Af Søren Krarup, Tidehverv, 2008, nr. 9, november, s. 153-154.

Min far var æresmedlem af Grænseforeningen, jeg selv var medlem af foreningen indtil juni 2001, da dens ageren i forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard i Flensborgs gader fik mig til at melde mig ud i protest, selv om jeg hele tiden har haft sympati for Grænseforeningens anliggende, som jeg i al enfoldighed opfattede som dette at støtte den sydslesvigske danskhed - formuleret således af foreningen selv: "Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur".

Dette er nedfældet før Grænseforeningens slogan blev "for en åben danskhed". Det er skrevet, dengang danskheden var dansk, og tyskheden var tysk, og grænsen talte om en forskel på dansk og tysk. I dag taler Grænseforeningen for ophævelse af grænser. I dag dyrker Grænseforeningen mindretal som sådan og har derfor et rent multikulturelt sigte. I dag er Grænseforeningens blad "Grænsen" talerør for den negligering af forskelle, som begrebet grænse i sig selv udtrykker, og jeg, der som medlem af Folketingets Seksmandsudvalg har gjort genforeningshåbet til det grundlæggende eller konstituerende for danskheden i Sydslesvig, er derfor på det seneste blevet angrebsmål for journalistikken i "Grænsen".

Det sker mest i form af stadige nålestik og hovedrystende henvisninger. Redaktionen af "Grænsen" finder igen og igen anledning til at fastslå, hvem Grænseforeningen er i modsætning til. "Søren Krarup var der straks, at danskheden udvandes i Sydslesvig, med en løftet pegefinger om, at det kan true den danske stats støtte til mindretallet", skriver redaktøren i det seneste nummer af sit blad, hvorefter han citerer mig for at have sagt, at det er tvivlsomt, om danske skatteydere vil fortsætte med at betale en halv milliard kroner om året i støtte - hvilket ikke jeg, men Jyllands- Posten sagde, idet jeg ikke taler om økonomi, men om danskhed som identitet, som eksistens, som en bundethed til dansk nationalitet, hvilket indebærer sans for forskelle og grænser.

For noget ganske andet end multikulturalisme.

Grænseforeningens nuværende kamp imod grænser består i sidste nummer af "Grænsen" derfor i en sammenføring af piger fra det danske mindretal i Sydslesvig med indvandrerpiger fra Nørrebro, der som mindretal forudsættes at have fælles sag, og hvor fællesskabet indebærer en kamp mod "fordomme" - som det hedder i erklæring "til fremme af det positive kulturmøde": "Skolen har et stort ansvar for at nedbryde fordomme".

Den fordom, der hedder dansk nationalitet, søges i samme nummer af "Grænsen" ligeledes relativeret og nedbrudt i et interview med journalisten Samuel Rachlin, der meddeler, at han har hjemme i mange kulturer og føler sig lige meget hjemme i mange sprog. Også begrebet modersmål bliver på denne måde gjort til en "fordom". Grænseforeningens blad skriver henrevet om det internationale og multikulturelle menneske. "Kamæleon har sådan en negativ lyd", citeres Samuel Rachlin for at sige, "men hvis man kunne twiste det begreb, så det fik en positiv ladning, så er det den evne, folk har til at tilpasse sig omgivelserne ubevidst. Og det kan man, hvis man er vokset op med to-tre-fire kulturer, så man instinktivt omstiller sig til det miljø, man går ind og ud af."

Jo, grænseforeningen "for en åben danskhed" får gjort mange fordomme flydende, og den egentligt udfordrende fordom er begrebet grænse eller begrebet forskel. Alle grænser og alle forskelle skal nedbrydes eller ophæves. Dette er Grænseforeningens linie. Den sande menneskelighed er overnational, ikke national, og den sande danskhed er derfor multikulturel, ikke dansk. Sådan siger den "åbne danskhed". Sådan tages al mening ud af grænsekamp og grænseforening. Sådan bliver det menneskelige kamæleonagtigt eller tomt.

At tale om genforeningshåb er i denne sammenhæng virkelig meningsløst.

Men virkeligheden siger måske noget andet end Grænseforeningen. Virkeligheden siger måske nej til Grænseforeningens nedlæggelse af grænsen.

