Af Niels Lillelund. Tidehverv, 1990, s.125.126. (Bertel Haarder: Grænser for politik, Gyldendal, 1990).

Bertel Haarder har skrevet en ny bog, som er en på mange måder ganske usædvanlig bog. Usædvanlig mest ved det tema, den slår an - grænser for politik.

For hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik - det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet.

I Henning Fonsmarks netop udkomne "Historien om den danske utopi" beskrives demokratismens historie fra besættelsen til i dag. Her fortælles historien om, hvordan staten mere og mere udvidede sit magtområde. Med kulturpolitik, børnepolitik og fanden og hans nok så berømte pumpestok. Intet område slap for at få hæftet en "-politik" på sig, og borgernes tilværelse blev følgeligt mere systematiseret og politiseret. De blev underlagt det totale demokrati. Med Otto Møllers ord:
"Den nærværende Tid er svanger med en berusende Smitte; der kredser Smitstof af forskellig Art, men den Smitte, der griber stærkest om sig, kan vi betegne som "politisk Syge""".
Den danske model er den politiske syge, det evindelige råb om, at alt er politik.
Bertel Haarder har sat sig for at gøre noget ved det. I hvert fald hvis man skal tro den indledende programerklæring:
"Vi skal bekæmpe alle teorier, som vil omskabe mennesker i stedet for at tage udgangspunkt i dem, som de er. Vi skal aflægge den tankegang, at samfundet skal omskabe og frelse menneskene. I stedet skal vi forbedre samfundet ved at give plads til menneskenes initiativ og ansvar. Vi skal tage konsekvensen af, at både industrisamfundets (massesamfundets) og 68'ernes tid er forbi.
Vi skal bygge på den enkeltes ret og ansvar. Og den enkelte er ikke en abstrakt, teoretisk størrelse, men en dansker i Danmark med den historiske og kulturelle baggrund, der nu engang hører med til at være dansk. Uden denne baggrund ender vi i det rene barbari som værgeløse ofre for ideologierne og den nøgne kamp om magten".

Der er noget opmuntrende og ganske nyt i at høre sådanne ord fra en politikers mund. Her er det jo sagt. Her er jo det selvfølgelige grundlag for en hæderlig ledelse af landet. Og det selvfølgelige udgangspunkt må naturligvis være i den konkrete dansker og ikke blot et medlem af en social- og interesse-gruppe.

Politikerne skal lede landet. De skal ikke lave dets mennesker om.
Det er Bertel Haarders udgangspunkt, og det er der som sagt grund til at glæde sig over. For det er jo at tage et gennemgribende opgør med det, der er blevet kendt som den danske model. Det er at ville sætte grænser for politikken.

Men hvad med det konkrete? Et er jo at have et grundlag, noget ganske andet at føre konsekvenserne ud i livet.

Til den ende har Bertel Haarder et væld af ideer. Så mange at man sidder tilbage med en underlig forpustet fornemmelse, når man lægger bogen fra sig. Bogen er fortravlet og hurtigt skrevet og ministeren har ikke været voldsom grundig under korrekturlæsningen, hvorfor den også er fuld af gentagelser - endog på samme side.

Men ideerne vælter altså frem på siderne. Ideer om børn, der skal cykle i skole i stedet for at få offentlige tilskud til busbilletten, ideer om storebæltsbroer og andre faste forbindelser, der skal finansieres af private midler, ideer om et hybridnet, der aldrig skulle være lagt og om TV2-regioner, der er overflødige. Og der er grundtvigske tanker om friskoler og om en historieundervisning, der er blevet forsømt, og om livsmodet, der er blevet kuet under skrækkampagner om atomkraft, ozonlag, Ronald Reagan og andre indlysende grunde til verdens nært forestående undergang og menneskehedens pludselige død.

Altsammen er det spændende og rigtigt nok. Og det er fremført med en livfuld overbevisning og begejstring, der er smittende.
Alligevel er det vanskeligt ikke at blive skuffet. Der var lagt op til noget mere. Der var lagt op til noget ganske anderledes alvorligt.
Hvad vil det nemlig sige at sætte grænser for politik? Det vil sige, at man tager områder bort fra den offentlige kontrol. Det vil sige, at man nedsætter bistandshjælpen med 200 kr. om måneden eller giver bloktilskud til institutioner. Det er politik på en anden og ganske sikkert også bedre måde. Det er en mere liberal samfundsindretning, det er decentralisering, og det er mere effektivt. Men det er ikke at sætte grænser for politik.

