Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 8, oktober, s. 157-159.

Hvorfor har vi en folkekirke i Danmark?
Svar: Fordi det danske folk er et kristent folk.

Dette er sagen i al dens enkelhed. Den helt overvejende del af det danske folk hører til den evangelisk-lutherske kirke, og derfor siger grundlovens paragraf 4, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Den danske stat er naturligvis til for danskernes skyld. Den danske stat skal tjene det danske folk. Og da næsten hele det danske folk er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, er denne folkekirke, der som sådan støttes af staten.

Elementært og indlysende. Og kritikken af den danske folkekirkes eksistens som folkekirke, der som sådan understøttes af den danske stat, er tilsvarende kunstig og ubegavet. F.eks. hos en Tøger Seidenfaden, Systemet Politikens talsmand, der i fuldt alvor kan udtale, at den herskende kirkeordning i Danmark "har ingen argumenter"(Kristeligt Dagblad 28.8.). Nej, det danske folks virkelighed og eksistens er intet "argument" for Politiken. Her tæller kun kunstigheden og abstraktionen.

Sådan er det hos Systemet Politiken, dvs. hos hovedparten af den danske medieverden, og sansen og respekten for den danske folkekirke og dermed for danskerne er tilsvarende lav i "den offentlige mening", dvs. blandt journalister og kulturradikale. Heldigvis gælder folkestyret fortsat i Danmark, hvorfor folkekirken ikke anfægtes af sådanne abstraktioner. Danskerne stemmer på sig selv og dermed på deres kirke. Folkekirken forsvinder ikke, før danskerne er kommet i mindretal i Danmark.

*

Og det ske sent! For hvad betyder det for det danske folk, at det er et kristent folk? Det betyder, at den danske virkelighed er præget af gensidig loyalitet, samhørighed og god vilje. Dette er frugten af evangelisk-luthersk kristendom. Hvis Tøger Seidenfaden & Co. var i stand til at læse og forstå Martin Luther, kunne det anbefales, at de læste Luthers skrift til den tyske adel fra 1520, hvor Luther understreger det almindelige præstedømme, dvs., at enhver, der er døbt, er på én gang pave, biskop og præst. Med Luthers ord: "Thi hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave". Et opgør med den katolske ordination. Et opgør med påstanden om, at nogle er mere lige end andre, fordi der fndes mere eller mindre hellige, ordinerede og ikke-ordinerede, lærde og læge.

Nej, hvor dåben gælder, er vi alle lige for Vorherre, og for at understrege denne grundlæggende lighed har vi barnedåb. Et lille barn kan ikke kvalifcere sig. Det lille barn modtager Guds nåde gratis. Og dermed er i sidste instans barnedåben forkyndelse af den menneskelige og folkelige lighed, hvor ingen skal hovmode sig.

Dette kristne grundsynspunkt har præget det danske folk - siger jeg efter et snart langt liv i den danske folkekirke. Når man som præst i folkekirken kommer til at holde af sine sognebørn, er det på grund af den fundamentale loyalitet, man møder hos dem. De kan grine ad præsten. De kan også ryste på hovedet af ham. Ligesom de kan grine og ryste på hovedet af hinanden, men hvor de grundlæggende er i samme båd og bærer over med hinanden.

Sådan lever det danske folk. Sådan er fanatisme, hellighed og hovenhed udansk. Sådan er den danske virkelighed præget af skønsomhed og overbærenhed.

Det skyldes den danske folkekirke. Det skyldes, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke.

*

Dette skal man gøre sig klart, og man skal gøre det i tide, før det lykkes Systemet Politiken og en anti-luthersk kristelighed at ødelægge folkekirken og dermed den danske virkelighed.

Fordi der netop står så afgørende ting på spil, er det vanskeligt at bære over med de gejstlige, præster og biskopper, der foragter folkekirken og i deres ideologiske sværmeri og teologiske vankundighed arbejder på at bringe den i foragt. En præst som Per Ramsdal i Brorsons kirken på Nørrebro i København udgør en trussel imod kristendommen og den danske folkekirke. Hans optræden i denne sommer, hvor han sammen med de autonome og Enhedslisten brugte Brorsons kirken til en politisk happening med afviste irakiske asylansøgere, kan ikke kritiseres nok. Han blæste på sit sogn, sin menighed, sin folkekirke. Han spændte folkekirken for et politisk projekt, hvis egentlige mening var krig imod den i Danmark gældende udlændingepolitik, fastlagt af folketingets flertal, og han bragte således folkekirken i modsætning til folket. Det var folkekirken, der blev taberen i dette oppustede, kyniske skuespil.

De mange danskere, der med god grund raser over at være taget til indtægt for en Per Ramsdals kirkemisbrug ved at være medlemmer af den folkekirke, han misbrugte, kan med rette spørge sig selv: Hvorfor skulle vi dog være medlemmer af en sådan politiserende kirke? Hvorfor skal vi fnde os i, at en præst bruger os alle sammen som brikker i sit og de autonomes spil med "kirkeasyl" og andre løgne?

Det er folkekirken, der er blevet misbrugt, og det er dermed folkekirken, der er taberen.

