Af Søren Krarup, Tidehverv, Nr. 1, januar, 2009, s.1-2.

Det begyndte i oktober måned, da jeg var til møde i Frit Forum i Aalborg. Og Frit Forum er den socialdemokratiske studenterorganisation, og jeg havde derfor været forberedt på et sammenbidt møde, hvor beskyldninger og slagord ville præge stemningen. Og jeg afleverede jo mit foredrag, som jeg godt kendte i forvejen, og hvor jeg sagde min uforgribelige mening om en efterkrigstid, som jeg selv har oplevet den, og hvor 68-holdningen, det, jeg også kalder for kulturradikalisme eller politisk korrekthed, har ideologiseret, banaliseret og vulgariseret et godt, gammelt land ved navn Danmark, og hvor ikke mindst en socialdemokratisk statsminister Jens Otto Krag, der var mere kulturradikal end socialdemokratisk, havde været en skæbnesvanger faktor i denne triste historie.

Hvorefter ordet var frit.

Men der blev slet ikke tale om det indædte slagsmål, jeg havde været forberedt på. Der var i stedet lydhørhed og saglighed hos disse socialdemokratiske studenter. De var ikke bevæbnede med slagord og ideologisk fornærmethed, men ønskede at forstå, hvad det var, jeg havde sagt, og hvorfor jeg sagde det. En lødig diskussion, hvor studenterne i høj grad havde øren at høre med. En ganske anden situation end den, jeg i de foregående årtier har oplevet på møder med danske studenter. Jeg forlod Aalborg med løftet sind og fløj tilbage til København i en stemning af optimisme og fortrøstning: Der foregår en ændring af debatten i Danmark. 

Tre uger senere var jeg til et lignende møde med konservative studenter på Aarhus universitet og oplevede det samme. En stor forsamling af kvikke, lydhøre unge mennesker, som ikke var kommet for at aflevere en indlært lektie, men som både lyttede og spurgte. Jeg fandt også i Aarhus diskussionen lødig og saglig, præget af eftertænksomhed og oprigtighed, og jeg rejste tilbage til København - denne gang med tog - i samme optimistiske stemning som efter mødet i Aalborg.

Idet jeg mindedes et andet møde på Aarhus universitet et halvt år tidligere, hvor jeg i Stakladen havde diskuteret med Hans-Jørgen Schanz for en endnu større forsamling af studenter og ligeledes var blevet glædeligt overrasket over forsamlingens niveau og fravær af kulturradikal fanatisme. Også dette var glædeligt. Og måske også overraskende, for jeg sluttede dette lødige debatmøde med at fortælle de tilstedeværende om forrige gang, jeg var til debat i Stakladen, 23.september 1989 i en konfrontation med Bernhard Baunsgaard, hvor de autonome havde forberedt et overfald på mig og i sidste øjeblik blev forhindret i det af kampklædt politi ...

Der sker noget i Danmark. Der har fundet en kulturkamp sted. Den udfolder sig fortsat. Det tegner til et godt år.

*

Også selv om Systemskiftet af 2001 er ved at blive rullet tilbage og den politiske dagsorden mister sin friskhed og substans. Vores statsministers udvikling er i mine øjne en sørgelig historie. Dette dygtige, karakterfulde menneske, som i sin nytårstale 2002 proklamerede kulturkampen som det egentligt afgørende, hvis udfald ville være bestemmende for Danmarks fremtid, antager i stadigt stigende grad skikkelse af en ordinær politiker, som ikke er bundet af andet end karriere og succes. Jeg troede, han var bundet af Danmarks skæbne og dansk kulturs eksistens. Jeg troede derfor, at han i virkeligheden var skeptisk over for EU og havde hjertet med i Muhammedkrisens opgør med islamisme og lovreligiøs fundamentalisme. Jeg troede, det var kristendom og danskhed, der var hans uopgivelige udgangspunkt - selv om jeg havde forståelse for, at en statsminister ikke kan handle og tale på samme måde som os andre.

Men meget tyder på, at jeg tog fejl. Meget i det forløbne år peger på, at Systemskiftets friskhed er i aftagende og ved at blive afløst af det velkendte fedteri for medier og meningsmålinger og det politisk korrekte. En "grøn" statsminister - det var ikke det, vi forventede. En EU-taktiker, som synes at vente på lejligheden til at lokke sit folk ind i den overnationale gummicelle og nægte danskerne mulighed for at stemme nej til gummicellen. En Anders Fogh Rasmussen med flere, for hvem intet er vigtigere end partiet og det taktiske spil på Christiansborg og i Bruxelles.

