Af Thomas Helbig Hansen, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 10, December, s. 202-211.

Vi bevæger os i et minefelt af spirende katastrofer i disse år. Svineinfluenza og finanskrise og bandeopgør afløser hinanden på avisforsider og TV-sendefader, og så er de alligevel for intet at regne mod den helt store apokalypse: Det angiveligt nært forestående klimakollaps.
Temperaturen stiger – får vi at vide – hastigere end nogensinde, og bliver den ved med det, vil polerne smelte og havene stige og dyrene uddø.
Derfor haster det med at gøre noget ved vor tids helt store skurk: CO2-udslippet. FN offentliggør nærmest dagligt nye og skrappe udslipskrav; hvor man end kigger hen, reklamerer busser og taxaer og sågar hele byer med ”CO2-neutralitet”; og insisterer man på at tage flyveren på ferie, kan man forinden købe aflad i form af en CO2-kvote.
Men er denne katastrofestemning på klimaets vegne i virkeligheden blot politik forklædt som videnskab? Eller er der virkelig tale om sidste udkald for Moder Jord?
Det vil dette essay forsøge at belyse nærmere.

Forleden aften kunne man på DR2 opleve ”Klimaeksperimentet i Fløng”. TV-stationen havde bedt fire familier af varierende størrelser og sammensætninger om – i en uge – at skrue ned for energiforbruget, så det kom på niveau med FNs seneste CO2-råd: En reduktion på 80%.

Det kom ikke til at gå stille af. Der blev slukket for radiatorer og køleskabe og computere i eet væk. Bilerne måtte blive i garagerne, vintertøj og Webergrill blev fundet frem, vand blev varmet i microbølgeovnen, og hænderne vasket i en skål. En af mødrene fortalte irriteret, hvordan hun pludselig skulle bruge ekstra 1½ time dagligt på at komme på arbejde, mens en anden engageret meddelte, hvordan hun havde et utroligt behov for at gøre op med det selvbedrag, at det er nok at skifte en elpære.

Børnene kedede sig bravt uden deres elektroniske legetøj, og forældrene havde heller ikke den store lyst til at forlænge eksperimentet ud over den afstukne uge. Konklusionen ved ugens slutning var, at nok kunne man skære en smule af det værste energifråds fra uden akkurat at blive hellig, men ingen havde lyst til at gå hele vejen til en reduktion på 80%. Ifølge FN er der bare ingen vej udenom, sluttede programmets voice-over ildevarslende.

At eksperimentet overhovedet blev sat i værk, og at helt almindelige mennesker uden romantiske forestillinger om at vende tilbage til en før-industriel levevis overhovedet lod sig lokke med på galejen, siger en hel del om tidsånden. For uanset hvor man kigger hen er budskabet tilsyneladende det samme: Temperaturen stiger faretruende, det er alene menneskets skyld, og får vi ikke hurtigt gjort noget ved problemet, vil alle mulige ulykker vælte ned over vore syndige hoveder. Politikere, organisationer og medier kappes som ivrige sælgere af dét budskab, og størst af alle – i hvert fald markedsføringsmæssigt – er Al Gore.

De feste af os kender ham som Bill Clintons ukarismatiske og stive vice-præsident – i de amerikanske medier gik han under øgenavnet the wooden Apollo – men stærkest i den offentlige bevidsthed står uden tvivl den groteske farce ved præsidentvalget i 2000, hvor han først blev udråbt som vinder, derpå erklæret som taber, derpå opnåede uafgjort, og endelig – efter 34 dages hård kamp ved domstolene – tabte præsidentvalget til George W. Bush.

Han tabte valget, men vandt til gengæld den moralske sejr: ”Vinder af et præsidentvalg på point uden at få posten (note 1)”, som Berlingske Tidende forleden følte sig kaldet til at udtrykke forholdet.

Og således – med et friskt nederlag i bagagen og masser af tid til sig selv – begyndte han at turnere med sit lysbilledshow, An Inconvenient Truth, igen. Den ene forevisning fulgte den anden, og en aften i 2005 kom en filminstruktør op til ham og foreslog at lave forestillingen om til film. Og knopskydningen fortsatte og resulterede hurtigt derefter i en bog – bygget op af de samme letforståelige budskaber om et klima i krise.

Kombinationen af Al Gores moralske kapital fra 2000 og kampen for klimaet har skabt en vindersag af hidtil usete dimensioner. Ikke bare har filmen fået en Oscar og Al Gore selv Nobels Fredspris; hvor han end kommer frem, bliver han modtaget som en blanding af rockstjerne og orakel, og hans autoritet har forlenet hans version af klimasagen med en aura af ultimativ sandhed.

Ønsker man at forstå, hvad klimakampen handler om, er Al Gores bog derfor et godt sted at starte. Den fortæller enkelt og forståeligt om problemet set fra Al Gores side, og bogen har – i forhold til foredrag og film – tilmed den store fordel, at man kan læse den i sit eget tempo, og de centrale passager endda igen og igen om nødvendigt.

Og det er præcis, hvad der vil ske i det følgende: Bogen vil blive læst – ikke bare én, men to gange for derigennem at finde ud af, om der ligger andet og mere end oprigtig bekymring for det globale klima bag udgivelsen af bogen.

Første læsning gennemgår bogen på dens egne præmisser. Det vil sige: Hvad er budskabet? Hvilke påstande føres i felten? Og hvordan dokumenteres de? Alle tre uden at gå alt for hårdt til teksten; sådan som man må formode, at de fleste af bogens læsere vil tackle bogen. Har man sympati for forfatteren, er man bekymret for klimaet, og har man måske ikke tid og prioriteter til at læse mere end en enkelt bog og dét tilmed overfladisk, så er det formentlig denne måde man vil læse Al Gores bud på sandheden.

Hører man derimod til den kategori af læsere, for hvem alarmklokkerne begynder at bimle, når forfatteren hævder at have fundet De vises Sten, vil man formentlig læse bogen på en anden måde. Ikke bare vil de enkelte påstande blive målt og vejet; man vil måske også have en tendens til at kryds-checke bogens informationer med den øvrige litteratur på området. Derfor vil anden gennemlæsning invitere en lille del af den øvrige forskning på området indenfor. Er ”An inconvenient Truth” virkelig sandheden? Eller eksisterer der klimaforskning, der drager Al Gores konklusioner og metode i tvivl?

Første læsning: På egne præmisser
Lad det være sagt straks: ”An invonvenient Truth” er den helt rigtige bog at have liggende fremme på sofabordet, hvis man blot i mindste mål er til CO2-kvoter og bæredygtig udvikling. Bogen er ikke blot et symbol på den ypperste politiske korrekthed; den er tillige fyldt med smukke billeder og indbydende layout. Den er godt og pædagogisk bygget op af letforståelige figurer, tekst og billeder, og alt i alt gør den et meget professionelt og sympatisk indtryk.