*

Og hermed kommer vi til den egentligt skyldige, for det er biskoppens pligt at tage vare på folkekirken og evangeliet og sætte den præst på plads, der misbruger kirke og kristendom til sit eget sværmeriske, politiske spil. Hermed kommer vi til den Erik Norman Svendsen, der i sommeren 2009 var Per Ramsdals biskop og derfor var skyldig at sætte ham på plads.

Man kan ikke undgå undermålere. Der vil altid være overspændte præster, der vender ryggen til evangelisk-luthersk kristendom og dermed til deres eget præsteløfte. Sådan er virkeligheden også. Men så kan man gå til biskoppen og sige til ham: Det er dit ansvar, at dette misbrug af kristendom og kirke bliver stoppet!

Biskop Erik Norman Svendsen stoppede ingenting. Han forholdt sig ganske tavs og passiv. Han lod sin forvildede præst på Nørrebro tumle rundt i kirkerum og sogn uden at holde den forvirrede præst fast på hans embede og pligt.

Den egentligt skyldige var Københavns biskop.

*

Og så viser det sig, at dette svigt følges ved Erik Norman Svendsens afgang som biskop over Københavns stift op af et bevidst forsøg på undergravning af den danske folkekirke, hvis tjener han skulle være. Hans illoyalitet, jeg fristes til at sige hans forræderi viser sig at være endnu større end det, han demonstrerede i forbindelse med Brorsons kirke.

I et afskedsinterview i Kristeligt Dagblad 27.8. erklærer han, at han anser folkekirkens dage for talte, fordi venstreføjen og medierne er modstandere af folkekirkens sammenhæng med staten. "Så næste gang, der kommer en revision af grundloven, så falder paragraf 4 om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som understøttes af staten", siger Erik Norman Svendsen i interviewet.

Og værre endnu. Dagen efter meddeler avisen: "Til Kristeligt Dagblad udtalte Erik Norman Svendsen i går, at han allerede i sit nuværende arbejde som biskop helt bevidst har arbejdet på at gøre folkekirken klar til i fremtiden at skulle stå på egne ben. Ikke fordi han har ønsket det, men fordi hans analyse af realiteterne i samfundet betød, at han følte det som sit ansvar som leder".

Og i interviewet 27.8. sagde Erik Norman Svendsen om den kirkeadskillelse, han altså har arbejdet på som Københavns biskop: "Det kan ske meget hurtigt. Det er ikke til at sige. Men det behøver ikke kun at være negativt. Den svenske kirke har godt nok mistet mange medlemmer efter adskillelsen fra staten ved årtusindskiftet. Men det er også min vurdering, at de er blevet mere selvbevidste som kirke. De er blevet rankere, og det er positivt".

*

Vi må sige: Hvilket forræderi af folkekirken - også som en evangelisk-luthersk kirke. For denne tale om en "selvbevidst kirke", hvad er det andet end en sekterisk, anti-luthersk kirkeforståelse, der er katolsk i sit grundpræg? Dette er kompromitterende nok. Men ganske utilgiveligt forekommer det os, at Københavns biskop altså har siddet i Københavns bispegård og arbejdet i det skjulte på at mørne båndene mellem den danske stat og den danske folkekirke.

Det er med et sådant muldvarpearbejde, at drevne politikere og manipulatorer arbejder. De siger ikke, hvad de vil. De lægger ikke hensigten åbent frem. Men i det skjulte saver de i forbindelsen mellem den danske folkekirke og den danske stat, mens de offentligt, ofte beklagende, udtaler deres tvivl om muligheden for at bevare denne forbindelse.

Meningen er propaganda for adskillelsen. Meningen med det hele er, at grunden under folkekirkens eksistens som folkekirke i Danmark i henhold til grundlovens paragraf 4 undergraves. På denne måde undergravede det kulturradikale Danmark f.eks. den private families eksistens fra 1960´ernes begyndelse. Man sagde det skam ikke direkte. Man lagde ikke åbent sin socialistiske hensigt frem. Men man ytrede sin uendelige bekymring for den private families mulighed for at løse sine opgaver, bl.a. i forhold til børnene, der måtte mangle pædagogisk stimulation, og efterhånden fik man socialiseret lovgivningen, så at forældrene blev sat ud af spillet - senest med det uhyrlige krav om, at børnene må ikke spise forældrenes madpakker, men kun samfundets autoriserede kost.

Sådan gør man. Sådan lister man sin vilje igennem. Sådan fik socialdemokratismen magten over den private familie, og således søger den nu afgåede biskop over Københavns stift at undergrave folkekirken og skabe en "selvbevidst" kirke - læs: en selvstændig kirke med særligt "kristelige" meninger om samfund og politik. Et nej til det evangelisk-lutherske. Et nej til den danske folkekirke.

Københavns biskop hånd i hånd med Tøger Seidenfaden og Enhedslisten.

*

Er der andet at sige til denne alliance end nej? Er der andet at gøre end at forkynde evangeliet og slå sin lid til det hæderlige danske folk?

Vi svarer disse manipulatorer og propagandister: Længe leve folkekirken!