Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 10, december, s. 197-198.

Den også af mig velmeriterede journalist har fået en idé:
”Jeg er blevet noget optaget af ideen om at interviewe dig under overskriften ”Hvad skulle det nytte” på baggrund af dine otte års værnepligt. Du husker, vi i telefonen talte om den faktiske underordning under EU og om den langsommere, men dog konstante forandring af den danske befolknings sammensætning i islams favør. Det ville åbne en ny front i debatten, forekommer det mig.”

Jeg er ikke varm på ideen. Jeg aner en hensigt. At vi er nogle stykker, der lukker øjnene for en dyster udvikling, mens vi i øvrigt hævder at bekæmpe og ændre den. Han tænker utvivlsomt på den såkaldte Metockdom, afsagt af EF-domstolen, hvis umisforståelige indhold jo er, at Danmark kan ikke bestemme, hvem der kan komme ind i og bosætte sig i landet, selv om det danske folketing har fastsat betingelserne i sin lovgivning. Danmark er sat skakmat af EF-domstolen. Danmark er umyndiggjort som medlem af EU. Og hvor megen mening er der så i at have som sin politik at ville forhindre, at Danmark fra at være en nation bliver forvandlet til et multikulturelt samfund via den ukontrollable indvandring?

Problemet er naturligvis EU. Der er ingen mulighed for at standse indvandringen, ja islamiseringen, så længe Danmark er medlem af dette EU, der via sin anti-nationale ideologi arbejder på at nedlægge de europæiske nationalstater og dermed det danske folketings ret til at bestemme lovgivningen i Danmark. EU er ikke blot nationalstatens, men også folkestyrets fjende. En anti-national og overnational magthaver, der undergraver alt, hvad bl.a. jeg kæmper for på Christiansborg.

Er der så ikke grund til at se problemet i øjnene, spørger journalisten.

Jeg er ikke varm på hans idé. Jeg fatter jo kun alt for godt hans hensigt. At afsløre, at vi fægter forgæves eller i blinde. At tvinge mig til at erkende, at så længe vi støtter en regering, der støtter EU, er min nationale værnepligt uden realitet eller konsekvens.

*

Og han har naturligvis en pointe. Det kan ingen være blind for. Alligevel svarer jeg nok nej.

For Danmarks situation kan ændres på flere måder. Det er sandt, at det mest logiske synes at være et umisforståeligt nej til en regering, der siger ja til EU’s nationalt ødelæggende linie. Det er dette nej, journalisten vil have mig til at udtale åbent og offentligt. Og naturligvis siger jeg og har jeg siden 1960´erne sagt nej til Danmarks medlemskab af EU, men kampen imod EU kan være mere end politisk. Det er dette, jeg vil fastholde, hvorfor jeg ikke vil deltage i et interview, der kun kender et politisk perspektiv. Kampen er også folkelig, ja åndelig i den forstand, at den i sidste ende består i at fremme det folkelige systemskifte, der fandt sted i 2001, og hvis sluttelige mål selvsagt er opgøret med en overnational union, der som sådan ophæver Danmarks og det danske folkestyres selvstændighed.

Jeg vil ikke trækkes ind i et rent politisk spil. Jeg vil fastholde det folkelige eller åndelige perspektiv, som med nødvendighed vil føre politiske konsekvenser med sig. Den danske selvbesindelse betyder også et dansk nej til EU. Det er indlysende. Men kender man kun det politiske perspektiv, kan man alt for nemt sabotere det systemskifte, vi lagde grunden til i 1980´erne, og hvis frugter vi i dag kan glæde os over. Trods alt.

For vælter vi den nuværende regering, kommer vi fra asken i ilden. Dens alternativ vil føre til en situation, hvor den nationale selvbesindelse er udelukket og opløsningen eller islamiseringen af Danmark vil tage fart. Lidt er bedre end intet. Og lidt kan være vejen til mere, ja til det formål, der er bl.a. mit.

Derfor vil jeg nok svare nej til journalisten. Jeg kan godt forstå hans interesse i at lokke mig på glatis. Set fra hans position er den oplagt.

Men jeg foretrækker at sætte problemstillingen selv.

*

Når dette er sagt, må det på den anden side erkendes, at sort ser det ud. Otte år efter systemskiftet er situationen ikke lystelig i Danmark.

Et tilfælde som Tingbjerg taler sit tydelige sprog om en dansk dagligdag, der i stigende grad terroriseres af de indvandrere fra muslimske lande, der ikke vil respektere Danmark og dansk kultur og lov. I den gældende aftale om indfødsret hedder det i paragraf 2: ”Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper.”

Dette er betingelsen for at opnå dansk indfødsret. Det skal naturligvis også være betingelsen for overhovedet at kunne bosætte sig i Danmark. Vi må kræve troskab og loyalitet. Og vi må lade det få konsekvenser, hvis fremmede, der har bosat sig i Danmark, udviser illoyalitet og fjendskab over for dansk kultur og danske traditioner.

Jeg var til gudstjeneste i Tingbjerg kirke søndagen efter, at balladen var eksploderet, og det var i egentlig forstand opbyggeligt at opleve den opbakning bag folkekirke og kristendom, som den overvældende deltagelse manifesterede. Det var helt bevægende at høre fre hundrede kirkegængere fremsige trosbekendelsen. Her var der tale om troskab og loyalitet.

Men det er for sjældent. For svagt. For tøvende. Hvad ligner det, at den ledende politimand Per Larsen erklærer, at politiet tøver med at gribe ind over for terror mod det danske samfund for ikke at fremkalde ”modtryk”? Hvad ligner det, at brandvæsen og andre funktioner i det danske samfund ikke kan færdes frit i de dele af storbyerne, hvor islamiseringen er koncentreret? Hvordan kan vi acceptere, at dansk lov og samfundsliv skal bede om tilladelse til at fungere?

Det er et spørgsmål om vilje til at fastholde dansk lov og ret. Men denne vilje er vigende. Jeg mindes New York i 2003. Vi havde hørt, at New York var en by fuld af kriminalitet. Men byens borgmester havde placeret bevæbnede politifolk på hvert eneste gadehjørne, og byen var fredeligere og sikrere end København.

Det er et spørgsmål om vilje. Problemet er, at den danske viljestyrke er svag.

*

Og problemet er jo også, at foragten for Danmark og dansk lov og ret er udbredt dér, hvor den skal modsiges. Begivenhederne i Brorsons kirke er i så henseende talende. En demonstration af en folkekirke, der ikke ved, hvad kristendom er, og af et offentligt liv, som med begejstring griber folkekirkens ukristelighed til at udøve politisk pression og sabotere det danske retssamfund. Nej, otte år efter 2001 er der ikke grund til udelt optimisme. Det har journalisten ret i. De seneste signaler om klimaklokkeringning med folkekirkens klokker er et andet vidnesbyrd om biskopper og præster, der på den pinligste måde demonstrerer deres afstand fra, ja modsætning til evangelisk-luthersk kristendom.

Jo, sort ser det rigtignok ud. Vi står i et vadested, hvor kun alt for meget bevæger sig i den gale retning. Der er ikke baggrund for falsk optimisme.

Men derfor skal vi alligevel ikke politisere, ja partipolitisere problemet.