Og hvad siger han så, Al Gore, om klimaet og dets tilstand?

Først og fremmest, at der udover skatter og døden er én ting mere, der er hævet over enhver tvivl: Ikke bare eksisterer den menneskeskabte globale opvarmning; den bliver tilmed farligere og farligere med en sådan hast, at det har udviklet sig til en planetar nødsituation.

Skal man strukturere hans budskab en smule, kan man dele det op i seks punkter:

Hvad er problemet (punkterne 1-4); hvad kan man gøre (punkt 5); slanger i paradiset (punkt 6).

Lad os kigge på problemet først.

1: Mennesket som primær årsag til CO2-udslippet
Når vi kører i bil, tager brusebad og holder varmen hhv. kulden med forskellige former for hjælpemidler, udleder vi CO2. De seneste 50-100 år er Jordens befolkning steget dramatisk, og levestandarden er gået samme vej. Derfor giver det intuitivt god mening, at CO2-udslippet de seneste 50 år er steget ekstraordinært meget. For at illustrere dén pointe viser Gore os en figur, der umisforståeligt bekræfter hans ord: Fra 1958 og frem til nu er atmosfærens indhold af CO2 bare steget og steget. Grafen så Al Gore første gang, da han på college blev undervist af klimaforskeren, Roger Revelle. Gore fortæller om det første møde med grafen, at han ”aldrig vil glemme den graf, han (altså Revelle) tegnede på tavlen samt dens dramatiske budskab: At noget fuldstændig nyt var i færd med at ske i planetens atmosfære, og at årsagen til denne forandring var mennesket” (s. 40. Sidetallene refererer til den engelske udgave af bogen, og oversættelsen er min. Referencer til andre kilder sker i form af slutnoter).

Mens han tegnede på tavlen, fortalte læreren nemlig sine studerende om sin hypotese: At den globale økonomiske udvikling efter 2. Verdenskrig, drevet frem af en eksplosion i befolkningstallet og baseret på afbrænding af olie og kul, ville medføre en voldsom stigning i CO2-udslippet. For at teste hypotesen foretog Revelle i de følgende år en lang række målinger af atmosfærens CO2-indhold, og det var resultatet af dette arbejde, han viste den unge Al Gore på tavlen i auditoriet.

Skal man være en smule pedantisk, kan man påstå, at grafen i sig selv kun illustrerer den ene halvdel af sammenhængen: Den stigende mængde CO2. Menneskets andel er kun sandsynliggjort i form af lærerens hypotese, som – ifølge Gore – ”had the ring of truth”(s. 40); den lød sand. Men at vise, at to fænomener indtræffer samtidig – økonomisk vækst og stigning i CO2-udslip – er ikke det samme som at påvise, at de er forbundne, og slet ikke, at den ene er afhængig af den anden. Det ville kræve, at Al Gore operationaliserede den økonomiske vækst – altså opstillede en variabel – udvikling i BNP eller lignende – som han derpå kunne vise i sin figur. Og hvis han så kunne påvise, at de to grafer følges ad i tykt og tyndt, og at den økonomiske graf hele tiden er et hestehoved foran CO2-grafen – så ville det give mening at hævde en sammenhæng, hvor CO2-udslippet er den afhængige variabel og den økonomiske vækst den uafhængige. Denne minimumsforudsætning for at konkludere så skråsikkert, som tilfældet er, kommer Al Gore ikke i nærheden af. Det betyder naturligvis ikke, at sammenhængen ikke eksisterer – blot får vi den ikke at se.

Og den mangelfulde dokumentation efterlader læseren med endnu et ubesvaret spørgsmål: Er CO2-produktion udelukkende et menneskeligt anliggende eller skabes der også CO2 på anden vis?

2: Atmosfærens indhold af CO2 er historisk højt – og det bare stiger og stiger
Så langt så godt. Men Roger Revelles graf fra tavlen i auditoriet viser os kun udviklingen i CO2-udslippet fra 1958 og fremefter, så for at sætte udviklingen i perspektiv viser Al Gore os derpå en graf over atmosfærens CO2-indhold over de seneste 650.000 år. Og budskabet er atter umisforståeligt: På intet tidspunkt i dette lange tidsperspektiv har atmosfærens indhold af CO2 været så højt som nu: 381 ppm. Og så er det endda ikke det mest alarmerende: I løbet af bare 45 år vil atmosfærens indhold af CO2 stige til 610 ppm, ”hvis ikke vi hurtigt foretager dramatiske ændringer” (s. 67).

Grafen har han angiveligt hentet i tidsskriftet Science, men vi får ikke at vide, hvilken udgave eller hvilken side eller hvem forfatteren er, så vi har ingen mulighed for at efterprøve hans påstande. Og vi kan i sagens natur heller ikke vide, hvordan man har regnet sig frem til den fremtidige CO2-koncentration. Det må næsten være resultatet af en computermodel, men hvilken og udført af hvem? Alt i alt må vi i første omgang lade tvivlen komme ham til gode: Ud fra det tilgængelige materiale kan vi hverken afvise eller foreløbig godtage hans påstand om et historisk højt CO2-niveau.

3: Den stigende mængde CO2 får temperaturen til at stige
Og hvad er så problemet med denne dramatiske stigning i atmosfærens CO2? Jo, forklarer Gore, mens han viser læseren en graf over temperaturens udvikling – denne gang godt nok ”kun” for de forgangne tusind år: Når CO2-mængden er stigende stiger også temperaturen. Og det bekræftes til fulde af figuren: Efter at have holdt sig i ro siden år 1000 begynder temperaturkurven at udvise dramatiske udsving ca. midt i det tyvende århundrede, og udviklingen går igen kun én vej: Det bliver varmere, og det har aldrig været så varmt før. Al Gore forklarer: ”Det er en kompliceret sammenhæng, men det vigtigste er, at jo mere CO2 atmosfæren indeholder, jo højere bliver temperaturen, fordi en større del af solens varme bliver fanget i atmosfæren” (s. 67).

Kilden til denne graf er IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) (igen: Vi får ikke at vide, hvor undersøgelsen er offentliggjort, så vi må tage Gores ord for, at den er korrekt gengivet og tolket), og Gore tager med det samme luften ud af en eventuel kritik. Han siger: Denne udvikling i temperaturene er bekræftet af adskillige forskere i et væld af undersøgelser, hvoraf professor Thompson med sine iskerneboringer er den væsentligste.

Igen må den pedantiske læser spørge: Hvorfor viser Gore os ikke nogle fere af disse forskningsresultater? Og hvordan når han frem til, at Dr. Thompsons iskerneboringer er blandt de mest autoritative?