For en nedbrudt samfundsøkonomi var ikke den eneste og den værste konsekvens af det totale demokratis sejrsgang. I disse tider er det populært at mene det, for når økonomien skranter, tales der naturligt nok meget om penge, og de økonomiske problemer toner sig op og ser grangiveligt ud til at være det hele. Derfor fyldes debatten af OECD-tal og betalingsbalancer og eksportudviklinger og besparelser - Bertel Haarder kan heller ikke dy sig, men tilføjer efter hver af sine nye ideer en bemærkning om, at det ville virke besparende.

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed - den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter - men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

At sætte grænser for politik ville derfor være at følge Haarders motto op og tage konsekvensen af det.

Det ville være f.eks. at respektere det private. Respektere, at en familie med far, mor og børn ikke er et offentligt anliggende. At hjemmet hverken kan eller skal reguleres med love og paragraffer. At ansvaret for børnene ikke er statens, men forældrenes. Derfor er det ikke gjort med at flytte tilskuddet fra institutionerne til børnene. At sætte grænser for politikken ville være at afskaffe offentlige børneinstitutioner og overlade til forældrene selv hvor og hvordan de ville have passet børnene.

At sætte grænser for politik er heller ikke at "stille krav" til indvandrere som svar på de voldsomme problemer det naturligvis skaber, når man i et land som Danmark pludselig åbner grænserne for tusindvis af mennesker fra vildt fremmede kulturer og med vildt fremmede religioner og på et kontor beslutter, at nu skal de sandelig "integreres". Grænsen for politikken må nødvendigvis gå der, hvor politikken i sin sygelighed og vildskab vil rive grunden væk under den enkelte danskers fødder og fratage ham det selvfølgelige grundlag, det er at være herre i eget hus.

At sætte grænser for politik ville også være, at staten fralagde sig ansvaret for befolkningens sindelag. Det utal af såkaldte "oplysningskampagner", der er fulgt i kølvandet på demokratismens udvikling, er jo i virkeligheden det ultimative bevis på systemets totalitære karakter. Det er farligt for den danske model, hvis vælgerne tænker selv. Det er uacceptabelt, hvis de bryder med systemets rammer. Derfor må der lovgives mod meninger, der er alt for ilde sete. Derfor må der "oplyses" og "informeres" mod et statsstøttet og i realiteten stadig monopoliseret medieapparat. Og dermed får staten jo i virkeligheden lighedspunkter med den stat, der ansatte Josef Goebbels som sin "propaganda-minister". I den danske model hedder det noget andet og pænere, men sindelagskontrollen er den samme.

At sætte grænser for politik er derfor andet og mere end at indføre frit forbrugsvalg i den offentlige sektor. Det er andet og mere end at fremme det private initiativ og nedskære "gratisydelser".

At ville sætte grænser for politik er at være provokerende får alvor. Det er for alvor at gå til modstand mod konsensus. Der er heri intet koket eller charmerende eller gysende interessant. Det er ikke en kamp, der kan føres ved liberale kaffeborde eller grundtvigske sangstævner. Det er ikke en kamp, der kan føres på en pæn og konfliktsky borgerligheds præmisser. På den alvorlige modstandskamps arena er kun rådne æg, bomber og bortvendte rygge at hente. Det kan de heltemodige frontkæmpere tale med om.

Men den arena besøger Bertel Haarder slet ikke med den nye bog. Den slags jordrystende angreb på demokratismens indretninger forestiller han sig ikke. Det bliver ved de små krusninger og de pikante, provokerende rids i lakken på socialdemokratismens ikke længere så skinnende blanke overflade. Det principielt rigtige udgangspunkt drukner i halve forslag og kompromissøgende tanker. Det hele løber ud i sandet. Det er som om ministeren springer op som en løve og falder ned som et lam.

Men deraf kan man måske også slutte en hel del. Om ministre og om den politiske syges umådelige smittefare.

Bertel Haarder:
Grænser for politik
Gyldendal, 1990.