eksistensberettigelse betinges af dens vilje til tolerance? Og har derfor erklæringens overskrift, som ikke skelner mellem Allah og de kristnes Gud, været fuldstændig uproblematisk for ham? Igen, - hvad i alverden skulle han på hotel Mariott?

For ved at være indbyder tildeler han jo både konferencen en slags folkekirkelig accept og legitimerer (ved selv at politisere) den sammenblanding af tro og politik, som er Iraks problem. Og ingen af delene hører til en luthersk biskops embede. At han ved således at være "ydmyg tolerant" og dybt politiserende ikke blot forråder sit embede og sin evangelisk-lutherske kirke, men også svigter de arme kristne i muslimske lande, hører med. De ved af bitter erfaring, hvad det indebærer, når religiøse ledere tildeles betydning i det verdslige. Spørg kopterne i Ægypten, hvor retten til religionsfrihed er indskrevet i forfatningen, men ikke imponerende efterlevet, spørg de assyriske kristne i Irak og Iran eller de armenske kristne i det Tyrkiet, som hævder at være et sækulært land.

Men den politiserende folkekirke marcherer, som Svend Ove Gade konstaterede i en kronik i Jyllandsposten d. 25. febr. - den marcherer ufortrødent og afholder konferencer og sender stribevis af delegationer ud, og den danske udenrigsminister har kunnet være helt sikker på, at Københavns biskop ikke ville provokere på Mariott med en prædiken om f.eks. evangeliets skelnen mellem kejseren og Gud.

For det at skelne er ikke noget, vi her i landet giver os af med.

I sensommeren 2007 besøgte lederen af Østkirkernes evangeliske Råd, Safwat al-Maiady, Danmark for at bede om hjælp. al-Maiady, der også er leder af den evangelisk-koptiske kirke i Ægypten, fortalte, at mange unge kristne i disse år forlader landet eller konverterer til islam, fordi det er vanskeligt for dem at få arbejde. Det kræves nemlig, at en indbyggers religiøse tilhørssted er indføjet i hans/hendes identitetspapirer. Og nu spurgte al-Maiady, om det ikke var muligt, at man fra kirkelig dansk side kunne yde økonomisk hjælp, så det blev muligt at sætte nogle af disse unge i gang med en lille butik eller et værksted, således at de blev selvhjulpne. (ca. 16.000 kristne forlader årligt Ægypten). Jeg ved ikke, til hvem al-Maiady direkte har henvendt sig, men Kr. Dagblad spurgte Danmission og Det mellemkirkelige Råd om deres reaktion på anmodningen. Desværre, svarede Mogens Kjær (D.miss.), vi hjælper dem, der har behov, uanset deres religiøse baggrund, og vi vil ikke gøre konfl ikterne mellem muslimer og kristne større. Paul Verner Skærved (D.ml.k.Råd) var mindre afvisende, men frygtede ligeledes faren for at udbygge konfl ikter. "Sagen rejser et dilemma, for hvordan vil det blive opfattet, hvis vi i højere grad målretter vores hjælp til de kristne?" Skærved ville ikke afvise ideen, men den skulle overvejes. Da jeg for et par uger siden spurgte i D.ml.k.Råd, hvilket resultat man var nået til, overvejede man stadig.

Nej, det at skelne er ikke kirkelighedens kop the i Danmark!

Heller ikke Kristeligt Dagblads, hvor mth d. 6.sept. 07 fulgte historien op i en leder, hvis kynisme overgår al forstand. Kristne i Mellemøsten har det svært, ved mth. Men bevillinger direkte til de kristne vil blot være symptombehandling, fordi de ikke vil ændre på mellemøstlige regimers mangel på respekt for menneskerettigheder, demokrati og religiøs tolerance. Samtidig vil øremærkede donationer kunne misforstås som uretfærdige og koloniagtige af de lokale mellemøstlige befolkninger, der i forvejen er skeptiske over for vestlig kristendom. "At kristne giver penge til andre kristne, er der naturligvis intet i vejen for. Sådan har det været siden kirkens allerførste dage. Men nu er situationen en anden, og det vil alt andet lige sende de kraftigste signaler til både lokalbefolkning og dens ledere, hvis statslige og kirkelige organisationer fortsat giver uden at skele til religion... En sådan måde at give på vil i dagens højspændte situation vise betydeligt storsind og tolerance. Samtidig vil denne giverfacon gennem konkret handling klart illustrere, hvad det er for idealer om ligeværdighed, menneskerettigheder og næstekærlighed, som de vestlige og kristne samfund heldigvis i dag er bygget på". Voila! Så mens den danske kirkelighed koncentrerede sig om næstekærlig signalgivning, rejste Safwat al-Maiady hjem med uforrettet sag, og et halvt år senere modtog Københavns biskop irakiske religiøse og politiske ledere i ydmyg tolerance.

Jo, der marcheres!