Lad os for læsningens skyld antage, at der ikke er nogen finger at sætte på konklusionerne vedr. den stigende mængde CO2 hhv. den stigende temperatur. Det efterlader os med det ikke uvæsentlige spørgsmål: Hvad er forbindelsen mellem de to? Al Gore baserer sit budskab på en sammenhæng, der udnævner CO2-mængden til at være den uafhængige variabel og temperaturstigningen til at være afhængig deraf. Hvordan håndterer han bevisførelsen? Svar: Det gør han ikke.

4: Temperaturens himmelflugt får klimaet til at gå grassat
Til gengæld fortæller han os, at temperaturens himmelflugt får klimaet til at gå grassat: Polerne smelter, dyrene uddør, menneskene kriges og stormene tager til. Det starter allerede på bogens forside: Røgen fra kraftværkets skorstene stiger til vejrs og bliver til en Katrina-lignende storm. Havene stiger: Hvis Indlandsisen såvel som Antarktis skulle smelte vil det betyde en havstigning på op til seks meter. Gore har på pædagogisk vis illustreret sin pointe ved at inddrage satellit-billeder af store lavtliggende områder efter de bebudede oversvømmelser (s. 198-202), og der er ikke meget tilbage af Holland eller Florida. Dyrene vil uddø i et tempo og omfang, der bringer mindelser om dinosaurernes udslettelse. Men, siger Gore: ”Den begivenhed blev angiveligt udløst af en kæmpemæssig meteorsten. Denne gang er det ikke en meteor, der kolliderer med Jorden og skaber ravage; denne gang er det os.”(s. 10) Og mennesket selv skal heller ikke regne med at få det for nemt. Gore minder læseren om Europas mareridtssommer i 2003, da en hedebølge slog 35.000 personer ihjel.

Kort fortalt kan Gores fire-ledede årsagskæde altså stilles op som følger: Mennesket udleder mere og mere CO2; det medfører, at CO2-koncentrationen stiger; hvilket igen får temperaturen til at stige; og denne dobbelte stigning medfører, at klimaet, som vi kender det, bukker under.

Sine steder halter hans argumentation en hel del, som vi har set. Men det er formentlig kun den pedantiske læser, der endnu ikke har ladet sig rive med af situationens alvor, der vil opfatte det som et problem.

5: Hvad kan man gøre?
Og nok er situationen alvorlig, formaner Gore, men heldigvis er klokken kun fem minutter i tolv; der er stadigvæk tid til at lægge kursen om. Det bliver bare ikke let, for verdens regeringer er ikke meget for at træffe de nødvendige og upopulære beslutninger (heraf titlens ”inconvenient”). Som han formulerer det: ”Husk hvad der skete under den globale fascisme. Til at begynde med var sandheden om Hitler også ubekvem. Mange i Vesten håbede på, at faren ville forsvinde af sig selv. De ignorerede advarselslamperne og gik på kompromis med ondskaben, og så ventede de, mens de håbede på det bedste.” (s. 11)

Heldigvis kan almindelige borgere sagtens gøre noget selv. Som f.eks. at skifte til sparepærer, købe de rigtige (læs: grønne) husholdningsapparater samt spare på vandet. For at det rigtigt skal batte noget, er vi imidlertid også nødt til at skifte til grøn energi (ud med kul og ind med vind) samt tage cyklen i stedet for bilen. For slet ikke at tale om, at der skal skæres kraftigt i antallet af flyrejser og røde bøffer. Endelig skal vi så generelt forbruge mindre, købe ting, der holder, og så naturligvis huske at genbruge. I den udstrækning, der stadigvæk måtte være en smule CO2 at spore tilbage til os, kan det nemt klares ved at købe en CO2-kvote. Alt i alt et budskab om at lægge livsstilen om i retning af de fire Fløng-familiers klimaeksperiment.

6: Slanger i paradiset
Ført ved hånden af Al Gore er vi altså nu nået til den erkendelse, at Jorden er i fare, og at det haster med at gøre noget.

Og at det ikke bare er noget, han siger, fremgår af, at han angiveligt har videnskaben på sin side. Tusindvis af verdens allerbedste videnskabsfolk er enige om, at dette er den korrekte udlægning af forholdene – der eksisterer, hvad der må være en noget nær historiens mest udprægede og indiskutable konsensus på området. Deraf bogtitlens påstand om at repræsentere Sandheden. Om CO2-grafen siger han f.eks.: ”Der er ikke en eneste del af denne graf – ingen kendsgerning, ingen dato eller tal – der er kontroversiel eller omdiskuteret af nogen som helst. I den udstrækning, der hersker en smule dissens, skyldes det, at nogle få personer i uansvarlige kul-, olie- og energi-selskaber siger: Og hvad så? Det betyder ikke noget.” (s. 67)

Også i pressen er der – ifølge Gore – endnu nogle få brådne kar, der ikke har set lyset. Han viser i sin bog et par store plancher, der fortæller, at antallet af videnskabelige artikler, der i de forgangne 10 år har beskæftiget sig med klimaforandring er 928, og at antallet af artikler, der er i tvivl om årsagen til forandringerne er 0. Det bruger han til at underbygge sin påstand om, at der stort set er enighed om hans udlægning af teksten. Til sammenligning var der i den almindelige, ikke-videnskabelige presse 636 artikler om den globale opvarmning, og heraf var hele 53% i tvivl om årsagerne. Al Gore gør det til et problem, at den af ham miskrediterede del af videnskaben får lige så meget spalteplads som Den store Konsensus. ”Denne skandaløse kendsgerning er en mærkbar plet på den moderne amerikanske presses generalieblad, og adskillige ledere i pressen skulle være undervejs med initiativer til at rette op på problemet.” (s. 287)

Desværre fortæller han os ikke, hvem disse enkeltstående forskere er, og vi bliver heller ikke meget klogere med hensyn til pressens brådne kar. Så foreløbig er vi nødt til at tage hans ord for, at risikoen for, at mørkets kræfter kan vælte processen, er reel.

Så vidt den første gennemlæsning. Køber man hans fremstilling er det forholdsvis dyster læsning, og i Skotland, Norge og Spanien tager man efter sigende sagen så alvorligt, at filmversionen skulle være en fast del af pensum i folkeskolen.

Og lad os så rette opmærksomheden mod læsning 2.

Anden læsning: Nu med eksperthjælp
Mennesket er altså årsag til den globale opvarmning, der truer klimaet med kollaps.

Dét er sagen, og den står ikke til diskussion. Sagen er afgjort, eller på engelsk science is settled.

Al Gore fortæller os, at når han kalder sin version af historien for Sandheden, er det ikke bare noget, han finder på; tusindvis af verdens førende forskere er nået frem til, at det forholder sig sådan, og der er dermed tale om en næsten perfekt konsensus på området.