Det var ikke dette, der lå i det så optimistisk proklamerede Systemskifte, og samtidig med, at denne udvikling sætter min politiske naivitet i perspektiv, tegner de opmuntrende oplevelser i Aalborg og Aarhus og andetsteds et billede af en ikke-politisk bevægelse, som i anden og også dybere forstand betegner et systemskifte. I åndelig henseende, i folkelig og kulturel forstand, en problemstilling, der ikke henholder sig til mandater og succes, en national, ja eksistentiel selvbesindelse, som gør kristendom og danskhed til andet og mere end et slagord.

Det er denne bevægelse, der varsler et godt år. Og som jeg altså møder stadigt flere udtryk for. Jeg læser f.eks. med megen glæde, hvad tidsskriftet Nomos skriver, ligesom det er opmuntrende at deltage i de møder, Nomos arrangerer, og høre de selvstændige og uortodokse indlæg og foredrag. Her tænkes der nyt. Her bliver gamle problemstillinger brudt op. Morten Uhrskov Jensen og hans medarbejdere gør et godt arbejde, der er så fornyende, at der må være øren for det i Aalborg og Aarhus.

Jeg vil anbefale Nomos, næste gang jeg kommer dér.

*

Et nyt skud på det folkeligt-kulturelle træ, som lykkeligvis synes at slå rod på vore universiteter, er det netop udkomne blad Critique, som nogle studenter i Aarhus har startet. Jeg vil anbefale bladet på det bedste. Det udgives af studenter, der kalder sig konservative, og den konservatisme, som Critique står for, er ikke politisk i dårlig forstand, men søger mod det principielle eller grundlæggende.

Her er en artikel om "institutionskonservatisme" af Kasper Støvring, der også i anden sammenhæng har demonstreret åndelig selvstændighed og vilje til at gennemhulle de politisk korrekte slagord. Og naturligvis må begrebet konservatisme spille en afgørende rolle i et opgør med kulturradikalisme og marxisme, for at være konservativ er jo at være bundet af det historisk givne, af en folkelig arv og en sans for traditionen og eksistensen, som fejer de kulturradikale begreber af banen som de visne, tørre blade, de er.

Her er en spændende artikel om grundlovsændringen 1866, som stud.mag. Jens Wendel-Hansen kalder for "pragmatismens sejr", en overvejelse over de kræfter og forhold, der førte til Forfatningskampen i sidste halvdel af 800-tallet, og som i alt for høj grad har været bedømt og udlagt på kulturradikale præmisser.

Her er endelig en artikel af stud. mag. Christian H. Skov om "Martin Luther og den verdslige øvrighed", som beskæftiger sig med, hvad verdslighed egentlig vil sige i disse tider, hvor en ideologisk hellighed har gjort sig bred blandt vore toneangivende undermålere og derfor har bidraget til at åbne døren for den islamiske hellighed, som truer alt, hvad der hedder kristendom og danskhed.

Selvstændig tænkning, uortodoks kulturdebat, et forfriskende, opmuntrende initiativ, som fortjener støtte og opmærksomhed i den situation, der er vor, og hvor et systemskifte i dybere forstand end det politiske er på vej. (Bladets Adresse er Wilstersgade 0, st., 8000 Århus C.)

*

Den sidste udgivelse, der skal omtales i denne sammenhæng, er bogen "Den borgerlige Orden", som udkom på Gyldendal for et par måneder siden, og hvor undertitlen "Tanker om borgerlighed og kultur" ikke er tomme ord. For der er både tænksomhed, omtanke og sans for, hvad kultur og borgerlighed egentlig er, i denne bog, som således føjer sig ind i en voksende bevægelse i nutiden, og bogen fortjener en grundig anmeldelse. Den vil den også få. Her skal der kun peges på, hvorledes en kulturkamp er i gang og fører til initiativer og bøger, som sætter en ny problemstilling ved at gøre det evigt aktuelle, for så vidt det konservative, nyt og uafviseligt.

Lad os glæde os over det! Lad os i det politiske systemskiftes forfald glæde os over det åndelige og kulturelle systemskifte, som ingen kan være blind for. Kulturkampen er faktisk ved at blive til virkelighed. Man møder den overalt - også i Aalborg og Aarhus.

Den lover os et godt år.