Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2009, nr. 9, november, s. 177-178.

"Guds kærlighed og Danmarks lykke" var Kresten Kolds valgsprog og målet for hans skolegerning. Guds kærlighed og Danmarks lykke var, hvad Kold ønskede, at danske unge skulle høre om og præges af.

For Kold var der naturligvis ingen modsætning imellem valgsprogets første og andet led. Tværtimod var der den klareste og mest indlysende sammenhæng. Guds kærlighed betød nemlig den kærlighedsgerning, Gud havde vist den fortabte menneskehed, da han lod sin enbårne Søn blive menneske og gå i døden for menneskers skyld. Guds kærlighed var i den forstand intet andet end selve indholdet af det kristne evangelium, det gode budskab om Jesus Kristus. Og Danmarks lykke var lige så indlysende det, der tjente det danske folk til glæde og gavn, altså den timelige velsignelse, som den almægtige Gud ville skænke de danske.

Guds kærlighed var, hvad Gud gav mennesker i den kristne dåb - syndernes forladelse og evigt liv. Guds kærlighed skabte og opretholdt således Guds rige. Og da Guds rige bestod af levende mennesker af kød og blod, der indtil evigheden levede deres liv i den timelige verden, som var Guds gode skabning, kunne og måtte disse mennesker også erfare Guds velsignelse og omsorg i det timelige liv. Og i dette timelige liv er et menneskes skæbne og lykke forbundet med dets slægt, dets folk og dets fædreland. Reformatorerne talte om "Guds rige til venstre hånd" - den velsignelse, som består i, at Gud også i det timelige og jordiske sørger for ydre rammer, hvori menneskers liv kan være til og trives.

Det er klart, at der i dag er mange, der vil være tilbøjelige til umiddelbart at forbinde helt andre associationer med Kresten Kolds valgsprog. "Guds kærlighed" vil kunne lyde som en slags vag almen bestemmelse af Guds eller det guddommeliges væsen eller karakter. Som en henvisning til, at der vistnok er en venlig magt, der våger over menneskers liv og færden. Og "Danmarks lykke" vil måske nærmest blive opfattet som en påstand om danskernes efter sigende imponerende score i lykkestatistikkerne, når man sammenligner os med diverse andre nationer.

Man kan derfor spørge sig selv - som jeg kom til for nylig - om Kolds fyndige valgsprog overhovedet giver mening for nutiden. Om ordene kan høres for deres pålydende, eller tiden har fyldt dem med så megen meningsløshed, at deres rette mening forsvinder.

Der er ord, der bliver slidt af overdreven brug eller af direkte misbrug. Det gælder tilsyneladende også de ord, som den kristne forkyndelse benytter sig af. Kold kunne tale om Guds kærlighed på bibelsk grund: Guds kærlighed var først og fremmest hans kærlighed i Jesus Kristus; og dermed - bestemt af denne grundbetydning - var det selvfølgelig også alle de måder, mennesker hele tiden erfarer Guds kærlighed på i deres liv. Måske er "kærlighed" det fittigst misbrugte ord i nyere dansk teologi og i nyere dansk prædikensprog, hvor det i mange sammenhænge nærmest har kunnet betyde alting og ingenting. Dermed har "kærlighed" kunnet fungere som løsningen på alle spørgsmål uden selvfølgelig at opklare noget som helst. At henvise til "kærligheden" har kunnet udgøre den altid velegnede konklusion, der ikke behøvede at have nogen forbindelse med det, der gik forud. Til syvende og sidst drejede det hele sig om Guds kærlighed. Eller om kærligheden imellem mennesker eller om kærlighed sådan i al bred almindelighed, og hvad det egentlig var for en størrelse ud over, at det selvfølgelig var noget godt, og noget, der ved bare at blive nævnt fik alle ting til at falde på plads og alle nagende spørgsmål til at forsvinde stod lidt hen i det uvisse.

Man har ind imellem kunnet ønske sig, at ordet fik en pause. At der simpelt hen blev brugt andre måder at tale om Gud og mennesker på. Også selv om Guds kærlighed i Bibelen ikke ligefrem er et perifert begreb eller et tilfældigt billede, men tværtimod et af de helt centrale udsagn.

Et andet eksempel er ordet "tro". Reformatorerne var ikke i tvivl om, hvad tro var, eller om troens alt afgørende betydning. "Troen alene" var det, der kunne gøre et menneske retfærdigt for Gud. Og troen var det fortabte menneskes ubetingede tillid til frelsen i Kristus, synderens modtagelse af Guds ufortjente nåde, som han skænker os for Jesu Kristi skyld.