Problemet et blot, at videnskab og konsensus ikke har noget med hinanden at gøre. Konsensus er et politisk begreb, der hører hjemme i en sammenhæng, hvor man skal forhandle sig til rette. Videnskab, derimod, er en proces, hvor man opstiller falsificérbare hypoteser og teorier, og efterfølgende tester dem mod observationer fra virkeligheden. Så længe en hypotese eller teori ikke er blevet modsagt af virkeligheden, får den lov til at blive stående som et udtryk for den smule, vi ved om det pågældende område. I det øjeblik, derimod, hypotesen eller teorien bliver falsificéret, skal den enten forkastes eller modificeres. I det tilfælde betyder det intet, om så alverdens videnskabsmænd kunne overtales til at skrive under på dens berettigelse.

Derfor vil vi nu være uærbødige og trodse Al Gore. Ind på scenen skal hentes en række kapaciteter, der imellem sig kan belyse de områder, der indgår i vurderingen af klimaets udvikling og dets konsekvenser. Det er områder som klimaforskning, økonomi og statistik, og til at belyse disse tre områder er flg. opmænd udvalgt:

The Center for the Study of Carbon Dioxide and Global Change. M. Mihkel Mathiesen. Nigel Lawson. S. Fred Singer og Dennis T. Avery. Lawrence Solomon. Henrik Svensmark og Nigel Calder.

At læsningen og udlægningen af disse forfattere ikke må forveksles med den ultimative sandhed, som ikke kan anfægtes, siger sig selv. Så vil det blot blive Al Gore med modsat fortegn. Men læsningen og udlægningen skal bruges til at sandsynliggøre en alternativ udlægning af teksten, og det må så være op til den enkelte læser at føle sig overbevist eller ej.

Hver enkelt af de udvalgte får nedenfor hver især et par ord med på vejen for at tydeliggøre berettigelsen af deres deltagelse, og derpå vil de hver især blive bedt om at give deres respektive vurdering af én eller flere af Al Gores seks centrale punkter.

The Center for the Study of Carbon Dioxide and Global Change (herefter CO2science.org, jf. www.co2science.org) blev grundlagt for at producere faktuelle rapporter samt objektivt kommentere udviklingen i de verdensomspændende bestræbelser på at fastlægge de klimatiske og biologiske konsekvenser af luftens stigende indhold af CO2.

M. Mihkel Mathiesen er oprindeligt uddannet inden for metallurgi fra Stockholms Teknologisk Institut. Efter i en årrække at have arbejdet som forsker i energi og miljø bruger han i dag i stigende grad sin tid på at skrive og undervise.

Nigel Lawson var medlem af Margaret Thatchers regering fra 1979-1989, fra 1983 som finansminister. Han er medlem af Overhusets Select Comittee on Economic Affairs, som i 2005 producerede en omfattende rapport om klimaforandringernes økonomiske konsekvenser.

S. Fred Singer er klimafysiker og har i sin karriere primært beskæftiget sig med klima, energi og miljø. Dennis T. Avery er senior fellow ved the Hudson Institute.

Lawrence Solomon er miljøaktivist og forfatter. Hans motiv for at beskæftige sig med de såkaldte ”benægtere” blev netop udløst af Al Gore og ligesindede, der hævder, at uenighed på klimaområdet er et udtryk for nogle få forskere, der er på lønningslisten hos de store olieselskaber. Han satte sig for at undersøge, om det kunne være rigtigt, og resultatet var ikke helt, som Gore havde stillet ham i udsigt.

Henrik Svensmark er astrofysiker. Nigel Calder er videnskabsjournalist med en fortid som redaktør af New Scientist.

De to har i fællesskab udgivet bogen ”The chilling stars – a new theory of climate change”.

“Og hvad siger så disse alternative røster?”

Mennesket som primær årsag til CO2-udslippet
Når Al Gore gør menneskets udledning af CO2 til vor tids helt store problem, overser han som minimum to forhold. For det første, at mennesket langt fra er den eneste kilde til CO2-udledning.

Og for det andet, at CO2 måske nok har en varmeskabende effekt, men tillige er en afgørende forudsætning for klodens planteliv.

Problemet er, ifølge én af Solomons ”benægtere”, at tilstedeværelsen af CO2 i den populære fremstilling beskrives som et problem med en enkelt årsag og en enkelt konsekvens. Årsagen er afbrænding af fossilt brændstof; konsekvensen er global opvarmning. ”I virkeligheden”, siger Freeman Dyson – fysikprofessor ved Princeton University, ”er der mange årsager og mange konsekvenser. Årsagerne omfatter den globale økologi: Skove, gårde og sumpe såvel som kraftværker, fabrikker og biler. Og stigningen i atmosfærens CO2-indhold medfører også forøget afkast af kornproduktion og skovvækst. (note 2)”

Atmosfærens indhold af CO2 er historisk højt – og det bare stiger og stiger
Uanset hvor CO2-produktionen måtte foregå, er vi atter nødt til at rette opmærksomheden mod Al Gores graf over CO2-indholdet i atmosfæren i de forgangne 650.000 år. Grafen viser som bekendt, hvordan CO2-niveauet angiveligt – siden tidernes morgen har bevæget sig op og ned mellem niveauer på 180 og 260 for så pludselig at stige voldsomt fra midten af det tyvende århundrede til dens nuværende værdi på 381. Og ikke nok med det: Fortsætter den menneskelige udledning vil niveauet stige til alarmerende 610 i løbet af 45 år.

For at kunne vurdere validiteten af hans udsagn er vi nødt til først at kigge på den forskning, som han lægger til grund for sine påstande.

Dataene stammer fra de såkaldte iskerneboringer. Det er populært sagt tværsnit af isen – i dette tilfælde fra Antarktis, der er dannet ved at snefald efter snefald i årenes løb er blevet mast til is af lagene, der falder ovenpå igen. Der er tale om en slags polarisens træringe, hvilket vil sige, at det enkelte lag kan fortælle forskerne detaljer om klimaet på tidspunktet for det pågældende snefald. Bl.a. indeholder islaget en prøve af luften på det pågældende tidspunkt, og dermed også en indikator for CO2-mængden under snefaldet. Derfor kan det være fristende at tolke iskernerne som et gyldigt udtryk for CO2-mængden, men så enkelt er det ikke, iflg. Zbigniew Jaworowski, der er polsk fysiker og én af Solomons ”klimabenægtere”: ”IPCC arbejder ud fra den antagelse, at isen bevarer den oprindelige luft uændret, så den kan anvendes til en perfekt rekonstruktion af den oprindelige atmosfære. Men for at dette skulle kunne lade sig gøre, må ingen del af den indkapslede luft kunne forsvinde. Endvidere må der aldrig forekomme væske i isen; de forskellige atmosfæriske gasser, der er fanget i isen, må ikke hverken gå i forbindelse med hinanden eller blive skilt ad; og endelig skal de forskellige gasser reagere ensartet på isens tryk.” Hvis alle disse forudsætninger var opfyldt, ville man have det perfekte lukkede system, fastfrosset i tid. ”Men der er tale om ren ønsketænkning (note 3)”, siger Jaworowski.

