Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv, 2008, september, s. 113-115.

Jeg har haft det store privilegium, at jeg aldrig har gået i børnehave, fordi mine forældre mente, at børnehaven ikke var en gavnlig nødvendighed for mine brødre og mig. Så vi måtte klare os uden at være indført i en verden af morgenmøder med rundkredssamtaler, værkstedsarbejde, "bagesituationer" og fri leg. I stedet fik vi lov til at være i fred og finde ud af tingene selv, med de knubs og skældud det medførte, når man trådte uden for den af forældrene udstukne ramme, inden for hvilken friheden var sikret. Som sagt, dette betragter jeg i dag som et kæmpe privilegium og er siden blevet klar over, at den frihed, vi havde til at husere på eget ansvar, var kimen til at begå sig i en verden uden for hjemmet som selvstændige individer.

Men hvad mine forældre kunne beskytte mig imod som barn kom syvfold tilbage, da jeg besluttede mig for at blive præst. Efter at have afsluttet min teologiske embedseksamen i 2004 skulle jeg gennemføre Pastoralseminariets uddannelse i Århus, en uddannelse der - som bekendt - er obligatorisk for at kunne søge ansættelse i den danske folkekirke, og som består af et fire-måneders langt kursusforløb med præsenspligt. Jeg havde en afsluttende eksamen 2 dage før Pastoralseminariets begyndelse, så i ugerne op til denne eksamen var jeg draget udenbys - væk fra mand og børn - for at kunne læse til eksamen. I mellemtiden var et skema over min fremtid for de næste fire måneder dukket op i familiens brevkasse, og min hjemmegående gemal gik derfor lystigt i gang med at læse på, hvad der ventede konen og i en vis grad også familien i den kommende tid. Og han lagde ikke skjul på, at han morede sig højlydt. I takt hermed dalede til gengæld min forventede glæde over endelig at kunne se en ende på et langt studieforløb ved de daglige meddelelser om, at nonverbal-kommunikation og gruppearbejder, værkstedsarbejde og erfaringsbearbejdelse, dramapædagogik og samtalevejledning, fri kommunikation og fortælleværksteder, bøn og spiritualitet var, hvad der ventede forude. Og jeg kunne da kun bekræfte min gemals udsagn, da han efter endt læsning konstaterede i telefonen, at hans kone i en alder af 35 skulle begynde i børnehave. Og det gjorde jeg så.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke selve Pastoralseminariets eksistens, der er ondets rod, men den forståelse af præstegerningen, der plæderes for på stedet - en forståelse, læseplanen i sig selv afslørede. For de uendelige timer med gruppearbejde og undervisning i, hvorledes gudstjenesten og ikke mindst præstens prædiken skulle dramatiseres, bundede i den forståelse, at præstens opgave først og fremmest er at bane vejen for evangeliets succes.

Opfindsomheden er stor, når der skal findes krykker til det uforståelige og hjælpeløse evangelium. Og efter endt uddannelse på Pastoralseminariet blev jeg klar over, at det vitterlig er et Guds mirakel, at dette evangelium overhovedet har overlevet sine 2000 år. Hvor håbløst har de gamle præster ikke grebet sjælesorgsarbejdet an? Hvor stor skade har de ikke forvoldt det enkelte sognebarn ved deres manglende kendskab til sorgfasernes forskellige udtryk? Hvor forpinte og plagede har de ikke været af de tunge skæbner, de måtte lægge øjne og ører til, uden at have en supervisionsgruppe af præster at styrke sig på? Hvor uvæsentlig forekom kristendommen ikke datidens konfirmander, trykket af katekismusundervisning og salmevers, sammenlignet med nutidens unge, der boltrer sig i konfirmandlejrer, musikvideoer og papmaché? Og hvor nyttesløst blev der ikke prædiket i kirkerne om søndagen af præster, der ikke kendte til kropsprogets blokerende betydning for budskabets formidling? Ja, stivsindet og upædagogisk var det at forlade sig på evangeliet selv, på at ordet skaber, hvad det nævner. Og uansvarligt er det at lade præster få ansættelse i den danske folkekirke alene rustet med et grundigt kendskab til dette evangelium og kundskaber om praktiske forhold, så som ritualer, kirkeret, salmer og kirkebogsføring. Nej, skal evangeliet forkyndes, må præsterne kunne føre sig (frem), og derfor blev kursisternes gudstjenester evalueret af kommunikationseksperter, der pillede i alvorlige detaljer så som måden at føre sig på foran alteret.

Ja, således førtes vi igennem kurset, og efter fire måneder kunne jeg forlade præstehavens blå stue med dokumentation på, at jeg nu var udstyret med den X-faktor, der gjorde mig kompetent til at søge ansættelse som sognepræst.