Efter reformationen kom ortodoksien og efter den igen pietismen. Siden kom oplysningsteologien og de kirkelige vækkelser. Alle havde de nye og i nogle tilfælde radikalt anderledes forståelser af, hvad tro vil sige. Og det er, som om lidt fra alle disse forskellige forståelser af "tro" har lejret sig som lige så mange lag ind over ordet, når nogen vil bruge det i dag. Noget fra alle de forskellige tydninger af, hvad tro vil sige, synes at hænge ved. Den intellektualistiske forståelse af tro som det at antage et eller andet uden at have konkrete beviser. Det er den betydning af tro, som religionskritikerne - de "nye ateister", som de bliver kaldt for tiden - næsten altid forudsætter som den eneste tænkelige. At tro på Gud er ligesom at tro på nisser eller UFO'er. Tro er det at antage, at et eller andet findes. Man kan tro på Gud, man kan tro på evolutionslæren, man kan tro på spøgelser, eller man kan tro på det frie marked.

Men også pietismen og vækkelserne har sat sig spor, når ordet "tro" skal udlægges. Herfra stammer vel ideen om tro som en følelse, en særlig åndelig spændstighed eller en særlig evne, som ikke er alle og enhver forundt, en forståelse, som undertiden får mennesker til - i selverkendelse eller måske lidt ængstelig beskedenhed - at erklære sig for ikke "rigtigt troende". Her er tro blevet til et ideal, som man kan frygte ikke at kunne leve op til.

Alt sammen grunde til, at man som prædikant har overvejet, om ikke ordet "tro" burde undgås eller kun bruges, når det blev ledsaget af grundige forklaringer. Og med sådanne overvejelser viser prædikanten sig naturligvis lige så ængstelig eller frygtsom som dem, han eller hun regner med at skulle prædike for.

Til denne sproglige ængstelighed eller forlegenhed er der det at sige, at det slet ikke kan lade sig gøre at forvise centrale udtryk som kærlighed eller tro fra forkyndelsens sprog. Dertil er de alt for solidt og uomgængeligt rodfæstede i traditionen. Først og fremmest er prædikenen bundet til de bibelske tekster, der ikke holder op med at tale om Guds kærlighed til mennesker eller om troen, der frelser, fordi der er nogen, der finder ordet fortærsket eller mener at være blevet trætte af det. Dernæst har det bibelske sprog sat sit aftryk på hele den kristne tradition - salmerne og gudstjenestesproget fører sin tydelige tale om Guds kærlighed. Og mon ikke denne tale skal vise sig stærkere end alle misbrug og forvanskninger?

Den evne har de bibelske tekster heldigvis også: Ved at fastholde os på de overleverede ord fastholder de også ordenes sande betydning. Selv om ordene i vore hænder hele tiden er på vej til at glide ud i meningsløshed og ligegyldighed, bliver det alligevel ved med at være muligt at finde tilbage til deres rette mening. Det er en stor velsignelse, at det forholder sig sådan med det sprog, der er det vigtigste meddelelsesmiddel imellem mennesker. Skønt det altid er i færd med at forfalde, bliver det dog samtidig også bevaret og fornyet - og det er i sidste instans Ordet, Guds ord, der giver mening til ordene. Det er Guds ord, der giver menneskers ord deres kraft og magt tilbage - fornyer deres evne til at sige det, som de skal.

Derfor skal den kristne forkyndelse naturligvis også blive ved med at tale om Guds kærlighed til mennesker og om den indbyrdes kærlighed, som Guds ord gør til et livsvilkår og en livsbetingelse der, hvor det lyder. For det er den kristne forkyndelse med dens rod i Bibelen, der forklarer ordenes mening og sætter den. Således også med ordet kærlighed. Det er fordi ordets bibelske betydning klinger med, hver gang det bruges, at ordet kan blive ved med at betyde noget med mening i.

Det fritager selvfølgelig ikke nogen fra den opgave, der består i at forklare og tydeliggøre ordenes mening og rette sammenhæng. Der, hvor misforståelser og forvanskninger har lagt sig som et tykt lag hen over ordene, kan opgaven være krævende nok. Men der er ingen undskyldning for ikke at gå i gang og gøre sit bedste - i fortrøstning til, at ordenes rette mening er den stærkeste.

K. L. Aastrup har engang beskrevet Grundtvigs salmedigtning som en digtning på trods af tiden. En bevidst brug af hele den kristne traditions billedsprog og udtryksmidler stik imod samtidens udvanding og udtynding af sprog og mening. Sådan kan Kolds valgsprog også høres i dag - som en tale imod tiden, men også til tiden. For Danmarks og det danske folks lykke er til alle tider at måtte høre om Guds kærlighed på dansk. Sådan som det er ethvert folks lykke at måtte høre ordet for evigheden, evangeliet om Jesus Kristus på sit eget sprog - og dermed blive holdt i live i tiden.