Gore baserer altså sine konklusioner på en enkelt kilde, som der tilsyneladende kan rettes indvendinger imod. Havde han været interesseret i at checke sine data mod andre undersøgelser, kunne han f.eks. have valgt at analysere de titusinder af realtidsmålinger, som forskere har foretaget siden begyndelsen af det 19. århundrede. De viser et noget andet billede end den alarmerende iskernegraf: Nemlig, at atmosfærens indhold af CO2 har varieret markant og flere gange inden for de målte 200 år har været højere end nu. Og hvad der er måske allervigtigst: Flere af de målinger, der er på niveau med vore dage, lå i den før-industrielle tid, altså før mennesket begyndte at udlede CO2 i stor stil.

Han kunne også have taget CO2science.org med på råd. Her ville man kunne have fortalt ham, at man mener at have påvist, at luftens indhold af CO2 de seneste tyve år har holdt sig uændret, selvom mennesket i denne periode har udledt mere CO2 end nogensinde før. Forklaringen er, viser organisationen, at den stigende mængde CO2 fra biler og skorstene fungerer som gødning (aerial fertilizer) for Jordens vegetation. I takt med den øgede CO2-produktion suger planterne mere og mere næring til sig, eller sagt på anden vis: Lige så hurtigt mennesket kan producere CO2 – lige så hurtigt kan planterne suge det ud af luften igen. Og det medfører, at nettoeffekten af menneskets udledning er tæt på nul.

Den stigende mængde CO2 får temperaturen til at stige
For at undersøge Al Gores påstand om en sammenhæng mellem atmosfærens indhold af CO2 og de stigende temperaturer må vi afklare to forhold.

For det første, hvorvidt temperaturen er steget; og for det andet, om stigningen kan relateres til mængden af CO2.

Al Gore er ikke i tvivl: Temperaturen har været nogenlunde konstant de seneste tusind år for så pludselig – fra midten af det tyvende århundrede – at stige kraftigt. Til grund for sin påstand lægger han en temperaturkurve fra IPCC, og for at give den pågældende temperaturkurve autoritet nævner Gore, at anden forskning bekræfter den viste temperaturudvikling. Som eksempel nævner han den såkaldte hockeystav. Navnet har forskningsresultatet fået, fordi det ligner en ishockeyspillers arbejdsredskab: Det lange skaft er den konstante temperatur fra år 1000-1940, og dén del af staven, der buer opad i forhold til skaftet, svarer til den påståede temperaturstigning fra 1940 til i dag.

Problemet med hockeystaven er blot, at ganske vist er den fremragende til at dokumentere den af Gore påståede unikke temperaturstigning i det tyvende århundrede, men den ligner slet ikke tilsvarende undersøgelser af temperaturens udvikling.

Det vakte mistanke hos en canadisk mineforsker, Stephen McIntyre, der derfor kontaktede Michael Mann, forskeren bag hockeystaven, og bad ham udlevere data og metode for at prøve at genskabe resultatet. Det nægtede Mann, og i de flg. måneder stredes de to om, hvem der havde ret. På et tidspunkt blev sagen kendt uden for det snævre videnskabelige niveau, og den amerikanske Kongres, der fandt problemet principielt vigtigt, bad én af USA’s førende statistikere, Edward Wegman, om at analysere Michael Manns data.

Konklusionen var klar: Der var tale om – ikke et falsum – men derimod en fejlbehæftet statistisk metode, som – når den blev rettet – fik den buede nederste del af hockeystaven til at forsvinde og dermed ligne de øvrige undersøgelser af temperaturens udvikling.

Mann er ansat hos IPCC, og han var én af de forskere, der i 2007 fik Nobels Fredspris sammen med Al Gore. Han har aldrig indrømmet sine fejl i forbindelse med udarbejdelsen af hockey-staven, men IPCC har dog valgt at fjerne figuren fra sine officielle publikationer.

Hockeystaven vakte mistanke, fordi den skilte sig ud i forhold til den øvrige forskning på temperatur-området. Forskning, som viser, at temperaturen stiger og falder i lange bølger, og at sådan har det tilsyneladende altid været. Det er i hvert fald påstanden fra Singer og Avery, og det er netop disse cykler, der har givet navn til deres bog, ”Unstoppable global warming every 1500 years”. Imellem de store istider, der indfinder sig med ca. 100.000 års mellemrum, bevæger temperaturen sig i et mønster, der kan illustreres ved at betragte stigninger og fald i de seneste 1500-1800 års klimahistorie.

200-600: Stigning.
440-900: Fald
900-1300: Stigning.
1300-1850: Fald.
1850-nu: Stigning – men i fire tempi: 1850-1940: Stigning, især mellem 1920 og 1940. 1940-1975: Fald. 1976-1978: Pludselig stigning. 1979-nu: Stor forskel på temperaturer målt på landjorden (som viser markant stigning) og målinger foretaget af satellitter hhv. balloner; disse viser ingen temperaturstigning af betydning.

Sammenlagt er temperaturen steget med 0,8 grader over de 160 år.

Denne udvikling er repræsentativ for temperaturens opførsel igennem de seneste millioner af år, og vidnesbyrdene stammer fra så forskellige kilder som iskerneboringer, træringe, havbunds-prøver, stalagmitter, koralrev samt jernstøvsprøver, der efter sigende skulle afsløre tidligere epokers tørke. Alle giver det samme billede: Temperaturen bevæger sig konstant i et rutschebanemønster, hvor kolde perioder afløses af varme, der igen efterfølges af kulde.

Det giver os en mulighed for at teste sammenhængen med CO2. Skal vi nemlig kunne fæste lid til Al Gores påstand om CO2 som den uafhængige variabel, der bestemmer udviklingen i temperaturen, må de fundne udsving i temperaturen nødvendigvis efterfølge tilsvarende udsving i mængden af CO2.

Det krav er tilsyneladende ikke opfyldt. CO2science.org har samlet en række forskningsresultater (note 4) på området, og de viser samstemmende, at forholdet er det omvendte. Selv analyser, der går 500.000 år tilbage i tiden, viser, at temperaturen er den uafhængige variabel; det er dén, der styrer atmosfærens indhold af CO2. Undersøgelserne er ikke helt enige om forsinkelsen mellem de to variable, men de feste angiver et åremål på mellem 400 og 1000 år, dvs., at en given ændring i temperaturen efterfølges af en tilsvarende ændring i CO2-mængden med 400-1000 års forsinkelse.