Da jeg modtog det seneste og afslørende nummer af "Grænsen", sad jeg og læste Rune Lykkebergs spændende og tankevækkende bog, "Kampen om Sandhederne", som skildrer den åndelige og politiske udvikling i Danmark i den sidste menneskealder, udtrykt især i Systemskiftet af 2001. Rune Lykkeberg er journalist på Information, og fra dette hjørne af den danske kulturradikalisme iagttager han, hvordan kulturradikalismen i de seneste årtier har mistet magten og indfl ydelsen over den offentlige mening i Danmark. Igennem en lang række analyser og studier af fænomener, bøger, forløb i dag, i går og i forgårs peger han på den strømning, som har reduceret kulturradikalismen til en mumie og Klaus Rifbjerg til "en museal fi gur", der taler og agerer, "som om han stadig var dominerende på det kulturelle felt i opposition til den mægtige forstokkethed i resten af samfundet".

Rune Lykkeberg konkluderer: "Det er således ikke bare den kulturelle overklasse, som er blevet detroniseret. En fælles erkendelsesproces med vidt forskellige udgangspunkter og pointer har også gjort op med det kulturradikale system af sandheder". Og hvilket var dette system? Det var systemet, der så det fordomsfrie, frigjorte, selvrealiserede menneske som livets mål og mening, og som foragtede alle, der ikke delte denne ideologi eller hørte til denne klasse af bedrevidende ideologer. Der var væsensforskel på fremskridt og reaktion, på kulturradikalisme og konservatisme, og de kulturradikale udøvede i alliance med socialdemokratiet fra 1960´erne en magt, som reducerede alle andre til underordnede og underlødige figurer og fænomener. Kulturradikalismen eller socialdemokratismen var aldrig i tvivl om sin egen retfærdighed og modpartens uretfærdighed, og med største brutalitet og bedreviden praktiserede den sin overmagt i Danmark. Skoleloven af 1975 var et karakteristisk eksempel, hvor overklassens demokratisme fortrængte folkets hidtidige værdigrundlag i "kristne og nationale rødder". Demokratiet var sandheden, som børnene skulle opdrages til. Demokratismen var saligheden, som skulle udbredes uden hensyntagen til et menigt folk, som var anderledes indstillet.

Denne ideologisk bestemte magtsyge var kulturradikalismens indhold, som befolkningen reagerede imod i 2001.

Rune Lykkeberg er ganske usentimental i sin analyse. Det hele handler om magt, og mest magtfuld var den, der kunne skjule sin magtsyge i ideologi og retfærdighedssøgen. Således bliver alle fraser afklædt og enhver politisk og kulturel fromhed identificeret.

Men jeg savner noget i Rune Lykkebergs formidable analyse. Jeg savner en bekendelse af, ud fra hvilket punkt han analyserer. En analyse er jo aldrig objektiv. Den analyserende har selv en interesse, som gør ham subjektiv og giver hans analyse retning og hensigt. Naturligvis. Ellers har analytikeren jo hævet sig over jorden. Rune Lykkeberg sidder på Information, ikke på en sky.

Hvad er hans anliggende?

Spørgsmålet er så meget mere relevant, som han jo skildrer et folkeligt oprør mod den kulturradikalisme, der hele tiden gav sig ud for at befinde sig i de højere sfærer, fra hvilke folkets dagligdag var lav og ussel og burde nedbrydes. Danskerne var reaktionære og racister. Det lod den politiske og kulturelle overklasse dem kun alt for tydeligt forstå. Danskerne var fordomsfulde, men den totale fordomsfrihed var den ene og evige sandhed.

Og kulturradikalismens nederlag er en følge af, at folket reagerede imod denne objektiverende hovenhed og krævede plads og ret for sig selv og sin virkelighed - ikke mindst i forhold til den kulturradikale indvandringspolitik, som i den højere retfærdigheds navn trådte danskerne under fode. Virkeligheden havde en grænse, og det er sansen for grænsens betydning i den menneskelige og folkelige virkelighed, jeg efterlyser hos Rune Lykkeberg, når jeg spørger om hans anliggende.

Hvor er han selv? Med hvilket udgangspunkt øver han denne indtrængende kritik af kulturradikalismens forløjethed og nederlag?

Og således nærmer vi os Grænseforeningen, der vil hæve sig over grænsen, og de kulturradikale i Grænseforeningens ledelse, der gør danskhed til en fordom, som skal relativeres og nedbrydes i multikulturalismens hellige navn. Virkeligheden står tilbage. Det danske folk, hvis danskhed ikke er en fordom, men en kulturel eksistens, og som er forskelligt fra alle andre folk og kulturer, lader sig alligevel ikke ophæve af de lammefromme, der vil være "åbne" og kamæleonagtige. Virkeligheden er subjektiv, ikke objektiv. Virkeligheden består derfor af grænser og forskelle, ikke af ideologi og moralisme.

Det sidste spørgsmål lyder altid: Hvem er du selv? For selvet sætter grænsen.