Og mange ansøgninger senere kunne jeg og min familie rykke teltpælene op fra Århusegnen og drage syd på til Augustenborg, hvor man mente at kunne en bruge en præst som mig. Og det har vi ikke fortrudt et eneste øjeblik. For her blev vi omgivet af jordnære og fornuftige folk, for hvem kirken er dér, hvor man går hen for at få sine synders forladelse tilsagt af den Gud, som ikke stiller an med alverdens skaberi for at få folk til at høre sit velsignede ord, og som ikke spiller på pibe og trommer for at få succes, men derimod sender skaren væk, når den mener at kunne positionere sig selv som tilhænger af en succesfuld mand. Med andre ord, her vidste man, at præstens arbejde ikke skal måles og vejes efter popularitetens målestok, men at Guds ord skal lyde om søndagen uden skelen til, hvor mange der kommer i kirke. Eller med min bedstefar Vilhelm Krarups formulering fra sit foredrag om sine 41 år som præst: "At være præst, det er at stå alene. At stå ene på den måde, at man skal holde sig til sagen. Det er man sat til - at forkynde evangeliet, selv at gøre op med alt, hvad der er evangeliets tale på ny, stadig på ny. Det er ikke en udenadslære. Det gælder ikke - sådan som det bliver opfattet af nogen - som en livsanskuelse, man anskaffer sig, men det er noget, man stadig skal stå ret overfor og spørge: Hvad er sandheden? Det gør et menneske ene, og således skal vi alle gøres ene over for Gud. Det er en personlig sag. Det med at få det til at gå op i anskuelse eller et system eller ideal, det er at sælge sagen, så er man ude i et ærinde, så skal man blot finde et sted, hvor man kan hvile, et sted at pakkes ind i forklaringer; så har man en overflødig verden. Vi er i belæringen. Vi er de små, og som de små skal vi stå over for Gud".

Som de små skal vi stå over for Gud, men jeg har måttet erfare, at jeg og mine menighedsrådsmedlemmer først og fremmest skal stå som små over for en række af Guds hjælpere, der vil sikre, at man får "mere kirke for pengene" (som det hedder i Kirkeministeriets nyeste betænkning).
For børnehavetendensen fra Pastoralseminariets tid har indhentet mig. Efter trekvart år i embedet blev jeg indkaldt til de obligatoriske efteruddannelseskurser, som internerer nyansatte præster en uge om året i 4 år på kursussteder, hvor gruppearbejde om alt fra "rituelle strategier" til navlepillende workshops om præsterollen videreføres. Og hvor spørgsmålet om, "hvor vi (præsterne) går hen med alle de tunge ting, vi oplever i vores hverdag", hænger i luften og venter på at blive grebet af en supervisor, der langt bedre end vor Herre kan lette vore belastede sind.

Man må sige at børnehavegenerationen, som jeg tilhører, forbliver "præstebørn". Og det ikke bare de 4 år, det tager at aftjene sin værnepligt som præstekursist, for vel hjemme i eget sogn igen modtages man af idékataloger fra provsti og stift om salmesangsprojeketer, temadage, stilekonkurrencer om folkekirken og ikke mindst grønne betænkninger, der vil diktere præst og menighedsråd at være fleksible og visionære. Alt sammen foranlediget af kirkeministerium, provsti og stift, som vil trimme økonomi, menighedsråd og præst, så vi alle bliver lige bløde og runde og fleksible i ånden. Man holdes i hånden og passes og plejes med gode ideer og storstilede projekter, man ikke kan undslå, da det fra provstiets side hedder, at det er provsti og stift, der er myndighed i sognet. Sognepræsten er med andre ord efterhånden reduceret til en marionetdukke, som bliver styret af Kirkeministeriet, stift og provsti.

Som nævnt er ikke bare præsten men også menighedsrådene efterhånden blevet underlagt samme umyndiggørende tendens, hvor kronen på værket netop nu foreligger i form af et lovforslag fra Kirkeministeriets side om en permanentgørelse af stiftsrådene. Dette organ skal bemyndiges til at kunne indkræve et bindende bidrag fra kirkekasserne på 1% til finansiering af aktiviteter i stiftet. Aktiviteter, som er følgende:
1) Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster
2) Formidling af kristendom
3) Udviklingsprojekter inden for diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende, herunder analyser til forberedelse af sådanne projekter.
Menighedsrådene kan med andre ord søge om at få deres "bidrag" retur, hvis de vel at mærke føjer sig efter stiftsrådenes ønsker om de rette aktiviteter.
Dette økonomiske formynderi vil være godt for demokratiet i folkekirken, mener flere biskopper (ifølge Kirkeministeriets bemærkninger til lovforslaget). Hvordan man kan mene at en indskrænkning af menighedsrådenes råderet over kirkekassen vil være en demokratisk fordel, er mig en gåde. For som enhver kan se, er der ikke tale om nogen form for demokratisering i en permanentgørelse af stiftsrådene. Tværtimod er det en etablering af et overråd til sanktionering af det embedssyn, enhver nyansat præst er blevet opdraget til gennem Pastoralsemininariet og efteruddannelseskurserne. Og et hvert menighedsråd må pænt bidrage til understøttelse af dette aktivitetsprojekt, uanset om de billiger det eller ej, uanset om de har kaldet en præst med et embedssyn, der netop skulle sikre, at kirkekassen ikke bliver forvaltet efter sloganet "Mere cirkus for pengene".

Jo, præstegerningen og menighedsrådets arbejde er blevet en barnlig affære, man er blevet umyndiggjort, og det sidste, man bliver af en sådan behandling, er selvstændig. Jeg beder derfor så mindeligt om ikke, I, kære efteruddannelsesinstitution, provst, biskop og kirkeministerium, vil være så søde at slippe min hånd, så jeg kan få hænderne fri til at bestille noget i mit sogn. Og jeg beder tillige om, at I vil respektere, at jeg ved min ordination bl.a. har lovet at arbejde med undervisning af ung og gammel i kristendom. Altså at jeg er ansat til dette og ikke provsten, biskoppen eller stiftsrådet. Jeg beder om, at I vil respektere, at mit menighedsråd har kaldet mig og ikke provsten eller biskoppen til præst her i sognet, at ansvaret for embedsførelsen i sognet med andre ord er mit. Lad derfor præst og menighedsråd være i fred, det er faktisk myndige og selvstændige folk, som for længst er kommet ud over børnehavestadiet. Og er de ikke det, så er spørgsmålet, om det ikke var på tide, at man slap deres hånd, så de kunne lære at gå selv.