Det er fatalt for Al Gores årsagskæde. Hvis ikke CO2-mængden er den uafhængige variabel, forsvinder i hvert fald ét argument for at skære ned på afbrændingen af olie, kul og gas.

Det betyder ikke nødvendigvis, at CO2-indholdet i atmosfæren slet ikke påvirker temperaturen; blot er CO2 ikke den faktor, der driver værket. Eller med ordene fra én af Solomons “klimabenægtere”, Nir Shaviv, der er professor i fysik ved Hebrew University i Jerusalem. Han siger, at “vi har ikke nogen klar teori om, hvordan de forskellige varmeskabende hhv. kuldeskabende faktorer påvirker ændringen i nettotemperaturen. Vi forstår CO2 relativt godt, men mange andre faktorer relativt dårligt. En klimatolog, der vælger at fokusere på CO2, er lidt ligesom den mand, der tabte sine nøgler 100 meter nede ad vejen, men vælger at lede under lygtepælen, fordi dér kan han bedre se”. (note 5)

Men hvis CO2 ikke er den bestemmende drivkraft i temperaturens udvikling, hvad er så?

Et bud på svaret kunne være solen. Ifølge danske Henrik Svensmark har solen en væsentlig finger med i spillet om Jordens klima. Teorien lyder som følger: Når en stjerne eksploderer, bombarderer den himmelrummet med radioaktive partikler. Disse partikler, eller kosmiske stråler, rammer også Jorden, hvor de – kort fortalt – danner lave skyer. Skyerne er med til at køle Jorden, og dermed er der en sammenhæng mellem intensiteten af strålebombardementet og temperaturen på Jorden: Jo kraftigere bombardement jo lavere temperatur. Til denne sammenhæng føjer vi nu solen. En aktiv sol udsender en såkaldt solvind, som er med til at beskytte Jorden mod de kosmiske stråler, hvilket giver sammenhængen flg. udbyggede form: En aktiv sol udsender en stærk solvind, som beskytter Jorden mod kosmiske stråler, hvilket igen giver få skyer og dermed højere temperaturer. I vor aktuelle sammenhæng betyder en aktiv sol dermed global opvarmning, mens det modsatte sker ved en svag sol.

Mathiesen viser i én af sine figurer (note 6) sammenhængen mellem solens aktivitet og temperaturens udvikling fra 1880 til i dag, og sammenhængen er påfaldende stærk. Han uddyber figuren ved at nævne, at solfaktoren kan forklare helt op til 71% af variationen i temperaturen i den pågældende periode. Og det betyder, at af den målte temperaturstigning på 0,8 grader siden 1850 kan de 0,57 grader tilskrives solen.

Temperaturens himmelflugt får klimaet til at gå grassat
Gennemgangen af Al Gores katastrofevision kunne i sagens natur standse her. Med sin ombytning af de to variable – så temperaturen i hans udlægning bliver den afhængige variabel – vælter hans påstand om mennesket som årsag til et angiveligt nært forestående klimakollaps. Men lad os alligevel se nærmere på hans apokalypse og vurdere dens enkelte dele.

Flere og kraftigere storme
Forsiden af ”An inconvenient Truth” prydes af et kraftværk, der sender røg til vejrs fra sine skorstene. Oppe i luften fortættes røgen og bliver til den hvirvel, som vi kender fra satellitbilleder af orkaner. Symbolikken er ikke til at tage fejl af: Menneskets aktiviteter, der angiveligt skulle få temperaturen til at stige, medfører flere og voldsommere storme. Hvad siger videnskaben til det?

Singer og Avery er ikke enige med Gore. De siger: ”Hverken antal eller styrke af stormene er blevet værre de seneste 150 år. Og årsagen er ganske enkel: Orkaner lever af temperaturforskellene mellem ækvator og polaregnene. Når temperaturene stiger, er stigningen størst i polaregnene, og derfor vil forskellene mindskes.” (note 7) Det bakkes op af Landsea, én af Solomons “klimabenægtere”. Solomon skriver om ham, at hans eget arbejde ikke giver anledning til at konkludere, at den globale opvarmning skaber flere eller værre orkaner, og så vidt han ved, er der heller ingen anden forskning, der viser en sådan sammenhæng.

Og Lawson, som ganske vist ikke er meteorolog, kan fortælle, at “af de ti værste atlantiske orkaner siden 1900 opstod de fem i første halvdel og de resterende i anden halvdel af århundredet. Den værste af dem alle var, uden sammenligning, the Great Miami Hurricane i 1926” (note 8).

Polerne smelter og havene stiger
Det er uden tvivl korrekt, at skulle polerne smelte, ville det medføre dramatiske stigninger i vandstanden. Men hvor sandsynligt er dét scenarie? Al Gore giver ikke selv noget bud på svaret, men skal man tro Avery og Singer er risikoen i Antarktis’ tilfælde ikke overhængende: 97% af Antarktis har oplevet en faldende temperatur i perioden fra 1966-2000.

Spørger man hos IPCC, der flere gange har leveret ammunition til Al Gores skrækvision, er forventningerne til havstigningerne da også noget mere afdæmpede end Gores. ”For det 21. århundrede forudser IPCC en mulig acceleration i havstigningstakten på mellem 1.8 mm og 5.9 mm pr. år – afhængigt af temperaturstigningen – det vil sige en total stigning i vandstanden i 2100 på mellem 18 og 59 cm. (…)(note 9)

Dyrene uddør
Og hvad med dyrene? En ofte fremført risiko ved den globale opvarmning siges at være en kraftig decimering af antallet af dyrearter. Singer og Avery refererer eksempelvis til biologers udsagn om, at tusindvis af arter skulle være i farezonen ved en temperaturstigning på 0,8 grader. Til det siger de to, at Jorden oplevede en væsentlig voldsommere temperaturstigning for 8000-5000 år siden, og ingen kendte arter forsvandt ved den lejlighed.

Dræbende hedebølger, som i 2003 bliver standard
Heller ikke den europæiske hedebølge i 2003 får lov til at stå ukommenteret tilbage som et eksempel på, hvad vi kan vente os. Lawson fortæller om en høring i Overhuset, hvor hedebølgen blev gjort ansvarlig for 20.000 dødsfald, efterfulgt af en kommentar om, at den slags hedebølger vil blive hverdagskost i fremtiden. Heroverfor stiller han den undersøgelse fra det engelske Department of Health, der for Englands vedkommende forventer en stigning i det årlige dødstal på grund af varme på 2.000 og et fald i antallet af dødsfald på grund af kulde på 20.000 i 2050 (note 10).

Som en tør afslutningskommentar spørger han endvidere retorisk, om folk virkelig forestiller sig, at der skulle findes en idealtemperatur for hele verden, som tilfældigvis er den, vi har fornøjelsen af for øjeblikket, og i forhold til hvilken små afvigelser i den ene eller den anden retning er lig med katastrofe.

Hvad kan man gøre
Når Gore kalder sin “sandhed” for “ubekvem”, hentyder han til regeringerne, der ikke er meget for at handle. Og intet bekræfter den opfattelse bedre end Kyoto-traktaten. Klimaaftalen, der blev forhandlet på plads i 1997, bl.a. med Al Gore som prominent medlem af den amerikanske delegation, indebærer, at de ratificerende lande senest i 2012 skal have nedbragt deres CO2-udslip med 5% i forhold til 1990-niveauet. Aftalen er problematisk af flere årsager. For det første, fordi de potentielt mest CO2-producerende lande, Kina og Indien, ikke er med. For det andet, fordi omkostningerne ved at gennemføre aftalen til punkt og prikke vil koste de deltagende dyrt i arbejdspladser og levestandard. For det tredje, fordi den resulterende effekt angiveligt ville være en forsvindende lille reduktion i temperaturen på 0,1 grad. Og endelig fordi – har det vist sig – de deltagende lande realistisk set ikke kommer bare i nærheden af at nå deres individuelle CO2-mål. Kyoto-aftalen er ren symbolpolitik, hvilket er heldigt nok, når nu det problem, som aftalen skulle løse, tilsyneladende ikke eksisterer.

Anderledes forholder det sig på de områder, hvor løsningsforslagene er væsentlig mere konkrete og i langt højere grad retter sig mod almindelige mennesker.

Lad et enkelt eksempel illustrere: Fremtidens benzin. Gore formaner os at tage cyklen i stedet for bilen, og i den udstrækning vi insisterer på at køre i bil, skal vi tilstræbe at skifte til et køretøj, der bruger ethanol eller lignende som brændstof. Umiddelbart lyder det jo sympatisk: At man dyrker en afgrøde på sin mark og efterfølgende laver den om til en væske, der kan hældes direkte i benzintanken. Men helt så enkelt er det trods alt ikke. Lawson fortæller, at der er alvorlige ulemper forbundet med produktionen af ethanol. Først og fremmest kræver det så store mængder energi, at det formentlig overgår energiindholdet i det færdige produkt. For det andet – og værre – vil produktionen flytte landbrugsjord fra fødevareproduktion til ethanol-produktion med knaphed og højere priser på fødevarer til følge. Lawson citerer OECD for flg. vurdering: ”Potentialet for de øjeblikkeligt tilgængelige teknologier – ethanol og biodiesel – til at bidrage afgørende til dækning af transportsektorens efterspørgsel uden negative konsekvenser for fødevarepriser og miljø er stærkt begrænset” (note 11).

Det er måske i virkeligheden det største problem med fantasifostre som den menneskeskabte globale opvarmning og dens påståede konsekvenser: At i jagten på et spøgelse bruger vi løs af dyrebare ressourcer, der alternativt kunne bruges til at løse virkelige problemer.

Slanger i paradiset
Den hidtidige gennemgang har vist, at Al Gores såkaldte videnskabelige konsensus ikke er helt uden sprækker. Selv IPCC er beredvillige leverandører af data, som på flere områder modsiger Gore.

Den vægtigste dokumentation kommer imidlertid fra dem, som Gore lettere hånligt kalder for klimabenægtere, hvorved han søger at miskreditere dem – ikke fordi deres forskningsresultater er angribelige, men fordi de er uenige med hans udlægning af teksten. Alene betegnelsen – benægtere – placerer dem i kategori med folk, der benægter, at Holocaust fandt sted, og Gore driver endda latterliggørelsen endnu længere ud. Solomon citerer ham for flg. perle: ”Femten procent af folket tror, at månelandingen blev optaget i et filmstudie, og et noget mindre antal tror stadigvæk, at Jorden er fad. De mødes alle sammen lørdag aften og holder fest med klimabenægterne” (note 12).

Desavoueringen er imidlertid en nødvendighed for Gore, for – som vi har set – falder hans påstande om den menneskeskabte globale opvarmning til jorden, når den underkastes kritisk analyse. Hans eneste chance for at holde liv i sit projekt er at benægte fakta. Og det utrolige er, at det faktisk langt hen ad vejen lykkes for ham. På samme måde som kritikere af eksempelvis islam og kommunismen effektivt lægges for had, på samme måde eksisterer der i klimaspørgsmålet en imponerende blanding af censur, selvcensur og direkte chikane til knægtelse af anderledes troende og talende.

Solomons bog om ”klimabenægterne” er et godt eksempel. Han fortæller, at “skeptikerne er svære at finde. Mange af dem, fandt jeg ud af, vil overhovedet ikke opdages og gør alt, hvad de kan for ikke at fremstå som afvigere. De har intet ønske om at blive kaldt grimme ting i pressen, eller at miste deres jobs, eller få deres budgetter skåret væk, som det sker for mange ”benægtere”” (note 13).

Og Lawson måtte udgive sin bog i USA; i England ville ingen forlægger røre den med en ildtang. Lawson citerer i bogens forord fra eet af afslagsbrevene: ”Min frygt i forbindelse med denne overbevisende bog er, at den vil være en sådan torn i øjet på den eksisterende ortodoksi, at det vil blive meget svært at finde et tilstrækkeligt stort marked for den” (note 14).

Én ting er imidlertid, at videnskabsfolk uden den rette indstilling kan have svært ved at finde ansættelse eller finansiering til deres forskning; noget andet er den manipulering med data, der tydeligvis er en del af spillet. Vi så ovenfor, hvordan Michael Manns temperaturgraf var FN-sanktioneret sandhed, indtil den blev pillet fra hinanden af statistikerne. Og Manns eksempel er på ingen måde enestående. Lawson fortæller eksempelvis om en australsk forsker, der forsøgte at få adgang til de data, der ligger til grund for beregningen af verdens middeltemperatur. Han fik flg. svar fra University of East Anglia, der forestår måling og bearbejdning: ”Hvorfor skulle vi give dig adgang til vore data, når alt, hvad du ønsker, er at finde fejl ved dem?” (note 15)

Det samme problem eksisterer ved de overfladetemperaturer, der bruges af IPCC. De er heller ikke offentligt tilgængelige, og tallene kan derfor ikke reproduceres.

Eet af problemerne er formentlig at finde i IPCCs natur. The Intergovernmental Panel on Climate Change blev oprindeligt etableret som et organ under FNs vinger, der skulle rådgive verdens regeringer om de forventelige konsekvenser af temperaturstigninger. Forskningsarbejdet i IPCC udføres af tusindvis af forskere fra hele verden, og de fleste af disse må formodes at arbejde hæderligt og reelt. Problemet opstår i det øjeblik forskningsresultaterne skal præsenteres for offentligheden. Richard Lindzen, matematiker fra Harvard og portrætteret af Solomon, fortalte i 2001 i en amerikansk senatskomité, hvordan ”næsten al læsning og dækning af IPCC begrænser sig til de såkaldte Summaries for Policymakers, der er skrevet af repræsentanter fra regeringer, NGO’er og erhvervslivet; de oprindelige rapporter, skrevet af videnskabsfolkene, bliver i det store og hele ignoreret” (note 16).

Og selv når forskerne taler direkte med pressen, forsvinder ofte alle de forbehold og usikkerheder, som er en integreret del af et forskningsresultat til fordel for et letsælgeligt budskab, der gør sig på en avisforside.

Afsluttende bemærkninger
Læser man Al Gore med de kritiske briller på, og inddrager man en del af den øvrige klimaforskning i sin vurdering af hans udsagn, så står det klart, at der er tale om et fremragende udført propaganda-nummer. Og at det tilsyneladende virker, kan man forvisse sig om i Berlingske Tidende d. 31.10.09. Her annoncerer avisen med begejstring Al Gores deltagelse i det tilstundende klimatopmøde i København, for – som det formuleres: ”Al Gore kan ganske enkelt aflevere klimabudskabet, så enhver kan fatte dybden og alvoren af det.” Avisen har ydermere talt med chefredaktøren på ugebrevet Mandag Morgen, Erik Rasmussen, som erkender, at Al Gore kan virke som en rød klud på antiklimalobbyister, ligesom dele af den klassiske videnskab har beskyldt ham for at popularisere for meget. ”Men videnskaben har haft over tyve år til at forsøge at forklare deres budskab på deres præmisser, og det er der ikke kommet meget ud af. Al Gore skærer måske et hjørne hist og pist, men det sker i en højere sags tjeneste, nemlig så folk forstår, hvad sagen drejer sig om”, siger Erik Rasmussen.

Og det med den højere sag er måske i virkeligheden ikke helt ved siden af. Hør blot hvad Al Gore selv siger om sagen: ”Klimakrisen vil give os chancen for at opleve, hvad meget få generationer i historien har haft mulighed for at opleve: En fælles mission; glæden ved det ufravigelige moralske formål; en fælles og forenende sag; spændingen ved af omstændighederne at blive tvunget til at lægge småligheden og konflikterne til side, der så ofte står i vejen for menneskets rastløse behov for transcendens; muligheden for at rejse os. Og når vi rejser os vil det fylde vore sjæle og binde os sammen. De, der lige nu er ved at kvæles i kynisme og desperation, vil kunne trække vejret frit. De, der lige nu finder tilværelsen meningsløs, vil finde håb. Når vi rejser os vil vi opleve en åbenbaring i takt med at vi opdager, at denne krise i virkeligheden ikke handler om politik. Det er en moralsk og åndelig udfordring.” (s. 11)

En sådan vækkelsesprædiken kunne man vælge at trække på skuldrene ad, hvis det ikke var fordi, at budskabet om den menneskeskabte opvarmning som anledning til den fremtidige klimakatastrofe er så populært og bredt accepteret. Derfor finder klimaeksperimentet i Fløng sted uden at virke latterligt; derfor kan man købe økologisk brænde i supermarkedet; og derfor køber folk i fuldt alvor aflad i form af CO2-kvoter.

Er det et problem? Ja og nej. Ja, fordi det kan ende med at blive forfærdeligt dyrt. Ja, fordi det kræver en masse ressourcer dagligt at skulle forholde sig til eet enkelt problem, der får så uforholdsmæssigt megen opmærksomhed. Og ja, fordi det skygger for en masse reelle problemer, der dermed ikke bliver løst.

At man måske kan tage det med sindsro viser Kyotos eksempel, der indirekte giver Al Gore ret: Regeringerne vil måske gå meget langt på det symbolske plan for at bakke Kyotos CO2-begrænsninger op, men når det kommer til konkrete handlinger, er sagen en anden: Kun to vestlige regeringer er bare i nærheden af at overholde Kyotos retningslinier, og så er Kyoto-aftalen endda bare en lille generalprøve på de helt store miljøaftaler.

Anderledes vigtigt er spørgsmålet om, hvorfor folk lader sig overrumple af disse store enkeltsager, der tangerer religion? Hvordan kan opbakningen være så massiv?

I det perfekte samfund ville pressen fungere som borgernes vagthund: Stille kritiske spørgsmål til Al Gore i stedet for at stå allerforrest i kampen om autografer; politikerne ville træffe fornuftige beslutninger baseret på rationelle valg mellem de alternativer, som uafhængige forskere lagde frem som det øjeblikkeligt bedste bud på virkeligheden. I den knap så perfekte verden, som er vores, er aviserne ikke sandhedsvogtere, men derimod forretninger på linje med banker og supermarkeder, og historier om død og ødelæggelse sælger nu engang bedre end overskrifter som ”Her går det godt”; borgerne, som læser avisernes dommedagsprofetier, siger i meningsmålingerne, at de er bekymrede; og politikerne, der styrer efter meningsmålingerne, træffer beslutninger, der skal komme den bekymring i møde. Dermed er cirkelen sluttet og vejen banet for dygtige sælgere som Al Gore, der ikke behøver at anstrenge sig nævneværdigt for at sælge sit budskab. Under dække af at falbyde den ubekvemme sandhed får han nemt afsat den bekvemme usandhed.

Litteratur:
Lawson, Nigel: An appeal to reason, New York 2008.
Singer, Fred S. and Dennis T. Avery: Unstoppable global Warming every 1500 years, Plymouth 2007.
Mathiesen, M. Mihkel: Global Warming in a politically correct climate, Lincoln 2004.
Solomon, Lawrence: The deniers, USA 2008.
Svensmark, Henrik & Nigel Calder: The chilling stars, Cambridge 2007
Gore, Al: An inconvenient truth, London 2006
Website: www.co2science.org

Slutnoter:
1 Berlingske Tidende d. 31.10.09
2 Solomon, s. 124.
3 Ibid., s. 98.
4 http://www.co2science.org/ subject/c/summaries/co2climatehistory.php
5 Solomon, s. 87
6 Mathiesen, s. 108
7 Singer og Avery, s. 16
8 Lawson, s. 49-50
9 Ibid., s. 32
10 Ibid., s. 34
11 Ibid., s. 69
12 Solomon, s. 2-3
13 Ibid., s. 9
14 Lawson, s. ix
15 Ibid., s. 18
16 Solomon, s. 49